Hun dansede med dem alle en efter en. Hun hviskede dem i øret. Nogen troede, at hun bare var ude på at score mændene. Men både hun og de vidste, at de dansede med livet som indsats. Hun sendte dem på opgaver for modstandsbevægelsen. Ebba Hjortshøj var kurér for sabotagegruppen A/S Gruppen i Randers.

Som regel var sabotørerne til bal på restaurant Jylland eller i biografen. Ebba fik danset så rigeligt i de år, men en aften var det nær gået galt.

Stemningen i Ebba Hjortshøjs stue er helt fortættet, når hun fortæller om de farefulde begivenheder for 70 år siden under Nazi-Tysklands besættelse af Danmark.

- Folk troede, jeg var løs på tråden, hvis du ved hvad det betyder? griner Ebba Hjortshøj. Hun fniser lidt over udtrykket.

- Jeg kom jo også omme fra Nygade, et kvarter for småfolk. Det var et kvarter, hvor vi kom hinanden ved. Der boede også ludere og alfonser, men de var rigtigt gode ved os unge mennesker.

Kurér for modstandsgruppe

Ebba var kurér for A/S Gruppen, en sabotagegruppe i Randers. Hun skulle rundt med beskeder, finde logi til sabotører, smugle våben og smile til de tyske soldater, så de ikke blev nysgerrige efter at kontrollere hendes cykelkurv.

Ebba Hjortshøj var kun 16-17 år dengang. I dag bor hun i sin lejlighed i Randers. Hun er 88 år og "frisk" på at fortælle. Forårssolen skinner ind gennem de lette gardiner. Hun har reoler fulde bøger og en pudsig telefon fra Italien med gul messing på.

På spisebordet har Ebba Hjortshøj taget sit portræt ud af det gamle album. Billedet er taget kort efter Befrielsen i 1945. En ung kvinde med langt krøllet hår og en elegant hat på hovedet. Det er hende.

Næste foto er af storebror Aksel Sørensen, der var leder af A/S Gruppen i Randers 1943-44. Gruppen modtog våben, lavede sabotage af både fabrikker og jernbaner samt likvideringer.

Tyske flygtninge

Ebba Hjortshøjs familie vidste godt, hvad der skete i Tyskland eftr nazisternes magtovertagelse i 1933. Kort tid efter blev de tyske kommunisters leder, Ernst Thälmann, arresteret.

Før Danmark blev besat, hændte det, at familien fik besøg af mennesker, der talte tysk. Så beordrede moderen, at "der skulle spares på frikadellerne."

- Det var flygtninge. Det var jøder, og det var kommunister. Og de skulle have et måltid mad, før de skulle videre. Det var illegale flygtninge, og hvis politiet opdagede det, så havde min mor jo altså fået bøvl, siger Ebba Hjortshøj med alvor i stemmen.

Flygtningene fik lov at overnatte på divanen i stuen, og hele familien rykkede ind i soveværelset. Mor og syv søskende. Faderen sejlede som søfyrbøder.

- Hvis vi fortalte nogle, at så slemt så det ud i Tyskland, troede de ikke på det! Så svarede folk, at det bare var, fordi vi var kommunister, og at vi ikke kunne lide nazisterne. Sådan var det dengang, konstaterer Ebba Hjortshøj tørt.

Ebba Hjortshøj og hendes brødre sad ikke med hænderne i skødet. Deres modstand var i gang i Randers allerede før besættelsen:

- Vi generede nazisterne, når de holdt møde. Vi var nogle ungkommunister ude at overvære deres møde i Vestergade. Pludselig var der en der råbte: "SA Stormtropper frem!" Så hoppede vi hen over dem for at genere dem. Så blev politiet tilkaldt, lyder det fra Ebba med lidt fryd i stemmen.

Der skulle ydes modstand

Den morgen Danmark blev besat, 9.april 1940, var Ebba Hjortshøj ikke i tvivl om, at der skulle gøres modstand:

- Jeg tænkte, at jeg var besat af tyskerne. De havde ikke noget at gøre i vores land.

De første år skete der ikke så meget, fortæller Ebba og tilføjer, at folk var for "naive". Selv ville hun gerne "med drengene ned at sætte ild på vognene med halm til de tyske soldaters heste, eller løsne bremserne på togvognene."

- Men af Aksel fik jeg bud på, at jeg ikke skulle med. Jeg kunne ikke komme så hurtigt væk som de andre. Men jeg ville gerne, smiler hun og knytter hænderne.

Tiden flyver afsted i Ebba Hjortshøjs stue, og kaffen er efterhånden blevet kold, men Ebba har glød i stemmen. Hun var lige så dristig som drengene.

Så dristig som drengene

Efter realskolen i 1941 kom Ebba Hjortshøj i lære som butiksassistent hos slagter Jørgensen. I forretningen modtog hun beskeder over telefonen, som hun bare skulle give videre til sin bror.

I telefonen blev der sagt:  "Din tante har fået et hold tvillinger" eller "Det blev en dreng." Ebba Hjortshøj ønskede "Tillykke med familieforøgelsen". Beskeden gav hun videre til Aksel, uden at ane hvad det betød. Nu var hun kurér.

Slagter Jørgensen spurgte undrende til alle de børn, hendes familie fik, men Ebba Hjortshøj havde et kvikt svar:

- Ved De hvad, Hr. Jørgensen. Det er nok på grund af mørkelægningen!

Når A/S Gruppen mødtes i familiens hjem i Nygade 6 for at aftale aktioner, var det Ebba Hjortshøj, der lukkede nye medlemmer ind på et kodeord.

Ebba Hjortshøj fulgte med over BBC London, der sendte på dansk om aftenen. Besættelsesmagten havde indført censur, men over BBC kunne man høre om Nazi-Tysklands krigslykke, der vendte i vinteren 1942-43 ved Stalingrad.

Modstandskampen skærpes

- Alvoren kom først ind i det, da der blev lavet nedkastningshold. Da sad vi og hørte særhilsner, forklarer Ebba Hjortshøj.

Særmeldingen "Lukas" betød, at A/S Gruppen skulle modtage våben, der ville blive kastet ned samme aften på Kåtrup Hede nær Randers. Så skulle Ebba Hjortshøj ud at hviske tid og sted til de dansende sabotører. Som regel var de til bal på restaurant Jylland eller i biografen. Ebba fik danset så rigeligt i de år, men en aften var det nær gået galt.

Olaf fra gruppen var taget på en anden danserestaurant. Han sad ved bordet med nogle øl, da Ebba Hjortshøj havde fundet frem til ham med besked om, at han skulle på aktion. Olaf begyndte at råbe højt og brokke sig over tidspunktet. Rundt om sad mange gæster, og man kunne ikke vide, om nogle var stikkere.

Ebba Hjorthøj lavede en heftig scene:

- Jeg sagde til ham, at han skulle holde kæft, og at hvis han ville være kærester med mig, skulle han faneme opføre sig ordentligt! Og så fik han en på siden af hovedet, siger Ebba Hjorsthøj med en vis stolthed i stemmen, der markerer alvoren.

Ebba hev ham hjem på sofaen hos sin mor, hvor han kunne sove branderten ud inden nattens aktion.

- Olaf har senere spurgt mig, hvordan at jeg turde, da han jo blev beskyldt for at "være en slagsbror", smiler Ebba.

Det var ikke noget med at turde. Ebba ser lidt eftertænksom ud. Hun vidste, hvilken fare hun og de andre modstandsfolk svævede i, hvis nogen sladrede til Gestapo eller dansk Politi. Faren gjaldt også hendes mor, Johanne.

Tandhjulsfabrikken knuses

A/S Gruppen blev sprængt i november 1944. Gestapo havde skygget gruppens medlemmer. Forinden nåede de flere gode sprængninger, ikke mindst Randers Tandhjulsfabrik, der producerede for Besættelsesmagten.

Ebba Hjortshøj mødtes med bylederen Dahl hos sine bedsteforældre. Da det var anden gang den skulle sprænges, indprentede Dahl hende, at "denne gang skulle det gøres ordentligt".

Igen blev planer og sprængstoffer forberedt hjemme på moderens stuebord.

- Og den blev sprængt! I det hele taget knust, udbryder Ebba Hjortshøj med løftede hænder og triumferende blik.

Næste dag mødtes Ebba Hjorthøj igen med Dahl, der var imponeret. Han bad hende hilse gruppens folk og sige, at "det godt nok var flot arbejde". Han huskede hende på, at han bare havde sagt sprængning og ikke at jævne med jorden. Her havde Ebba Hjortshøj svaret parat fra gruppen:

- Hvis det skulle gøres, så skulle det faneme gøres ordentligt. Og det blev det.

Kort tid efter blev flere af gruppens medlemmer taget, og Ebba Hjortshøj er dybt taknemmelig over at kammeraterne kunne holde mund, til de resterende var i sikkerhed. Hun selv og moderen gemte sig nogle dage. Åbenbart havde hverken kammerater eller naboer sladret om dem.

- Hvis jeg var blevet taget og gennem banket, så tør jeg da ikke sige, hvor meget jeg havde kunnet holde til, er Ebbas kommentar.

Mareridt

Ligesom mange andre modstandsfolk, slap Ebba heller ikke for at have mareridt efter krigens afslutning.

I drømmene løber hun med Gestapo efter sig. Besættelsesmagten har indført udgangsforbud mellem kl 20 og 05. Hun og en anden fra gruppen forsøger at gemme sig:

- Da begyndte tyskerne at skyde. Så vågner jeg. Så løb vi ind i den der port ved "Huder og Skind" og lukker den. De kunne sgu da have skudt igennem en træport! Men det var almindelige tyske soldater, der råbte : Raus! Raus! Det var ikke Gestapo, men det bliver det i min drøm, forklarer Ebba Hjortshøj.

Den officielle befrielsesdag

Den 5. maj 1945 om morgenen var der bemærkelsesværdigt mange modstandsfolk ved posthuset, og slagter Jørgensen spurgte Ebba Hjortshøj, om hun ikke også skulle stå derovre.

- Nej, det skulle jeg ikke! Jeg kan et gammelt vers, der siger: "Andre tog magten og æren, sliddet var levnet til os, brødre men arbejderhæren, byder tyrannerne trods", siger Ebba Hjortshøj med et kraftigt nik og fortsætter:

- Hvis der havde været så mange modstandsfolk, så havde vi kylet nazisterne ud af landet for længe siden!

Slagter Jørgensen svarede hende: "Frøken Sørensen, De er en standhaftige kvinde!"

Befrielsen 4.maj 1945

Den aften fredsbudskabet kom, den 4.maj 1945, var Ebba Hjortshøj i Rådhusteatret sammen med sin veninde Grethe.

- Lige pludselig bliver der lys i hele teatersalen, og der bliver sagt, at der lige er kommet en meddelelse fra BBC London, at de tyske tropper har overgivet sig i Danmark og Holland, og så bliver dørene lukket op, fortæller Ebba med en stærk glæde.

Veninden Grethe ventede barn med Egon, som var i koncentrationslejren Neuengamme, så glæden var stor.

- Vi skyndte os hjem i Nygade 6. Vi klippede blomsterne af mors potteplanter. Jeg fatter ikke, at hun ikke bad os om at lade være, ler Ebba hjerteligt.

De to unge kvinder skyndte sig hen til statuen af den danske nationalhelt Niels Ebbesen i Randers.

- Vil du tænke dig, at jeg kravlede op på statuen for at sætte buketten fast!, fortæller Ebba Hjortshøj med et stort smil.

Mor fortjente en hædersmedalje

Både Ebba Hjortshøj og Aksel Sørensen modtog senere Hædersgaven fra Frihedsfonden, men Ebba mener snarere, at hendes mor skulle have haft den.

Moderen kendte mange af de unge sabotagefolk. Hun skaffede alt fra mad og logi til plads på stuebordet, så der kunne samles ting til sprængninger.

Da Aksel Sørensens kone dør i barselsseng i oktober 1944, er alle chokerede. Ebba fortæller stille men bevæget.

- Præsten ville gerne tage barnet til sig, men det kunne Aksel ikke holde ud. Han var gået under jorden på dette tidspunkt. Han var fuldstændig knust, og så sagde mor, at "når hun havde kunnet klare syv børn, kan hun også klare den ottende!"

Blandt de seje i modstandskampen

Sådan kom lille Benny hjem i Nygade 6. Ebba Hjorthøj læner sig frem i stolen og fortsætter:

- Da Peter blev taget, min søsters mand, skulle jeg op at bo hos min søster. Det var en selvfølge, fortæller Ebba.

Mødre, søstre, døtre og veninder. Mad, logi, våben, beskeder og omsorg. Kvinderne sørgede for at få alt til at hænge sammen.

Ebba Hjortshøj vil tydeligvis aldrig rose sin egen indsats, men der er ingen tvivl om, at hun var blandt de seje i modstandskampen.