Henad midnat den 16. april 1917 ankommer et tog til Finlandsbanegården i Petrograd. Perronen er fyldt op med mennesker. Der var delegationer fra hele venstrefløjen i Petrograd og et æresregiment af matroser fra Kronstadt. Et orkester spiller "Internationale" og "Marseillaisen".

Lenin brugte aldrig marxismen dogmatisk, men som et værktøj til handling. Han viderudviklede med sine skrifter marxismen, så den i dag med rette bærer navnet marxismen-leninismen.

Lenin steg ud af toget, ignorerede den mensjevikiske leder Nikolaj Tjekheidzes velkomst og henvendte sig i en tale til matroserne, hvori han sagde, at de var ført bag lyset af den provisoriske regering.

Han fortsatte ind i banegårdsbygningen, hvor der blev holdt et par taler, og derfra ud på banegårdspladsen. Her var forsamlet titusinder af mennesker, der var mødt op for at byde Lenin velkommen. Der var soldater, matroser og arbejdere med blafrende faner og bannere.

Projektørlysene flakser over mængden og oplyser en panserbil, hvorpå Lenin kravler op for at holde tale. Hans tale er et chok for den del af forsamlingen, der tilhører den reformistiske del af arbejderbevægelsen og også for en del af hans egne partikammerater. Han erklærer, at revolutionen nu går videre til den socialistiske revolution, og slutter af med et leve for den socialistiske verdensrevolution. 

Denne begivenhed var en væsentlig ændring i Lenins liv. Nu var tiden inde til handling, og den årelange ørkenvandring i eksil var forbi.

Hvem var Lenin?

Vladimir iljitj Uljanov/Lenin blev født den 22. april 1870 (alle datoer i hele artiklen er efter den nuværende kalender) ind i en velfungerende familie af middelklassen. Han blev født i byen Simbirsk, hvortil familien var flyttet året før. Faderen var lærer og senere udnævnt til inspektør for hele regionens skolevæsen. Moderen var også uddannet lærer, men passede hus og deres seks børn.

Lenins opvækst var tryg, og han blev en mønsterelev i skolen. Da han forlod skolen, var det med højeste karakter og guldmedalje. Han studerede til jurist og var meget interesseret i samfundsforhold.

Aleksander, Lenins storebror, blev medlem af en anarkistisk gruppe, som forberedte et attentat mod Zaren. Hele gruppen blev afsløret og fængslet. Aleksander blev dømt til døden og hængt sammen med fire andre i maj 1887. Dette medførte stor sorg og harme hos Lenin og familien.

Lenin arvede broderens revolutionære litteratur, som han ivrigt kastede sig over. Blandt bøgerne var 1. bind af Marx's "Kapitalen". Dette var indledningen til hans videre indføring i marxismen. Ved studiet af Marx og Engels indså han, at broderens anarkistiske vej ikke var hans. Han indså, at omvæltningen i samfundet kun kunne ske ved hjælp af arbejdernes og bøndernes revolutionære kamp. Dette blev bestemmende for hele hans liv – at studere og udvikle marxismen, agitere og organisere.

Fængsel og forvisning

I 1895 blev Lenin arresteret. Han befandt sig i fængsel eller forvisning i Sibirien indtil januar 1900.

Alle, der har mødt Lenin, omtaler ham som et beskedent menneske, der levede spartansk og enkelt.

Under opholdet i Sibirien skrev han blandt andet det store værk "Kapitalismens udvikling i Rusland". I dette værk påviste han, at Rusland var blevet et kapitalistisk land, og at et forbund mellem bønder og arbejdere kunne danne spydspidsen i en revolutionær udvikling. Samtidig med at skrive diverse små og store skrifter fortsatte han arbejdet med at organisere et parti og udgive et blad.

Ud over det intense politiske arbejde gik Lenin på jagt for at supplere den ensformige kost. Han elskede de lange ture i skoven med hund og bøsse. I sine sidste år genoptog han jagten i Moskvas omegn.

I eksil

Lenin opholdt sig i udlandet i årene 1900-1905. Han var den drivende kraft i udgivelsen af det socialdemokratiske partis blad "Iskra" (Gnisten). Lenin kæmpede i denne periode en opslidende kamp mod reformistiske kræfter både indenfor og udenfor partiet.

Han udgav i 1902 "Hvad må der gøres?" og i 1904 "Et skridt frem, to skridt tilbage". Det første værk omhandler Lenins udførlige partiteori, det andet værk handler om striden mellem partiets revolutionære fløj (bolsjevikkerne – flertallet) og dets opportunistiske fløj (mensjevikkerne – mindretallet). Begge skrifter er også i dag aktuelle og læseværdige.

Tiden i eksil var hård og belastende på mange måder. Hele vejen fra de unge dage i Sankt Petersborg, Sibirien og nu i eksil havde Lenins kone – Nadesja Krupskaja – været ved Lenins side og været sekretær og korrekturlæser, og de levede meget spartansk. Indtægterne fra Lenins udgivelser kom meget ujævnt, og partikassen var ofte tom.

Pålidelige informationer fra hjemlandet kunne være uger undervejs, og i den spændte situation omkring 1905 var det nervepirrende ikke at være i begivenhedernes centrum. Den russisk-japanske krig sideløbende med voldsomme klassekampe i Rusland førte til revolutionen i 1905. Det var en borgerlig-demokratisk revolution, men den stærkeste revolutionære kraft var arbejderklassen i forbund med bønderne.

Lenin tog til Rusland, men ankom for sent til at påvirke situationen. Han skrev en del artikler og pjecer med analyser og vejledning, men revolutionen var på tilbagetog og blev druknet i blod af zarens kosakker.

Han var stærkt eftersøgt og flygtede til Finland. Her opholdt han sig med bestandig flytten rundt indtil 1907. Da begyndte jorden at brænde under ham, da zarens politi jagtede ham overalt.

Flugten var nær gået galt. Alle havne og jernbanestationer var under skarp kontrol og var derfor udelukket. Man fik fat i to finske bønder, som var villige til at føre Lenin til fods over isen til en ø 4,5 kilometer borte. Herfra kunne han få skibslejlighed til Sverige. Da de om natten vandrede henover isen, var de nær omkommet. På et sted begyndte isen at vige under deres fødder, og de reddede sig kun med nød og næppe.

1907-1917 atter i eksil

Efter revolutionens nederlag bredte der sig i Socialdemokratiet og i arbejderklassen en bred skuffelse, der førte til splittelse og voldsomme diskussioner. Lenin måtte bruge mange kræfter på at bevare partiets kerne. I filosofisk henseende måtte han bekæmpe den såkaldte empiriokriticisme og forsvare den filosofiske materialisme. Dette værk foreligger på dansk og er nok det tungeste af Lenins skrifter.

Frem til udbruddet af Første Verdenskrig deltog Lenin i et utal af konferencer og kongresser. Han var konstant på farten og havde siden sin flugt fra Rusland været over det meste af Europa til møder og kongresser.

En verdenskrig truede. Lenin deltog i den socialdemokratiske Internationales kongresser, som vedtog resolutioner mod krigen og lovede sammenhold mellem partierne.

Han var også i København i 1910 som deltager i Anden Internationales 8. kongres. Han blev i byen i knap to måneder og brugte tiden på Det Kongelige Bibliotek, hvor han studerede dansk landbrug og andelsbevægelse. Han havde lejet et værelse i baggården til Vesterbrogade 112A. På husmuren er opsat en mindeplade med hans portræt.

Da krigen brød ud i 1914, forrådte de socialdemokratiske partier i Vesteuropa alle disse solidariske erklæringer. Kun bolsjevikkerne holdt fast i de fælles kongresbeslutninger og gik konsekvent imod krigen.

Lenin opholdte sig i Schweiz i denne periode, og her skrev han "Imperialismen som kapitalismens højeste stadium". Her giver han en analyse af, hvordan monopolkapitalismen udvikler sig til imperialisme.

Revolution 1917

Revolutionen i marts 1917 var en borgerlig revolution, der ikke ændrede på de økonomiske magtforhold, og som ville fortsætte den forhadte og udmarvende krig mod Tyskland. Den indsatte provisoriske regering indfriede ingen af de revolutionæres krav og ønsker.

Revolutionen var stort set ublodig, men i de efterfølgende år måtte partiet og arbejderklassen udkæmpe en meget brutal og blodig borgerkrig.

Sovjetterne (råd) var blevet oprettet af arbejderne under 1905-revolutionen. Siden havde også bønder og soldater oprettet deres egne sovjetter. Disse mange råd samledes, og udgjorde en parallel magt til den borgerlige regering.

Revolutionen gjorde det muligt for Lenin at vende hjem. Efter sin ankomst til banegården i Petrograd begyndte det kolossale arbejde med at overbevise kammerater og andre om nødvendigheden af en socialistisk revolution. Lenin havde efter hjemkomsten formuleret sine "Aprilteser", hvori han også krævede en demokratisk fred og "Al magt til sovjetterne".

I den tid, der umiddelbart fulgte, blev han igen forfulgt af det hemmelige politi og måtte forklædt som arbejder igen flygte over grænsen til Finland. Under dette ophold skrev han en af sine væsentligste bøger "Staten og revolutionen". Lenin udviklede her teorien for proletariatets diktatur til forskel fra bourgeoisiets diktatur.

Kort før den socialistiske Oktoberrevolution (7. november) vender Lenin tilbage til Petrograd og kaster sig straks ind i kampen for at få revolutionen gennemført. Partiet er ikke enigt, og han må slås for sine synspunkter. Man når dog til sidst frem til at gennemføre opstanden og afsætte den provisoriske regering.

Den 7. november om aftenen stormes Vinterpaladset, og den provisoriske regering afsættes. Lenin proklamerer, at magten overgår til sovjetterne, og at man nu vil begynde på opbygningen af socialismen. Parolerne om fred, jord og brød havde vundet gehør blandt masserne og ført til sejr.

Revolutionen var stort set ublodig, men i de efterfølgende år måtte partiet og arbejderklassen udkæmpe en meget brutal og blodig borgerkrig. På et tidspunkt var sovjetmagten trængt så meget, at kun Petrograd og Moskva samt landområdet mellem de to byer var under de "rødes" kontrol. Der var forskellige "hvide" hære og bander forenet med udenlandske interventionsstyrker overalt. Samtidig gik tyskerne frem langs hele fronten og truede Petrograd.

Lenin fremlagde for partiets centralkomite et krav om at indgå en fredsaftale med tyskerne uanset betingelserne for at få afsluttet krigen. Igen måtte han kæmpe en voldsom kamp i sit eget parti for at få flertal. Det lykkedes at få indgået en fredsaftale med tyskerne og derved få frigivet styrker til bekæmpelse af de kontrarevolutionære.

Kommunistisk Internationale

For at skille sig tydeligt ud fra de reformistiske socialdemokrater ændrede bolsjevikkerne deres partinavn til Ruslands Kommunistiske Parti.

De kommunistiske partier, som nu opstod, var unge og uerfarne. For at styrke disse partier skrev Lenin "Venstre-kommunismen, en børnesygdom", hvori han videregav bolsjevikkernes erfaringer.

I 1919 stiftedes Kommunistisk Internationale. Lenin havde indset, at verdensrevolutionen ikke var en mulighed. De revolutionsforsøg, der havde været, først og fremmest i Tyskland og Finland, var blevet kvalt i blod. Han havde analyseret situationen og konkluderet, at de kapitalistiske stater udviklede sig i forskellige tempi, og derfor ville revolutionære situationer opstå forskudt. 

De kommunistiske partier, som nu opstod, var unge og uerfarne. For at styrke disse partier skrev Lenin "Venstre-kommunismen, en børnesygdom", hvori han videregav bolsjevikkernes erfaringer med hensyn til fagforeninger, parlament, parti og kompromiser.

Da borgerkrigen stort set var vundet i 1920, bortset fra oprydning i visse områder, dannede man Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker – USSR.

Ny økonomisk politik, NEP

Nu begyndte det kolossale arbejde med at opbygge den nye socialistiske stat. Landet lå i ruiner, sult og nød herskede, og produktionens fornødenheder kørte på et lavpunkt.

Atter var det Lenin, som gjorde op med vanetænkning og fremsatte forslag til en ny økonomisk politik, NEP-politikken. Produktion til civile formål var næsten gået i stå. Nu måtte småvirksomheder på kapitalistisk basis have et vist spillerum for at producere varer, men banker og nøgleindustrier skulle forblive under sovjetmagtens kontrol. Uden for Sovjetrusland anså man denne politik som en begyndende tilbagevenden til kapitalismen.

Også i partiet stod der voldsom strid om NEP-politikken. Lenin måtte atter kæmpe en kamp med sine egne, men fik dog flertal for sin politik til sidst.

Lenins sidste år

I 1922 måtte Lenin af helbredsgrunde trække sig tilbage fra det daglige arbejde. Han vedblev i endnu et års tid at skrive og diktere. Hans helbred var nedbrudt af et umenneskeligt arbejdspres, konstant flugt og ophold under meget varierende forhold. Et skudattentat mod ham i 1918 havde også givet ham varige men.

Lenin var god til at lytte efter, hvad folk havde på hjerte. Mange bønder og arbejdere har tilbragt timer med at fortælle ham om deres liv.

Lenin døde i januar 1924. Han blev kun 53 år gammel. Overalt i Sovjetunionen standsede alt arbejde, maskiner gik i stå, togfløjter og fabrikssirener hylede. Der blev afholdt store mindedemonstrationer med taler og sørgemarcher. Lenin blev som bekendt senere lagt til hvile i mausoleet på Den Røde Plads.

Efterskrift

Alle, der har mødt Lenin, omtaler ham som et beskedent menneske, der levede spartansk og enkelt.

Han var god til at lytte efter, hvad folk havde på hjerte. Mange bønder og arbejdere har tilbragt timer med at fortælle ham om deres liv.

Han brugte aldrig marxismen dogmatisk, men brugte den som et værktøj til handling. Han videreudviklede med sine skrifter, 55 tykke bind – cirka 25.000 sider, marxismen, så det i dag med rette bærer navnet marxismen-leninismen.

Efter Sovjetunionens fald proklamerede kapitalisterne, at "historien er slut". De har tydeligvis ikke læst hverken Marx, Engels eller Lenin.

Kapitalismens kriser bliver stadig større og mere dybtgående. Verdensomspændende pandemier smadrer verdensøkonomien. Klimakrisen vokser og truer menneskehedens eksistens på grund af uhæmmet forbrug og profitjagt. Alt dette er klassekamp, og løsningen er socialisme.

Til alle dem, der jublede, da Sovjetunionen faldt, og sagde, at kapitalismen nu havde sejret, vil jeg sige: 

– Nej.

– I vandt træningskampen i Paris 1871 (Pariserkommunen).

– I vandt, efter en menneskealders undergravning, sabotage, blokader og blodige krige, første halvleg.

Nu er banen ved at blive kridtet op til anden halvleg, og den bliver større og kan kun ende med socialismens sejr, hvis menneskeheden fortsat skal bestå.

Til allersidst et lille citat: 

Når I styrter monumenterne –
lad da soklerne stå.
I får brug for dem igen.
(Bert Brecht)

Kilder

* Lenins udvalgte værker 1-15. Tidens Forlag 1981.

* Krupskaja: Erindringer om Lenin. Mondes Forlag 1934.

* Institut für Marxismus-Leninismus, W. I. Lenin Biographie. Dietz Verlag Berlin 1970.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2020.