Den 28. november er det 200 år siden, Friedrich Engels (1820-1895) blev født i den tyske by Barmen i Rhinprovinsen – i dag Wuppertal.

Det er en fejlvurdering at forsøge at konstruere sig frem til en konflikt mellem Marx og Engels, således som politiske modstandere har forsøgt siden slutningen af det 19. århundrede. 

Engels var revolutionær teoretiker, samfundsvidenskabsmand og en af de mest betydningsfulde personer i den socialistiske bevægelses historie. Sammen med Karl Marx (1818-1883) var han med til at forme marxismen.

Marx og Engels mødtes første gang i 1842 i Paris, men først den næste sammenkomst i efteråret 1844 førte til et varigt venskab over de næste 40 år og til et intensivt samarbejde. 

Engels havde kort forinden udgivet artikler med et rids af den politiske økonomi og en artikel om England. Past and Present. Artiklerne gjorde et stort indtryk på Marx og dokumenterede, at Engels havde forstået betydningen af den politiske økonomi.

Udgivelsen af Die heilige Familie, deres første fælles afhandling, var et opgør især fra Marx’ side, og det medførte et brud med hans hidtidige filosofisk dominerende standpunkter. Engels havde allerede udført den nødvendige kritik, som førte frem til den materialistiske opfattelse. I dette værk havde Engels’ bidrag til afhandlingen ikke været dominerende, så der er her mere tale om en selvkritik fra Marx’ side.

Arbejderklassens stilling

Et andet vigtigt skrift fra denne tid (1845) blev Engels’ afhandling om arbejderklassens stilling i England, Die Lage der arbeitenden Klasse in England. 

Engels analyserede her en befolkningsgruppe – nemlig arbejderklassen – som aldrig før havde været genstand for en undersøgelse. Også denne afhandlings emne var ukendt for Marx, mens Engels som følge af sin stilling som tekstilfabrikant havde indsigt i arbejderklassens liv. Han havde endvidere personlige kontakter med irske arbejdere, herunder Mary Burns, som han giftede sig med.

Den private ejendomsret, understregede Engels, var et resultat af klassedelingen og ville kun kunne overvindes via privatejendommens overvindelse. Kun arbejderklassen ville være i stand til at gennemføre en sådan omvæltning. Bogen vakte opsigt og ikke kun i Tyskland, men også for eksempel i Danmark og udløste dér en heftig avisdiskussion.

Udviklingen af de nye vurderinger var ikke afsluttet med dette værk. Det optog både Marx og Engels i mange år og på forskellige måder. Nogle gange var det aktuelle politiske vurderinger, andre gange var det omfangsrige teoretiske standpunkter, der ikke blev afsluttet, fordi formålet på dette tidspunkt – umiddelbart før revolutionerne i Europa – var andre målsætninger, det der optog dem mest.

>> LÆS OGSÅ: Nyt MEGA-bind ser Marx og Engels over skulderen

Den europæiske revolution 1848-51

I februar 1848 udbrød revolutionen i Frankrig, og i de efterfølgende måneder fulgte de fleste europæiske stater med i denne udvikling.

Kort forinden havde Marx og Engels i fællesskab udsendt Det Kommunistiske Partis Manifest, som de havde fået til opgave at skrive på Kommunisternes Forbunds kongres i London i november-december 1847.

Marx og Engels udgav på det tidspunkt Neue Rheinische Zeitung som organ for Kommunisternes Forbund. Avisen blev dog forbudt efter tre måneder, og forbuddet ramte naturligvis, efterhånden som revolutionerne blev slået ned, de revolutionære organisationer og aviser. Engels deltog fysisk i de revolutionære kampe, mens Marx søgte at videreføre indsatsen i forskellige tidsskrifter og analyser af centrale elementer i revolutionen.

Efter udvisningen fra Tyskland og ankomsten til London i efteråret 1849 forsøgte Marx forgæves at samle medlemmerne af Kommunistisk Forbund i en international organisation. En stor del af medlemmerne emigrerede til USA, og nye forsøg på at udgive tidsskrifter kuldsejlede. 

Engels flyttede i 1850 til Manchester, hvor hans far ejede en tekstilfabrik. Indtil 1869 forblev han i den stilling og kunne derfor støtte Marx og hans familie økonomisk. Begge arbejdede i den Internationale Arbejderassociation, bedre kendt som Første Internationale, der havde sit sæde i London.

Samarbejde

Marx og Engels udviklede et samarbejde, der formelt set blev opdelt mellem dem. Marx koncentrerede sig om en teoretisk afhandling om arbejderklassens udvikling og om den politiske økonomi og om at udforme Kapitalen. 

Engels koncentrerede sig om arbejdet i fabrikken samt skrev artikler til datidens største dagblad New York Daily Tribune.

Marx bad adskillige gange Engels om at skrive artikler til avisen, når Marx ikke kunne overholde aftalte tidspunkter. Det var ikke kun i disse tilfælde, at Engels skrev tekster, som i mange år blev opfattet som skrevne af Marx, og Marx’ datter Eleanor udgav dem i bogform uden at være klar over, hvem den egentlige forfatter var. Engels skrev således også afsnit til New American Cyclopædia, som ligeledes udkom i New York.

Engels analyserede under den fransk-tyske krig 1870/71 i 59 artikler i dagbladet Pall Mall Gazette krigshandlingerne. De vakte betydelig opmærksomhed, blandt andet fordi de var skrevet anonymt.

>> LÆS OGSÅ: Karl Marx og den politiske økonomi

Kapitalen

Engels var en meget let skrivende forfatter, hvilket adskilte ham fra Marx. Denne kunne ikke skrive kort, hans forskellige værker udkom hyppigt kun efter langvarige undersøgelser. Det bedst kendte eksempel er hans hovedværk Kapitalen, hvor det kun lykkedes ham at fuldføre det første bind i 1867. Marx mente her, at det var nødvendigt at gennemføre en alsidig ny vurdering af det kapitalistiske system. Engels var ikke uenig med Marx om denne nødvendighed i den endelige udformning. Problemet lå snarere i, at deres arbejdsmetoder var så forskellige. 

Engels skrev hurtigt og let forståelig, når det drejede sig om journalistik. Det bedste eksempel er også for Engels’ vedkommende Kapitalen. Efter at første bind var udkommet i 1867, arbejdede Marx ihærdigt videre på bind to, som skulle komme i naturlig afstand. Men da han døde i 1883, var manuskriptet endnu ikke blevet fuldført.

Engels påtog sig opgaven at videreføre værket og udgav bind to i 1885. Som det fremgår af bindets omfang og de kun cirka to års afstand mellem første og andet bind, var det en ikke så tidskrævende opgave.

Engels kastede sig derefter fuld af energi over opgaven med at udgive bind tre. Det viste sig at være en meget stor mundfuld. Manuskriptet var langtfra afsluttet, det bestod i hovedsagen af dele af manuskripter, skrevet i en nærmest ulæselig håndskrift. Alle disse ufuldstændige tekster måtte bringes til en forståelig helhed, som kostede Engels cirka 12 år. Bindet udkom kun nogle få måneder før, han døde i 1895.

>> LÆS OGSÅ: I krisens tegn – Kapitalens andet bind

International arbejderbevægelse

I det årti, der lå mellem Marx’ og Engels’ død, bestræbte Engels sig på, med et vist held, at overvinde de forskellige ikke-marxistiske tendenser i arbejderbevægelsen. Han gik til opgaven ad forskellige veje. Han arbejdede videre med udbygningen af den marxistiske teori, han forsøgte at videreføre Marx’ teoretiske arbejde, og gennem sin korrespondance med repræsentanter for de forskellige arbejderorganisationer forsøgte han at skabe en gruppe klarttænkende marxister, der selvstændigt ville kunne arbejde videre under den samfundsudvikling, der var i konstant forandring.

Således satte han gang i arbejderbevægelsens diskussioner om det videre arbejde, deltog i de nødvendige politiske aktioner såsom planlægningen af den Internationale Socialistkongres i Paris 1889, opretholdt kontakten med de forskellige nationale organisationer og formidlede kontakter mellem disse.

>> LÆS OGSÅ: Første Internationale i krig og fred

Dette fremgår nok først og fremmest i korrespondancen med arbejderbevægelsens ledere i de forskellige lande, her kan for eksempel nævnes August Bebel, Karl Kautsky, Paul Lafargue (svigersøn til Karl Marx) og italieneren Antonio Labriola. Hertil kommer desuden korrespondancen med yngre tyske socialdemokrater.

Engels samarbejdede ikke direkte med den nye Internationale, der var blevet stiftet i 1889. Ej heller med de nystiftede arbejderpartier især i Europa og USA eller de forskellige tysktalende organisationer. Han havde imidlertid frem til sin død i 1895 gode kontakter med enkeltpersoner i de socialdemokratiske partier specielt i Tyskland, Østrig og Frankrig, med hvem han fortsat diskuterede politik og udviklede sit teoretiske ståsted – dette er et fuldgyldigt bevis på Engels’ egen forståelse af, hvordan den marxistiske metode bør anvendes.

>> LÆS OGSÅ: 406 breve til og fra Friedrich Engels

Ikke siamesiske tvillinger

I vurderingen af Marx og Engels må man gøre sig klart, at de to hverken var siamesiske tvillinger, eller at den ene frit kunne udveksles med den anden. Der var tale om to selvstændige personer, der begge på afgørende vis har bidraget til udviklingen af en kritisk teori. De har på forskellig måde bidraget til udviklingen af denne teori og dens enkelte dele.

Engels tillagde Marx hovedrollen, men det er en fejlvurdering at forsøge at konstruere sig frem til en konflikt mellem de to, således som politiske modstandere har forsøgt siden slutningen af det 19. århundrede. Det er langt mere afgørende, at de to samarbejdede fra slutningen af 1840’erne og gensidigt støttede hinanden.