For 100 år siden, i 1917, fandt der to revolutioner sted i Rusland, den ene i februar og den anden i oktober. Den første førte til, at Ruslands enevældige monark, zaren, abdicerede, at kirke og stat blev adskilt, og almindelig stemmeret blev indført.

Skal man forstå Oktoberrevolutionen i 1917, må man nødvendigvis se på den internationale kontekst.

Den anden, der blev gennemført af folket under parolerne "brød, fred og jord", førte til, at kommunisterne (der blev kaldt bolsjevikker) kom til magten. Den var drevet af et ønske om at omstyrte det herskende kapitalistiske system, som i et hovedsageligt feudalt samfund som Rusland viste sig ude af stand til at løfte befolkningen ud af fattigdom og krig, og af ønsket om at opbygge et helt andet samfund. Den var indledningen til det første forsøg i verden på at skabe socialisme – med en række landvindinger, men også alvorlige fejl. Den skabte det 20. århundredes historie.

Inden for hvilke rammer fandt denne revolution sted? Var den et russisk eller et internationalt fænomen? Hvordan foregik den? Hvilken indflydelse fik den på os og resten af verden?

Vi forsøger her at skabe et overblik over denne proces, der rystede verden i dens grundvold.

En bølge af oprør i Europa

Skal man forstå Oktoberrevolutionen i 1917, må man nødvendigvis se på den internationale kontekst: Første Verdenskrig, udløst i 1914, den dybe krise den skabte i hele Europa, og de efterfølgende oprør og revolutioner der fandt sted over hele det europæiske kontinent, og som førte til krigens afslutning.

Krigen begyndte i august 2014 som en gigantisk konfrontation mellem to blokke: på den ene side stod det britiske imperium, Frankrig og Zar-Rusland, på den anden side det tyske kejserdømme, det østrig-ungarske kongedømme og det osmanniske (tyrkiske) rige.

Den tids socialister, der var samlet i Anden Internationale, vurderede op til 1914, at en verdenskrig var i gære og blev næret af de vigtigste stormagters kamp om kontrol med verdensmarkedet. Alle socialister afviste krigen og erklærede, at de aldrig ville stemme for bevillinger til dens finansiering.

Nogle gik ikke længere end til at sige, at man ikke skulle deltage i krigen, og at fred som en mulighed skulle forsvares. Det var tilfældet for de tyske, belgiske, franske og britiske socialister og for et mindretal af de russiske socialister, kaldet mensjevikker.

En anden gruppe russiske socialister, bolsjevikkerne, som Lenin stod i spidsen for, gik længere. De mente, at den eneste vej til at stoppe krigen var at forberede en omstyrtelse af det kapitalistiske system, der anstiftede sådanne krige. Hvis krigen brød ud, sagde de, var det nødvendigt at appellere til soldater og arbejdere om at vende våbnene mod deres egne regeringer og ikke mod arbejdere i andre lande, der blev præsenteret som "fjendtlige lande".

Men da krigen brød ud i 1914, stemte det overvældende flertal af de socialistiske ledere alligevel for krigsbudgetterne og opfordrede arbejderne til at stille sig på deres regeringers side imod fjendelandenes arbejdere. Kun Lenins parti, bolsjevikkerne, og mindretalsstrømninger i de øvrige partier modsatte sig krigen.

Krigens morads

Tre år senere står det klart, at forudsigelserne om, at krigen hurtigt vil få en ende, ikke holder stik. Efter at millioner og atter millioner er ofret på skyttegravenes slagtebænke, ønsker folkene i de krigsførende lande at få sat en stopper for det blodbad og den hungersnød, som krigen har forårsaget. Men deres beslutsomhed støder på de politiske lederes modstand. Og hvad der er værre: Krigen er kørt fast, og i mangel på et krigsgennembrud og håb om sejr fordobler generalerne deres vold, barbari og brutalitet.

Kun Lenins parti, bolsjevikkerne, og mindretalsstrømninger i de øvrige partier modsatte sig krigen.

Blandt de franske soldater opstår der mytteri langs hele fronten, efter at det andet slag ved Aisne-floden i foråret 1917 koster 200.000 døde, og kulde og mudder gør forholdene ved fronten oprørende. Mange soldater gør skade på sig selv for at slippe væk fra fronten. Nogle afviser at deltage i nye angreb. "Ned med krigen" bliver det mest almindelige slogan. Også civile gør oprør på grund af sult og andre afsavn.

Lignende bevægelser udvikler sig i andre europæiske hære, herunder i den tyske hær, hvor soldaterne siger: "Vi kæmper ikke for vores land, vi kæmper ikke for gud. Vi kæmper for de rige, mens det er de fattige, der bliver slagtet". De underkuede ved ikke deres levende råd, og lederne kan ikke længere se en vej ud af moradset.

En international revolutionær bølge

Disse voldsudgydelser betyder, at befolkningerne i de krigsførende lande begynder at stille spørgsmålstegn ved magthaverne.

Eftersom de regerende partier afviser eller ikke formår at stoppe massakrerne, opstår der i adskillige lande en revolutionær bevægelse blandt soldaterne ved fronten, i fagforeningerne og blandt de venstreorienterede partier. Det er netop dette revolutionære pres, der skal komme til at sætte en stopper for krigen.

Bølgen starter i Storbritannien med Clyde-arbejdernes vilde strejke (nær Glasgow i Skotland) og siden med endnu én i Liverpool.

I Italien opstår en lang række sociale og politiske bevægelser. I Rusland går arbejdere i Petrograd i strejke i 1916 (et forspil til revolutionen i 1917). Strejkerne smitter og vokser i omfang - i Tyskland i april 1917 og i Frankrig i maj samme år.

Arbejderråd og repression

Den 30. oktober 1918 breder agitationen sig som en løbeild i Kiel i Tyskland efter et mytteri i krigsflåden. Den 8. november opstår der arbejderråd i alle vigtige tyske byer. Den 9. november er Berlin grebet af en omsiggribende revolution, og kejser Wilhelm abdicerer. Socialdemokraten Friedrich Ebert danner en ny regering, men giver hærledelsen ordre til at bekæmpe "bolsjevismen". Den 11. november 1918 tages der beslutning om at underskrive en våbenstilstandaftale for at tage luften ud af den voksende bevægelse.

Det er i en kontekst af oprør og revolutioner over hele kontinentet, at Oktoberrevolutionen finder sted i Rusland.

I mellemtiden er der oprettet aktionskomiteer, der har til formål at danne en sovjet-republik i Tyskland. Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg leder oprøret. Så hyrer den socialdemokratiske regering et frikorps, en kontrarevolutionær paramilitær milits, for at kvæle revolutionen i fødslen – hundredvis dræbes, herunder Luxemburg og Liebknecht.

I 1919 og 1920 rystes Italien af en revolutionær krise. Den sociale agitation er især fremherskende på landet. I mange fabrikker opstår der råd i stil med de russiske sovjetter. Bevægelsen lider nederlag, men bourgeoisiet er skræmt og beslutter at finansiere fascisterne og baner dermed vejen for Mussolinis magtovertagelse to år efter.

I det østrig-ungarske rige er det en omfattende strejkebevægelse, der fører til Charles I’s abdikation. Derefter har Ungarn fra den 21. marts til den 6. august1919 en sovjet-republik under kommunisten Bela Kuns ledelse. Men de reaktionære kræfter knuser denne bevægelse i et blodbad.

Det er med andre ord i en kontekst af oprør og revolutioner over hele kontinentet, at Oktoberrevolutionen finder sted i Rusland.

Februarrevolutionen - zarismen falder

Zarismen var et feudalt, middelalderligt og enevældigt magtsystem, der herskede over en overvejende analfabetisk bondebefolkning. Fra starten af 1917 lagde krigens rædsler sig ind over den i forvejen oprørende sociale armod.

Ved århundredets begyndelse levede de russiske bønder under forhold, der kunne sammenlignes med de belgiske og franske bønders forhold i det 14. århundrede. Under zarismen med dens enevældige monarki i skikkelse af Nicholas II var det landadelen, der var den herskende klasse. 30.000 jordbesiddere ejede ligeså meget jord som 10 millioner bondefamilier tilsammen. Siden begyndelsen af det 20. århundrede havde der allerede været flere hundrede bondeoprør. Politiet og zarens hær knuste nådesløst oprørene, og arbejderklassen blev udbyttet hensynsløst brutalt.

Med krigens komme forværres den sociale situation yderligere – 2,5 millioner russere dør. Fra 1916 og frem udbryder der mytterier, og en million soldater deserterer. Bag fronten udbryder der strejker.

I februar 2017 opstår der en bevægelse på Putilov-våbenfabrikken, den største virksomhed i Petrograd (nu Skt. Petersburg), dengang Ruslands hovedstad. Da den ikke kan få forsyninger, må den lukke. Tusinder af arbejdere bliver teknisk set arbejdsløse og ender på gaden.

Den 23. februar ifølge den julianske kalender (8. marts ifølge vores (1)) finder der flere kvindedemonstrationer sted med krav om brød – kvinderne er forbitrede over de lange køer foran bagerierne. Økonomiske krav som "brød" og "arbejde" udløser en protestbevægelse, som i sit udgangspunkt ikke er revolutionær.

Men dagen efter breder protestbevægelsen sig. Demonstranterne bevæbner sig ved at plyndre politistationer. Den 25. februar 2017 har strejkerne udviklet sig til en generalstrejke, og de paroler, der tages op, bliver mere og mere radikale: "Ned med krigen", "Ned med autokratiet". Der er døde og sårede på begge sider i forbindelse med sammenstød med ordensmagten.

Den 26. februar bølger menneskemængden gennem byen. Ved middagstid åbner junkerne (studenterofficerer) ild og dræber 150 personer. Zaren erklærer belejringstilstand, men om natten mellem den 26. og 27. februar bliver der åbent oprør fra elitesoldater-regimenter, der er traumatiserede af at have skudt på deres "brødre", der er arbejdere som dem selv.

Den 3. marts 1917 falder det gamle russiske regime sammen som et korthus. Det betyder enden på zar-dynastiernes regeren.

Dobbeltmagten – sovjetterne …

Perioden fra februar 1917 er kendetegnet ved, at der eksisterer en dobbeltmagtsituation: på den ene side sovjetmagten (sovjet er det russiske ord for "råd") og på den anden side den provisoriske regering.

Den 3. marts 1917 falder det gamle russiske regime sammen som et korthus. Det betyder enden på zar-dynastiernes regeren.

Sovjetterne er forsamlinger af arbejdere, bønder, soldater og borgere, der tager beslutningerne direkte. De blev allerede oprettet under den første russiske revolution i 1905 (der mislykkedes). I sovjetterne mødes de folkelige klasser for at diskutere, men også for selv at styre en del af deres lokalsamfund. Sovjetten er et organiseret udtryk for arbejdernes, bøndernes og soldaternes mistillid til dem, der har undertrykt dem.

Petrograd-sovjetten, hvis repræsentanter er valgt blandt arbejdere og soldater, kommer snart til at fungere som regeringsmagt. Den beslutter hurtig at besætte Nationalbanken, Værdipapircentralen, Mønten og pengepressen. Arbejderne, soldaterne og snart også bønderne vil fremover kun henvende sig til sovjetten, der legemliggør revolutionen.

Arbejderne vælger socialister, det vil sige dem, der – i det mindste i ord – ikke kun var imod monarkiet men også imod bourgeoisiet. De skelner ikke for alvor mellem de tre partier, der kalder sig socialistiske: de socialrevolutionære (der især har indflydelse blandt bønderne), mensjevikkerne (socialdemokrater) og bolsjevikkerne. I begyndelsen har mensjevikkerne og de socialrevolutionære en klar overvægt.

… og den provisoriske regering

Men de gamle institutioner eksisterer stadig: parlamentet (Dumaen), der er underdanig over for zaren, og de lokale byråd. Disse traditionelle institutioner domineres af bourgeoisiets og de rigeste bønders partier.

Samtidig med oprettelsen af Petrograd-sovjetten dannes der en provisorisk regering omkring Fyrst Lvov, et medlem af Det Demokratiske Forfatningsparti (Kadetterne), som er bourgeoisiets toneangivende parti. De socialrevolutionære og mensjevikkerne beslutter også at indgå i denne regering. Regeringen tager sig af krigsdeltagelsen, men iværksætter ikke en landbrugsreform. Mange af disse socialister retfærdiggør således krigens fortsættelse "i revolutionens navn". Bolsjevikkernes leder Lenin fordømmer fra starten denne retning.

Der eksisterer med andre ord en dobbeltmagtsituation, også selvom Petrograd-sovjetten under ledelse af en mensjevikisk socialdemokrat støtter den provisoriske regering med henblik på at afvente indkaldelse af en grundlovgivende forsamling.

Lenin opfatter sovjetterne som revolutionens centrale redskaber. Han fremmer parolen "Al magt til sovjetterne". Han mener, at den provisoriske regering ikke repræsenterer arbejdernes magt, men at det er sovjetterne, der gør det. For ham består revolutionens hovedmål i at overføre magten fra den provisoriske regering til sovjetterne.

Brudte løfter

Den provisoriske regering undgår bevidst at tage nogen som helst radikale skridt, end ikke at udråbe Rusland som republik. Den afviser sovjetternes krav om at gøre en ende på krigen, fordele de store jordbesidderes jord til bønderne og indføre otte timers arbejdsdag. I stedet henviser den disse krav til en fremtidig grundlovsgivende forsamling, samtidig med at den erklærer, at en sådan forsamling ikke er mulig at indkalde, så længe millioner af vælgere er ved fronten.

Lenin opfatter sovjetterne som revolutionens centrale redskaber. Han fremmer parolen "Al magt til sovjetterne".

Krigens og den provisoriske regerings upopularitet skubber imidlertid flere og flere arbejdere i retning af bolsjevikkerne. I begyndelsen af juni udgør de flertallet i Petrograd-arbejdernes sovjet. Hæren er ved at falde fra hinanden, soldaterne nægter at tage til fronten, mange deserterer. Soldater og arbejdere demonstrerer med krav om, at byens sovjet-ledere overtager magten.

Bolsjevikkerne støtter demonstranterne. Regeringen tyer til undertrykkelse, især mod Bolsjevikpartiet, der anklages for at være på Tysklands lønningsliste. De regimenter, der har støttet revolutionen, bliver sendt til fronten i små hærafdelinger. Arbejderne afvæbnes. Dødsstraffen, der blev ophævet i februar, genindføres.

Regeringen er i krise. Nogle ministre og zar-tilhængere mener, at tiden er inde til at genetablere zardømmet.

Den 9. september gør Kornilov – den zar-venlige stabschef som den socialdemokratiske premierminister Kerenskij har udpeget – klar til at knuse sovjetterne og arbejdernes organisationer. Kerenskij er ude af stand til at forhindre det. Men det bliver sovjetterne, der påtvinger Kornilov et afgørende nederlag, og derved vender situationen helt. Bolsjevikkerne står i forreste linje i kampen mod Kornilov. De kommer styrkede ud af disse kampe og får flertal i Petrograd- og Moskva-sovjetterne.

Oktober 1917: Brød, jord, fred

I efteråret 1917 slutter landområderne sig til opstanden. Bønder erobrer store jordbesidderes ejendomme. Soldater, især fra landet, deserterer i massemålestok, da de finder ud af, at jorden bliver uddelt, fordi de vil have deres andel af den. På det tidspunkt beslutter Petrograd-arbejderne, at hvis der skal sættes en stopper for krigen, hvis jorden skal overdrages til bønderne, og hvis der skal indføres otte timers arbejdsdag, så må Kerenskij-regeringen nødvendigvis væltes. Således begynder Oktoberrevolutionen.

Natten mellem den 24. og 25. oktober 1917 forlader flere hærafdelinger af soldater deres kvarterer. Væbnede arbejdere forlader fabrikkerne. De marcherer mod byens centralnervesystem: broer, jernbanestationer, centralbanken, post- og telefoncentraler.

De støder kun på svag modstand. Bortset fra nogle få junker-bataljoner støtter ingen soldater i hovedstaden Kerenskijs provisoriske regering.

Bolsjevikpartiet har forberedt opstanden godt. Den 10. oktober var partiets ledelse kommet til den konklusion, at den nationale og internationale situation var ved at forandre sig drastisk. En opstand var brudt ud i den tyske flåde, og udover Europa var der ved at blive indledt revolutionære bevægelser mod krigen. I Rusland var der en reel fare for, at den siddende regering ville kapitulere og overlade Petrograd til Tyskland. I det russiske bagland gjorde bønderne oprør en masse, og arbejdere og bønder sluttede sig til bolsjevikkerne. Zaristiske højrekræfter var ved at forberede en offensiv for at genvinde magten, sådan som den zaristiske general Kornilov tidligere havde forsøgt.

Statsmagten overgår til sovjetterne

Sovjetternes Anden Alrussiske Kongres, hvor bolsjevikkerne er i stort flertal, træder sammen om aftenen den 25. oktober. I løbet af 33 timer vedtages der foranstaltninger, som den provisoriske regering end ikke har kunnet vedtage på otte måneder. Den 26. oktober om natten vedtager Sovjet-kongressen Dekretet om Fred. Det opfordrer de krigsførende lande til at indgå en mindst tre måneder lang våbenhvile, så der kan indledes fredsforhandlinger (våbenhvilen underskrives endeligt med Tyskland den 28. marts 2018).

I løbet af 33 timer vedtages der foranstaltninger, som den provisoriske regering end ikke har kunnet vedtage på otte måneder. 

Samme nat vedtages Dekretet om Jord, hvor det hedder, at jorden skal tilhøre dem, der dyrker den, og at "godsejernes ejendomsret til jorden afskaffes øjeblikkelig uden nogen erstatning". Alle jordens rigdomme (olie, kul, mineraler), skove, søer og vandløb, gøres til folkets ejendom. Sovjetkongressen danner en regering: folkekommissærernes (ministre) råd. Lenin bliver dens præsident.

Fra oktober 1917 til februar 1918 spreder revolutionen sig ud over hele landet. Samtidig iværksættes der en lang række andre reformer: den russiske offentlige gæld annulleres; banker og større industrier nationaliseres; stop for al diskrimination på grundlag af nationalt tilhørsforhold; ret til selvbestemmelse for de nationer, der udgør det russiske imperium (2); fuld ligeret til kvinder og ligeløn; legalisering af abort i 1920; proaktive skridt til at lære folk at læse og skrive, fremme uddannelse og afskaffe brugerbetaling på universiteterne.

En forfærdelig borgerkrig

Men fra de allerførste dage bliver det unge Sovjetunionen (som landet kommer til at hedde efter revolutionen) konfronteret med interventionisme, økonomisk blokade og politisk og militær omringning. Med støtte fra vestmagterne forsøger de tidligere zar-kræfter at omstyrte den. I 1918 landsættes britiske, franske, japanske, italienske og amerikanske soldater for at støtte de zaristiske tropper, der opererer over hele landet. Fra 1918 til 1921 kommer denne borgerkrig til at koste millioner af ofre, primært på grund af den hungersnød som de udenlandske interventioner og vestmagternes blokade skaber.

Frygten for revolutionens smitte

I Belgien "var den konservative katolske premierminister Henri Carton de Wiart i slutningen af 1920 skrækslagen ved tanken om, at Belgien risikerede at opleve en tilsvarende revolution som den bolsjevikiske", skriver historikeren og journalisten Marc Reynebeau.

I den russiske Oktoberrevolutions kølvand gennemføres der i hurtigt tempo sociale og politiske reformer i Europa. Frygten for revolutionær smitte griber tidens establishment som for eksempel ovennævnte Carton de Wiart. I det omfang arbejderbevægelsen blev i stand til at fravriste herskerklassen sociale rettigheder, skyldtes det naturligvis dens egne hårde og heroiske kampe, men det skyldtes også Sovjetunionens eksistens.

Et unikt velfærdssystem

I efterdønningerne af 1917-revolutionen opbygges der i Sovjetunionen et socialt velfærdssystem, der kommer til at inspirere mange arbejderbevægelser verden over. Allerede den 30. oktober 1917 indfører Sovjetunionen et sammenhængende socialt sikringssystem, herunder dækning ved midlertidig arbejdsudygtighed (sygdom og ulykker), medicinsk bistand, barselsorlov (i en udvidet periode), arbejdsløshed og permanent arbejdsudygtighed. Arbejdere, der skades eller bliver syge, er garanteret arbejde og løn.

I efterdønningerne af 1917-revolutionen opbygges der i Sovjetunionen et socialt velfærdssystem, der kommer til at inspirere mange arbejderbevægelser verden over.

Disse principper kom til at lægge de generelle linjer for en arbejderbeskyttelse, der var unik i verden på det tidspunkt. Det blev de principper, der i de efterfølgende årtier kom til at udgøre kernen i arbejderbevægelsens krav i de vestlige lande. Og når vi i dag opfatter sociale rettigheder som eksempelvis retten til sundhed og uddannelse som grundlæggende rettigheder, så er det også et resultat af 1917. Økonomen Friedrich Hayek, der var en af hovedmændene bag Reagans og Thatchers nyliberale politik, skrev tilmed: "De økonomiske og sociale rettigheder er nogle af den marxistiske revolutions ruinerende opfindelser".

I Belgien skulle der en generalstrejke i 1919 og en omsiggribende frygt for revolutionær smitte til, før otte timers arbejdsdagen og 48 timers ugen blev indført i 1921. Det samme gjaldt den almene stemmeret, som blev en ret (kun for mænd) i 1919 (efter tre generalstrejker i henholdsvis 1893, 1902 og 1913). Det var også den russiske revolution, der for første gang fastslog princippet om, at kvinder skal have adgang til politiske rettigheder. I Belgien måtte kvinderne imidlertid vente indtil 1948, før de fik stemmeret.

Koloniernes frigørelse

Oktoberrevolutionen kom også til at inspirere kampen for national frigørelse og imod racediskrimination. På den tid var hele jordkloden de mægtige imperialistiske magters private ejendom. Lenin opfordrede så til "kamp mod undertrykkelsen af de afhængige nationer og kolonier og anerkendelse af deres ret til løsrivelse". Sovjet-Rusland afslørede for alverden de hemmelige traktater, som kolonimagterne havde indgået, eksempelvis Sykes-Picot-aftalen for Mellemøsten. Den støtte, som det siden gav til den antikoloniale bevægelse, blev en meget vigtig faktor for de nationale befrielsesbevægelsers udvikling i den tredje verden.

I USA var sorte ude af stand til at stemme. Men i1952 skrev den amerikanske justitsminister til Højesteret: "Det er absolut nødvendigt at erklære de love, der håndhæver sortes raceadskillelse, forfatningsstridige, for ellers vil Sovjetunionen og den kommunistiske bevægelse i den tredje verden og i den koloniale verden vinde derved".

Artiklen er oprindelig offentliggjort i månedsbladet Solidaire, juli 2017. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen. I artiklen bruges gammel russisk tidsregning.

Noter

1) Som en hyldest til denne begivenhed udråbte Lenin i 1921 8. marts som Kvindernes Internationale Kampdag, hvilket blev anerkendt af FN i 1977.

2) I de efterfølgende år opstod fire uafhængige stater, og inden for den russiske føderation etableredes 17 autonome republikker og regioner.