Sammen med Che Guevara er den chilenske folkemusiker og kommunistiske agitator Víctor Jara et af de største anti-imperialistiske symboler i verden.  

I Latinamerika er Jara et ligeså stort symbol på modstanden mod Pinochets fascistiske diktatur, som Che er det på den cubanske revolution.

Víctor Jara var lærer, teaterinstruktør, digter, sanger, politisk aktivist og medlem af Chiles kommunistiske parti, inden han 16. september 1973 blev myrdet med 44 skud på Santiagos stadion, Estadio Chile.

Opvækst og ungdom

Jara blev født den 28. september 1932 af fattige plantagearbejdere i Quinriquina, tolv kilometer fra landsbyen Chillán Viejo syd for hovedstaden Santiago i Chile. De seks søskende i familien samlede brænde, beskar træer og indsamlede græs imens moderen, Amanda, familiens bærende kraft, samlede urter til torvesalg.

Faderen var analfabet, drak og var voldelig, indtil han forlod hjemmet. Men når moderen spillede på guitaren og sang sine folkesange, havde Víctor et barndommens få lyspunkter.

Du kan ikke have revolution uden sange.
Chilensk slagord

Det var også moderen, der sørgede for, at børnene fik skolegang - faderen ville hellere have haft, at de “bidrog til føden”. Efter faderens afrejse flyttede Amanda og børneflokken til Santiago, hvor hun fik arbejde på en restauran, og Víctor fik guitarundervisning af en lokal beboer i det ellers hårde kvarter.

Da Víctor var femten år, døde Amanda, slidt op. Víctor kom på et katolsk præsteseminarium i byen San Bernardo i håbet om at “finde en anden og mere dyb kærlighed, som måske ville kompensere for mangel på menneskelig kærlighed”, som han snere udtrykte det. I 1952 forlod han imidlertid seminariet og blev indkaldt til militæret, hvor han klarede sig fint og blev sergent med “officersevner”.

Han forlod dog hæren og sluttede sig i stedet til en mimegruppe. Med dem rejste han rundt og lærte den chilenske folkemusik at kende, indtil han kom ind på teaterlinien på Universidad de Chile. Det fik ham i gang med at studere den russiske socialrealist Maxim Gorkijs værker Fra dybet og Moderen. En ny kurs var lagt.

Det var også på universitetet, han mødte to kvinder, der kom til at betyde alt for ham. Først den britisk fødte balletdanser Joan Turner. De blev gift i 1965 og fik datteren Amanda, opkaldte efter Víctors mor. Fra et tidligere ægteskab fulgte Turners datter, Manuela, med.

Sangens bedste skole er livet selv

Den anden indflydelsesfulde kvinde var den chilenske folkesanger Violeta Parra. Hun havde skabt bevægelsen Nueva Cancion Chilena, (“Nye Chilensk Sang”, red.), som især var Andes-inspirerede folkesange med stærkt politisk såvel lyrisk som melodisk indhold.

Mange af teksterne handlede om imperialisme, fattigdom, religion og menneskerettigheder. Parra var også den første, der oprettede lokalcentre, som stadig i dag kaldes La Peña de Los Parra (“Parras Venner”, red.), og som dyrkede indfødt kunst og politisk aktivisme. Jara tilsluttede sig bevægelsen og en gruppe kaldet Cuncumén og fortsatte udforskningen af Chiles traditionelle musik, samtidig med at gruppen optrådte ved demonstrationer og 1. maj-fester. Violetta Parra påstod engang, at Víctor Jara var “Chiles bedste folkesanger”.

Kort efter den cubanske revolution i 1959 besøgte gruppen Cuba og skulle møde Fidel Castro. Efter et stykke tid kom en skægget, ung mand ud og sagde “Desværre. Fidel er forhindret. Men hvis I kan bruge mig, så værsgo. Mit navn er Guevara. Nogen kalder mig Che”, hvorefter han udspurgte dem om forholdene i Chile.

Samme år turnerede gruppen også rundt i Østeuropa og optrådte med kæmpesucces i både Leningrad, Moskva og Prag.

¡Venceremos!

I 1962 forlod Jara Cuncumén og begyndte, som Parra før ham, at skrive sine egne sange fra hjemegnen. Han var grebet af musikken: “Noget synes at slå rod i mig og skal derefter finde en måde at komme ud på”.

Efter at have tortureret ham og smadret hans hænderne skreg bødlerne: “syng nu, hvis du kan, din skiderik!” Trodsigt sang han "Venceremos", blev slået ned og slæbt bort.

Samtidig med, at han midten af 1960’erne arbejdede som teaterinstruktør, kom i 1966 hans første album, Canto en Lo Humano. Den traditionelle komiske sang La Beata (“Lægsøsteren”, red.) blev forbudt i radioen og fjernet fra pladeforretningerne. Alene det gav ham et vist ry blandt progressive chilenere.

I 1969 vandt han en festivalpris for sin sang Plegaria A Un Labrador (“Bøn til en landarbejder”, red.), som var et opråb til bønderne om at slutte sig sammen og kæmpe for et bedre samfund. Festivalen foregik på det stadion, hvor han fire år senere blev myrdet.

Efter at have modtaget prisen rejste han rundt i hele Latinamerika som kulturel repræsentant for Allende og hans folkefront, Unidad Popular. Hans revolutionære tekster og folkelige musik begejstrede, og han fik hurtigt et godt ry blandt progressive.

Efter et besøg på Cuba tilsluttede han sig det kommunistiske parti i Chile. Hans sange blev mere politiske og han udviklede sig tillige til en fremragende performer. Da Unidad Popular sejrede i 1970, var Jaras nyarrangerede hyldestsang til Folkeenheden, Venceremos (“Vi vil sejre”, red.), netop udkommet.

En sang som 800.000 mennesker stod i Santiagos centrum og skreg med på 4. september 1970 i glæde over Allendes valgsejr. Og da Allende takkede masserne for sejren, hang der over hans hoved et banner med teksten: “Du kan ikke have en revolution uden sange”.

Folkets vinde bærer mig

Ud over at spille var Jara og hans kone Joan aktive i at organisere kulturelle arrangementer, og den Nye Chilenske Sang blomstrede voldsomt.

De nye fascistiske magthavere var klar over, at hans musik og sange var et farligt våben mod dem. 

i 1971 udgav Jara albummet El derecho de vivir en paz (“Retten til at leve i fred”, red.) som en kommentar til CIA og USA’s udemokratiske indblanding i Latinamerika. Sangen var oprindeligt skrevet til Ho Chi Minh og Vietnams folk, der fortsat kæmpede mod USA’s styrker i deres hjemland.

Under valgkampen, mens han arbejdede på Chiles Tekniske Universitet som lærer, satte han musik til den chilenske forfatter Pablo Nerudas digte og optrådte ved ceremonien i Chile, da Neruda i 1972 fik Nobelprisen. I 1972 var hele familien Jara æresgæster på Cuba, hvor Jara optrådte og Joan underviste på Skolen for Moderne Dans, mens deres børn nød strandene.

Op til det det blodige, fascistiske kup i 1973 lavede Jara en række tv programmer med temaet: “en advarende dokumentarserie om Nazityskland og Den Spanske Borgerkrig sat i relation til situationen i Chile” for at advare befolkningen om, hvad der var i vente. Han skrev også, yderst profetisk, en sang, hvori det lød:

Folkets vinde kalder mig,
folkets vinde bærer mig,
de letter mit hjerte
og løsner min stemme.
Digteren i mig vil synge
indtil døden fører mig bort,
ad folkets veje,
nu og for altid.

Den 11. september 1973 begik general Pinochet med støtte fra USA et kup mod Allendes regering, og Jara blev sammen med tusinder andre venstreorienterede og intellektuelle arresteret og drevet ind på Estadio Chile. De havde ingen våben, ud over sangen, at forsvare sig med. Nu skulle den “marxistiske kræft” fjernes.

Indtil døden fører mig bort

Jara var på Estadio Chile i fire dage. Efter at have tortureret ham og smadret hans hænderne skreg bødlerne: “syng nu, hvis du kan, din skiderik!” Trodsigt sang han Venceremos, blev slået ned og slæbt bort. De nye fascistiske magthavere var klar over, at hans musik og sange var et farligt våben mod dem.

Det sidste han skrev før sin død, var et digt, der aldrig blev navngivet, men er kendt under titlen Estadio Chile, og som handlede om fangernes forhold på stadion, og sangen Manifiesto (“Manifestet”, red.). De blev begge af en medfange smuglet ud af stadion, men melodierne gik desværre tabt.

Den 15. september blev Víctor Jara ført til et øde sted og skudt. Hustruen Joan fik lov til at hente kroppen og begrave det på betingelse af, at hun ikke offentliggjorde begivenheden.

Efter at have begravet Víctor flygtede Joan Jara med parrets to børn hemmeligt til Sverige via England. Den 23. september døde hans ven, Pablo Neruda. Angiveligt var det “chokket og rædslen over militærkuppet”, der var dødsårsagen.

Tusinder deltog i Nerudas begravelse, mens de råbte hyldestslagord til Allende, Neruda og Jara, inden de sang Internationale.

Den 3. december 2009 blev Víctor Jaras jordiske rester genbegravet samme sted, som han blev begravet i 1973. Denne gang blev han imidlertid fulgt til graven af tusinder af chilenere og Joan, der i sin tale blandt andet sagde, at “de kunne dræbe ham, men ikke hans sange”.

På 30 års dagen for mordet blev Estadio Chile omdøbt til Estadio Víctor Jara, men allerede 22. september 1973 opkaldte den sovjetiske astronom Chernykh en nyfunden asteroide efter Víctor Jara som en hyldest til hans liv og kunstneriske arbejde.

Arven fra Jara

Militærjuntaen destruerede de fleste af master-indspilningerne af Jaras musik. Dog lykkedes det hans hustru at smugle noget ud, hvoraf det meste er udgivet senere. Víctor Jara har udgivet otte studiealbums, en række livealbums, posthumt udgivne cd’er, og der er lavet et hav af hyldest cd’er til ham. Nogle af de bedste er med Arlo Guthrie, Pete Seeger, Phil Ochs, Hannes Wader, Mikael Wiehe og danske Skrøbeligt Daggry.

Arlo Guthrie synger i sin version af Adrian Mitchells digt, Víctor Jara:

Han voksede op til at være en fighter
mod folks uret.
Han lyttede til deres sorg og glæde
og gjort dem til sange.
Hans hænder var blide, hans hænder var stærke.

Víctor stod på stadion,
hans stemme var modig og stærk.
Og han sang for sine medfanger,
til vagterne forkortede hans sang.
Hans hænder var blide, hans hænder var stærke.

Af specielle cd’er bør nævnes Jaras egne Presente (1975) og Canto Libre (1970), den meget smukke Habla Y Canta: En Vivo En La Habana (2003), som er en live-koncert Jara holdt den 4. marts 1972 i Casa de Las Américas i Havana. Desuden ¡Venceremos! (2009) med sange af Isabel og Angel Parra, Víctor Jara og lydspor fra 11. september 1973, samt Cornelius Vreeswijks Sjunger Víctor Jara.

Der er lavet to film om Jara, hvoraf DDR-udgaven El Cantor (“Sangeren”, red.) fra 1978 er den bedste. Der er desuden lavet en sovjetisk rockopera, Stadium (1985), om tragedien i 1973.  

I Chile er Víctor Jara fortsat et symbol på kampen mod fascisme og for social retfærdighed. Det er som Bono fra irske U2 synger, at “hans sang er et våben, i hænderne på kærlighed. Selvom hans blod stadig skriger fra jorden”.

Joan Jaras smukke biografi, Sangen der aldrig blev færdig (1988), danner grundlaget for dette portræt og kan varmt anbefales. Se desuden www.victorjara.cl eller www.resurrectionofvíctorjara.com.