Unge kvinder i lette lange hvide kjoler på vej til Amalienborg den 5. juni 1915, Danmarks Grundlovsdag. Et stort optog med Dannebrog forrest og bagerst en lang række velklædte fruer med store fjerprydede hatte. De 15.000 kvinder var på vej til kongen for at sige tak for kvindernes valgret.

Det var Socialdemokratiet, som fra starten i 1876 kæmpede den kamp for lige almindelig valgret både til kvinder, til tyende og til unge. 

Et andet sted i København takkede mænd og kvinder hinanden for valgretten, og denne forsamling var langt større. Det var folkefesten hos Det Socialdemokratiske Arbejderparti i Søndermarken.

Men hvorfor to forskellige markeringer?

Selv om en masse mænd også fik stemmeret ved grundlovsændringen i 1915, er det stadigvæk optoget ind til kongen og kvindernes valgret, der bliver fremhævet, når 100-året skal markeres af det officielle Danmark.

– Når det gælder historien om valgretten, så har kvinderne vundet historieskrivningen. Fordi det er kvindernes valgret, der bliver husket. Det er kvindernes valgret, der er billeder af i historiebøgerne, fortæller forfatter og foredragsholder Pia Fris Laneth til Arbejderen.

Som køn og som klasse

Som feminist glæder Pia Fris Laneth sig over, at kvinder fik valgret. Samtidig vil hun dog også gerne fortælle historien om, at mange andre også fik valgret. Derfor er hun på vej med en ny bog med titlen "Da kvinder og tyende blev borgere ".

– Når tjenestepigernes organisation, Husassistenternes fagforening, og alle de kvindelige fagforbund ikke gik med kvindeoptoget til kongen, men gik med Socialdemokratiets kæmpestore optog, der var større end kvindeoptoget, så var det jo fordi, som de sagde: Vi har vundet denne kamp både som køn og som klasse, forklarer Pia Fris Laneth

– Det var Socialdemokratiet, som fra starten i 1876 kæmpede den kamp for lige almindelig valgret både til kvinder, til tyende og til unge. Valgretsalderen var 30 år, og de ville have den sat ned til 22 år fra starten. De ville have valgret til kvinder, til mænd, til tjenestefolk og til fattige, altså uanset indkomst, uanset køn, uanset den måde man var ansat på, og uanset om man var gift eller ugift.

I glemmebogen

Med Grundlovens indførelse i 1849 blev den enevældige konges magt afskaffet. Demokrati, frihedsrettigheder og valgret blev indført. Men med begrænsninger. Kun 15 procent af befolkningen fik stemmeret. 

– Med mindre man er faghistoriker eller historienørd, så er det gået i glemmebogen, at den grundlov vi fik i 1849 ikke bare ekskluderede kvinder fra demokratiet og fra demokratiske rettigheder, men også en masse fattige mænd.

– Undtaget var fruentimmere, folketholdet, tyendet, men også en akademisk uddannet teolog, som var over 30 år og som aldrig havde fået et præsteembede, men fungerede som privat lærer på et gods eller gård. Hvis han ikke havde egen husholdning, så kunne han være nok så meget over 30 år og myndig, alligevel havde han ikke stemmeret.

– Det var faktisk kun 3/4 af alle mænd over 30 år, der fik stemmeret. Og det er her, jeg mener, at kvinderne har vundet fortællingen om stemmeretten, fordi den bliver fremstillet som en kamp mellem mænd og kvinder, hvad den også var, men den var samtidig også en kamp mellem besiddelsesløse og lavtlønnede mod besiddende. Rige mod fattige. Klassekamp, konstaterer Pia Fris Laneth.

De privilegerede

Senere, i 1866, efter 1864-krigen, blev valgretten til Landstinget ændret, således at de rige folk i Danmark, de store jordbesiddere og kapitalejere, fik privilegeret valgret. Også den historie er gået i glemmebogen, mener Pia Fris Laneth.

– Den privilegerede valgret byggede på den forestilling, at rige mennesker med penge og jord er mere ansvarlige og tænker på almenvældets interesser frem for deres egne interesser, mens proletariatet og småbønderne uden penge kun tænker på sig selv.

– De besiddende i Danmark hadede inderligt tanken om, at flertallet skulle bestemme, bare fordi de var flest. Så lang tid de overhovedet kunne, klamrede de sig til magten og blokerede en grundlovsændring, der gav kvinderne stemmeret.

Derfor deltog kvinder fra det konservative Højre heller ikke i kvindeoptoget til kongen. De var imod grundlovsændringen, der indskrænkede de velhavendes politiske privilegier.