Kirstine Meyer blev født i Skærbæk syd for Kongeåen i 1861. Det betød, at efter nederlaget 1864 kom Kirstine til at vokse op i et tysk besat Sønderjylland. Forældrene engagerede sig i den spæde nationale kamp for genforening med Danmark og i højskolebevægelsen. Dette var med til at præge Kirstines barndom.

Kirstine Meyer blev den første kvinde, der fik en filosofisk doktorgrad i et naturvidenskabeligt emne. Herefter gik hun i gang med en længere række af historisk-fysiske undersøgelser.

Kirstine tog efter forældrenes død i 1880 til København og boede hos sin bror, øjenlæge og professor Jannik Bjerrum. I hans hjem samledes en naturvidenskabeligt interesseret og rationelt indstillet kreds, som kom til at præge Kirstines valg af livsvej.

Hun tog lærerindeeksamen på N. Zahles seminarium i 1882 og blev privat dimitteret som student fra N. Zahles i 1885 og startede på at læse fysik. Sammen med Hanna Adler tog hun en magisterkonferens i fysik i 1892.

I sin brors hjem mødte Kirstine blandt andre matematikeren Adolph Meyer, som hun blev gift med i 1885. Men hun blev ikke som hovedparten af borgerskabets kvinder en, der passede hjem og børn. De fik sønnen Johannes i 1896, og allerede i slutningen af året bliver Kirstine enke.

Lærer og censor

Johannes kom til at tilbringe en del af sin barndom hos morbroren, når hans mor var på rejser både i embedes medfør og på vandrerferier med Hanna Adler og Thyra Eibe.

Kirstine fik mange forskellige jobs, både under sine studier og senere. Fra 1885-1909 var hun lærer på N. Zahles skoles forskellige afdelinger og 1892-93 vikar ved Metropolitan-skolen (hvor hun som kvinde dog ikke kunne få fast ansættelse, havde det kunne lade sig gøre, havde visse dele af Scherfigs Det forsømte forår måske set anderledes ud).

Kirstine arbejdede fra 1900-30 som lærer (fra 1920 som lektor) på H. Adlers fællesskole.

Kirstines store faglige og pædagogiske dygtighed gjorde, at hun fik mange poster inden for uddannelsesverdenen: medlem af forskellige udvalg vedrørende skoleloven af 1903, i 1909, medlem af eksamenskommissionen for seminarierne, 1910-32 faglig medhjælper hos undervisningsinspektøren for gymnasieskolerne (man turde ikke tage en kvinde til selve jobbet, som hun ellers fuldt ud var kvalificeret til), 1909 leder af faglærerinders praktisk pædagogiske uddannelse, 1916 formand i bestyrelsen for faglærerinde- og faglærereksamen, 1919-23 medlem af den store skolekommission, 1928 censor i fysik ved universitetets skoleembedseksamen og censorformand.

Lille Naturlære

Kirstines store indflydelse kunne især ses på skoleloven af 1903 og dens gennemførelse. I fysik og kemi blev vægten lagt på eksperimenter som grundlag for elevernes læring, og i videst muligt omfang skulle det være elevernes egne eksperimenter.

Allerede i 1902 udgav Kirstine sin "Lille Naturlære", hvor hun i praksis præsenterede disse nye pædagogiske og didaktiske ideer for den elementære fysikundervisning. Samme år startede hun "Fysisk Tidsskrift", som hun redigerede frem til 1913. Tidsskriftet fik en central plads i skoleverdenen, dels som forum for diskussioner af undervisningsspørgsmål, dels som et tidsskrift hvor nyeste resultater inden for fysikken blev beskrevet, for eksempel radiumforskningen, som hastigt udviklede sig i disse år.

Ved siden af alle disse gøremål fik Kirstine også tid til videnskabeligt arbejde. I 1899 fik hun Videnskabernes Selskabs guldmedalje for "Om overensstemmende Tilstande hos Stofferne" (sammenligning af 30 forskellige stoffers tryk, rumfang og temperatur), som blev udgivet både i Danmark og i Tyskland, og i 1904 udkom "Om Antiperistatis" blandt andet i det tyske Annalen der Naturphilosophie.

Doktordisputats

I 1909 forsvarer Kirstine sin doktordisputats "Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne" (udkom som bog på tysk fire år senere). Her påviser Kirstine blandt andet, at grundlaget for vores temperaturmåling (anvendelsen af vandets frysepunkt og kogepunkt som faste punkter) stammer fra Ole Rømer, og gjorde det sandsynligt, at G. D. Fahrenheit har fået tanken fra ham (det er i dag helt opklaret som korrekt).

Kirstine blev den første kvinde, der fik en filosofisk doktorgrad i et naturvidenskabeligt emne. Herefter gik Kirstine i gang med en længere række af historisk-fysiske undersøgelser som grundlag for hendes flotte arbejder over nogle af vore største fysikere, Rømer, H. C. Ørsted og Rasmus Bartholin. I 1910 udgav hun sammen med Thyra Eibe Ole Rømers håndskrift "Adversaria", der indeholdt ukendte videnskabelige pionerarbejder.

I hundredåret for Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen udgav hun H. C. Ørsteds naturvidenskabelige Skrifter I-III med to omfattende indledende afhandlinger: "The scientific life and works of H. C. Ørsted" og "H. C. Ørsteds Arbejdsliv i det danske Samfund". I den første af disse gøres for første gang historisk rede for Ørsteds opdagelse.

Kirstine Meyer døde i 1941.