Vi bliver "hvert øjeblik mindet om, at vi på ingen måde behersker naturen, som en erobrer behersker et fremmed folk, som en der står uden for naturen – men at vi med kød og blod og hjerne tilhører naturen og står midt i den. Vort herredømme over den består i, at vi frem for alle andre skabninger kan erkende dens love og anvende dem rigtigt…

Jo mere dette sker, vil menneskene påny ikke blot føle sig, men også vide sig ét med naturen. Jo mere umulig bliver den urimelige og naturstridige forestilling, at der skulle bestå en modsætning mellem ånd og materie, mellem menneske og natur, mellem sjæl og krop…" (1)

Friedrich Engels 1876.

Kriserne løber sammen i byerne og udspringer af samfundets grundstruktur, der også giver dem deres form. Det er en permanent tilstand, der i stigende grad strukturerer vores naturlige eksistensvilkår, det fysiske miljø, sociale forhold samt mulighederne for at udfolde os som mennesker.

Hver for sig – og i et forstærkende samspil – er vores udfordringer at: Natur/miljøkrisen er et direkte spørgsmål om overlevelse. Demokratikrisen står i vejen for at ophæve blokeringerne af samfundenes dynamik og komme videre. Menneskekrisen handler om det materielle livsgrundlag og udvikling for alle. Økonomikriser deformerer samfundet og forstærker de andre kriser.

Den forrige artikel handlede om økonomiens kriser. I denne ser vi på kriser i forhold til natur og arbejde. I den næste handler det om demokratikrisen og polariseringen.

Natur/samfundskrise

Da det borgerlige samfund blev sat op på grundlag af de liberale tanker, var rettigheder ikke kun et forhold mellem mennesker. En anden brik i den nye ramme var forholdet til naturen.

Allerede Det gamle Testamentes Mosebog havde givet naturen til mennesket. For den tidlige engelske liberale filosof John Locke var mennesket også herre over naturen, men med rettigheder og pligter.

Det cartesianske og newtonske mekaniske syn på verden havde konstrueret en opfattelse af natur med naturlove, der kom til at passe med liberalismens grundlov for markedet. De beskrev rummet som absolut og som en forud givet ting, der kunne opmåles og beregnes. Det kunne skæres ud i matrikler af landmålere, lige som den absolutte tid kunne sætte arbejdsdagens rytmer.

Som den amerikanske professor i geografi David Harvey skriver, "Verden og alt i den skulle jævnes ud, homogeniseres og reduceres konceptuelt, .... hvis ikke ligefrem fysisk, ... Naturen blev universaliseret under overskrifter som privatejendomsret, kommercialisering og udveksling på markedet, så de forskellige komponenter kunne købes og sælges efter behag." (2)

Tilegnelsen af naturen – eller de værdier som arbejdet kunne tilføre og vriste ud af den – blev gjort operationel for markedsøkonomien. Ejendomsretten til jord/grund skulle få store negative konsekvenser for magten i samfundet, byernes struktur og borgernes levevilkår.

Stofskifte. Man kan se det på en anden måde. I sit virke med naturen ændrer mennesket både naturen og sig selv. Karl Marx skrev om denne gensidighed: "Arbejdet er i første instans en proces, hvori både mennesket og naturen deltager, en proces, hvor mennesket på eget initiativ iværksætter, regulerer og kontrollerer sit stofskifte med naturen. […] Samtidig med at han gennem denne bevægelse indvirker på og ændrer naturen uden for ham selv, ændrer han sin egen natur". (3)

Bysamfund og natur er derfor ikke to adskilte systemer, hvor det alene er samfundet, der påvirker økosystemet. Det er det samme system – den samme natur. Derfor skrev David Harvey også fyndigt: "De er intet unaturligt ved New York City".

Den aktuelle natur og samfundstilstand har gjort denne opfattelse ikke bare interessant, men rejser med stor vægt spørgsmålet om den profitbaserede vækstøkonomi. Fordi den som den franske sociolog Henri Lefebvre skriver, "akkumulerer problemer uden at akkumulerer velstand."

Store forskydninger i naturen kan ødelægge livsvilkår for mennesker og samfund, men naturen fortsætter, blot på en anden måde. Mere eller mindre uden os.

Produktionsforholdene griber destruktivt ind i naturen, der bliver til et udbytningsobjekt vendt mod både mennesket, samfundet og sig selv. Råstoffer bliver revet ud af undergrunden og skove fældet. Klimaet presses til fundamentale ændringer i klodens økosystem - fatalt.

Global Footprint Network har beregnet, at vi belaster eller bruger mere end kloden evne til at reproducere sig på samme niveau. Denne biokapacitet er belastet med 150 procent svarende til, at vi skulle leve på halvanden planet for at være neutrale. Ifølge FN-beregninger vil det i 2030 være to jordkloder. (4)

Klimaet er bragt ind i en turbulent tilstand af faktorer, der spiller sammen og forstærker hinanden. Når isen smelter bliver solen reflekteret mindre og varmen hobes op. Optøning af områder med permafrost – især Sibirien – slipper store mængder CO2 ud. Hidtil har udviklingen overgået de beregnede skøn.

Det er ikke byerne i sig selv, der skaber slum. 

Konsekvenserne er temperaturstigninger, stigende vandstand, voldsommere vejr der giver store regnmængder i nogle områder og ørken i andre. I september kom FN's klimapanel IPCC igen med med nye tal, der dokumenterer alvoren. Det værste scenarie giver en temperaturstigning på 4,8 grader i 2100! Hvis der ikke hurtigt igangsættes en massiv indsats vil temperaturen stige med to grader og vandstanden med en meter. Prisen er høj.

Vækstøkonomien akkumulerer sine egne omkostninger. Klimakrisen har skabt en negativ spiral. I 2010 kostede den globalt set en procent af BNP (bruttonationalproduktet). (5) I 2030 vil det være 3,2 procent af BNP. Det åbner en ny dimension i den politiske kamp idet mad bliver markant dyrere, lønninger bliver presset og regeringerne mister manøvrerum.

Nogle anser byerne for at være årsagerne til verdens problemer. Andre anser dem for at være løsningen. Ingen af delene er rigtige. Koncentrationen af mennesker i byerne øger i sig selv ikke miljøbelastningen. Det er ikke byerne i sig selv, der skaber slum. Tværtimod byder de på flere muligheder for overlevelsesstrategier. Metropolernes styrke er, at deres størrelse ofte byder på en diversitet, kompleksistet og mobilitet, der skaber nye udgange for udvikling og forandringer.

Som professor i byplanlægning Tom Angotti skriver: ".... selvom metropolerne nu er stedet for overforbrug, forurening og ikke-bæredygtig udvikling, er metropolen i sig selv ikke problemet. Problemet er de økonomiske og politiske kræfter, der skaber og reproducerer den. For at være mere specifik, problemet bunder i relationen mellem kapital og arbejde, ikke dets lokalitet." (6)

I frygtens balance mellem den økonomiske krise og klimakrisen, er klimatopmøder blevet til et fora, der er domineret af "grøn vækst" og en markedsplads for handel med kvoter. Samtidig bliver naturens tilstand individualiseret via forbrugsvalg og ansvaret decentraliseret – forflygtiget.

Katastrofe-kapitalismen, som Naomi Klein kalder det, er blevet en tilstand, der egner sig til business ligesom alt andet. Selv kulturindustrien trives med katastrofer, og byer der fryser væk, oversvømmes eller udsættes for grum hævn fra universet på grund af nogles skørlevned.

Det er ikke naturen, der er i krise, men de samfund, der påvirker den.

Klimakrisen bliver adskilt fra de andre kriser. Det sker ud fra nogle logikker med rækkefølger, hvor folkene selv først må løse klimakriserne, inden der tages fat på de sociale og demokratiske problemer. For virksomhederne er det omvendt. Her skal der gang i væksten først, og så kan vi se på klimaet bagefter. (Der er dog initiativer fra både regering og danske virksomheder, som kobler økonomi og klima.)

Begge er falske modstillinger. Produktion af vores fornødenheder på en klimatisk, socialt og demokratisk bæredygtig måde kan kun løftes som integrerede løsninger.

Menneskers behov. Forbrugerismen er en vækstfremmer, som skader miljøet. Spørgsmålet om hvad de menneskelige og samfundsmæssige behov egentlig er, trænger sig derfor på. Også globalt, hvor der er lande og sociale grupper, der har krav på et større forbrug.

Det handler både om fordeling af ressourceforbrug og om udvikling af forbrug ud fra brugsværdien frem for bytteværdien på markedsvilkår. Der er jo ingen sammenhænge mellem den markedsdrevne økonomi og menneskers faktiske behov bredt set. Og derfor heller ikke mellem markedskræfterne og bæredygtighed. Tværtom.

Det er ikke naturen, der er i krise, men de samfund, der påvirker den. Der er behov for en radikal ændring af den måde, vi opfatter natur og samfundets grundstrukturer på. Universal Declaration of the Rights of Mother Earth blev vedtaget i Cochabamba i Bolivia i 2009 af en forsamling med deltagere fra mange lande, som et svar på den kiksede COP15 i København i 2009.

Det er en bemærkelsesværdig erklæring, som giver mennesket en placering i naturen, og som giver økosystemet rettigheder, og dermed også os. Naturens rettigheder gøres direkte til et nødvendigt vilkår for menneskerettighederne.

Derfor bør vi egentlig tænke byer som urbane biotoper. Hvordan ville sådan et samfund – og en by – se ud?

Madkrise

Produktionen af fødevarer er truet, ikke blot af klima. Jorden udpines og der kompenseres med gødning og sprøjtning. Høje oliepriser og skæve øko-tanker fremmer omdannelse af majs til brændstof til biler. Regulær sult er stadig et stort problem og de voksende madpriser, vi har set især i dette årtusinde, har gjort det værre. Selv i Europa.

Produktionen af fødevarer er underlagt den kapitalistiske produktion og spekulation, der kontrollerer distributionen på det globale marked ved at købe samt skrue op og ned på forsyninger.

Jord er en begrænset naturressource. I stigende grad bliver jord købt op af af hedgefonde, for at sætte sig på en fremtidig lukrativ produktion, der giver et højt afkast som følge af differential- og monopolrente – eller samlet set jordrente. Resultatet er udkonkurrering af overflødiggjorte lokale bønder og højere fødevarepriser.

Denne situation er guf for handel med futures, som er en investering til en bestemt kurs på en bestemt dato i fremtiden. Går prisen på kaffe op på grund af fejlslagen høst eller begrænsede forsyninger med råstoffer på grund af krig i DR Congo, er der mulighed for gevinst for nogle og tab for andre.

Prisen på for eksempel kaffe bliver fiktiv via handler på New York Board of Trade. Hvor meget vil Starbucks give for en bønne om to år? Systemet er blevet skarpt kritiseret af FN’s fødevarerådgiver Olivier De Schutter: "Bankernes handel med afgrøder er et mareridt for millioner af mennesker i udviklingslandene, der sulter på grund af de ekstreme prisstigninger på afgrøder, der følger med handelen".

Danmark er et landsbrugsland. I 2011 eksporterede vi næringsmidler for 107 milliarder kroner. Men er vi selvforsynende? Langt fra. Vi importerede for 69 milliarder kroner. Dansk landbrug – og distributionssystemerne – fremmer en monokultur med få afgrøder og en horribel behandling af dyr.

Bæredygtigt landbrug er ikke, at det nuværende bliver økologisk. Der er brug for løsninger, som fokuserer på vores behov for friske, velsmagende og varierede fødevarer. Et forhold er sammenhæng mellem produktion og forbrug.

Hvordan ville et samfund, der er 85 procent selvforsynende, se ud?

Menneskekrise

Artikel 23 i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 giver alle ret til arbejde, frit valg af beskæftigelse på gode arbejdsvilkår og beskyttelse mod arbejdsløshed. Hertil lige løn for lige arbejde med mere. Erklæringer er dog ingen garanti.

Arbejde i bred forstand er essentielt. Det er ikke blot en måde at opretholde en levestandard på. Det er også grundlaget for vores sociale liv, for samkvemmet med naturen og afsæt for at være en aktiv borger i samfundet.

Berlingske havde i september en artikel om vækst uden jobvækst. Flere topchefer var på samme linje som direktør i Toms Gruppen, Jesper Møller. "Vi har som mange andre danske virksomheder fokus på volumenvækst i øjeblikket. Men vi har ikke planer om flere danske ansatte. Vi skal blive mere effektive via løbende automatisering, og det tror jeg, går igen i dansk erhvervsliv i øjeblikket." (7)

Store grupper lever med en permanent tilstand af både objektiv og subjektiv usikkerhed.

Knap 9.000 km længere mod øst ligger Foxcom's fabrikker med godt 1,2 millioner arbejdere. "Foxconn city" i Shenzhen i Kina fylder tre kvadratkilometer. Her producerer 600.000 ansatte iPads, Dell PC'er og meget andet. I 2011 erklærede direktøren, at de ville have en millioner robotter i deres fabrikker inden for tre år. Så hurtigt gik det nu ikke, men de er på vej. I produktionslinjerne er ni ud af ti arbejdere væk.

Det, der sker nu, er ikke mere blot udflytning af produktion. Det er en generel automatisering, der gennemsyrer den globale produktion. Ulighederne i løn og arbejdsforhold bliver udnyttet samtidig med, at der bliver skabt en ny udjævning. I USA er produktionsarbejdsplader på vej tilbage, fordi lønningerne er blevet lavere, eller fordi de nu spiller en mindre rolle. Ulighederne bliver globaliseret. Det er det, der nu slår tilbage i Europa.

Udviklingen af produktivkræfterne – den teknologiske udvikling og automatisering ­­– fører til et relativt mindre behov for arbejdskraft. Den havde Marx fanget. Han beskrev, hvordan kapitalens organiske sammensætning (forholdet mellem levende arbejde og maskiner) ændrer sig. "Arbejderbefolkningen producerer altså sammen med den akkumulation af kapital, den selv har produceret, i voksende omfang midlerne til at gøre sig selv relativt overskydende." (8)

Permanent reservearmé. I kølvandet på den første industrialisering tog immigrationen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet trykket af overskuddet af arbejdere i Europa. Mellem 3-400.000 danskere immigrerede i perioden1865 – 1914 til USA. I 1900 havde Danmark 2,45 millioner indbyggere. Det var derfor en anselig del af befolkningen. Efter ankomsten til New York kunne de indtage "et tomt kontinent". I dag slår konsekvensen af den kapitalistiske økonomi igennem som jobmangel i et fuldt hus.

Hver fjerde tysker arbejder for under 71 kroner i timen.

Det sker, mens verdens befolkning vokser. I hele 1800-tallet voksede verdens befolkning fra 0,9 milliarder til 1,6 milliarder. I 1970 var det 3,7 milliarder. I dag bor 8,4 milliarder menneske på kloden. Immigration og tilvandring fra landet, som for eksempel i Kina og Indien, skaber flere hænder og hoveder på markedet. Flere kvinder på arbejdsmarkedet har også øget udbuddet. Lavtlønnede er i en situation, hvor to lønninger (eller indtægter fra børn) er nødvendige for at overleve.

Store grupper lever med en permanent tilstand af både objektiv og subjektiv usikkerhed. For en del er der er ikke længere blot tale om en reservearme, men om en direkte udelukkelse. Sociologen Saskia Sassen peger på, at den globale kapitalisme er gået ind i en ny fase, som kun efterlader mennesker mulighed for en nødoverlevelse i den uformelle økonomi, i fængsler, flygtningelejre eller slumområder.

Arbejdsløshed er altså ikke bare et krisefænomen, men en permanent tilstand. I EU er der 27 millioner arbejdsløse. Værst i Spanien og Grækenland med 27 procent. Især unge er med henholdsvis 56 procent og 65 procent hårdt ramt. En meget stor del af nye job er tidsbegrænsede eller på deltid. I EU arbejder hver femte i et deltidsjob.

Et job er ikke bare et job. Ifølge OECD rapport fra 2009 (9) arbejder 1,8 milliarder mennesker i den uformelle økonomi som løst ansatte, daglejere, gadehandlere og så videre uden kontrakter og social sikkerhed. Mere end 700 millioner af dem lever for mindre end 1,25 dollars om dagen. I Tyskland har hver fjerde en timeløn på under godt 70 kroner.

Kun 1,2 mia. mennesker er ansat i den formelle økonomi. Det er tal, der er mere tankevækkende end forbløffende. OECD rapportens prognose siger, at i 2020 vil to tredjedele af den globale arbejdsstyrke arbejde i den uformelle økonomi. 200 millioner er helt uden job.

Det holder ikke, når regeringen eller EU taler om, at alle kan få et arbejde, hvis de vil. At der vil være fast arbejde fra uddannelse til pensionering.

Rigeligt udbud af arbejdskraft bliver brugt til at presse lønningerne på et arbejdsmarked, der dereguleres under overskrifter som "det fleksibel arbejdsmarked" og "global konkurrence".

 Efter to årtier med bluff og løgne, kræver klimakrisen revolutionære forandringer.

Lønningerne halter efter udviklingen i produktiviteten. Siden 1999 er produktiviteten i de udviklede lande steget fra indeks 100 til 115 i 2001, mens lønningerne kun er nået cirka 105. (10) Tyskland for eksempel er produktiviteten – den værdi der er tilføjet af den ansatte - vokset med 22,6 procent i de sidste tyve år, mens reallønnen er faldet til niveauet midt i 1990'erne.

Alligevel arbejder hver fjerde tysker under 71 kroner i timen – kaldes også working poor. I Spanien har Verdensbanken IMF krævet en 10 procents lønnedgang fulgt af forringelser af de sociale ydelser og fyringer af offentligt ansatte. 10 millioner arbejder uden en overenskomst.

Lavere løn er et udtryk for større udbytning. Merværdien er større, men den spalter sig som Marx skriver i profit, rente, handelsgevinst, jordrente med mere. I dag går en stigende del til den spekulative sektor. 43 procent af nedpresningen af lønnen i tiåret omkring årtusindskiftet skyldes ifølge FN's internationale arbejdsorganisation ILO finansialiseringen af økonomien. (11)

Det nødvendige brud

Klimatruslen er i sig selv en revolutionær udfordring. Professor Kevin Anderson forsker i energi og klimaforandringer ved det ansete Tyndall Center i Manchester. Han mener, at i tiden omkring klimatopmødet i 1992 ville evolutionære forandringer for at redde klimaet gennem det politiske og økonomiske system havde været mulige.

Men som han siger: "I dag, efter to årtier med bluff og løgne, kræver det resterende to graders CO2 budget revolutionære forandringer over for den politiske og økonomiske hegemoni." (12) 

Hvordan ville en sådan revolutionære proces se ud i et samfund – i en by?

 

Noter:

1.  Friedrich Engels. 1951. Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske. Forlaget Tiden. Side 84-85. Skrevet 1876. 

2. Harvey, David. 2009. Cosmopolitanism and the Geographies of Freedom.Columbia University Press. Side 222. 

3. Karl Marx. 1970. Kapitalen 1. bog.2 bind. Bibliotek Rhodos. side 302.

4. Jørgen Steen Nilsen har skrevet om dette i bogen "Den store omstilling".

5. The State of the Climate Crises. Climate Vulnerable Forum. 2010.

6. Tom Angotti. 2013.The New Century of the Metropolis. Routhledge. Side 10.

7. 24. september 2013, 22:30.

8. Marx. 1971. 1. bog 4. Kapitalens Akkumulationsproces side 889.

9. "Is Informal Normal? Towards More and Better Jobs in Developing Countries." OECD 2009

10 og 11: Global Wage Report 2012/2013.

12: http://kevinanderson.info/blog/why-carbon-prices-cant-deliver-the-2c-target/ August 2013.