13 Jun 2021  

KBH: Spredte skyer, 17 °C

Verdens første proletariske revolution

Pariserkommunen 150 år

Verdens første proletariske revolution

For 150 år siden – den 18. marts 1871 – blev borgerskabets magt styrtet i Paris. Selv om de parisiske arbejderes sejr blev kortvarig, markerede den, at den internationale arbejderbevægelse havde nået et nyt og højere trin.

Pariserkommunen eksisterede i 71 dage i foråret 1871.
1 af 1

Den 18. marts 1871 var dagen for den første proletariske revolution i verden. For første gang blev borgerskabets magt styrtet. Et nyt kapitel i verdenshistorien var begyndt.

Tidligere havde der været slaveoprør, bondeopstande og borgerlige revolutioner, men aldrig tidligere havde den fremvoksende arbejderklasse været den førende kraft. Arbejderklassen havde deltaget i og været kanonføde i de foregående borgerlige revolutioner. Den havde været en væsentlig kraft i den store revolution i 1789, hvor monarkiet og adelsvældet blev styrtet, og senere i 1848.

For første gang blev borgerskabets magt styrtet. Et nyt kapitel i verdenshistorien var begyndt.

1848 var revolutionernes år. Mange steder i Europa var der opstande vendt imod de herskende. Også i Paris var der revolution, men den blev druknet i blod, og arbejderklassen blev slået voldsomt tilbage.

Langsomt genvandt arbejderklassen sin styrke og markerede sig mere og mere i det politiske liv. På trods af strejkeforbuddet, som blev indført i 1791, udviklede klassekampen sig. På grund af arbejdernes stigende pres blev strejkeforbuddet ophævet i 1864.

Første Internationale

Den 28. september 1864 stiftes Den Internationale Arbejderassociation (Første Internationale) i London anført af Marx og Engels. Samtidig udkommer "Det Kommunistiske Manifest".

Året efter dannes den franske sektion af Internationalen med blandt andre Eugene Varlin og Leo Frankel i ledelsen. De blev begge senere medlemmer af Pariserkommunens ledelse. Internationalen øgede sin indflydelse blandt industriarbejderne, og strejkerne voksede i styrke og antal.

Napoleon Bonapartes nevø var den 2. december 1852 blevet udråbt til kejser under navnet Napoleon den tredje. Kejserdømmet var dog allerede i 1860'erne stærkt svækket. Den liberale og radikale opposition mod enevælden fremtvang i årene fra 1865 til 1869 en række små forfatningsændringer i liberal retning. På det udenrigspolitiske område havde de kostbare militærekspeditioner i Mexico svækket kejserdømmets prestige.

Den franske republik proklameres

Da den fransk-tyske krig i 1870 bragte en række store nederlag og samtidig afslørede hærens og statsapparatets korruption og uduelighed, blev kejserdømmet styrtet. Den 4. september blev republikken proklameret i Paris, og det nationale borgerskab dannede den Nationale Forsvarsregering.

I kampen mod kejserdømmet havde arbejderklassen stort set støttet de borgerlige republikanere. Den 18. september omringes Paris af tyskerne, og en langvarig belejring begynder. Fra den 5. januar begynder tyskerne at bombardere byen. Den totale isolation af byen varede til den 26. februar og kostede mange ofre på grund af bomber, sult og kulde.

Den frivillige armé i Paris, Nationalgarden, som næsten udelukkende var rekrutteret fra de borgerlige, blev udvidet til cirka 200.000 mand. De nye afdelinger kom hovedsagelig fra arbejderklassen. Nationalgarden svor at forsvare byen med alle midler. Gardens bevæbning var god. De var i besiddelse af 2000 kanoner, som befolkningen havde samlet ind til. I spidsen for Nationalgarden var en valgt centralkomité.

Magt til Kommunen

Den 7. januar 1871 satte den valgte centralkomité for de 20 kommunale distrikter i Paris en rød plakat op overalt i byen. Plakaten krævede "Magt til folket! Magt til Kommunen!"

I et opråb fra Nationalgardens centralkomité hedder det: "Vi har fordrevet denne regering, som forrådte os. Vort mandat er nu udløbet, og vi tilbagegiver hermed magten til folket."

Den borgerlige franske regering kapitulerer til tyskerne den 28. januar efter 132 døgns belejring. Regeringen underskriver dokumentet om våbenstilstand forfattet af Bismarck.

I februar udskrives der valg til Nationalforsamlingen. Der dannes en ny borgerlig regering under ledelse af Adolphe Thiers. Den nye regering frygter den folkelige Nationalgarde og Kommunen. Den vedtager at standse lønningerne til Nationalgarden og fratage dem deres kanoner. Den 10. marts vedtog Nationalforsamlingen at forlægge sine møder til Versailles, reaktionen indrettede sig demonstrativt på det endelige opgør med Paris.

Både kvinder og mænd deltog i forsvaret af barrikaderne.

Tidligt om morgenen den 18. marts trængte cirka 6000 soldater fra regeringshæren op på Montmartre for at bortføre Nationalgardens kanoner. Ingen havde dog tænkt på at medføre heste til transporten. Der opstod en del tumult, da soldaterne prøvede at fjerne kanonerne med håndkraft. En flok kvinder anført af kommunarden Louise Michel slog alarm.

Det strømmede ud på gaderne med folk og nationalgardister. Den store folkemængde og nationalgardens beslutsomhed overraskede regeringssoldaterne, de begyndte at vakle og nægtede at skyde på folket. Det kom til en forbrødring mellem parterne. General Clement-Thomas blev genkendt som en af bødlerne fra juni-opstanden i 1848 og blev skudt ned på stedet uden rettergang.

Officererne blev rådvilde og trak deres tropper tilbage, en del af soldaterne gled ind i rækkerne af demonstranter, der allerede var på vej mod rådhuset under afsyngelse af revolutionære sange.

Magten til folket

Overalt i byen var billedet det samme. Medlemmer af Nationalgardens centralkomité havde i deres bydele sat sig i spidsen for bevægelsen. På et hastemøde udstak de i fællesskab en plan for erobring af regeringsbygningerne. Om aftenen var alle de væsentligste punkter besat.

Imens havde Adolphe Thiers, der var foruroliget over udviklingen, givet ordre til at trække alle tropper ud af byen og evakuere regeringens institutioner til Versailles. Han ville isolere det revolutionære Paris og sætte resten af Frankrig op mod det.

Thiers ville samle alle mørke og reaktionære kræfter og knuse de revolutionære én gang for alle. Versailles med sin Nationalforsamling, sine ministerier og regeringsorganer blev hermed kontrarevolutionens hovedstad.

Sent om natten var der på rådhuset møde i Nationalgardens centralkomité ­– historiens første proletariske regering, støttet på et væbnet folk.

Nationalgardens centralkomité ophævede straks belejringstilstanden, opløste de militære standretter og erklærede amnesti til alle politiske fanger. Den betragtede sin magt som midlertidig og skyndte sig at overdrage den til Kommunen.

I et opråb fra Nationalgardens centralkomité hedder det: "Vi har fordrevet denne regering, som forrådte os. Vort mandat er nu udløbet, og vi tilbagegiver hermed magten til folket."

Der blev udskrevet valg til Kommunen til afholdelse den 26. marts.

Revolutionen breder sig langsomt

På få dage nåede centralkomitéen at træffe en række beslutninger, der afspejlede dens karakter af proletarisk magtorgan. Politiet og den stående hær blev opløst. Genstande, der var pantsat for småbeløb, skulle tilbageleveres til ejerne. Der blev givet henstand med betaling af veksler og husleje, statstjenestemænd blev sat ned i løn, og det blev bestemt, at der skulle gives pengehjælp til fattige familier.

Indløsning af effekter hos pantelåneren – efter beslutning i centralkomiteen.

Af mangel på erfaring undlod centralkomitéen i de første dage at gennemføre de foranstaltninger, der skulle have sikret revolutionen. Man lod den styrtede regerings medlemmer tage til Versailles, hvor de gik i gang med at mobilisere de kontrarevolutionære kræfter; enheder af regeringstropper og politi kunne uhindret forlade Paris.

Der blev intet gjort for at isolere monarkisterne, heller ikke efter deres væbnede demonstrationer den 21. og 22. marts under navnet "Ordenens venner".

Centralkomitéen gjorde heller ikke forsøg på at få bevægelsen til at brede sig til hele landet ved at marchere mod Versailles, inden at den største del af regeringshæren vendte hjem fra tysk fangenskab. Det blev ellers krævet af nogle af de mere klartskuende revolutionære fra Internationalen, blandt andre Varlin og Vaillant, at man skulle slå til straks. Det skulle vise sig at være fatalt, at man undlod dette.

Fra den 21. marts til den 26. marts bredte revolutionen sig til Lyon, Marseille, Narbonne, Toulouse, Sant-Etienne og Le Creusot, men blev efter kort tid slået ned.

Sejr i Paris

Revolutionen havde sejret i Paris, og jubelen ville ingen ende tage. Den sorgløshed og godmodighed, som satte sit præg på arbejderregeringens første skridt, kom ganske naturligt efter en sejr, der var vundet i en kortvarig og næsten ublodig kamp.

Men indtil videre forblev lederne af revolutionen i den tro, at revolutionen kunne føres videre på fredelig vis. De veg tilbage fra at bryde de borgerlige love og var bange for at starte en borgerkrig. De forstod endnu ikke, at det reaktionære borgerskab allerede havde startet den.

28. marts blev proklamationen om Pariserkommunen fejret på pladsen foran rådhuset af en kolossal folkemængde. Folket svingede med huerne, og fra de cirka 160.000 mand af Nationalgarden lød de taktfaste råb: "Leve Kommunen! Leve republikken!" Samtidig spillede militærorkestrene "Marseillaisen".

Valgresultatet blev nu offentliggjort og viste et småborgerligt flertal mod et proletarisk mindretal. Der var valgt 90 medlemmer til Kommunerådet, heraf var 25 arbejdere, 7 funktionærer, 30 intellektuelle, og resten var småkøbmænd, selvstændige håndværkere og embedsmænd. En del var valgt fra den borgerlige opposition men trak sig. To viste sig at være ansat af Versaillesregeringens hemmelige politi og blev arresteret. Mellem socialisterne havde Internationalen 17 repræsentanter, hvoraf den mest fremtrædende var typografen Varlin.

Denne sammensætning af rådet gjorde det vanskeligt at få gennemført en konsekvent revolutionær politik. De småborgerlige elementer i rådet veg tilbage for tiltag, der angreb borgerlige regler og antastede den private ejendomsret.

Man kunne ellers have sikret revolutionen økonomisk, hvis man havde beslaglagt de mange milliarder, der var gemt væk i Nationalbanken i form af guld, kontanter og værdipapirer.

400 dekreter

Der blev dog vedtaget henved 400 dekreter i Kommunens 72 dages levetid.

Man vedtog blandt andet:

Adskillelse af stat og kirke. Gratis skolegang for alle uden kirkens medvirken.

Standsning af salget af pantsatte ting og gratis udlevering af pantsatte ting til under 20 francs.

Udsættelse med betaling af huslejer og udsættelse med betaling af gæld. Dekret om inddragelsen af tomme boliger.

At alle embedsmænd skulle aflønnes med gennemsnittet af en arbejderløn.

Man vedtog pension til alle sårede og pension til alle enker og børn efter faldne nationalgardister.

Man vedtog, at tomme fabrikker og virksomheder, hvor ejerne var flygtet, kunne overtages af arbejderne.

Man nedlagde forbud mod natarbejde i bagerierne og afskaffede arbejdsgivernes ret til at straffe de ansatte ved at trække dem i løn.

Borgerkrig og selvforsvar

Den meget vigtige opgave at forsvare proletarstaten og bekæmpe kontrarevolutionen blev pålagt Sikkerhedskommissionen og Militærkommissionen.

De skulle i fællesskab sikre Kommunens ukrænkelighed, overvåge Versailles-regeringens virksomhed og føre tilsyn med mistænkelige personers færden i Paris.

Tiden rakte ikke til, at den socialistiske tendens, der var i Pariserkommunen som proletarisk magt, kunne komme til fuld udfoldelse. Allerede den 2. april indledte Versailles borgerkrigen med et angreb mod Nationalgardens fremskudte stillinger.

Den unge proletarstat måtte samle alle sine kræfter og dens ledere al deres opmærksomhed om de militære opgaver. Men hertil krævedes en centralisering af statsmagten, som ikke var forudset i det forvaltningssystem, Kommunen havde vedtaget den 29. marts.

Fra de første dage stod Kommunen splittet på spørgsmålet om den revolutionære magts opgaver og metoder. Dette førte efterhånden til et brud mellem anarkisterne (Proudhon), som var i mindretal, og blanquisterne (utopiske kommunister), der sammen med de småborgerlige jacobinere udgjorde et flertal. Heroverfor stod Internationalens repræsentanter (marxister), som manede til revolutionær samling.

Nyheden om splittelsen i Kommunen nåede vidt omkring; den gjorde et dybt indtryk på de parisiske arbejdere og blev slået stort op i den fjendtlige presse. Mindretallets standpunkt fordømtes i Kommunens aviser, der fremhævede, at det var et brud på det parisiske folks revolutionære enhed.

Arbejderklassens enhed blev genoprettet på barrikaderne, hvor begge fløje kæmpede med samme heltemod mod de angribende kontrarevolutionære styrker.

Kommunens kvinder

Kommunens kvinder spillede en stor rolle fra først til slut. Det var kvinder, der opdagede forsøget på at stjæle Nationalgardens kanoner den 18. marts og gik på gaden i tusindvis for at forhindre det.

Kvinderne dannede også et kvindeforbund til støtte for Kommunen. En stor rolle i organiseringen af kvinderne spillede både helten fra den 18. marts, Louise Michel, men også Jelisaweta Dmitrijewa. Hun var en russer, der var flygtet fra zarens Rusland, var medlem af Internationalen og stod i forbindelse med Karl Marx.

Kommunens kvinder spillede en stor rolle fra start til slut.

Foruden at støtte Kommunen på alle fronter udførte kvinderne også farligt arbejde.

De hentede sårede ud af skudlinjen og bar dem til feltlazarettet til behandling. Andre lagde miner ud og byggede barrikader. Mange af kvinderne kæmpede på lige fod med mændene med våben i hånd. I Nationalgardens 12. Legion var der et kompagni bestående udelukkende af kvinder. I Kommunens sidste dage udstyrede mange kvinder sig med molotovcocktails og brændte bygninger ned i regeringskvarteret.

Jelisaweta Dmitrijewa var langtfra den eneste revolutionære, der kom fra udlandet. Kommunen havde fra starten ophævet betydningen af nationalitet og gjort alle til borgere.

I Nationalgarden var der en del polakker, der var flygtet fra zarens forfølgelse. Den mest markante var general Jaroslaw Dombrowski, der var udnævnt til Kommunens feltherre. Han faldt på barrikaderne i Kommunens sidste dage.

Bombardement og massemord

Den 1. maj begynder Versailles-tropperne at bombardere de vestlige forstæder af Paris. Endvidere foranstalter de massemord på fangne kommunarder.

Som modsvar til de reaktionæres bombardementer og henrettelser af kommunarder, river Kommunen Vendomesøjlen, dette monument over kejsertiden med Napoleon på toppen, ned. Endvidere ødelægges Thiers hus, og en række borgerlige aviser lukkes.

Kommunen tager gidsler og meddeler den kontrarevolutionære regering, at henrettelser af tilfangetagne kommunarder vil blive gengældt mand for mand. Den mest prominente af gidslerne er ærkebiskoppen af Paris. Gidslerne bliver senere skudt som hævn for massemord på kommunarder.

Den 21. maj begyndte "den blodige uge". Nu i Kommunens sidste dage demonstrerede proletariatet de bedste af de egenskaber, som historien havde givet det. Borgerskabet udviste på sin side en grænseløs brutalitet og myrdede hæmningsløst mænd, kvinder og børn. Større folkeforsamlinger blev samlet på åbne pladser og skudt ned.

Den blodige uge

Paris brød i brand, dels på grund af kampene, men også fordi kommunarder sætter ild til centrale bygninger – blandt andet rådhuset.

Op mod 300.000 soldater blev sendt ind i byen for at nedkæmpe Kommunen. De fleste af soldaterne havde været tyskernes krigsfanger, men var blevet løsladt af Bismarck for at knuse revolutionen. De var under kommando af bonapartistiske generaler, som tørstede efter at få hævn.

Lørdag den 27. maj angriber Versailles-tropperne Belleville. I nogle timer holder kommunarderne stand på Pere Lachaise-kirkegården. Der kæmpes mand mod mand mellem gravstenene.

Til sidst skydes kommunarderne ved den mur, der senere kommer til at bære deres navn. Den mur der stadig er mindesmærke for de faldne.

Søndag den 28. maj indstiller den sidste barrikade i rue Ramponneau skydningen midt på dagen. Versailles-tropperne skyder de tilfangetagne, blandt dem Varlin.

Reaktionen har sejret og triumferer.

Versailles-tropperne skyder tilfangetagne kommunarder.

Nederlag og nye erfaringer

Antallet af døde er aldrig rigtigt gjort op, men et forsigtigt skøn er 30.000 – 35.000.

Omkring 10.000 kommunarder blev dømt til tvangsarbejde, fæstningsarrest eller forvisning til Ny Caledonien. Den 11. juli 1880 blev der erklæret total amnesti for alle tidligere kommunarder, og de kunne frit vende hjem fra fangenskab og eksil.

Ifølge en industriundersøgelse, der blev foretaget af de parisiske myndigheder den 1. oktober 1871, var den arbejdende befolkning i Paris i det forløbne år blevet formindsket med 100.000 "arbejderenheder".

En af årsagerne til Kommunens fald var, at arbejderbevægelsen stadig var præget af småborgerlige holdninger og endnu ikke var gennemorganiseret. Der var mangel på idémæssig styrke og organisation.

Der var et fravær af et parti, en fortrop, væbnet med en videnskabelig teori og et klart klasseprogram. Heraf udsprang kommunardernes fejl, deres defensive taktik, den politiske og militære ledelses ubeslutsomhed, dens vaklen under kampen mod kontrarevolutionen og – ikke mindst – dens forkerte holdning til at beslaglægge Nationalbankens store formuer.

Selv om de heltemodige parisiske arbejderes sejr blev kortvarig, markerede den, at den internationale arbejderbevægelse havde nået et nyt og højere trin. Marx skrev: "Hvad der end bliver det umiddelbare resultat, der er vundet et nyt udgangspunkt af verdenshistorisk vigtighed."

Lenin regnede Pariserkommunen med til "proletariatets store revolutioner". Med hensyn til årsagerne til dens nederlag fulgte han Marx i understregningen af, at "der er øjeblikke i historien, hvor massernes fortvivlede kamp, selv for en håbløs sag, er nødvendig for disse massers videre skoling og forberedelse til den næste kamp".

Et af de dekreter, som Kommunen indførte, var beslutningen om indførelse af den røde fane i stedet for Trikoloren. Kommunens røde fane vajede over Paris' rådhus til det sidste og blev reddet fra branden. Da Lenin skulle på sin ligfærd til Kreml, lå kommunardernes fane over hans kiste.

Litteratur:

Marx – Engels' udvalgte skrifter bind 1. Tidens Forlag.
Lenin: Staten og revolutionen. Tidens Forlag.
Den internationale arbejderbevægelse, bind 2. Forlaget Sputnik.
Harald Muller: Es begann auf dem Montmartre. Der Kinderbuchverlag Berlin.
Ulla Bondebjerg: Pariserkommunen 1871. Gyldendal.

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nummer 1, februar 2021.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. mar. 2021 - 06:15   18. mar. 2021 - 06:16

Historie

Kjeld Nalle Christensen,
medlem af Kommunistisk Parti
Magasinet Arbejderen nr. 1 - 2021

INDHOLD:

Modtag Magasinet Arbejderen i din postkasse for kun 30 kroner om måneden. Tegn abonnement her