Kvinder har i store dele af menneskehedens historie måttet kæmpe for ligestilling med mænd, en kamp der langtfra er slut.

I sidste halvdel af det 19. århundrede skærpedes kvindernes kamp for at få en uddannelse på lige fod med mænd. Det lykkedes for kvinder at opnå adgang til akademiske uddannelser, men det var i mange, mange år relativt få kvinder, der gennemførte en akademisk uddannelse og endnu færre, der fik anerkendelse og arbejde på de mandsdominerede institutioner. Og så var det stort set kun borgerskabets døtre, der fik glæde af at kunne uddanne sig.

Nielsine måtte skrinlægge sine planer, da hun ikke kunne få hospitalsansættelse i Danmark på grund af modstand fra landets førende gynækolog, F. Howitz. 

I en artikelserie vil jeg fokusere på dette lille hjørne af kvindekampen og fortælle om nogle stærke og betydningsfulde kvinder inden for matematik og naturvidenskab.

Kvinder fik først mulighed for at få en akademisk uddannelse fra 1875, da kvinder fik adgang til at studere på Københavns Universitet dog ikke på teologisk Institut. Den første danske kvindelige akademiker, lægen Nielsine Mathilde Nielsen (1850-1916), blev færdig i 1885.

Læge med topkarakter, men...

Nielsine måtte gennem flere kampe for at få lov til at studere. Hendes far, en velhavende skibsreder fra Svendborg, var imod det, mens hendes mor og søster støttede hendes projekt.

18 år gammel flytter hun til København for at uddanne sig til lærerinde ved Frøknerne Villemoes-Qvistgaards Institut. Hun betalte for uddannelsen ved at undervise de mindre klasser i to år. Hun blev mere og mere interesseret i at uddanne sig til læge. Det krævede dog først en studentereksamen. Med hjælp fra den nationalliberale læge og politiker, C. E. Fenger, fik hun i 1874 ansøgt om at måtte tage en studentereksamen med henblik på at studere medicin, og Nielsine blev sammen med Johanne Marie Gleerup de første kvindelige studenter i Danmark i 1877.

Nielsine startede straks på lægestudiet og blev i 1885 færdiguddannet som læge med topkarakter. Nielsine ville gerne uddanne sig videre med speciale i gynækologi og studerede blandt andet i England og Schweitz, men hun måtte skrinlægge sine planer, da hun ikke kunne få hospitalsansættelse i Danmark på grund af modstand fra landets førende gynækolog, F. Howitz.

"Det var første gang i mit Liv, jeg stod over for en så gennemført brutal Chikane", skrev Nielsine Nielsen i sine erindringer om Howitz’ behandling af hende. I stedet blev Nielsine praktiserende læge i 1889, kun få måneder efter, at Johanne Marie Gleerup blev den første kvindelige praktiserende læge.

Ligestilling med mænd

Under sit lægestudie arbejdede Nielsine som frivillig blandt andet på Christianshavns Straffeanstalt, landets eneste kvindefængsel. Her opbyggede hun et socialt bevidst og humant syn på patienter og ikke mindst de prostituerede, som hun kom ind på livet af. I 1906 blev hun udnævnt til kommunal venerolog ved offentlig behandling af kønssygdomme i henhold til den såkaldte Oktoberlov, der samme år afskaffede den offentlige prostitution.

Nielsine politiske holdning var radikal-demokratisk, og hendes ungdoms religiøsitet forsvandt med tiden. Hun sluttede sig til kvindesagens venstreliberale fløj, og hun blev 1887 ledende talskvinde for en oppositionsgruppe indenfor Dansk Kvindesamfund, der forgæves forsøgte at få kravet om kvinders ligeberettigelse med mænd på programmet.

Nielsine var blandt andet i opposition til Elisabeth Grundtvigs (barnebarn af den gamle N. F. S. Grundtvig) holdning til seksualmoral i den såkaldte "sædelighedsfejde" i slutningen af 1880’erne, og hun mente, at sædelighed var et individuelt anliggende, og ikke noget Dansk Kvindesamfund (DK) skulle beskæftige sig med.

Desuden fandt Nielsine det inkonsekvent at hævde princippet om kønnenes seksuelle ligestilling, når Dansk Kvindesamfund veg tilbage fra at gøre den politiske, sociale og økonomiske ligestilling til et officielt erklæret mål. Som følge af sin opposition søgte hun over i andre mere radikale kvindesagsforeninger, blandt andet Kvindevalgretsforeningen, som hun var formand for 1893-98, dog uden at melde sig ud af DK.

Den personlige pris

I 1904 blev Nielsine sammen med tre andre prominente kvindesagskvinder indvalgt som de første kvinder i Københavns liberale Vælgerforenings hovedbestyrelse, som i 1908 skiftede navn til Københavns Radikale Venstreforening. Her sad hun frem til sin død i 1916.

Nielsine skrev usminkede og bittert-ironiske portrætter af adskillige kvinder og navnlig mænd, som hun fandt fordomsfulde, latterlige eller politisk reaktionære. Hun lagde ikke skjul på, at en følelse af ensomhed havde været den personlige pris, hun havde betalt som avantgardist til trods for nære venners og indflydelsesrige personers støtte.

Nielsines samlede erindringer udkom først i 1941. De blev ikke modtaget særligt positivt i den endnu mandsdominerede lægeverden. Bogen blev blandt andet opfattet som et pinligt angreb på endnu levende personer og kolleger, som Nielsine havde følt sig personligt chikaneret og fagligt tilsidesat af.

Nielsine Nielsen kæmpede kvindekampen frem til sin død i 1916. 100 år senere, fik hun opkaldt en vej efter sig ved Rigshospitalet.