Man kan ikke leve et værdigt liv i længere tid på det minimumsbudget, som Rockwool Fonden offentliggjorde for nylig, konstaterer Line Lazarus. Hun er på kontanthjælp og fungerer som talskvinde for andre i samme situation.
Under vi ikke hinanden mere end blot overlevelse?
Line Lazarus
– I minimumsbudgettet tales der ikke om livskvalitet eller et værdigt liv – men om overlevelse. Under vi ikke hinanden mere end blot overlevelse? Mange kronisk syge er parkeret på kontanthjælp, for dem og deres børn er det en varig situation, siger Line Lazarus.
Hun lider selv af flere sygdomme, og i årevis har hun og hendes yngste datter skullet klare sig for en kontanthjælp.
Rockwool Fondens minimumsbudget sætter en nedre grænse for, hvor lidt man kan leve for i dagens Danmark. Vurderingen er, at en enlig med et barn kan klare sig for 11.948 kroner om måneden, når skatten er betalt. Heraf er der afsat 4410 kroner til husleje og 7538 kroner til alle andre udgifter.
Kun discount
Det er en forudsætning for budgettet, at alle madvarer er de billigste, der kan købes i discountbutikker. Der er ikke råd til økologi eller varer som avocadoer og honningmeloner, der vurderes som luksus. Øl, vin, cigaretter er bandlyst. Også alt tøj, møbler og hvidevarer skal være det billigst mulige og skal holde længere tid end normalt.
Ferier, restaurantbesøg, koncerter og lignende er ikke med i budgettet. Der er sat penge af til gaver, men kun 500 kroner per familiemedlem om året.
>> LÆS ROCKWOOL FONDENS UNDERSØGELSE HER
– Man kan leve sådan i en periode. Men et liv i længere tid på de vilkår slider mennesker op. Det er måske hele barnets opvækst, der kommer til at foregår således. Vi skaber altså ikke gode fremtidige samfundsborgere på den måde, siger Line Lazarus.
Medicin er ikke med
Hun mener i øvrigt ikke, at minimumsbudgettet holder til et virkelighedstjek. For eksempel er udgifterne til husleje efter hendes mening sat urealistisk lavt, og der er ikke sat penge af til afvikling af gæld og til medicinudgifter udover smertestillende piller.
– 75 procent af de mennesker, der er på kontanthjælp i dag, er syge. Det betyder store udgifter til medicin og ikke blot håndkøbspræparater. At man ikke tager hensyn til dette i Rockwool Fondens budget, siger noget om deres kendskab til de mennesker, de forsøger at gøre sig kloge på, mener Line Lazarus.
Hun undrer sig også over, at der ikke er afsat penge til at afdrage på gæld. Når man konstant er presset på økonomien, oparbejder rigtig mange gæld.
– Det sker, når der kommer uforudsete udgifter, som når tanden knækker, eller vaskemaskinen går i stykker.
Huslejen er højere
I forhold til huslejeudgifterne tager minimumsbudgettet udgangspunkt i gennemsnitspriserne på landsplan for huslejen i almennyttige boliger. Det betyder, at huslejen for en enlig er sat til 3780 kroner om måneden og for en enlig med et barn til 4410 kroner, mens der er 6300 kroner til husleje for et par med tre børn.
– Men de huslejepriser stemmer ikke overens med virkeligheden. Meget mere af budgettet bliver slugt af huslejen, siger Line Lazarus.
Hun bor i nærheden af Randers og fortæller, at her koster en lille toværelses lejlighed typisk 5000 kroner om måneden.
– Det er endnu dyrere i de større byer. Og der er ikke ret mange af den slags lejligheder på markedet. I øvrigt koster det mange penge at flytte til en billigere lejlighed. Vælger man at leje en af de billige boliger langt ude på landet, er man afhængig af en bil, fordi den offentlige transport er så dårlig udenfor de store byer. Men bil er der ikke penge til i budgettet, siger Line Lazarus.
I forlængelse af undersøgelsen af minimumsbudgettet vil Rockwool Fondens Forskningsenhed lave en opgørelse over, hvor mange fattige børn der lever i Danmark, hvor længe de har levet i fattigdom, og hvordan det går dem senere i livet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278