D a de nazi-tyske tropper besatte Danmark den 9. april 1940, befandt de danske kommunister sig i en speciel situation. 

Politiet arresterede næsten 300 kommunister over to måneder, deriblandt flere rigsdagsmedlemmer. 

Selvom nazismen var ekstremt antikommunistisk, havde Tyskland indgået en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen året forinden, og desuden havde den danske regering villigt accepteret besættelsen og samarbejdede aktivt med besættelsesmagten. Nazisterne gjorde derfor til at begynde med ingenting imod det danske kommunistparti DKP. 

Forbød og arresterede kommunister

I DKP vidste man godt, at partiet med stor sandsynlighed før eller senere ville blive tvunget ud i illegalitet. Partiet valgte så længe som muligt at udnytte de legale muligheder, herunder i partiets folketingsgruppe, til at sprede partiets politik og begynde arbejdet med at organisere modstanden, ikke mindst på landets arbejdspladser. 

Men efter nazi-Tysklands overfald på Sovjetunionen den 22. juni 1941, var illegalitet en uundgåelighed.

Politiet og Justitsministeriet blev på forhånd varskoet af de tyske myndigheder, som opgav en liste på 66 ledende kommunister, som besættelsesmagten ville kræve arresteret. Politiet, som gennem mange år havde forberedt en aktion mod DKP, besvarede tyskernes anmodning ved at arrestere næsten 300 kommunister over de næste to måneder, deriblandt flere medlemmer af Rigsdagen. 

I august fulgte Folketinget op på de ulovlige arrestationer ved enstemmigt (minus DKP’s folketingsmedlemmer) at forbyde kommunistiske partier og kommunistisk virksomhed ved lov. I alt forbrød regeringen og Folketinget sig imod seks forskellige paragraffer i grundloven ved deres anslag imod DKP.

Illegalitet og sabotage

I den første tid derefter var DKP især optagede af at opbygge en ny partistruktur, der var baseret på små, delvist uafhængige fem-mandsgrupper for at gøre organisationen mindre sårbar. 

Partiet blev reorganiseret og satte fart på at udvikle både den væbnede kamp og organiseringen af modstanden bredt i befolkningen, med fokus på de største arbejdspladser. 

Men snart begyndte grupper af kommunister at lave egentlige sabotageaktioner vendt mod besættelsesmagten og de danske virksomheder, som forsynede den. 

Og som en særlig vigtig opgave begyndte sabotagen af de danske jernbaner, der skulle sikre nazisternes forsyningslinjer til Norge. 

I starten af 1942 oprettedes en egentlig samlet kommunistisk ledet modstandsbevægelse under navnet KOPA (Kommunistiske Partisaner), som i 1943 antog det bedre kendte navn BOPA (Borgerlige Partisaner) for at understrege, at selv om bevægelsen var ledet af kommunister, optog den medlemmer af forskellig politisk observans. 

KOPA/BOPA blev hurtigt klart den største og bedst organiserede af alle modstandsgrupperne i Danmark, og udførte flere end 1000 sabotageaktioner i de sidste tre krigsår, deriblandt langt de fleste af de største aktioner.

Kommunisterne iværksatte desuden en lang række andre illegale aktiviteter, herunder udgivelse af illegale blade og bøger. Partiets illegale avis Land og Folk samt bladet Frit Danmark, som blev udgivet i samarbejde med Frihedsrådet, blev de største illegale udgivelser i besættelsesårene.

Da folkestemningen for alvor begyndte at vende sig mod besættelsesmagten i 1943, var kommunisterne bag de folkestrejker, der den 29. august tvang den danske regering til at opgive samarbejdspolitikken. 

Sendt i KZ-lejr

I den forbindelse forrådte regeringen en stor del af de kommunister, som sad interneret i Horserødlejren og overgav dem til besættelsesmagten, som sendte i alt 150 mennesker til kz-lejren Stutthof.

Efterhånden som det blev klart, at Tyskland ville tabe krigen, begyndte anti-kommunistiske kræfter indenfor modstandsbevægelsen i stigende grad at modarbejde BOPA’s arbejde.

Man ville for enhver pris forhindre, at kommunisterne blev for mægtige, hvis der skulle opstå en revolutionær situation i kølvandet på nazismens sammenbrud. Målet var at sikre, at Danmark ikke blev en del af den socialistiske lejr, men blev en nær allieret med USA og UK.

Derfor blev våben og udstyr, som blev smuglet ind i landet, i stigende grad skævt fordelt eller helt tilbageholdt i hemmelige lagre for at forhindre, at de skulle falde i hænderne på kommunister. 

Da de tyske tropper i Danmark kapitulerede den 4. maj 1945, og Danmark dermed blev frit, iværksatte de etablerede partier, som havde stået bag samarbejdspolitikken og i realiteten begået forræderi, en plan for hurtigt at sikre sig deres magt.

Intet retsopgør

Efter krigen stod DKP med stor indflydelse og respekt i den danske arbejderklasse på grund af sin rolle i den antifascistiske kamp.

På trods af et flot valgresultat ved det første valg efter krigen, lykkedes det magthaverne at begrænse partiets indflydelse. Håbet om en udvikling frem mod socialisme blev i stedet erstattet af magthavernes kurs mod NATO og EU.

Som konsekvens af dette blev der i Danmark aldrig gennemført et virkeligt retsopgør med den danske storkapital og samarbejdspolitikkens politiske kræfter, som begik grundlovsbrud og solgte Danmark til fascismen.

En af de mest kendte BOPA-modstandsfolk var Per Mortensen, som under dæknavnet Tom deltog i en række sabotageaktioner mod den tyske besættelsesmagt.

I kortfilmen her fra 2011 fortæller han om sprængningen af radiofabrikken Always, som leverede komponenter til tyske V2-raketter: