Da den cubanske revolution sejrede nytårsnat 1959, og de skæggede, langhårede rebeller, "Barbudos" kom til magten båret frem af masserne, var der i 26. juni-bevægelsen fire ledere.

De tre, Fidel Castro, Raul Castro og ’Che’ Guevara er kendt over hele verden, mens den fjerde, Camilo Cienfuegos, nærmest er forblevet ukendt for de fleste. Undtagen for cubanerne som fortsat elsker ham, trods han døde kort efter revolutionen.

Kun få mænd har formået at give enhver handling et så karakteristisk præg… Camilo praktiserede loyalitet som religion.
Che Guevara

Hvem var denne Camilo Cienfuegos, som Ches søn er opkaldt efter og hvis billede hang på Ches kontor og i dag hænger på Fidel Castros private kontor?

Ifølge Fidel var han "tapper, en formidabel leder, meget dristig og meget menneskekærlig".

Flygtning fra Cuba

Camilo Cienfuegos Gorriaràn er født den 6. februar 1932 i Lawton bydelen i Havana.

Familien var anarkister, som var flygtet fra Spanien inden borgerkrigen og havde bosat sig i et område, hvor der boede mange venstreorienterede og kommunister. Broderen Osmani blev dog hurtigt medlem af det cubanske kommunistparti og efter revolutionen bygningsminister.

Camilo kom som otte-årig i kunstskolen San Alejandro, men måtte hurtigt forlade den af økonomiske årsager. Senere begyndte han som lærling i El Arte i det gamle Havana, og som 18-årig deltog han i sine første politiske aktiviteter, protester mod bustakst stigninger.

I 1954 blev Camilo aktiv i den illegale skolebevægelse mod Batistastyret, og året efter gik han med i en demonstration til ære for den cubanske folkehelt Antonio Maceo.

Demonstrationen blev beskudt af diktatoren Batistas militærpoliti og civile bøller med stålrør. Camilo blev såret af skud og fik et varigt minde om sin begyndelse som aktiv blandt de revolutionære. De studerende "bar mig op (til klinikken), og jeg råbte ’Viva Cuba’. Jeg var sikker på, uanset omkostningerne, Cuba skulle være frit".

Forfølgelse betød, han måtte forlade Cuba, og han flygtede til USA. Her boede Camilo i omkring to år i New York, Los Angeles og San Francisco, inden han atter blev udvist. Herefter flyttede han til Mexico, hvor han mødte Fidel Castro.

Guerillaleder

Da Fidel, sammen med 81 andre i båden "Granma", sejlede tilbage til Cuba den 25. november 1956 for at starte oprøret mod Batista diktaturet, var Camilo med. Han var nu 24 år, og rygtet vil vide, han var den sidste om bord og kun fik lov at komme med, fordi han var så tynd. Båden, der husede de 82 revolutionære, var beregnet til tolv personer.

Da Granma nåede Cuba den 2. december, blev de revolutionære overrasket af Batistas hær, og måtte kæmpe og flygte i små og spredte grupper gennem sumpene ved Alegria de Pio.

Camilo var en af de tolv, der overlevede og sluttede sig til Castro i Sierra Maestra bjergene en måned senere. Her udviklede han sig hurtigt fra en ung, lidt vild og anarkistisk fighter til en modig og veldisciplineret guerillaleder.

i 1957 blev han udnævnt til ’Comandante’ og skulle stå for guerillaaktiviteterne i området Bayamo, Manzanillo og Las Tunas. Han skulle stå for sabotage og forsyninger i lavlandet og gennemføre en jordreform.

Camilo var tapper, en formidabel leder, meget dristig og meget menneskekærlig.
Fidel Castro

Året efter blev han, sammen med Che, leder af de to kolonner, som udgik fra bjergene. De skulle forlade Sierra Maestra og føre krigen til det centrale og vestlige Cuba. De nåede hurtigt de centrale provinser, og efter hårde kampe vandt Camilos kolonne over Batistas styrker den 30. december 1958. Herefter fik han øgenavnet "Helten af Yaguajay".

Herefter rykkede han mod Santa Clara i koordineret samarbejde med Che. De erobrede byen den 31. december, og dagen efter flygtede Batista til USA.

Den 8. januar 1959 rykkede guerillaen triumferende ind i Havana, og fotos viser Fidel og Camilo sidde side om side på en tank og nyde hyldesten.

Stabschef for hæren

Den 21. januar 1959 blev Camilo stabschef for hæren, og straks rejste han til New York for at imødegå den amerikanske pressehetz mod revolutionen. Han forklarede, at revolutionen ikke bare havde til formål at vælte Batista, men at realisere ånden fra forfatningen fra 1940’erne, som Batista styret indførte.

Få dage før sin død arresterede Camilo sin tidligere medkæmper Huber Matos, da denne gik imod revolutionens hjerteblod, en landbrugsreform som bønderne var lovet og ønskede, og var mod kommunisternes indflydelse. Matos slog sig senere ned i Florida og fik anti-cubanske aktiviteter som levebrød.

Den 28. oktober 1959 steg Camilo ombord i et lille Cessna 310 fly fra Camagüey, som styrtede i havet.

Nogle mener, at Fidel havde skaffet sig af med en rival. Disse konspirationsteorier er imidlertid aldrig dokumenteret og må anses for reaktionær propaganda. På Plaza Revoluciôn i Havana hænger i dag et 100 tons stål-omrids af Camilos ansigt på Indenrigsministeriets bygning, ved siden af Kordas legendariske Che portræt. To af revolutionens fire ledere.

Kort efter revolutionen udkom Ches guerillahåndbog. Den var dedikeret Camilo Cienfuegos og et billede af ham prydede forsiden. I den stod, at Camilo "var et billede på folket".

Mindes stadig

Hvert år den 28. oktober smider cubanske børn blomster i havet og floder til minde om den dag, ’Helten fra Yaguajay’ døde. I Yaguajay er der på stedet for det store slag bygget et museum med en kæmpe statue af Camilo på toppen. Flere skoler og universitetet i Matanzas og en meget fin cubansk orden er opkaldt efter ham.

Che har om Camilo sagt, at "Kun få mænd har formået at give enhver handling et så karakteristisk præg… Camilo praktiserede loyalitet som religion".

Den kontrarevolutionære Carlos Franqui, som ledede avisen "Revoluciôn" og stod i spidsen for "Radio Rebelde" og i 1968 forlod regeringen, har i sin Castro-fjendtlige bog om Camilo skrevet: "Camilo Cienfuegos var den egentlige helt. Han var den yngste, den smukkeste. Han var loyal over for Fidel, men han fulgte Che og andre marxister… Jeg tror, det var hans skæbne at dø ung".

For Camilo var der ikke langt fra ide til handling. Teori og praksis hang sammen. Som Che var han en praktisk revolutionær.