Gerd Callesen er født i 1940 og var i mange år forskningsbibliotekar på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. I dag, hvor han er pensionist, bor han i Østrig, men er stadig en aktiv historiker.

Fortæl lidt om dig selv og din egen baggrund.

– Jeg er vokset op i Åbenrå - et sted og en tid præget af nationale og politiske modsætninger og ligheder. Jeg er i virkeligheden vokset op med historiens dialektik inde i huset og uden for vinduerne.

– Min mor kom fra det, der i dag hedder Slovenien. Det var, da hun blev født, en del af Østrig, så hun bragte også viden om nationale modsætninger med ind i familien. Min far var hjemmetysker, og begge mine forældre var socialt og politisk engageret. Det har præget mig, selvom jeg og flere af mine søskende altså gik til venstre, mens vores forældre socialt stod til venstre og politisk til højre.

– Hjemmefra fik jeg det sociale engagement med, men forstod senere, da jeg som student kom i kontakt med SDS, de tyske socialistiske studenter, og flere marxistiske universitetslærere, at socialt engagement ikke er nok, der kræves også politisk handling. Jeg blev som ung overbevist om, og denne overbevisning er blevet bestyrket af min forskning og andre erfaringer, at marxismen er det bedste analytiske redskab til at forstå og beskrive verden.

ORGANISERET ARBEJDERBEVÆGELSE

Hvorfor blev du historiker og hvorfor har du netop specialiseret dig i arbejderbevægelsens historie?

– Jeg har gået i dansk gymnasium og læst ved flere tyske universiteter, men da også på Københavns Universitet. Historie var fra starten mit yndlingsfag, og da jeg var blevet voksen, kom jeg til at opfatte arbejderbevægelsens historie som langt fra tilstrækkeligt undersøgt, til trods for, at den er sådan en vigtig faktor i forståelsen af hele samfundets historie.

– Det, der mere end noget andet har interesseret mig, er den organiserede internationale arbejderbevægelses historie. Og det er både af faglige og politiske grunde. For mig var det en lykke, at jeg i forbindelse med min afhandling om samarbejdet og modsætningerne mellem den danske og den tyske arbejderbevægelse i det sønderjyske spørgsmål kom til at arbejde på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, hvor jeg senere kom til at arbejde igennem 30 - 35 år.

Ser du det først og fremmest som et historisk engagement eller et politisk?

– Jeg tror ikke, man kan bruge historien som en opskriftsbog for politisk handling, men man kan forstå bestemte sammenhænge, hvis man undersøger dem, og sætter dem ind i et bredere historisk perspektiv. Jeg tror ikke, man kan undgå fejltagelser og forkert politik, men man kan måske bidrage til, at historien bliver tilnærmelsesvis korrekt beskrevet og ikke overladt til borgerlige historikere, der jo i hvert fald er ude i et politisk ærinde, måske nogle gange endda uden selv at vide det på det bevidste plan.

KVINDERNE VAR DOBBELT UNDERTRYKT

Hvad kan arbejderbevægelsens historie sige nutidens arbejderklasse?

– Arbejderklassen lærer som klasse ikke nær så meget af historieskrivningen, som de lærer af deres egne og deres klasses individuelle og kollektive erfaringer, men den har krav på, at dens historie beskrives med samme grundighed og forsøg på korrekthed som alle andre klassers - bøndernes, borgernes og adelens.

Du er forfatter til en række artikler her i Arbejderen om "Arbejderbevægelsens kvindelige pionerer". Kan nutidens kvinder lære noget af den historie?

– Det er denne samme type argumentation, der ligger bag forsøget på at give de kvinder, der spiller og har spillet en mere eller mindre fremtrædende rolle i arbejderbevægelsen, den fremstilling, de har fortjent og fortsat fortjener.

– Jeg siger ikke noget forbløffende nyt, når jeg gør opmærksom på, at kvinderne i arbejderbevægelsen ikke har haft det let, og ofte er blevet mødt med den 'dobbelte undertrykkelse', som kvinder gennem tiderne ofte har været udsat for. Men der har gennem hele bevægelsen været utallige kvinder, der har arbejdet for menneskers frigørelse - nogle, vi kender godt, og nogle hvis liv, vi kun kender en flig af.

– Ligesom arbejdernes generelle historie skal frem, skal kvindernes erfaringer og deres indsats også beskrives og analyseres.

ENGELS’ KORRESPONDANCE

Du er nu pensioneret, bor i Østrig men er stadig aktiv historiker...

– Ja. Jeg og min kone, hvis far var østriger og hvis mor var en halv tysker, og med hvem jeg tit diskuterer historiske og samfundsmæssige forhold, flyttede til Østrig, fordi vores eneste datter, hendes mand og vores børnebørn bor der, men også fordi klimaet i Danmark ikke er godt at blive gammel og gigtplaget i.

– Vi er, som det fremgår, af blandet etnisk herkomst, så Østrig med sit klima, venlighed, kulturliv var under alle omstændigheder noget for os. Bare fordi man bliver (tvangs)pensioneret, holder man jo ikke op med at interessere sig for sit fag, så jeg har bare arbejdet videre, fordi jeg ikke ser noget alternativ til at arbejde videre. Jeg er flittig til at gå til fitness, og min forskning holder bærret fit.

– I det seneste årti har min forskning i den internationale arbejderbevægelses historie fået en ny dimension via deltagelsen i arbejdet med at udgive Engels' korrespondance som en del af MEGA-projektet. Som trofaste læsere af Arbejderne ved, er det en samlet udgivelse af Karl Marx' og Friedrich Engels efterladte skrifter (på tysk Marx-Engels Gesamtausgabe, MEGA).