Hvis man kunne blive genfødt og selv bestemme hvor, ville jeg sige til gudfader: Jeg vil det samme sted hen. Til det samme hus af uforglemmelige palmer, det samme gulv af jord, vægge af ler, en seng af træ og en madras lavet af strå og skumgummi, en gård med frugttræer, en bedstemor fuld af kærlighed, en mor og en far fulde af kærlighed, brødre og en lille landsby ved bredden af en flod.

Hugo Chávez Frias

>>SE OG HØR CHAVEZ FORTÆLLE HER

*****************************************

Chávez om Hugo

I sommeren 2012 udsendte Venezulas daværende præsident Hugo Chávez en selvbiografisk bog med titlen: "En Gadesælgers Historier". 

 Bogen er redigeret af Orlando Oramas León og Jorge Legañoa Alonso. I et forord skriver de:

"Tillad mig altid at dele mine inderste tanker med jer. Jeg vil tale med folket, også selvom jeg ikke kan se jer. For jeg ved, I er her. I sidder rundt omkring og lytter til Hugo, til jeres ven Hugo. Det er ikke præsidenten, I lytter til men til vennen, til soldaten."

Således begynder bogen: "En Gadesælgers Historier"

Det begynder ved hans barndomshjem i byen Sabaneta de Barinas i et lille hus af palmer, jordgulv og banantræer. Fattig men lykkelig. Han er lykkelig for bedstemoderen Rosa Inés, for familien og barndomsvennerne. Han ved, hvordan det er at bo i et af Llanos-provinsens ydmyge hjem.

Chávez sugede alt til sig.

Og Hugo Chávez tog Simon Bolívar 1) til sig. Han frigjorde ham fra skulpturernes jernnæver. Han tog ham ned fra de ubevægelige piedestaler på pladserne. Han vendte hjem med ham, og virkeliggjorde ham for alle de mennesker, som nu begyndte at bruge frihedskæmperens navn, tanker og værker.

Ingen kan fortælle om Venezuelas historie som præsidenten. Han skaber sammenhæng mellem datiden, nutiden og fremtiden i håbet om forandring.

I 1975 var han sekondløjtnant i delstaten Barinas, der gløder af magi, myter, slag og blodudgydelser, men det mest magiske ved dette sted er Chávez’ fund. Han fortæller selv: "Det var her jeg en gang fandt en bil ved bjerget - en sort Mercedes Benz. Vi vaskede den og åbnede bagagerummet med en skruetrækker. Her fandt jeg bøger af Marx og Lenin og jeg fandt en bog ’Ezequiel Zamoras tid’ af den store revolutionære, Federico Brito Figueroa."

Chávez er dus med sit folk og en meget detaljeorienteret fortæller... en eventyrfortæller. Han mener ikke selv, at hans historier indeholder overdrivelser. Men Fidel Castro, der kender ham godt, mener dog at hans venezuelanske ven overdriver en smule. I hvert fald i de historier Fidel selv er en del af.

Chávez har selvironi, han griner ad sig selv, han fortæller vittigheder om sig selv, men han får også sit publikum til at bryde sammen af grin. Selv har Chávez sagt: "Revolution er kærlighed og humor".

Men "En Gadesælgers Historier" er også en alvorlig fortælling. Chávez lider, og folkets smerte piner ham. Der er historien om drengen, der dør fordi de kapitalistiske ledere ikke ønsker at give ham den lægehjælp, han har brug for. 

Chávez venskab med Fidel har altid været hjerteligt og følsomt. Der er meget at sige om deres relation, men det er vist bedst hvis Chávez - gadesælgeren fra Sabaneta - selv fortæller:

Gadesælger

Jeg solgte edderkopper - en slags hjemmelavede frugtstænger af gelé fra papajafrugten. Allerede som barn fik jeg sans for økonomi og for, hvordan man skulle sælge en vare, markedsføre den. Aldrig så snart var min bedstemor færdig med edderkopperne, før jeg pilede af sted. Hvor skulle jeg løbe hen? Til kirkegården? Nej, det kunne ikke betale sig. Dér gik der bare en enkelt kone og pyntede en grav. Når der var begravelser, så benyttede jeg lejligheden. Men ellers løb jeg hen til petanquebanen. Min far har tit skældt mig ud: "Hvad bestiller du her?" "Jeg sælger edderkopper, far". Ved femtiden om eftermiddagen samledes alle byens mænd dér.

Jeg elskede at komme i cirkus og se de kønne trapezpiger springe.

Min far spillede petanque. Han er kejthåndet og kaster godt. På petanquebanen fik jeg solgt halvdelen, og bagefter gik turen til biografen og Plaza Bolívar. Når messen var forbi stod jeg dér med mit "Frisklavede edderkopper!" Jeg lavede også små rim: "Edderkopper for et par kroner til de tandløse koner", "Edderkopper, friske og lækre til pigerne smækre" og sådan kunne jeg blive ved. Jeg fandt på alt muligt. Jeg sang for pigerne. Når Ernestina Sanetti gik forbi, sang jeg for hende.

Jeg sang for Ernestina Sanetti, Telma González, for alle byens kønne piger. Jeg solgte mine frugtstænger ved markeder, og hvor der var mange mennesker sammen. Hvordan skulle jeg kunne glemme festdagene i Sabaneta? Jeg var messedreng, ringede med klokkerne, og der skulle ringes kraftigt på festdagene. Og bedstemor sagde: "Lille Hugo, du skal hente mere papaja!"

På almindelige dage solgte jeg kun tyve frugtstænger; det gav i alt to bolivares og en real. Men på festdagene kunne jeg sælge op til hundrede frugtstænger om dagen.

Bedstemor stod meget tidligt op. Jeg hjalp hende. Jeg slikkede det, der blev til overs. Og jeg forærede Hilda en frugtstang. Jeg var vild med den pige. Der blev mindst et par skillinger til mig hver dag, så jeg kunne få en tur i rutsjebanen og i karrusellen. Jeg elskede at komme i cirkus og se de kønne trapezpiger springe. Somme tider var der også en elefant eller en tiger i bur, oktober måned var fyldt med illusioner.

Vi kunne slet ikke skaffe papajafrugter nok på festdagene, for vi solgte så meget. Og desuden havde vi ikke konkurrenter. Det eneste hus, der solgte frugtstænger i landsbyen var min bedstemor, Rosa Inés Chávez’. Jo, vi havde monopol!

Han gjorde os til frihedshelte

Bolívar havde krøllet hår, han var mere sort end hvid; det er den rigtige Bolívar, som man har fortegnet fuldstændigt.

Det passer ikke, at han talte med kraftig røst. Nej, Bolívars stemme var skinger, uudholdelig. Han hoppede op på bordene, rev generalstabens papirer i stykker. "Det duer ikke!" Sådan fortæller Andrés Eloy Blanco i et digt, der hedder Los Desdentados – De tandløse.

Bolívars stemme var skinger, uudholdelig.

Andrés Eloy fortæller, at mange år efter frihedsheltens død blev der afholdt en mindehøjtidelighed på Plaza Bolívar i Caracas. Dér stod statuen, der var blomsterkroner, buketter, officielle taler og hele pivtøjet. Præsidenten og de høje herrer i kjole og hvidt hyldede Bolívar. Og bag ved træerne stod der nogle gamle mænd. De var tandløse og krumbøjede. De kiggede på arrangementet og lo.

Så kom den sidste taler: En herre, der med salvelsesfuld stemme talte op og ned ad stolper. De gamle gutter lo og snakkede om Bolívar. Hvorfor lo de? I slutningen af digtet besvarer digteren spørgsmålet.

Til sidst sagde en af de gamle: "Hør, hvad de siger. De siger, at han var høj. De siger, at han var stærk. De siger, at han talte med kraftfuld røst. Nej. Han var lille, mager, og han havde en skinger og irriterende stemme." Og så siger en af dem til sidst: "Men, for fanden, han krøb ind i vores sjæle og gjorde os til frihedshelte!"

Manuela Sáens

Historien er meget mandschauvinistisk, og den nævner ikke kvinderne. Men de red også, som for eksempel Manuela Sáenz. Overklassen hadede hende og skabte et fordrejet billede af hende, således at hun kom til at gå over i historien som Bolívars elskerinde. Hun var ikke Bolívars elskerinde. Hun var først og fremmest Ridder af Solen, kaptajn i San Martins hære og oberst i Ayacucho.

Historien er meget mandschauvinistisk, og den nævner ikke kvinderne.

Marskallen i Ayacucho forfremmede hende på slagmarken sammen med en stor gruppe mandlige og kvindelige officerer. For denne kvindelige oberst på hesteryg og med pistol og sabel i hånd tvang de spanske tropper til at overgive sig, dér på slagmarken i Ayacucho.

Hun var en kampens kvinde. Hun greb sit sværd den nat, hvor Bolívar var ved at blive dræbt i Bogotá, og hun tvang ham til at springe ud ad vinduet. Han var for stolt til at ville springe ud ad vinduet, men der er et engelsk ordsprog, der lyder: "Hvis din kvinde beder dig springe ud ad vinduet, så se at komme ned i stueetagen."

Bolívar var så godt som død. Hans adjudant, Ferguson, var blevet dræbt, og en anden, Diego Ibarra, var blevet såret i armen af et sabelhug og et pistolskud. Nu var turen kommet til ham.

Manuela Sáenz afledte angriberne og sagde: "Han er ikke her, han er nedenunder i mødesalen." Det passede ikke! Han var ved at klæde sig på og greb efter sin pistol for at gå ud. Men hun tvang ham til at springe ud af vinduet.

En lille engel

Jeg mindes en sørgelig sag om en lille dreng, der til sidst døde. Det var en dreng, som Marisabel og jeg mødte den 24. december 1998. Han var fjerde bat på et baseball-hold. Han havde mistet et ben. Vi fløj ham til Havanna, og dér opholdt han sig tre måneder sammen med sin mor. Fidel besøgte ham sammen med mig i januar 1999. Han var lykkelig.

Der er et foto, hvor han spiller baseball. Men der var ikke noget at gøre. Det var en frygtelig sygdom. Til sidst kom han hjem for at dø her, og nu er han en lille engel.

Jeg vil benytte præsidentflyet rigtig meget til at sende venezuelanere til Cuba.

Jeg vil aldrig glemme hans smil, hans øjne, fotoet af ham som fjerde bat. Men der var ikke mere at gøre. Det var Guds vilje, som vi katolikker siger. En velvoksen dreng. Han virkede sund. En dag faldt han lige pludselig om. Han havde slået til bolden og skulle til at slå igen. Han havde stærke smerter i knæet. Det var begyndelsen til en knoglekræft.

Han fortalte mig, og hans far fortalte mig, at han havde smerter, men de troede, at det skyldtes spillet. Og lægerne i Cuba sagde, at hvis han var blevet undersøgt et år tidligere, kunne de måske have behandlet ham i tide. Men da han kom til Cuba, havde de allerede amputeret et ben her. Og der var ikke noget at gøre. Sygdommen var for fremskreden.

Hvor mange børn mister ikke livet, fordi de ikke bliver undersøgt eller behandlet i tide. Og selv hvis de får diagnosticeret en alvorlig sygdom, bliver de ikke behandlet, fordi de ikke kan betale. Jeg vil fortælle om nogle tiltag, som vil få stor betydning for vores folk. Jeg vil benytte præsidentflyet rigtig meget til at sende venezuelanere til Cuba. Hver måned. Hvorfor? Jo, dér kan de blive opereret, og vi skal ikke betale for det. Vi vil betale med olie. Det indgår i de aftaler, som vi om et par dage skal undertegne med vores gode ven og fantastiske latinamerikanske leder, Fidel Castro.

Chávez, send mig til Cuba!

Jeg var i Havanna på en lynvisit, og det fik vi stor glæde af. Jeg besøgte sundhedscentret La Pradera, og sammen med vores ven og broder, præsident Fidel Castro talte vi i flere timer med den gruppe venezuelanere, der var rejst dertil for at modtage højt kvalificeret lægebehandling, helt gratis og sammen med deres pårørende.

Vi var sammen med drengen Elorza; drengen havde været udsat for en frygtelig forbrænding, som havde deformeret ham. Han kunne ikke bevæge sin ene arm på grund af forbrændingen. Vi havde mødt ham på godset Zamorano Santa Rita mellem støvet jord, folk og heste. Han kom løbende med armen i vejret, han kunne ikke bevæge dem. Han omfavnede mig med den anden arm og sagde: "Chávez, send mig til Cuba!" Samme dag sendte vi ham og hans familie med præsidentflyet og sikkerhedsfolk til Havanna, så han kunne blive behandlet.

Og dér mødte jeg ham igen. Ved I, hvad han gjorde? Han omfavnede mig: "Chávez, se!". Han bevægede armen. "Se, Chávez, se armen!" Og ansigtet var allerede opereret første gang. Det gennemføres i etaper. Nu kunne man se ansigtet og øjnene, som man ikke havde kunnet se før.

Den langskæggede

Jeg var en dreng på otte år, måske endda yngre, da jeg for første gang hørte om den langskæggede Fidel.

Hjemme hos mig var der altid meget gang i den. Det var en meget lille landsby og min far var lærer, du ved, en energisk fyr. Han var også sportsmand. Han spillede softball og kreolsk petanque. Han var en sjov mand og vi havde altid venner på besøg. Der var for eksempel en vis John, der spillede serenader på sin guitar. Min mor blev en gang i mellem lidt sur.

Der kom mange mennesker... De talte om Fidel og jeg så et billede af ham.

Sikke mange år der er gået. Jeg kan huske, da du kom til Sabaneta, Fidel, og besøgte mit lille barndomshjem. Du måtte dukke dig for at komme ind. Hvor mange år er der gået? Et halvt århundrede? Og jeg sagde: »Tænk, at det er sandt. Det er Fidel Castro.« Da jeg var en lille dreng, i dette lille hus, hørte jeg om Fidel, og her stod han så.

Den eneste djævel

Indtil mine egne venner begyndte at dukke op, har jeg altid følt mig lidt alene ved præsidenttopmøder.

Jeg kan stadigvæk huske mit første topmøde. Fidel var der også.

Det var i 1999, og efter jeg havde blandet mig i debatten, sendte Fidel Castro mig en lille håndskrevet papirlap, hvor der stod: "Chávez, jeg føler mig ikke længere som den eneste djævel til disse topmøder."

Der var ikke nogen af os, der passede ind.

Det slutter ikke i dag

Jeg ved ikke hvad Fidel gjorde den 11. april for at slippe forbi det uigennemtrængelige kommunikationsnet under kuppet. De havde afmonteret næsten alle telefonlinjerne i præsidentpaladset. Det var stort set umuligt at ringe ud. Men det lykkedes Fidel - den gamle guerillasoldat - at få hul igennem, så vi kunne tale sammen den 11. april lige før jeg blev taget som gidsel på Fuerte Tiuna. 2) 

Chávez, vi to kan dø af hvad som helst, men ikke af prostatakræft.
Fidel Castro

Jeg kan huske Fidels ord. Han nævnte ikke Allende, men jeg ved at han talte om Allende. Fidel havde nemlig selv oplevet konflikten i Chile med kuppet, smerten over Allendes død, forfølgelserne af det chilenske folk og den chilenske revolution. Jeg husker tydeligt, at han sagde til mig: "Chávez, du må ikke ofre dig, og lige én sidste ting, Chávez, for vi har ikke lang tid."

I ved jo, hvordan vi kan tale i timevis. I Havanna, for eksempel, talte vi fra klokken tre om morgenen - og nu skal I ikke tro, at jeg overdriver - der var et lille bord, cubansk vin og to stole. Vi satte os - bare os to. Vores kolleger sidder lidt væk. Én sover lidt, en anden vandrer frem og tilbage og en tredje kommer med papirer.

Jeg var landet ved to-tiden samme dag. Vanen tro ventede Fidel på mig i lufthavnen, hvorfra vi sammen kørte til regeringspaladset. Vi begyndte klokken tre. Ved I, hvornår vi holdt op med at snakke? Klokken 12 om formiddagen. Vi havde talt i et væk. Jeg husker, at han lagde sin hånd på mig og sagde: "Chávez, vi to kan dø af hvad som helst, men ikke af prostatakræft."

Den aften, den 11. april under kuppet, sagde han til mig: "Vi har ikke så lang tid, Chávez". Han udspurgte mig om en masse forskellige ting: "Hvor mange tropper har du? Hvor mange våben har du? Hvor er dét, og hvor er dét?"

Det var en meget erfaren Fidel, der gav mig det sidste råd: "Én sidste ting må jeg sige til dig. Du må ikke ofre dig. Det her slutter ikke i dag." Det havde han unægteligt ret i.

En klog mand

Fidel bliver klogere og klogere for hver dag. Han ser nemlig alt. Jeg sagde engang til ham: »Hør her Fidel, jeg håber, at du overlever mig. Jeg håber, at du kommer til at leve længere end os alle sammen.« Til det svarede han: »Det gør jeg måske, hvem ved?«

I dag bruger han det meste af sin tid på at reflektere og tænke. Han er ikke længere selv på gaden. Han tænker, skriver og læser. Hans viden er vokset ligesom hans lange hvide skæg. Jeg lyttede til ham i mere end seks timer, næsten uden at afbryde ham. Jeg tror kun jeg bidrog med et enkelt spørgsmål eller kommentar. Han er en meget klog mand. En dag sagde Fidel til mig: "Ved du hvad?"

Hvad ville der ske, hvis kontrarevolutionen kom til magten i Venezuela?

Jeg skal fortælle jer, hvad han sagde, fordi det var en kritik, og han havde ret. Jeg føler mig forpligtet til at sige det højt. Det skal siges, at han fremførte sin kritik med stor respekt: "Chávez, har du noget imod, at jeg fortæller dig to eller tre ting lige ud af posen?"

"Du har min tilladelse til at sige lige hvad du vil."

Fidel havde skrevet en lang liste over forbedringer i forbindelse med uddannelsessystemet og sundhedssystemet. Alle de sociale forbedringer, vi har opnået i løbet af de sidste 10 år. Han sagde så: "Jeg er kommet frem til den konklusion, Chávez, at der ikke findes en revolution, som jeg kender, ikke engang den cubanske, som har opnået så meget for sit folk på det sociale område og på så kort tid som den bolivarianske revolution. Ved du hvad min anden konklusion er?"

Det var sådan, han sagde det: "Jeg er kommet frem til den konklusion, at I ikke vil udnytte disse sociale forbedringer politisk."

Den sætning – ”I vil ikke” - var et slag i ansigtet.

Nogle har måske tænkt, at vi ikke har formået at omsætte den sociale velfærd, og alt det vi har opnået med samme store intensitet til politiske forandringer og landvindinger.

Konklusionen var hård - at vi ikke vil. Kan I se det? Der er mange, der måske slet ikke er klar over det. Men folk opfatter jo revolutionen ud fra, hvad den har givet folket, og de sammenligner med fortiden.

Og så det vigtigste: Hvad ville der ske, hvis kontrarevolutionen kom til magten i Venezuela?

Noter:

1) Simon Bolivar er Latinamerikas frihedshelt fra kampen mod kolonimagten Spanien omkring 1800.

2) Fuerte Tiuna er det vigtigste militærkompleks i Caracas.