23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udleveret til fjenden

Danmarkshistorie

Udleveret til fjenden

I dag for 76 år siden valgte den danske stat at anholde 339 danske kommunister og derved hjælpe Hitler med at "redde kulturverdenen fra de dødelige farer, bolsjevismen indebærer".

Alle 339 internerede kommunister startede deres liv i fangenskab med et ophold i Horserød Statsfængsel.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

For 76 år siden – søndag den 22. juni 1941 – erklærede Hitler, at han havde givet den tyske værnemagt befaling til med alle stående magtmidler ”at redde kulturverdenen fra de dødelige farer, bolsjevismen indebærer”, og i Danmark blev der fra radioen og diverse nyhedsredaktioner udsendt følgende meddelelse:

Ikke mange af de 339 personer var forlangt arresteret – men de danske myndigheder var grundige.

”Af politimæssige hensyn er det indtil videre forbudt at bringe nogen som helst omtale af forskellige politimæssige forholdsregler, der er iværksat i anledning af Sovjets-Ruslands inddragning i krigen. Dette forbud omfatter b.la. lukningen af enkelte virksomheder, interneringen af forskellige personer og forbud mod al lystsejllads i Sundet søndag og mandag”.

Direktør Svenningsen fra Udenrigsministeriet tog samme dag til Dagmarhus, hvor nazisterne havde hovedkvarter og fik overrakt en liste over de danske kommunister, som besættelsesmagten ønskede arresteret.

Svenningsen kunne ikke få kontakt til justitsminister Harald Petersen, så han ringede til statsminister Stauning, som sagde god for tyskernes anmodning med udsagnet. ”De ting, der krævedes fra tysk side, skulle gennemføres”.

På få timer – med blåstempling af statsministeren – trådte grundloven ud af kraft, og politikommissær J. Odmar fik hurtigt samlet Københavns betjente, mens den effektive og nyudnævnte departementschef Eivind Larsen satte sig i spidsen for aktionen og sagde til de samlede betjente ”at de denne dag måtte se lidt bort fra Retsplejeloven og Grundloven”.

Den tyske fortegnelse over kommunister indeholdt et beskedent antal af de danske kommunister, så Eivind Larsen og Odmar lavede deres egne lister for København og sendte telegrammer ud til landets andre politikredse, som gav de stedlige politimestre beføjelser til at anholde “hvem de mente, skulle anholdes”.

Usikker fremtid

Efter anholdelse og fængsling endte kommunisterne som internerede i Horserødlejren. Ved anholdelserne i København blev 147 anholdt, hvoraf kun 22 var ønsket af tyskerne. I provinsen anholdtes 192, hvoraf kun de 16 var på tyskernes liste.

Ikke mange af de 339 personer var forlangt arresteret – men de danske myndigheder var grundige i deres bestræbelser, og to af de mest nidkære var overbetjent Christian Madsen og overbetjent Dinesen, og takket være deres ”indsats” fik mange mennesker uhelbredelige ar på sjæl og krop.

Natten mellem den 28. og 29. august 1943, da samarbejdspolitikken brød sammen mellem den tyskervenlige regering og besættelsesmagten grundet folkestrejker og oprør, rykkede tyskerne ind i Horserødlejren og pågreb 150 af de internerede kommunister for at sende dem til koncentrationslejren Stutthof, mens 97 nåede at flygte. Den 2. oktober 1943 blev kommunisterne overført til koncentrationslejren Stutthof.

PTSD

Cirka 6000 danskere kom i fængsel eller koncentrationslejr uden for Danmark. Størstedelen af de overlevende vendte hjem med fysiske og psykiske ar, de aldrig overvandt. De var ødelagte mennesker, som forsøgte at genvinde deres liv og styrke. Ødelagt af erindringen om det umenneskelige de havde oplevet og dertil et konstant skrantende helbred, som ikke blev fuldt anerkendt af myndighederne. Mange begik selvmord, drak sig ihjel eller fik store og svære psykiske livsvilkår, som gik ud over koner, børn, familie og venner.

I kz-lejrene blev slutproduktet muselmanden – en ung, ældet voksen på 35-40 kg, konturerne præget af skelettet, hud og muskler hentærede, uden vækst af hår og negle.

KZ-syndromet (det der i dag er kendt som PTSD) blev første gang beskrevet af Knud Hermann og Poul Thygesen i ”Hungerdystrofiens følgetilstand 8 år efter” (særtryk i ugeskrift for læger 1954). Deres udredning var banebrydende, fordi de allerede i 1949 påviste, at nervøse symptomer var årsag til, at mange ikke kunne vende tilbage til det liv, de havde før opholdet i KZ- lejrene.

Fra rapporten (i uddrag):

”I kz-lejrene blev slutproduktet muselmanden – en ung, ældet voksen på 35-40 kg, konturerne præget af skelettet, hud og muskler hentærede, uden vækst af hår og negle, regelmæssig vansiret af liggesår og et sikkert bytte for infektioner. Holdning og bevægelse præget af kraftesløshed og sjælelige funktioner udviskede af apati. Legemlige og psykiske delfunktioner ofres for det ene formål: At opretholde livet”

(...)

”Ved undersøgelserne i 1947/48 har hovedparten ret hurtigt genvundet deres tidligere vægt, men ikke deres tidligere kræfter, og ca. halvdelen (54%) har muskelsmerter, og ca. halvdelen har nedsat infektionsresistens. ¾ del er generet af hovedpine og næsten lige så mange af svimmelhed. Blandt syndromets vegetative fænomener er diarre, og mange erkender i dag, at det ofte udløses af psykisk vej. Små irritationsmomenter og ubehagelige spekulationer, kan starte turen til klosettet. Tanken om at skulle forhandle med en eller anden autoritet kan gøre det – eller et brev med et ubehageligt indhold, og flere af vores patienter tilbragte formiddagen på toilettet, fordi de skulle til undersøgelsen. Mange bliver forpustede, hvis de f.eks. skal op ad trapper eller cykler i lidt modvind. En simpel spadseretur kan også gøre det. Ved grundlige medicinske undersøgelser vises der ingen tegn på fysiske lidelser”

(...)

”Hos 70 % er der natlige anfald af hjertebanken. Her vil forklaringen ofte være drømme af ængstende indhold eller spekulationer under vedholdende søvnløshed. Sveden kan rende af pågældende, så han må skifte tøj. Mekanismen er sikkert kompliceret ved en kombination af somatiske samt psykogene faktorer. Potensen er svigtet, og måske som led i svigtende kræfter og måske på grund af de særlige forstyrrelser har den tidligere kz-fange ændret attitude over for hans miljø i almindelighed og over for sin hustru i særdeleshed. Hun bliver beklageligt ofte den person, som bliver skiven for den syges almindelige irritabilitet og opsparede vrede gennem en dags fortrædeligheder. De fleste betegnes at udseende som ældre end betegnes alderen. 2/3 del betegner, at særlige tilfælde medvirker til at forringe deres arbejdsevne. De er næsten altid i trist humør. De kan også i dage eller uger have depressive idéer i form af stigende selvbebrejdelser, selvmordstanker, og enkelte har forsøgt at tage sig af dage. Tristheden er et stort problem, men ikke så plagsomt som irritabiliteten med hurtige og overdrevne affektudsving, som fører patienten ud i hidsighed, vrede, forbitrelse eller sandt raseri. Mange reagerer konstant med udskælden og slag i bordet hjemme over for kone og børn, og ikke sjældent er det ledsaget af indre spænding, ængstelse og rastløshed, som fører til en planløs vandren for at være alene. Dét sammen med trætheden finder de mest generende. Andre igen har pludselig depressive affekter, og de brister i kortvarig gråd, som de ikke kan beherske. Symptomet kan være yderst plagsomt og hindre patienten i at færdes blandt andre mennesker. Koncentrationsevnen og hukommelsesforstyrrelsen er utvivlsom medansvarlig for det ringe udbytte, som mange patienter har af intellektuelle sysler: Aviser, bøger, tidsskrifter, foredrag eller i diskussioner, kan de ikke huske, hvad de har læst efter et par sider, eller de mister tråden”.

Besættelsestidens ofre

De mange psykiske symptomer, mente rapporten, tydede på ”en organisk beskadigelse af hjernen”. Dette fik stor betydning for dem, der søgte erstatning og/eller pension, da størstedelen blev bevilget efter de fysiske symptomer i de første seks år efter befrielsen.

I 1945 blev der hurtigt vedtaget ”Lov om erstatning til besættelsestiden ofre afsnit 1 i lov nr. 475 af 1.oktober 1945”, men ofrene skulle selv fremlægge beviser for, at deres fysiske og psykiske skader var en følge af deres modstandsarbejde og/eller deres ophold i fængsler eller KZ-lejre.

90 procent af afgørelserne fra Direktoratet for Ulykkesforsikring fik de første år en invaliditetsgrad på eller under 15 procent, og der blev givet erstatninger derefter. Andre fik en invaliditetsgrad under fem procent, hvilket betød, at de beløb, de fik, mere var af en symbolsk karakter end en reel hjælp.

På grund af de særlige forstyrrelser har den tidligere kz-fange ændret attitude over for hans miljø i almindelighed og over for sin hustru i særdeleshed.

Dette på trods af at de var langt mere skadet end invaliditetsgraden på fem procent. I 1950 blev der på baggrund af lægernes resultater og undersøgelser gennemgået seks sager af retslægerådet, og de kom til den konklusion, at ”mange fanger på grund af den langvarige underernæring havde fået organiske hjerneskader”.

Direktoratet for Ulykkesforsikring meddelte derefter, at fangernes sager ville blive genoptaget, og at fanger med nervøse lidelser også ville kunne få erstatning. Mange sager blev genoptaget i 1951 og 1953 – seks og otte år efter befrielsen, da det viste sig, at KZ-fangernes ”gentilpasningsproces” ikke var lykkedes.

De få, som dengang fik invalidepension for eksempel af en 15 procents invaliditetsgrad, skulle selv indtjene de resterende 85 procent i lønindtægt. I mange tilfælde var det ikke en mulighed på grund af de fysiske og psykiske skader, og de måtte ansøge igen og igen om at få deres invaliditetsgrad opgraderet.

Størstedelen endte med at føle sig som mislykkede familiemennesker, fædre, mødre, arbejdsduelige, venner og kammerater, kollegaer og mennesker.

Jo flere år der gik, hvor de deporterede forsøgte at få et familieliv- og arbejdsliv til at fungere, jo sværere blev det at få erstatning og eller pension. Dertil skal lægges, at flere fik skattegæld, da de ikke kunne betale den skat, de skulle ud fra de få midler, de havde.

Myndighederne var meget aktive i forhold til at få deres tilgodehavende indfriet, hvilket blev en yderligere belastning for dem, som var i den situation. Jo flere år der gik, inden deres fysiske og psykiske skader blev åbenlyse, jo mere vrangvillige var myndighederne i deres forståelse for hvilke slags ofre, de havde med at gøre.

De hjemvendte skulle yde, give, arbejde, og de forsøgte – for de ville gerne – men størstedelen endte med at føle sig som mislykkede familiemennesker, fædre, mødre, arbejdsduelige, venner og kammerater, kollegaer og mennesker.

Enkelte blev endda beskyldt for at ville slå økonomisk plat på deres oplevelser. De blev groft svigtet efter besættelsen og de efterfølgende 5-10-20 år. De, som ikke var døde i Stutthof, gav deres liv alligevel.

En Stutthof-fanges historie

En af de mange svigtede var gartner Knud Børge Andersen fra København: Arresteret 2. november 1942 – aktivt DKP-medlem og sendt til Stutthof.

Han var 28 år ved hjemkomsten, og på grund af hans sin fysisk dårlige tilstand får han et rekreationsophold. Han bliver i august 1947 vurderet til at være fem procent invalid (de forbandede fem procent, som mange kom til at lide under).

De hjemvendte skulle yde, give, arbejde, og de forsøgte – for de ville gerne.

Han søger i 1948 gennem Centralkontoret for særlige anliggender om hjælp til opstart af en grøntforretning, da han ikke kan magte arbejdet som gartner, men får afslag og må derfor fortsætte sit periodevise arbejde som gartner.

I 1953 bliver han tilkendt invaliderente på 10 procent. I 1955 er hans helbredstilstand yderlige forværret, og han ansøger om genoptagelse af sagen, men får afslag med den begrundelse, at der er gået mere end fem år, siden Direktoratet for Ulykkesforsikring tilkendte ham erstatning og invaliderente, og at sagen derfor er forældet.

Efter 1955 ernærer han sig ved salg af ure og andre småting. Han lider dagligt af ondt i maven, er rastløs, uomgængelig og udviser åbenlyse tegn på KZ-syndrom. I slutningen af 1959 får han tilkendt en invaliderente på 25 procent. Som 41-årig bor han i to værelser på 4. sal i København – uden køkken og med toilet i gården.

Knud Børge Andersen dør efter mange års sygdom, forgældet og ensom i 1977 – 57 år gammel.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2017 - 09:48   22. jun. 2017 - 11:44

Tilbageblik

Annette Mørk