KPD (Kommunistische Partei Deutschlands) var det eneste tyske parti, som fra 1933 til 1945 ydede organiseret modstand mod det fascistiske diktatur.

Den antifascistiske modstandsbevægelse opstod opstod i Tyskland i 1920’erne og 30’erne i det 20. århundrede. I modstandsbevægelsen deltog fra starten mennesker med den mest forskelligartede baggrund, forskellige verdensanskuelser og politiske overbevisninger.

Omkring halvdelen af partiets 300.000 medlemmer blev forfulgt, spærret inde eller slæbt i koncentrationslejr.

Det var afgørende for KPD’s kamp under den økonomiske verdenskrise fra 1929 til 1932/33 at bestræbe sig på at opnå aktionsenhed i arbejderklassen og på at få alle modstandere af det truende fascistiske diktatur sluttet sammen.

Antifascistisk Aktion

Højdepunktet for disse bestræbelser kom, da man fra 1932 samlede kræfterne om »Antifascistisk Aktion«. Den blev startet af KPD i slutningen af maj 1932 som en massebevægelse, der rakte ud over partiet. 

Den opnåede frem for alt stor organisatorisk kraft i selvforsvaret mod fascisternes og politiets terror. 

I mange tyske byer var der massemøder i sommeren 1932, og i den forbindelse blev der dannet en række enhedsudvalg. Den 10. juli 1932 blev der gennemført en kongres i Berlin, som dannede et landsdækkende enhedsudvalg. 

I de efterfølgende dage arrangerede Antifascistisk Aktion talrige møder over hele landet, og i ugerne derefter blev der afholdt distriktskongresser i Bremen, Danzig, Dortmund, Dresden, Duisburg-Hamborn, Düsseldorf, Hannover, Köln, Königsberg, Leipzig, Mannheim, Mülheim (Ruhr), Weilheim og andre steder.

Mange socialdemokrater deltog i bevægelsen, men ledelsen af Tysklands Socialdemokratiske Parti (SPD) forbød enhver kontakt mellem kommunistiske og socialdemokratiske organisationer. 

I efteråret 1932 rullede der en strejkebølge henover landet under antifascistiske paroler. Det medførte, at fascisterne mistede to millioner stemmer ved rigsdagsvalget den 6. november sammenlignet med rigsdagsvalget den 31. juli 1932. SPD og KPD opnåede tilsammen relativt flertal, til den tyske monopolkapitals forfærdelse.

Organiserede modstanden

Fra den første dag efter at de tyske fascister var kommet til magten den 31. januar 1933, organiserede KPD modstand.

Den 7. februar 1933 blev der gennemført en partikonference i Ziegenhals ved Berlin. Partiformanden Ernst Thälmann udviklede der det første program for et bredt forbund mod fascismen. 

Det var hans sidste tale i frihed. Den 5. marts 1933 blev han arresteret og forblev i over 11 år i fangenskab. Den 18. august 1944 blev han efter ordre fra Hitler skudt i koncentrationslejren Buchemwald ved Weimar. 

Under hele den samlede periode med fascistisk diktatur angreb nazisterne partiet med terror. Ud af omkring 300.000 medlemmer blev cirka 150.000 forfulgt, spærret inde eller slæbt i koncentrationslejr.

Titusinder af kommunister blev myrdet. Det lykkedes alligevel KPD som det eneste tyske parti at yde organiseret modstand – både i ud- og indland – med hjælp fra den kommunistiske internationale og Sovjetunionen frem til fascismens nederlag til de allierede. 

Men det lykkedes ikke partiet at sikre, at Tyskland kunne befri sig selv. 

Det skyldtes den fascistiske terror, materiel bestikkelse i store befolkningskredse på bekostning af andre folk, den fascistiske ideologi, især antikommunisme og racisme, nazisternes misbrug af nationale følelser og troen på løgnen om, at et nederlag for Hitler ville medføre, at Tyskland blev tilintetgjort. 

Samtidig forberedte partiet sig bestandigt på tiden efter befrielsen fra fascismen. 

Et andet Tyskland?

Fra den 3. til den 15. oktober 1935 blev der gennemført en central KPD-konference i nærheden af Moskva: »Bruxelles-konferencen«, hvor Wilhelm Pieck blev valgt som formand under Thälmanns fængsling.

Her blev omstyrtelsen af Hitlerregimet erklæret som strategisk mål sammen med oprettelsen af antifascistisk-demokratiske forhold under en proletarisk enhedsfronts- eller en antifascistisk folkefrontsregering.

Fra den 30. januar til den 1. februar 1939 gennemførtes KPD’s »Berner-konference« i Draveil ved Paris. Her opfordrede KPD alle kræfter til at mobilisere sig imod den krigsfare, som udgik fra Tyskland. 

Konferencen skitserede derudover grundlaget for en antifascistisk-demokratisk tysk stat.

Allerede under kampene i april og maj 1945 begyndte medlemmer af KPD’s centralkomite i det tyske område, der var besat af Den røde Armé, at organisere antifascister til genopbygningen.

Denne tekst er sammensat af passager fra “Geschichte der deutschen Arbeiterbewegung”, bind 4 og 5 (Dietz Verlag 1966)