Ulandsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har på få uger indsamlet i alt 37.155 underskrifter mod regeringens flygtningepolitik. Onsdag overrakte generalsekretær Tim Whyte så integrationsminister Inger Støjberg (V) protesterne.
Dansk Flygtningehjælp har kaldt det ”skrækkeligt”, og UNHCR, der er FN's flygtningeorgan, mener, at Danmark er i gang med at løbe fra sit ansvar.
Ifølge Mellemfolkeligt Samvirke sker det for at konfrontere ministen med, hvor mange mennesker der er lodret uenige og dybt bekymrede over regeringens foreslåede stop for kvoteflygtninge.
– Verden står netop nu i den største flygtningekrise i en menneskealder. Og der har aldrig i vores levetid været så hårdt brug for, at vi lever op til internationale aftaler og står værn om dem. Alligevel foreslår regeringen nu at gøre det modsatte. De vender ryggen til den stærkeste, mest retfærdige og bedst fungerende aftale om flygtninge, verden har lige nu, siger generalsekretær i MS Tim Whyte.
Nej til internationalt ansvar
Som led i 2025 planen og det nye udlændingeudspil vil Danmark udskyde modtagelsen af kvoteflygtninge på ubestemt tid. Kvoteflygtninge er karakteriseret af FN som verdens mest udsatte og sårbare flygtninge.
Danmark bryder derfor med de historiske, internationale konventioner, som vi har været en del af siden 1978. Der er ifølge regeringen og Socialdemokratiet – som følge af det store asylboom sidste år – ikke længere råd.
Næsten 40.000 personer har i protest sendt deres underskrift til Mellemfolkeligt Samvirke og dermed til ministeren.
– De er, ligesom os, alvorligt bekymrede for, at Inger Støjberg og regeringen aktivt er ved at ødelægge mulighederne for at lave internationale aftaler om flygtninge. Det er ikke sådan, vores Danmark er, lyder det fra Tom Whyte.
12 millioner syriske flygtninge
Ifølge MS er omkring syv millioner mennesker internt fordrevne i Syrien, og fem millioner er flygtet ud af landet. Det er mere end halvdelen af landets befolkning, der har forladt deres hjem. Syriens nabostater er ved at bukke under for flygtningepresset, økonomisk, socialt og politisk.
Regeringens beslutning om at udskyde modtagelsen af kvoteflygtninge på ubestemt tid er også blevet kritiseret, både nationalt og internationalt.
Dansk Flygtningehjælp har kaldt det ”skrækkeligt”, og UNHCR, der er FN's flygtningeorgan, mener, at Danmark er i gang med at løbe fra sit ansvar i forhold til syriske flygtninge.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få ministeren til at kommentere på gårsdagens overlevering og på, hvorvidt regeringen fastholder sine forslag om at "underminere" de internationale aftaler om kvoteflygtninge.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278