Er det lyst, eller er det mørkt, er det dag eller er det nat, ja så handler filmen om flygtninge og undertrykte folkeslag – eller handler den om undertrykte folkeslag og flygtninge?

Nysgerrigheden, hyldesten til mennesket og naturen. Pladsen til at gå på opdagelse i billede og lyd. Det er de øjeblikke, man husker, når filmprojektoren slukkes

Selvom dagene bliver længere for tiden, er det alvorlige emner, der dominere billedet til Berlin Internationale Flmfestspiele i år, selv børnefilmene handler til dels om død, krig og børnearbejde. Filmen Fuocoammare (Fire at Sea) af Gianfranco Rosi om flygtningeøen Lampedusa vinder, som en af de første dokumentarfilm, Guldbjørnen.

Og der diskuteres i biograferne efter filmene med engagerede filmmagere om de alvorlige temaer. Et øjeblik har man fornemmelsen af, at kunne bevæge noget, at filmene ved deres blotte tilstedeværelse har en funktion. I det næste virker al verdens nød serveret på et sølvfad som en uoverkommelig portion.

Men er der overhovedet plads til filmkunsten i alle disse politiske statements, kan man spørge sig selv om. Og svaret er – trods alt – ja, ikke i hver eneste film, men den er der, nerven der efter min mening skal til: Kunsten der skal være fri og utæmmet. Nysgerrigheden, hyldesten til mennesket og naturen. Pladsen til at gå på opdagelse i billede og lyd. Det er de øjeblikke, man husker sidenhen, når filmprojektoren slukkes, de øjeblikke der lagres i ens bevidsthed som et reservoir af viden og indsigt.

Så her kommer sammen med stemningsindtryk fra festivalen et essay over syv film, der gjorde særligt indtryk på mig.

LANDSBYLIV ELLER LÆGE?

TW Pittman fra USA arbejdede to år som sundhedsarbejder i landsbyen Nakom i Ghana. Ud fra disse kontakter opstod ønsket om at lave en film om livet i landsbyen kontra det i storbyen.

Det fortæller hun om sammen med sin medinstruktør Kelly Daniela Norris i den fine film Nakom, om den unge medicinstuderende Idrissas konflikter mellem ansvaret i sin barndoms landsby kontra lægestudiet med ganske andre fremtidsperspektiver.

Idrissa bliver ansvarlig for sin familie i landsbyen, da hans far dør. Vi følger et år i landsbyen, hvor familien begynder at klare sig bedre med nye initiativer og fælles indsats.

I sidste øjeblik vælger Idrissa alligevel sin uddannelse og forlader flugtagtigt landsbyen.

Nakom er en fin film om den evige og nærværende konflikt mellem det traditionelle liv i landsbyen kontra det moderne i storbyen, der især kendetegner den tredje verden. Selvom den ikke er lavet af en ghanesisk instruktør, er den unge Phebe Atiige fra landsbyen med som instruktørassistent, og hvem ved, måske laver han den næste film om landsbyen?

VUGGEVISE FRA FILIPPINERNE

Hele Sa Hiwagang Hapis (Vuggevise til et sorgfyldt mysterium) af Lav Diaz er ikke en film, men en tilstand og det i otte timer!

Filmen er et kunstnerisk epos om skyld, håb og kærlighed hos et folk, der har været undertrykt af spanierne i 300 år.

Med sine sort hvide billeder, for det meste optaget i junglen, er dette epos om Filippinernes befrielseskamp i slutningen af 1800-tallet en både mystisk, smuk og enestående rejse… hvis man ellers kan holde ud så længe. Jeg må indrømme, at jeg tog filmen i to omgange, men jeg kom tilbage dag to, jeg kunne simpelthen ikke slippe historien.

Det er fantastisk at følge filmens specielle billeder, der er som malerier, der åbner sig for handlingen. Bevægelserne foregår på lærredet ikke med kameraet.

Filmen er et kunstnerisk epos om skyld, håb og kærlighed hos et folk, der har været undertrykt af spanierne i 300 år: Vi møder den spanske generals elskerinde, der røber et hemmeligt bjergpas og dermed forråder sit folk, og som bagefter fortryder. Poeten der ryger opium i stedet for at være ved fronten. Revolutionshelten Andrés Bonifacio y de Castros kone, der forgæves leder efter sin mand, der er blevet myrdet af spanierne, og mange flere mennesker, der var involveret i Filippinernes befrielseskamp.

Selverkendelse og ironi indgår som et vigtige element, der sammen med naturen får lov at udfolde sig i de mange og lange indstillinger. Der er magi og stemning i denne film – eller tilstand, der slutter med replikken: Jeg ser et folk, der leder efter sin egen sjæl.

Endnu et stærkt statement og en anklage på dommerens bord imod begærlige og ubarmhjertige koloniherrer, men også en film der analysere Filippinernes egen rolle og mennesket som sådan.

Instruktøren Lav Diaz og hans team vinder velfortjent Sølvbjørnen Alfred Bauer-prisen for en film, der åbner nye perspektiver.

12 TIMERS OPDAGELSESREJSE

Mere levende kan en rejse ikke blive, end når vi får lov at følge Ulrikke Ottingers fine kamera og filmarbejde med hilsner og refleksioner tilbage i historien.

Men især er det at "være tilstede" i denne fjerne del af verden med sine optagelser af naturen og de vilde dyr i al sin styrke en stor oplevelse.

Ulrikke Ottinger følger den tyske opdagelsesrejsende Adelbert von Chamissos rejserute i den 12 timer lange film Chamissos skygge, der er opdelt i tre kapitler.

Efter otte timers filippinsk maraton må jeg desværre nøjes med tredje kapitel, "Kamtschatka und Bering-Insel", og filmen er en betagende oplevelse af menneskene, dyrene, naturen i det fjerne Kamtschatka og på Beringøen. Her er det oprindelig folk på det groveste blevet udnyttet og nærmest udryddet først af kosakkerne og siden af andre.

Stemninger, enkelte interview og logbogsblade, både fra Chamisso og rejsen anno 1815 samt fra andre opdagelsesrejsende: Danske Bering i 1743, botanikeren Georg Wilhelm Steller og fra Ulrikkes egen rejse anno 2014, væver filmen sammen.

Ulrikke Ottinger fortæller efter filmen: "Logbøgerne fra datidens opdagelsesrejsende er som skuespil fra fortiden, der bliver opført igen og igen i vor tid".

Men især er det at "være tilstede" i denne fjerne del af verden med sine optagelser af naturen og de vilde dyr i al sin styrke en stor oplevelse.

Ulrikke Ottinger, der i 1970'erne lavede nærmest teaterlignende og surrealistiske film, har siden1990 helliget sig rejsen blandt andet med filmen fra Mongoliet i Taiga.

Chamissos skygge kunne også opleves som en spændende installation under titlen Verdensrejse i Berlins Statsbibliotek, hvor en stor rund hytte var indrettet med fire skærme med lange optagelser fra rejsen samt dagbogsblade fra de fire opdagelsesrejsende inklusive Ottinger.

BØRN UDEN BARNDOM

I børne- og ungdomsfilmprogrammet 29.K og 14+ er de film, der berører en mest, film der handler om børn og unge, der på grund af skrækkelige oplevelser fik stjålet deres barndom.

Film fra de endeløse rækker af flygtningetelte, og uh det er barske løjer, vi her bliver vidne til.

Filmen Royahaya Dame Sobh (Drømme uden stjerne) af Mehrdad Oskouei fra Iran er en af dem. En bemærkelsesværdig dokumentarfilm, der vinder dette års Amnesty International-pris.

For at lade de unge fortælle om de unge, får min datter Liv fra "frie generation reporter" ordet: På trods af det triste tema og trykkede stemning er Royahaya Dame Sobh en af de bedste film i dette års program. Filmen giver et intimt og personligt indblik i et Iransk rehabiliteringscenter, hvor mindreårige piger er indsat på grund af kriminalitet.

De unge piger fortæller om deres liv og problemer, om stofmisbrug, vold og mord.

I modsætning til andre dokumentarfilm er denne kunstnerisk værdifuld, den er godt fotograferet og klippet, og vi ser ingen rystede eller uskarpe billeder.

Filmmageren har en ærlig, følsom og chokerende måde at beskrive pigernes liv på.

Og selvom historierne er deprimerende, glimter der af og til en solstråle i pigernes liv, og når man så kan læse i deres øjne, at de i dette øjeblik er lykkelige, at de i dette øjeblik ikke tænker på deres problemer, ja så får man næsten lyst til ar græde.

En anden film om unge uden barndom er filmen Life on the Border, hvor otte børn og unge fra flygtningelejre i Mellemøsten fortæller om deres liv og om IS, der som oftest har én eller flere af deres familiemedlemmer på samvittigheden.

Film fra de endeløse rækker af flygtningetelte, og uh det er barske løjer, vi her bliver vidne til, alligevel en vigtig film…

EN COMPUTERVIRUS KAN REGERE VERDEN

En film, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, er Zero Days. Og det er ikke en fiktionsfilm!

Nej, det er såmænd USA og Israel, der i 2010 opfandt og indsatte en computervirus, der kunne tilintetgøre uran-berignings-anlægget i Iran.

Dokumentarfilmen af den Oskar belønnende filmmager, Alex Gibney, fortæller om denne virus og en endnu mere omfattende virus, olympic games, fremtidens hemmelige våben, der kan lamme hele staters infrastruktur. 

VI MÅ GRIBE I EGEN BARM

Min filmrejse ender i Uckermark i nærheden af Berlin med filmen Landstück af Volker Koepp, der siden 1970'erne har lavet film om land og mennesker. Først i Østtyskland og siden efter murens fald med reflekterende tilbageblik og møder med de samme mennesker over årrækker.

Det er vigtigt, at se sammenhængen mellem hvad vi - du og jeg - gør, og især hvad vi spiser.

I Landstück møder vi både de gæve Uckermarkere, og beskæftiger os med landbrugsproblematikken.

Og her må vi må gribe i egen barm. Det er ikke nok at hidse sig op over USA og Israels skumle metoder for at ville regere verden med en computervirus, eller forbarme sig over flygtninge. Det er vigtigt, at se sammenhængen mellem hvad vi - du og jeg - gør, og især hvad vi spiser.

Og her leverer filmen Landstück beviser. Vi ser den økologisk dyrkede mark med alle sine mange blomster og den golde majsmark, vi hører om politiske beslutninger, der favoriserer de store landopkøbere og gør livet umuligt for de mindre økobønder.

Endeløse rækker af vindmøller leverer strøm til et kæmpe hønseproduktionsanlæg. Fodermidlerne stammer fra genmarker i Argentina, der sejles til Tyskland. Kyllingerne slagtes og brystkødet bliver solgt til os i billig supermarkeder, resten bliver frosset og sejlet til Afrika og solgt der.

Den forretning underminere de lokale markeder, hvilket igen producerer de flygtninge, der søger lykken her i Europa.

Revolutionen starter altså på vor egen tallerken. En fin film om et vigtigt tema!

SØLVBJØRN OG GYLDEN FILMRULLE

Efter 12 dage slutter Berlinalen med en flot sølvbjørn til danske Trine Dyrholm for den bedste kvindelige hovedrolle i filmen Kollektivet af Thomas Vinterberg.

Min spændende verdensrejse i filmen er også til ende. Og ja, der er plads til filmkunsten, fordi den kan fortælle, og fordi den er uundværlig.

Min gyldne filmrulle går denne gang til Hongkong gangsterfilmen Triviṣa af Vicky Wong, Jevons Au og Frank Hiu, for deres humørfulde, underholdende og også medrivende portrætter af tre gangstere i 1997 i ombrydningstiden, efter at Hongkong blev kinesisk.

Min spændende verdensrejse i filmen er også til ende. Og ja, der er plads til filmkunsten, fordi den kan fortælle, og fordi den er uundværlig.