I slutningen af 1980'erne foretog Sovjetunionen, med Gorbatjov som leder, en ny ideologisk, politisk og økonomisk kurs, som efter unionens sammenbrud i 1991 blev fulgt op med en overgang fra statsejendom og planøkonomi til privat ejendom og markedsøkonomi.

Den russisk-danske økonom Natalie Streltsova Nielsen (1958-2010) har skrevet historien om den kontrarevolution, der udspillede sig under Boris Jeltsin i 1990'erne, hvor en stor del af den sovjetiske statsejendom blev privatiseret, og det nye Rusland gik tilbage til markedsøkonomi.

Natalie Streltsova Nielsen er født ind i den sovjetiske elite, Nomenklaturen. Hun har en dobbelt akademisk uddannelse i økonomi – dels fra Moskva i international økonomi dels fra Danmark.

Efter sit giftermål med en dansker bosatte hun sig i Danmark. Hun døde allerede som 51-årig, hvorfor denne fremragende bog er udgivet posthumt.

I bogen beskriver hun, hvordan den massive privatisering i årene 1992-94 førte til voldsomme forandringer af de sociale og økonomiske forhold.

En 'kravlende' privatisering med omfordeling af ejendomsretten mellem de største investorer begyndte i 1995 og foregik stadig omkring årtusindeskiftet.

Perioden 1992-98 var præget af opbrud og kaos. Et drastigt fald i produktionen, afbrydelse af de økonomiske forbindelser mellem regioner og virksomheder, nogle branchers totale forsvinden, voksende national og regional separatisme samt fusion af mafiastrukturer og magtorganer fulgte.

Privatisering i Sovjet og Rusland

Privatiseringsideer var ikke noget nyt i Sovjetunionen.

I 1965 havde daværende ministerpræsident Kosygin og SUKP's generalsekretær Andropov i 1982-83 foreslået "privatiseringsreformer". Mange mener, at Kosygins var starten på "Foråret i Prag" med efterfølgende invasion til følge.

Privatiseringen i Sovjetunionen tog fart under Gorbatjov i slutningen af 1980'erne, hvor statsejendom udgjorde 90 procent af al ejendom.

Staten blev "en aktiv deltager i privatkapitalens vækstproces", efterfulgt af en "renæssance for den frie markedsøkonomis ideologi".

For at sikre en total privatisering måtte man 1) sikre det lovmæssige grundlag, 2) nedbryde partiets kontrol med økonomien og opløse statsbureaukratiet.

Det sidste var vigtigt, da der ingen klar skillelinje var mellem statsadministrationen og det kommunistiske parti. Alle "statsorganisationer havde deres analog organer inden for partistrukturen, og partiet deltog i hele den beslutningstagende proces inden for økonomien".

Man skulle desuden forhindre det øverste og privilegerede lag, Nomenklaturaen, i at "foretage spontan privatisering" og gennemføre "en hurtigt privatisering". Det sidste fordi nomenklaturens tilraning hurtigt medførte magt og derved evne til at påvirke processerne yderligere.

Det lykkedes ikke, primært fordi denne gruppe partifunktionærer havde en "monopolistisk position og monopol på relevant information".

Man ville også "uddele statsejendom gratis til borgerne" via værdipapirer.

Dette var noget, den berygtede økonom Milton Friedman var talsmand for. Friedman var Reagans økonomiske rådgiver og ideologen bag Pinochets økonomiske reformer i Chile under militærdiktaturet 1970-73.

Magtkampe mellem tre fløje

Siden 70'erne havde der i Sovjet været to økonomiske 'skoler'. En i Leningrad ledet af Anatolij Tjubais og en i Moskva ledet af Jegor Gaidar. De dannede omkring Gorbatjovs magtovertagelse klubben "Perestrojka".

Tjubais gruppe var påvirket af Friedman, mens Gaidar var inspireret af frihandelsprofeten Adam Smiths teorier.

I 1989 vedtog Sovjetunionens Folkedeputerede Kongres at, "alle store virksomheder forblev inden for det direkte statsforvaltningssystem, og kun 20 procent af dem skulle i forpagtning inden 1995".

Der foregik nu en magtkamp mellem tre fløje, med hver deres "reformprogrammer":

De "ortodokse kommunister", der ville bevare statsejendom, en anden der ville privatisere og give statsejendommen væk, mens de vestligt orienterede ville have et hurtigt løbende salg.

Et mislykket kup i august 1991 fra de "ortodokse kommunister" og en voksende separatisme i de enkelte sovjetrepublikker fik Den Øverste Sovjet til, den 26. august 1991, at vedtage "fuld anerkendelse af privat ejendomsret".

I december samme år erklæres Sovjetunionen formelt opløst!

Det blev Jegor Gaidar, der blev ansvarlig for privatiseringen. Han fik hjælp fra blandt andet USA, EU og IMF.

Både Verdensbanken og Den Europæiske Bank og Streltsova Nielsen konkluderer, at det demonstrerede "et samarbejde mellem de russiske reformatorer og Vesten om at opnå fælles mål", trods modstand fra "det kommunistiske flertal i parlamentet og fra gruppen af såkaldt "røde direktører".

Afstatsliggørelse

Perioden 1985-90 beskrives som en "periode med kosmetiske ændringer".

I 1987 var der registreret 82.000 selvstændigt erhvervsdrivende i Sovjetunionen. To år efter omkring 672.000, hvoraf halvdelen var i Den Russiske Føderation, det vil sige Rusland. Heraf var næsten 90 procent beskæftiget indenfor håndværk og dagligdags service. I 1990-91 begyndte man en "afstatsliggørelse".

Virksomhederne fik "tildelt retten til at eje". Således kunne disse nu overdrages til andre virksomheder og organisationer, sælge, bytte, udleje bygninger, transportmidler, inventar, råvarer med mere.

I 1987 var der omkring 14.000 "nye" produktions-, handel- og servicekooperativer. Da man i 1988 lavede "loven om kooperation", eksploderede tallet til 245.000, hvilket udgjorde 6,1 procent af bruttonationalproduktet, BNP.

For mange begyndte overgangen til markedsmekanismerne den dag, loven om kooperation trådte i kraft og begrebet "fri iværksættervirksomhed" opstod.

Bemærkes skal dog, at kooperativerne ikke konkurrerede med statsvirksomhederne, da deres gesjæft var i andre sektorer og ofte havde tilknytning til statsvirksomheder grundet disses monopol på eksempelvis materiale og råvarer.

I 1990 fik man loven "Om ejendom", der gav borgere ret til at "eje produktionsmidler, værdipapirer og andre profitgivende materielle og ikke-materielle objekter og rettigheder".

Herefter begyndte mange, der hidtil havde forpagtet bygninger og udstyr, at købe dette til restværdien, hvilket betød et "forpagtningsboom" i 1990-91 på 20.000 virksomheder.

I 1991 fremstillede forpagtningsvirksomhederne 14,1 procent af Ruslands industrielle produktion. Det var især inden for områder som byggemateriale, maskinbygning, fødevarer og letindustri, at forpagtningen bredte sig.

Forpagtningformen stilnede af i slutningen af 1992 da der kom andre former for "afstatsliggørelse". Kort efter Sovjets opløsning var der 72.000 nyoprettede økonomiske partnerskaber, blandt andet aktieselskaber.

Inden Sovjets opløsning vedtog regeringen en lov, hvis mål var, at "bryde statsejendomsformens monopol" og "skabe betingelser for frie iværksætteraktiviteter og for udvikling af en effektiv og socialt orienteret markedsøkonomi".

Det skurrer i marxistiske ører, men undersøgelser, i 1991 viste at 74 procent var positive for "afstatsliggørelse". Dog ønskede 39,5 procent dog kun, at den omfattede de mindre virksomheder og slet ikke de store.

Tilraning af statsejendom

Den spontane privatisering tog til, inden den officielle privatiseringslovgivning blev vedtaget i januar-juni 1991.

Ministerier ville beholde så mange af "deres egne" virksomheder som muligt, hvilket betød, at der i denne periode blev dannet et hav af koncerner, produktionssammenslutninger og omkring 1500 associationer med ret til at forvalte ejendom og funktioner som aktionærer i de virksomheder, de fik under sig.

Det betød eksempelvis, at et ministerium blev nedlagt og erstattet af en koncern (aktieselskab), i samme bygning, med samme personale og inventar. Ministeren trådte tilbage, aktiemajoriteten blev overdraget på statens hænder, de øvrige aktier fordelt blandt det tidligere ministeriums ledelse, og eksempelvis ministeren blev leder af den nyoprettede koncern.

På denne måde blev for eksempel den mægtige koncern Gasprom skabt. Gasprom er i dag verdens største naturgasselskab og var i 2006 240 milliarder dollars værd.

Denne måde at ordne tingene på blev kaldt for den "nomenklaturabureaukratiske privatisering". Mange banker blev til på samme vis.

"Vejen til markedsøkonomi flød med mælk og honning og var brolagt med dollars for den sovjetiske nomenklatura, fordi den jo selv kontrollerede processen", skriver Natalie Streltsova Nielsen.

Det faktum, at nomenklaturaen etablerede en kapitalisme for sig selv og efter egne behov og ønsker, er forfatterens bud på, hvorfor Rusland fik "en overgang til kapitalisme uden vold og opstande".

Efter Sovjets opløsning udtalte lederen af socialdemokraterne i Rusland, B. Orlov: "Vi har ingen strategi for demokratiske reformer, ligesom vi heller ikke har en for befolkningen forståelig strategi for de økonomiske reformer".

Privatisering af værdipapirer

I årene 1992-94 begyndte privatiseringen af værdipapirer og penge. I 1992 var der hyperinflation i Rusland. Priser steg på ti måneder 300-400 gange og i løbet af tre måneder mistede landets borgere 99 procent af deres opsparing i banker og sparekasser.

Det betød en opblomstring af kommercielle banker og investeringsfonde, uden kontrol. Mange fungerede efter "pyramide" princippet og da de kollapsede, mistede over 40 million mennesker, som "havde forsøgt at redde, hvad der var tilbage af deres økonomiske midler, deres sidste opsparinger".

På dette tidspunkt var Tjubais blevet chef for "Forvaltning af statsejendom" på anbefaling af viceministerpræsident Gaidar.

Tjubais holdning var, at "hvis den eksisterende lovgivning forhindrede, at man nåede målet, så skulle den ignoreres" og "privatiseringens formål er at opbygge kapitalismen i Rusland... med en ekstraordinær indsats, idet man præsterer det samme, som resten af verden har brugt århundreder på at nå".

Ideen blev solgt under slogans som "ejendommen tilbage til folket" og om at gøre alle "arbejdere til reelle ejere". Det lykkedes.

I 1993 revurderede Jeltsin-regeringen værdien af det produktionsapparat, man var i gang med at "forære" væk. I stedet for 1,5 trillion rubler var det 300 trillioner rubler værd! Man havde således solgt statens ejendom til spotpris.

De meget store Skt. Petersborg fabrikker, der havde eksisterede i mere end 100 år, skibsværftet "Baltijskij Zavod", der byggede containerskibe og atomdrevne krydsere og Ruslands andenstørste fabrik for forarbejdning af ikke-jernholdige metaller, "Krasnij Viborzjets" blev solgt til spotpriser.

Opgaven var løst. "Man havde gjort op med statsejendommens monopol i nationaløkonomien; der var skabt et fundament for en markedsøkonomi med mangfoldige ejerskabsformer".

I privatiseringens første fase blev 500 af Ruslands største privatiserede firmaer, som havde en værdi af 200 milliarder dollars, solgt for 7,1 milliard dollars.

Som forfatteren skriver: "Vejen til rigdom gik ikke via produktion af kapital, men via en omfordeling af den tidligere skabte kapital, i dette tilfælde statsejendom".

Privatisering af penge

Den tredje privatiseringsetape frem til Jeltsins afgang som præsident i december 1999 delte befolkningen i to grupper: Dem der fik andel i privatiseringens rigdom, og dem der ikke gjorde.

Af dem, der fik del i "eventyret", opstod "oligarkgruppen", hvis kendetegn var, de havde adgang til at påvirke statspolitikken.

Det betød, at når staten holdt auktioner over statsejendom, var det præget af svindel, manipulationer, underhåndsaftaler og insiderhandler, der skabte mange milliardærer "over night".

En af de mest kendte oligarker var Boris Berezovskij, der også var Jeltsins "grå eminence", ligesom han senere stod bag Putins indsættelse som præsident.

Berezovskij ejede et bil- og medieimperium med to tv-stationer og flere aviser. Aktiemajoriteten i det vigtigste nationale tv-selskab, olieselskabet Sibnet, og det statsejede luftfartsselskab Aeroflot havde han tilranet sig som belønning for en massiv støtte til Jeltsin.

Hans tidligere forretningspartner og protege er Abramovitj, der er kendt som eneejer af den engelske storklub Chelsea og ejer af 70 milliarder kroner.

Der er i bogen et hav af eksempler, blandt andet et hvor Tjubais samarbejdspartner evaluerede en aktionspakke til 100 millioner dollars, hvilket var 25 gange lavere end markedsværdien.

Berezovskij, der for nyligt begik selvmord i London, købte aktiepakken for 100,3 millioner dollars. Statens tab ved denne ene transaktion oversteg to milliarder dollars.

I 1999 solgte staten en del af sin aktie i Gasprom på auktion for 660 millioner dollars, mens værdien var 20 milliarder dollars.

De mange nye milliardærer, kaldet "Jeltsins familie", finansierede som tak Jeltsins præsident kampagne i 1996 og bidrog til kommunisten Zjuganovs nederlag.

"Faktisk blev Jeltsin gjort til de såkaldte oligarkers gidsel. Det var den pris som han måtte betale for at standse kommunisterne og beholde præsidentposten", skriver forfatteren.

Konsekvenser af privatisering

Privatiseringen var kun en del af overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi.

Hyperinflation, privatisering af statsejendom og økonomi samt samfundets kriminalisering var tre dominerende faktorer i processen, der førte til styrets fald.

Privatiseringen blev i Vesten kaldt "den postkommunistiske økonomiske revolution".

Der foreligger ikke nogen officiel vurdering af statens tab ved privatiseringerne, men i 1999 var der blevet privatiseret 129.845 virksomheder eller hvad der svarer til 75 procent af det samlede antal statsvirksomheder.

Fra starten mistede Rusland "250 trillioner rubler på grund af den metode, der blev anvendt ved evalueringen af Ruslands produktionsapparat".

Der opstod efter 1995 finansielle økonomiske grupper og et oligarki, der erhvervede sig landets bedste virksomheder og med direkte adgang til de tidligere statsmonopoler og statsbudgettet.

"Den finansiel-økonomiske kapitals sammenvoksning med statsmagten betød en koncentration af magt i hænderne på en begrænset kreds af personer... og en trussel mod den demokratiske udvikling", skriver Natalie Streltsova Nielsen.

Undersøgelser viste, at i midten af 80'erne havde 10 procent af befolkningen forbedret deres situation, mens levestandarden for 80 procent var faldet. Der var 15 procent velhavere, men omkring 60 procent kategoriseres som fattige, mens 25 procent befandt sig i en desperat situation.

Der var sket en generel forarmning af befolkningen og skabt et demografisk "hul", a la tiden efter Anden Verdenskrig. Allerede i 1983 oversteg dødstallet fødselstallet med omkring 800.000 og Rusland blev således "det første industrialiserede land, der oplevede et så dramatisk fald af andre grunde end hungerskatastrofer, krig eller epidemi".

Fortsat aktuel 

Natalie Streltsova Nielsens bog er akademisk, men giver et indblik i de kampe og diskussioner, der foregik i Sovjet før, under og efter "Århundredets største bedrag".

Bogen og historien er fortsat aktuel. For nylig har repræsentanter fra det russiske forsvarsministerium sammen med 'forretningsfolk' tilranet sig omkring syv milliarder rubler fra statsbudgettet og det russiske landbrugsministerium, der er en del af den halvoffentlige virksomhed "Rosagraleasing", som blev lænset for 39 milliarder rubler.

Den russiske statsanklager har udtalt, at mere end 60 procent af landets virksomheder er involveret i korruption og bedrageri.

Arven fra privatiseringen i 90'erne spøger fortsat. Dengang blev der skabt grobund for en samfundsmoral, hvor svindel og korruption hører til dagligdagen.