De seneste dage er regeringen kommet med glade udmeldinger om ekstra penge til sygehusene og det psykiatriske område. 1,5 milliard ekstra til kræftbehandlingen og et trecifret millionbeløb til at forebygge vold på psykiatriske bosteder.
Det er et fuldstændigt vanvittigt kludetæppe af forslag, som ikke vil sikre en ensartet behandling.
Vibeke Westh, Region Hovedstaden
Samtidig har flere regioner nu sat tal på, hvad den stramme økonomiaftale mellem regeringen og regionerne betyder af nedskæringer til næste år.
Alene i Region Hovedstaden tegner det til, at der skal skæres omkring 500 fuldtidsjob.
Psykiatrien skal spare
For eksempel skal psykiatrien spare 51 millioner kroner. ifølge det netop fremlagte sparekatalog vil det betyde 86 færre fuldtidsansatte.
Det er stik imod de anbefalinger, mange patientforeninger og fagforeninger er kommet med i forhold til forebyggelse af vold på psykiatriske bosteder.
De peger netop på, at for få sengepladser og pres på de psykiatriske afdelinger betyder, at akut psykisk syge bliver nægtet indlæggelse eller udskrevet for tidligt.
Det betyder, at bostederne skal tage sig af meget syge mennesker uden at have de nødvendige ressourcer.
Samlet set skal Region Hovedstaden spare 360 millioner kroner til næste år. Der er fremlagt et sparekatalog med nedskæringer for ikke mindre end 598 millioner. Blev alle forslag vedtaget, ville det koste 900 fuldtidsjob.
Protest 15. september
Med et sparekrav på 360 millioner kroner peger det i retning af, at der skal skæres omkring 500 fuldtidsjob.
Sparekataloget rummer blandt andet forslag om at lukke 12 medicinske senge på Amager og Hvidovre Hospital, spare på medicinsk afdeling på Herlev og Gentofte Hospital, lukke en geriatrisk afdeling for ældre på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og spare på BørneUngeKlinikken på Rigshospitalet.
– Kataloget er et fuldstændigt vanvittigt kludetæppe af forslag, der overhovedet ikke vil sikre en ensartet behandling af borgerne i regionen, siger Vibeke Westh, der er de ansattes repræsentant i det øverste samarbejdsudvalg i regionen.
Regionspolitikerne har nu frem til den 5. september til at vælge mellem de mange forslag.
FOA SOSU har taget initiativ til en protest mod nedskæringerne torsdag den 15. september samtidig med demonstrationer i mange kommuner mod sparebudgetter.
Midtjylland rammes igen
Også i Region Midtjylland skal der spares på sygehusene i 2017. Et budgetforlig indgået i denne uge betyder, at der skal spares 103 millioner på driften og 120 millioner kroner på anlægsudgifterne.
De nye nedskæringer kommer oveni den store spareplan på 700 millioner kroner, der blev vedtaget sidste år. Den betyder, at der i løbet af det sidste år er nedlagt næsten 800 fuldtidsjob. 153 er blevet direkte fyret.
Formand for regionsrådet, Bent Hansen, har udtalt til TV2, at han ikke vil afvise, der der kan komme yderligere fyringer på grund af det nye sparekrav.
De ansatte er allerede nu meget pressede, oplyser Anja Laursen, der er de ansattes repræsentant i det øverste samarbejdsudvalg i regionen.
– I forhold til budgetforliget for 2017 hæfter vi os især ved, at politikerne ikke konkret har prioriteret forbedring af personalets arbejdsmiljø, selv om alle erkender, at der er travlt – og ofte for travlt – på sygehusene, siger Anja Laursen.
I Region Nordjylland er der lagt op til nedskæringer på mellem 100 og 150 millioner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278