Denne weekend står i kurdisk films tegn, når Copenhagen Kurdish Filmdays, CKF, ruller af stablen på Cinemateket. FOKUS-A (Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademikere, red.) inviterer for tredje gang til denne årlige begivenhed, der strækker sig over fire dage præget af prisbelønnede film, internationalt anerkendte instruktører og ikke mindst de kurdiske farver og toner.

Det hvide lærred har været den flade, hvor igennem ellers skrinlagte fortællinger og tavse realiteter er blevet genoplivet.

Når CKF er et flagskib i FOKUS-A’s arbejde, skyldes det den betydning, som kurdiske film har haft for det på alle måder mangfoldige folk fra Mesopotamien. Det hvide lærred har været den flade, hvor igennem ellers skrinlagte fortællinger og tavse realiteter er blevet genoplivet.

Samvittigheden bag kameraets linse har på ingen måder kunnet se igennem fingrene med den virkelighed, som kendetegner hverdagen for den gængse kurder. Snarere tværtimod. Filmen har været det hellige rum, hvorved tavse stemmer er blevet hørt, og drømme er blevet til virkelighed.

Yilmaz Güney, den ikoniske konge

Den til tider barske, til tider tragikomiske eller til tider overraskende virkelighed har været den absolutte inspirationskilde for mange instruktører og manuskiptforfattere, der har sat sit præg på kurdisk filmologi. Blandt flere banebrydende filmskabere er Yilmaz Güney den mest ikoniske af dem alle.

“Jeg er søn af en Zaza far og en kurdisk mor”, har Yilmaz Güney rammende beskrevet sig selv. Han blev født 1. april 1937 i den tyrkiske by Adana og op i en arbejderklassefamilie. Hans egen opvækst blandt landbrugs- og industriarbejdere blev den helt igennem autentiske reflektion, hvori hans filmkunst skulle realiseres. Güney kom ind på universitet for at læse jura og økonomi, men indså som 20 årig, at kameraet skulle være hans primære værktøj.

Til forskel fra flere samtidige smed Güney hurtigt fløjlhandskerne og tog fat i “Østens” tabulagte problematikker og hæftede sig ved den økonomiske og sociale forskelsbehandling, som kendetegnede hverdagen for den gængse kurder. Også som debattør i dagblade og tidsskrifter. Det lod sig naturligvis ikke stå urørt hen og allerede i 1960 blev han dømt for “kommunistisk propaganda” og måtte sidde halvanden år i fængsel. 

Dette blev starten på en ny Yilmaz Güney, som frem til sin død i 1984 nåede at spille i op mod hundrede film. Han skrev eller instruerede desuden 25 film, hvoraf flere blev belønnede ved internationale filmfestivaller som “Vejen” (Yol), der høstede ham Guldpalmen i Cannes i 1982. I 1971 flygtede han fra fængslet dømt til 19 år bag tremmerne for mordet på en dommer, og herefter søgte han asyl i Paris.

Her lavede han sin sidste film “Duvar” (Muren) og efterlod hermed en arv, som flere generationer efterfølgende har forsøgt at opretholde - imod alle odds og med ryggen mod muren.

Dokumentarens årti

Yilmaz Güneys værker kom ud til en historisk bred skare af mennesker, som fandt inspiration i mennesket, instruktøren og skuespilleren. Derfor forpligtede mange filmskabere af kurdisk herkomst sig til Güneys arv på den ene eller anden måde. Men heri ligger en vigtig detalje.

For præcis som Güney boede flere instruktører i Europa i sikker afstand fra tyrkiske, arabiske eller persiske regimer, som ikke lod noget som helst kurdisk ånde frit. Det har betydet, at mange kurdiske instruktører er debuteret i udlandet. Men op gennem 80'erne så man ikke meget til spillefilm i klasse med Güneys værker.

Scenen var overtaget af instruktører født i 60'erne, og man husker således tilbage på Mano Khalils (f. 1964, Syrien) første kortfilm fra 1988, “Oh world!”. Siden har Khalil bevaret sin stærke position indenfor kortfilms dokumentarer og mest synlig blev han med “David the Tolhildan” fra 2006 og senest “My Prison, my Home” fra 2009. Khalil besøgte også Danmark i forbindelse med 1st Copenhagen Kurdish Filmdays (CKF) i 2009, hvor FOKUS-A viste “David the Tolhildan” i Vester Vov Vov.

Andre stærke profiler i denne kortfilmsbølge er Yüksel Yavuz (f. 1964, Tyrkiet) og Kazim Öz (f. 1973, Tyrkiet). Præcis som Mano Khalil var Yavuz også eksilkurder i Europa og producerede sine første dokumentarer i Tyskland, hvor han studerede sociologi og økonomi.

Det var nye tider i den tyrkisk-kurdiske konflikt men præcis som Güney, har Yüksel Yavuz fundet inspiration i at skildre hverdagsbilledet eller nærmere gengive det ved professionelt lavede dokumentarer. Hans store gennembrud “Close Up Kurdistan” (104 min, 2007) blev således screenet ved flere internationale festivaler, herunder FOKUS-A’s tidligere nævnte CKF. Yüksel Yavuz er også repræsenteret ved årets CKF, når dokumentaren “HÊVÌ” instrueret af ham og produceret af hans ægtefælle Zülfiye Akkulak får særvisning i Cinemateket.

År 2000 og kurdisk film er født

Det tog to årtier, før den nye generation samlede sine ideer og evner i skyggen af Yilmaz Güney og for alvor komponerede spillefilm uden adgang til millionbudgetter, altså at muliggøre det umulige. Kurdisk film fødtes påny med større prisbelønnede film af Bahman Ghobadi (f. 1969, Iran), Huner Saleem (f. 1964, Irak) og lidt senere Hisham Zaman (f. 1975, Irak).

Et ikon fra denne tid er Bahman Ghobadis “A Time for Drunken Horses”, som helt epokegørende vandt prisen Caméra d'Or ved Filmfestivalen i Cannes år 2000. Med Ghobadi så kurdisk film en ny helt komme. Omend ikke helt så rungende og med samme gå-på-mod som Yilmaz Güney skulle kurdisk film oftere vinde internationale festivalpriser med Ghobadis film op gennem de næste mange år: “Turtles Can Fly” (2004), “Half Moon” (2004), “No One Knows About Persian Cats”, og senest “Rhino Season” (2012), som filmelskere kan se på CKF 2014.

Huner Saleem gjorde sig bemærket med “Vodka Lemon” fra 2003, som fik prisen som den bedste film ved den 60. Venedig International Film Festival 2003. Huner, som ganske enkelt betyder “evne” på kurdisk, fortsatte succeen med “Kilometre Zero” (2005), “Dol” (2007).

Senest tegner “My Sweet Pepperland” (2013) til at blive hans helt store gennembrud. Listen af internationale priser til denne film vokser støt. I Danmark får den premiere på FOKUS-A’s Copenhagen Kurdish Filmdays.

Festivalerne blev filmens rede

Apropos filmfestivaler, så har udvikling i kurdisk film fulgt internationale tendenser med flere og større festivaler. Og blandt disse udgør London Kurdish Film Festival en helt særlig kategori. Den første London Kurdish Film Festival (LKFF) blev afholdt i 2001 og siden har 7 andre fulgt trop. Ikke hvert år, men man har med vilje holdt traditionen ved lige. Den 8. LKFF overgik alle tidligere festivaler med visning af mere end 130 film, og med stort set samtlige kurdiske instruktører til stede.

Her traf FOKUS-A Ata Mufty fra festivalens koordinationskomité og forklarede den organisatorisk plan, der lå til grund for festivalens demokratiske screeningsprocess, samt det store tekniske arbejde der skal forberede så mange film til festivalskvalitet. Ata Mufti understregede desuden behovet for, at kurdiske filmfolk kom hinanden ved, sparrede og i fællesskab udviklede kollektivet.

Han definerede “kurdisk film” bredt, idet både film af kurdiske instruktører eller film om kurdiske forhold kunne betegnes som “kurdisk film”. En kurdisk instruktør behøver ifølge denne definition ikke behandle kurdiske temaer for at være en del af kurdisk film.