Kan man overhovedet føre det pæne og lovlydige liv, når man lever på bunden af det kriseplagede USA ?

"Out of the Furnace" afspejler et trøstesløst Amerika under finanskrisen, hvor man nærmest kun har to valgmuligheder; kriminalitet eller militæret.

 "Out of the Furnace" er en film, der afspejler et trøstesløst Amerika under finanskrisen, hvor man nærmest kun har to valgmuligheder; kriminalitet eller militæret.

Instruktøren Scott Cooper har stillet skarpt på, hvor langt finanskrisen og dens følger kan trænge en arbejderfamilie ud, selv om de kæmper for at nå en win-win situation.

Vi er tilbage i 2008, i USA’s rustbælte af efterladte og øde fabrikker. Enten knokler du, eller du ender som arbejdsløs med udsigt til et dødsens spændende ophold i Irak.

Lovlydighed eller selvtægt

Filmen centrerer sig omkring brødrene Russell og Rodney Baze, spillet fantastisk af Christian Bale og Casey Affleck.

Disse to brødre kunne ikke være mere forskellige; storebroderen Russell prøver desperat at rette op på den vilde lillebror Rodney, der efter forældrenes død kommer længere og længere ud i det mest beskidte og lovløse område, hvor kun den hårdeste næve eller kugle gælder.

For at komme sin enorme gæld til livs og få sit liv på rette kurs igen, overtaler Rodney bookmakeren John Petty, (Willem Dafoe), til at arrangere en bareknocklefight , en slåskamp med de bare næver.

Mødet med den frygtindgydende Harlan DeGroat (Woody Harrelson), lederen i miljøet af outlaws, ender for John og Rodney med en kugle i hovedet ude i skoven.

Hvor langt vil Russell nu gå for at få hævnet sin lillebroders død?

Drøm i ruiner

Det store opgør, der selvfølgelig kommer i filmens slutning, foregår i en gammel, overgroet fabriksruin, og et mere malende billede på ruinen af den amerikanske drøm kan ikke laves. Derfor føles denne film at ende som en blanding af "The Deer Hunter" og "Fight Club".

Instruktøren Scott Cooper formår at fange essensen af mændene i små, næsten forglemmelige scener, der alligevel forstærker vores opfattelse af personerne.

Den håbløse tone i filmen bliver underbygget af musikken i filmen, hvortil frontfiguren fra Pearl Jam, Eddie Vedder, har bidraget.

I bund og grund er filmen desværre en langtrukken, ufokuseret selvtægts film, hvor  Russells hævnjagt desværre ender med, at overskygge det, der er filmens egentlige styrke; familiedramaet og at ligegyldigt hvad du gør, bliver det kun en lose-lose situation.