08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

900 job i spil på hovedstadens sygehuse

Seks partier bag aftale

900 job i spil på hovedstadens sygehuse

Især de medicinske afdelinger og psykiatrien bliver hårdt ramt i næste års voldsomme nedskæringer på hovedstadens sygehuse.

Fra Hvidovre Hospital. Her skal spares på stort set alle afdelinger.
FOTO: Bjarke Ørsted
1 af 1

Op mod 900 fultidsjob vil blive sparet væk på sygehusene i Region Hovedstaden næste år.

Det er hårde nedskæringer, der vil betyde et ringere serviceniveau overfor patienterne.
Leif Panduro Jensen, centerdirektør Rigshospitalet

Det fremgår af den budgetaftale, som Socialdemokraterne, Konservative, SF, DF, Radikale og LA blev enige om mandag aften.

– Den stramme økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen har givet os et vanskeligt udgangspunkt. Vi har skulle finde besparelser for et historisk stort beløb, siger Sophie Hæstorp Andersen, formand for Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Der skæres 640 millioner

Samlet set er der nedskæringer på omkring 400 millioner i Region Hovedstaden til næste år. Dertil kommer effektiviseringer og omprioriteringer for 240 millioner kroner.

Forligspartierne er blevet enige om at bevare de lukningstruede akutklinikker på Frederiksberg og i Helsingør, men forkorter åbningstiden. Derudover lukkes der seks færre medicinske senge på Amager og Hvidovre Hospital end planlagt og ernæringsenheden på Rigshospitalet undgår en nedskæring på fire millioner. 

Men derudover gennemføres samtlige nedskæringsforslag i det sparekatalog, der blev offentliggjort i august. Nedskæringerne rammer stort set alle afdelinger på hovedstadens sygehuse. 

Finsencentret på Rigshospitalet, der blandt andet står for kemoterapibehandling af kræftpatienter, skal spare næsten 20 millioner næste år. En del af beløbet er omprioriteringer for at skaffe penge til ny dyr medicin.

– Det er hårde nedskæringer, som vil betyde personalereduktion og et ringere serviceniveau overfor patienterne, selvom vi arbejder med at effektivisere behandlingsforløb. Det har vi gjort i mange år efterhånden, siger centerdirektør Leif Panduro Jensen.

– Allerede nu har de ansatte meget travlt. Og det belaster personalet, at vi oveni nedskæringer skal sikre en succesfuld indførsel af den nye elektroniske patientjournal, Sundhedsplatformen, tilføjer han.

Psykiatrien rammes

Lene Lindberg er talsmand for FOA-afdelingerne i Region Hovedstaden. Hun frygter for patienternes sikkerhed og de ansattes arbejdsmiljø.

– De ansatte skal løbe endnu stærkere. Men de pisker allerede rundt. Folk går ned med stress og vi får pålæg fra Arbejdstilsynet, siger Lene Lindberg. 

Hun peger på, at nedskæringerne er størst på Hvidovre, Amager, Herlev og Gentofte Sygehuse samt Rigshospitalet.

De kronisk syge og ældre patienter på de medicinske afdelinger bliver særlig hårdt ramt. Det samme gør rengøring og portører samt hele det psykiatriske område.

Der skal spares 51 millioner kroner på psykiatrien, der er hårdt presset af et stigende antal patienter. Samtidig tilfører forligspartierne 25 millioner til nye tiltag i psykiatrien. Blandt andet bliver et forsøg med gadeplansteam gjort permanet og udbredt til flere områder, og der kommer flere brugerstyrede senge, hvor syge kan indlægge sig selv i op til fem døgn. 

– Politikerne giver med den ene hånd, men tager med den anden, konstaterer Britt Christensen, der er fællestillidsrepræsentant for FOA's medlemmer i Region Hovedstadens Psykiatri.

Hun er positiv overfor både gadeplansteam og flere brugerstyrede senge.

– Men resultatet er, at vi skal lave mere for færre penge. Vi er allerede i dag meget pressede og de indlagte er meget syge.

Budgettet skal andenbehandles på et møde i regionsrådet den 20. september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. sep. 2016 - 15:01   06. sep. 2016 - 15:10

Budget 2017

ur@arbejderen.dk