Om aftenen den 1. marts 1998 står de to tidligere PET-agenter Anders Nørgaard og Frede Farmand frem i tv-programmet Fak2eren.

De fortæller, hvordan de i årevis har spioneret mod fuldt lovlige partier og gruperinger på den danske venstrefløj: Blandt PET's ofre var Socialistisk Arbejderparti (SAP), den Dansk Kurdiske Forening og den aarhusianske bogcafé Regnbuen.

De to agenters fortælling skriver sig ind i den lange historie om, hvordan statens efterretningstjeneste fra sin fødsel er gået langt videre i sine metoder mod kommunister, fagligt aktive og andre progressive kræfter, end skiftende regeringer gav indtryk af.

I starten af 60'erne topper antallet af danske borgere i PET's hemmelige kartoteker med 400.000 registrerede.

PET's historie starter helt tilbage i slutningen af 1800-tallet, hvor den danske arbejderbevægelse vokser frem, og arbejderne organiserer sig og kæmper for bedre kår. 

Allerede i 1877 bestak og truede politiet arbejderlederen Louis Pio til at immigrere til USA.

I 1927 oprettes afdeling D, også kaldet det politiske politi eller sikkerhedsafdelingen. Fra starten får det hemmelige politi til opgave at overvåge og registrere oplysninger om "yderligtgående bevægelser og organisationer".

I 1931 rummer afdeling D's arkiv navne på 13.000 personer. Ved den tyske besættelse i 1940 står der 50.000-70.000 navne i kartoteket.

2. Verdenskrig

Efterretningsvæsenets tætte samarbejde med den ekstreme højrefløj bliver grundlagt allerede på dette tidspunkt.

I sidste halvdel af 30'erne opbygger afdeling D et samarbejde med de tyske nazisters hemmelige politi, Gestapo. Afdeling D  giver blandt andet Gestapo oplysninger om tyske flygtninge i Danmark, og til gengæld giver Gestapo oplysninger om tyske kommunister, der er flygtet til Danmark.

Kartoteket giver politiet mulighed for at arrestere og sende flere hundrede kommunister i tyske kz-lejre.

Politiet arresterer de flygtende tyske kommunisteroplysninger og sender dem tilbage til en sikker fængselsstraf eller død i Tyskland. 

Før og under 2. verdenskrig bruger afdeling D i vid udstrækning nazister som meddelere og agenter. De forsøger at infiltrere DKP og tilknyttede organisationer og rapporterer tilbage til politiet.

Kartoteket over de danske kommunister giver senere politiet mulighed for at arrestere og sende flere hundrede kommunister i tyske kz-lejre.

Socialdemokraterne hjalp til

Det er ikke kun efterretningstjenesten, der er aktive når det gælder om at registrere kommunister: I 1944 opretter Socialdemokratiet Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC) for at overvåge de danske kommunister rundt omkring på landets arbejdspladser. Overvågningen fortsætter frem til 1973.

Selv efter 2. verdenskrig fortsætter den danske efterretningstjeneste samarbejdet med de tidligere nazister for at overvåge kommunisterne.

Dansk politi kommer i juni 1947 i kontakt med en tidligere nazist og en tidligere Gestapo-mand med "speciale i kommunistbekæmpelse", der får betaling for oplysninger om kommunister. De indgår en aftale om »at give oplysninger mod betaling«. For at de to kan skaffe sig flere meddelere blandt gamle kolleger får de "en leverance på cirka 1000 cigaretter om måneden".

Arbejdspladser registreres

I 1948 iværksætter PET en omfattende registrering af danske kommunister på arbejdspladser, som anses for "livsvigtige", eksempelvis Søværnets skibsværft på Holmen, havne, handelsskibe med videre. To år efter - i 1950 - stod omkring 120.000 personer i PET's kommunistregistre.

Tusinder og atter tusinder af fagligt aktive havnede i PET's arkiv.

Hvis ansatte på en virksomhed havde skrevet under på en underskriftsindsamling, eller hvis de abonnerede på DKP's dagblad Land & Folk blev deres navne registreret og arkiveret hos PET.

Eller hvis en strejke var ledet af kommunister, kunne samtlige ansatte på en virksomhed risikere at blive tjekket af efterretningstjensten, som det eksempelvis skete i 1954 for samtlige 471 time-lønsansatte på Philips' store elektronikfabrik på Amager. Tusinder og atter tusinder af fagligt aktive havnede på denne måde i PET's arkiv.

"Firmaet" aflytter og opruster

Samtidig fortsætter den private efterretningsvirksomhed - og tager skrappere midler i brug: Nu går man over til rumaflytninger og begynder at bevæbne sig.

I 1948 bliver den private efterretningsorganisation "Firmaet" dannet - en privat efterretningstjeneste, der er finansieret af og melder direkte tilbage til CIA og Forsvarets Efterretningstjeneste. "Firmaet", som indsamler våben, producerer antikommunistisk propaganda og aflytter ledende kommunister - blandt andet folketingsmedlemmet, Alfred Jensen. Aflytningsrapporterne bliver sendt til CIA.

Forbereder sig på borgerkrig

Samtidig arbejder efterretningstjenesten i kulissen for at forberede sig på at føre borgerkrig: Op igennem slutningen af 40'erne og frem til 60'erne bliver et netværk af hemmelige hære (det såkaldte Stay Behind-netværk)  opbygget i Vesteuropa af USA, CIA og NATO.

NATO-projektet Stay Behind er en del af NATO og CIA’s koldkrigsmilitære strategi for "unorthodox warfare". En ide, der er opstået på baggrund af de fine erfaringer, man havde fået under 2. verdenskrig med de pro-britiske modstandsgrupper, der skaffede hemmelige oplysninger om troppeforhold og øvede sabotage mod fjenden. En kombination af spion- og partisanvirksomhed.

Strategien er en del af den samlede "forsvarsstrategi" for NATO. Frygten i disse år (påstod man) var en invasion fra Sovjet. Stay Behind kunne fungere bag fjendens linier. Som sin anden hovedprioritet var det Stay Behinds opgave at bekæmpe såkaldt femtekolonnevirksomhed (kommunistiske partier og bevægelser).

Neutralisering af ledende kommunister

Den 1. januar 1951 bliver PET oprettet.

Allerede i 1956 udarbejder PET - i tæt samarbejde med NATO - en plan, der i detaljer beskriver, hvad der skal ske i en krisesituation: "Neutralisering af ledende og særligt aktive kommunister, heraf formodede ledere af et (formodet) illegalt kommunistisk partiapparat og en eventuel kommunistisk modstandsorganisation, og indskriden over for mistænkte personer, som var ansat i eller boede i nærheden af nøglepunkter."

PET Kommissionen vurderer, at der på landsplan findes 4000-5000 personer på sådanne lister.

Fokus på EU-modstand

Fra 1960 og frem begynder PET at sætte sin lup på EF-modstanden. PET er usædvanligt grundige, og registrerer navne på aktivister og hvem der deltager i EF-modstandernes møder.

Den øgede registrering af helt almindelige mennesker kan mærkes i PET's registre: I starten af 60'erne topper antallet af danske borgere i PET's hemmelige kartoteker med 400.000 registrerede.

En kriseplan fra 1950'erne taler om "neutralisering af ledende og særligt aktive kommunister."

PET's overvågning omfatter ikke kun medlemmer af DKP, men også abonnenter på DKP's dagblad Land & Folk, borgere der skriver under som stillere for DKP og andre venstreorienterede partier, der stiller op til folketingsvalg, medlemmer af foreninger som af efterretningstjenesten blev betragtet som "kommunistiske frontorganisationer", deltagere i offentlige møder arrangeret af kommunisterne, sympatisører, børn af kommunister, der bliver indkaldt til militæret, fredsaktivister og mange, mange flere.

I 1969 opretter den højreorienterede Hans Hetler sin egen private efterretningsorganisation, som samarbejder med Forsvarets Efterretningstjeneste. Hetlers tjeneste overvåger venstreorienterede frem til 1973.

Fagligt aktive i kikkerten

Under de store faglige konflikter i1970'erne og 1980'erne får PET for alvor travlt med at overvåge fagligt aktive.

Ifølge PET-kommissionen har PET-overvåget og registreret 196 faglige konflikter i perioden fra 1958 til 1989.

Det gælder kke mindst søfolkenes strejker i 1976, blandt andet en strejke på Hundested-Grenå overfarten mod ledelsens beslutning om at skære ned i driften. I PET's årsberetning fra 1977 beskrives Sømændenes Forbunds indsats i faglige konflikter som "samfundsomvæltende" og PET slår fast, at forbundet arbejder "efter gammelt kommunistisk mønster".

I 1985 overvåger PET intenst de fagligt aktive under storkonflikten. Eksempelvis bliver Sømændenes Forbund massivt overvåget af PET. PET har mindst fem kilder i forbundet. Herudover bliver forbundets telefoner i Aarhus og København aflyttet. Også en telefonsamtale mellem forbundet og en strejkevagt bliver aflyttet. PET udarbejder navnelister over forbundets bestyrelse - inklusive politisk tilhørsforhold. 

Efterretningstjenestens overvågning af fagbevægelsen og faglige konflikter kulminerer i 1980'erne i en omfattende indsamling af oplysninger og registrering af faglige aktivister. Den intensiverede overvågning af fagbevægelsen betyder også at  PET indsamler oplysninger om rene faglige aktiviteter om eksempelvis LO's virksomhed.

Hemmelige agenter

1982 infiltrerer PET-agenten Anders Nørgaard  blandt andet Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Landskomitéen Sydafrika-Aktion, der med fredelige midler bekæmpede Apartheidregimet i Sydafrika. Under infiltreringerne fotograferer Anders Nørgaard medlemmer af de politiske bevægelser og partier og rapporterer til PET om deres aktiviteter. Desuden får han fremstillet kopier af nøgler til SAP’s kontorer og kopierer lister, hvor danske borgere har skrevet under på, at de støtter, at partiet kunne stille op til folketingsvalg.

Fredsbevægelsen stod stærkt i 1980'erne, og kunne samle 100.000 mennesker til demonstration foran Christiansborg. PET spillede en politisk rolle ved at videregive oplysninger om fredsbevægelsen til pressen for at stille bevægelsen i et dårligere lys.

I 1986 aflytter PET Verdensfredskongressens telefon ved at læse kongressens faxer samt overvågning af danskere, der rejste til udlandet for at samle økonomisk støtte til kongressen. Verdenskongressen samler 2800 deltagere fra 130 lande.

Herefter videregiver PET oplysningerne til dele af pressen, der er klar til at skabe dårlig omtale af Verdensfredskongressen, afslører PET-kommissionens rapport om PET´s virke under den kolde krig.

PET's overvågning i nyere tid

Siden den 11. september 2001 er antallet af PET-ansatte vokset eksplosivt:  I 2001 var der 282 ansatte i PET. I dag er der 780. Samtidig har PET fået flere magtmidler og flere penge. I juni 2010 godkendte Folketingets Finansudvalg en bevilling på 70 millioner kroner, der skal gøre det nemmere for PET direkte at hente personlige oplysninger i offentlige registre – som eksempelvis uddannelsesinstitutioner, SKAT og sociale myndigheder.

I 2001 var der 282 ansatte i PET. I dag er der 780.

Også i nyere tid kan der findes eksempler på, at PET indsamler oplysninger om lovlig politisk virksomhed og forsøger at hverve agenter til at infiltrere eksempelvis antifascister.

I efteråret 2006 bliver antifascisten Cecilie kontaktet af PET, som forsøger at hverve som meddeler i det antifascistiske miljø i Fredericia. PET har hendes telefonnummer, fordi hun tidligere har anmeldt et fakkeloptog mod nazisme i byen.

Forud for EU-topmødet i København i 2002 får den unge EU-modstander Kathrine Klok Due, besøg af to PET-folk.

Det er ikke kun enkeltpersoner, som PET går efter: I September 2009 - få måneder før klimatopmødet i København i december - kommer det frem, at PET overvåger store dele af klimabevægelsen. PET har navne og adresser på aktive klimaaktivister, som de opsøger og udspørger om kommende aktioner under klimatopmødet.

Udlændinge mistænkeliggøres

Terrorloven fra 2006 giver PET bedre muligheder for at kræve, at offentlige myndigheder udleverer oplysninger. Den mulighed benytter PET sig af i 2007, hvor den hemmelige tjeneste kræver, at danske universiteter udleverer navne på iranske studerende samt oplysninger om, hvilke fag de studerer.

Sidste år stod en civil PET-agent står offentligt frem, og fortæller hvordan hans oplysninger til PET og CIA har medvirket til at den terrormistænkte al-Awlaki blev dræbt i et droneangreb.

Justitsministeren kaldes i samråd om sagen, og flere menneskeretsorganisationer advarer om, at det ikke er PET's opgave at videregive oplysninger, der kan føre til udenomsretlige dronedrab, hvor den henrettede ikke får mulighed for at forsvare sig.