03 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Advokat: En dårlig dag for offentligt ansattes ytringsfrihed

Bitten dømt i byretten

Advokat: En dårlig dag for offentligt ansattes ytringsfrihed

Bitten Vivi Jensen har været med til at sparke en vigtig debat i gang, men ender med at blive straffet. Det er problematisk, mener advokat Mads Pramming.

Mads Pramming på vej ind i retssalen onsdag.
FOTO: Filip Stadler
1 af 1

Byretten på Frederiksberg idømte onsdag Bitten Vivi Jensen 10 dagsbøder på hver 500 kroner.

Jeg er optimistisk i forhold til, at vi får lov til at anke sagen til landsretten. I mine øjne er der tale om en principiel sag.
Mads Pramming, forsvarer

De tre dommere var enige om, at hun overtrådte sin tavshedspligt, da hun tog 90 sager om meget syge borgere med hjem og viste dem til en journalist fra Information. Formålet var at dokumentere ulovlig og umenneskelig sagsbehandling.

– Onsdag var en dårlig dag for offentlig ansattes ytringsfrihed. Bitten Vivi Jensen har været med til at sparke en ekstrem vigtig debat i gang, men ender med at blive straffet. Det er problematisk og gør ikke noget godt for ytringsfriheden, siger advokat Mads Pramming, der er forsvarer for Bitten Vivi Jensen.

>> LÆS OGSÅ: Whistleblower vil bruge retssag til at udstille kommunal sagsmishandling

Dommerne har skullet veje to hensyn op mod hinanden. For det første tavshedspligten, der skal give borgerne sikkerhed for, at fortrolige oplysninger om dem ikke ender de forkerte steder. Og for det andet muligheden for at stå frem som offentligt ansat og gøre opmærksom på ulovligheder og kritisable forhold på ens arbejdsplads.

– Vi har ikke eksempler på retssager, hvor den vurdering er faldet ud til den offentligt ansattes fordel, selvom man ifølge både straffeloven og menneskerettighedskonventionen har ret til at stå frem, når man oplever noget, der er helt galt. Det er ret problematisk, konstaterer Mads Pramming. 

Han understreger, at som systemet er skruet sammen i dag, er det den enkelte offentligt ansatte, der står med vurderingen af, om de fejl og kritisable forhold, hun eller han oplever, er tilstrækkeligt graverende til, at det kan holde i en retssag.

– Den enkelte skal selv foretage en vurdering af vildt svær jura med risiko for at komme i fængsel, hvis vurderingen ikke holder. Jeg forstår godt, hvis det får nogle til at tie stille med kritisable forhold, siger Mads Pramming.

>> LÆS OGSÅ: Kommuner kriminaliserer sociale frontkæmpere

Han ville ønske, at domstolene var mere large i forhold til deres skøn til fordel for de offentligt ansattes ytringsfrihed.

– Man kunne også sikre sig en ordentlig whistleblower-ordning, hvor oplysninger, som for eksempel dem Bitten har lagt frem, blev behandlet seriøst, siger Mads Pramming.

En mild dom

Når han zoomer fra de mere overordnede betragtninger ned på den konkrete dom, der faldt i byretten onsdag, er Mads Pramming egentlig meget godt tilfreds. 

– Den dom, Bitten har fået, er nærmest det laveste, man kan få. Selvfølgelig ville det have været bedst med en frifindelse, men det er ikke en kæmpe overraskelse, at Bitten bliver dømt, når hun har tilstået at have taget sagerne med hjem uden samtykke, forklarer forsvarsadvokaten.

Støttedemonstration for Bitten Vivi Jensen foran Frederiksberg Ret onsdag morgen.
Filip Stadler

Anklagere krævede ubetinget fængsel, men det blev altså afvist af de tre dommere.

Dommerne anerkender, at Bitten Vivi Jensen med sin handling har ønsket at sætte fokus på nogle problemer, der har væsentlig samfundsinteresse, og at det er lykkedes for hende at få igangsat en debat om problemerne. 

Men retten mener ikke, at Bitten Vivi Jensen har afsløret egentlige ulovligheder, og påpeger, at det var unødvendigt, at hun tog så mange sager med hjem. Dommerne vurderer, at det, som er blevet afsløret, ikke er alvorligt nok til at berettige brud på tavshedspligten. 

– Det er svært at dokumentere, at det er ulovligt at parkere meget syge mennesker i ressourceforløb, og at der ikke bare er tale om en skævert fra kommunens side, konstaterer Mads Pramming.

>> LÆS OGSÅ: Forening kører retssager for syge, der er klemt af systemet

– Det er ellers nogle helt absurde sager, vi har fremlagt i retten, hvor vildt syge mennesker, der for eksempel bruger ble og rollator, er blevet sendt ud i ressourceforløb, tilføjer han.

To læger var vidner

På retsmødet onsdag var to læger vidner. Det var psykiater Mogens Undén og praktiserende læge Anders Beich. 

>> LÆS OGSÅ: Vidner gav støtte til whistleblower på retsmøde

Begge to har patienter i Frederiksberg Kommune. De fortalte i retten om, hvordan de skriver lægeerklæringer i én uendelighed til kommunen, men at uanset hvad de skriver, kan kommunen i mange tilfælde se muligheder for at udvikle arbejdsevnen, som lægevidenskaben ikke har øje for. Resultatet er, at meget syge borgere bliver sendt ud i langvarige forløb.

Argumenter fra forsvarer og anklager

Ellers var det procedure fra anklager og forsvarer, der fyldte mest på retsmødet onsdag. 

Anklager Benjamin Foverskov holdt sig stringent til juraen og det brud, der er sket på tavshedspligten.

– Hvad nu, hvis det var dine oplysninger, der blev lækket, spurgte han.

– Hvis det var dig, der blev fanget i kommunens maskine, ville du så ikke ønske, at nogen slog alarm, lød svaret fra Mads Pramming i hans procedure.

Bitten Vivi Jensen blev modtaget med knus og klapsalver, da hun ankom til retten onsdag morgen.
Filip Stadler

Derudover lagde Mads Pramming vægt på, at ingen har lidt skade ved, at Bitten Vivi Jensen har taget de 90 sager med hjem og vist dem til en journalist.

– Enten har sagerne ligget hjemme hos Bitten, eller også er de blevet vist til en super seriøs cavlingvindende journalist, der har behandlet oplysningerne i fortrolighed. De 90 borgeres personlige oplysninger har ikke været ude i offentligheden. Information skriver om en enkelt person, men han er anonymiseret i artiklen, forklarer Mads Pramming.

Når Bitten Vivi Jensen tog så mange sager med hjem, var det for at kunne dokumentere, at mishandlingen af meget syge mennesker foregår systematisk, og at der ikke er tale om en enkelt fejl. 

Anklagemyndigheden påstod, at tavshedspligten er brudt under skærpede omstændigheder. Men den påstand afviser dommerne. Retten konstaterer, at der ikke er sket betydelig skade ved bruddet på tavshedspligten. 

Vil anke sagen

Bitten Vivi Jensen er lettet over, at der efter tre år nu endelig er faldet dom i sagen.

– Dommen er jo meget mild. Jeg opfatter det som systemets forsøg på at opretholde facaden. Man siger, at jeg er skyldig, men giver en meget lille straf, siger hun og understreger samtidig, at uanset, hvad dommerne siger, fastholder hun, at der er sket ulovligheder i alle 90 sager.

Bitten Vivi Jensen meddelte med det samme, dommen var faldet, at hun ønsker at anke den. 

– Jeg vil gå hele vejen. Ellers er jeg nervøs for, at der bliver lagt låg på kritikken, og at sagsmishandlingen får lov til at fortsætte, siger hun. 

Men ifølge reglerne i retsplejeloven kræver en ankesag i landsretten, at straffen er større end 20 dagbøder eller en samlet bøde på 6000 kroner. 

Hvis sagen er principiel, kan Procesbevillingsnævnet dog give tilladelse til, at sagen alligevel ankes til landsretten, selvom straffen er mindre som i dette tilfælde.

Mads Pramming søger nu om at få sagen for landsretten.

– Jeg er optimistisk i forhold til, at vi får lov til at anke sagen. I mine øjne er der tale om en principiel sag, understreger han.

Tiden frem til, at sagen forhåbentlig kommer i landsretten, vil Bitten Vivi Jensen bruge til at skabe yderligere opmærksomhed omkring problemerne med sagsbehandlingen i kommunerne.

– Jeg håber, at flere medier vil skrive om problemerne. Indtil videre har Berlingske, Information, Arbejderen, TV Lorry og P1 Orientering fortalt om min sag. Hvor er de landsdækkende TV-stationer og andre store aviser, spørger hun.

Skal betale sagsomkostninger

Ud over dagsbøderne på i alt 5000 kroner skal Bitten Vivi Jensen også betale sagsomkostningerne. Mads Pramming vurderer, at det vil dreje sig omkring 50.000 kroner. Det endelige beløb kendes først, når dommen om kort tid bliver offentliggjort.

– Det er ikke et beløb, jeg kan betale af min økonomi, konstaterer Bitten Vivi Jensen.

På facebooksiden "Frikend Bitten" har mange allerede foreslået, at der bliver igangsat en indsamling til at dække både bøde og sagsomkostninger. Mange erklærer sig parat til at give et bidrag.

– Jeg er glad for, at folk siger, at de vil støtte, siger Bitten Vivi Jensen.

Selv vil hun ikke bede folk om hjælp. Skal der laves en indsamling, må andre tage initiativ til det.

Stor støttebevægelse

Både før, under og efter retsmødet onsdag blev Bitten Vivi Jensen bakket op af en gruppe trofaste støtter. Og da retssagen startede op i sidste uge, deltog 3-400 mennesker i en stor støttemanifestation.

Derudover har hun modtaget et væld af støtteerklæringer på Facebook og privat.

>> LÆS OGSÅ: Massiv støtte til Bitten Vivi Jensen

"Godt nok har du tabt i byretten i dag, men for alle os, der kender og har fulgt din sag og din kamp for social retfærdighed, vil du altid være en folkehelt ... Du redder liv", skrev for eksempel Britta Schulz på facebooksiden "Frikend Bitten" i går.

– Jeg har fået en fantastisk støtte. Det er noget af det smukkeste sammenhold, jeg har oplevet. Det er jeg utrolig glad for, siger Bitten Vivi Jensen.

– Jeg håber, at nogle flere vil komme ind i kampen. Det her handler ikke bare om jobcentrene. Det handler om alt fra vuggestue til graven. Over hele linjen skal vi have genoprettet velfærdssystemet, tilføjer hun.

>> LÆS OGSÅ: En bygning brydes ned

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. feb. 2020 - 10:18   07. feb. 2020 - 09:02

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Få artiklen læst op

Bitten Vivi Jensens sager
  • 2006: Bitten Vivi Jensen, der er ergoterapeut, bliver ansat i Frederiksberg Kommunes visitation på ældreområdet. 
  • November 2015: Bitten Vivi Jensen kommer med i rehabiliteringsteamet i Frederiksberg Kommune. Teamet behandler blandt andet ansøgninger om førtidspension og fleksjob.
  • Marts 2016: Bitten Vivi Jensen stopper i rehabiliteringsteamet, fordi hun ikke kan stå inde for behandlingen af syge mennesker. Hun tager kopier af 90 sager for efterfølgende at kunne dokumentere, hvad hun mener er en systematisk ulovlig og umenneskelig behandling af sårbare mennesker.
  • Juli 2016: Frederiksberg Kommune fritstiller Bitten Vivi Jensen efter hendes omfattende kritik af kommunens sagsbehandling. Hele forløbet har tæret på Bitten Vivi Jensen, der er plaget af stress, søvnløshed og depression. Hun forsøger at søge jobs, men får ikke nyt arbejde.
  • Februar 2017: Da opsigelsesperioden udløber, begynder Bitten Vivi Jensen på dagpenge. Krav fra a-kasse og jobcenter øger hendes stressproblemer. I samme periode dør hendes børns far, og hendes mor får konstateret uhelbredelig kræft.
  • Marts 2017: Bitten Vivi Jensen bliver sygemeldt på grund af en akut belastningsreaktion, der de kommende måneder bliver yderligere forværret. Hun kommer derfor på sygedagpenge. Selvom hun har det meget dårligt, fortsætter Bitten Vivi Jensen under sin sygemelding med at fungere som partsrepræsentant for enkelte borgere uden at bruge meget tid på det. Arbejdet som partsrepræsentant fungerer som et støttepunkt for hende i en meget svær tid og er med til at bringe lidt normalitet ind i hverdagen.
  • April 2017: Information skriver på baggrund af dokumenterne fra Bitten Vivi Jensen en artikel, hvor hun i kraftige vendinger kritiserer Frederiksberg Kommunes behandling af borgere, der søger førtidspension.
  • Sommeren 2017: Frederiksberg Kommune melder Bitten Vivi Jensen til politiet for brud på tavshedspligten. Politiet tiltaler hende den 31. juli for overtrædelse af straffelovens paragraf 152 stk. 1 om videregivelse af fortrolige oplysninger samt straffelovens paragraf 155 om krænkelse af privates eller det offentliges ret.
  • September 2017: Frederiksberg Kommune meddeler, at de vil stoppe Bitten Vivi Jensens sygedagpenge. Kommunen vurderer, at når hun kan fungere som partsrepræsentant, kan hun også arbejde. De anklager hende for socialt bedrageri og kræver tilbagebetaling af 89.000 kroner, hun har modtaget i sygedagpenge.
  • Oktober 2017: Kommunen stopper udbetaling af sygedagpenge, og Bitten Vivi Jensen står uden indtægt i tre måneder, indtil hun den 1. januar 2018 bliver folkepensionist.
  • Juli 2018: Afgørelse fra Ankestyrelsen slår fast, at Bitten Vivi Jensen ikke skal tilbagebetale 89.000 kroner, der er modtaget i sygedagpenge.
  • 1. november 2019: Retssagen om brud på tavshedspligten skulle være startet, men bliver udskudt til 2020.
  • 29. januar 2020: Første retsmøde i Frederiksberg Ret i sagen hvor Bitten Vivi Jensen står anklaget af Frederiksberg Kommune for at have videregivet fortrolige oplysninger. 
  • 5. februar 2020: Andet og sidste retsmøde i sagen. Bitten Vivi Jensen dømmes skyldig i brud på tavshedspligten og idømmes 10 dagbøder på hver 500 kroner. Derudover skal hun betale sagens omkostninger. Bitten Vivi Jensen anker senere dommen.
  • April 2020: Bitten Vivi Jensen får besked om, at Københavns Kommune har meldt hende til politiet for chikane af sagsbehandlere. Politiet siger, at det drejer sig om 14 overtrædelser af straffelovens paragraf 121. Politiet efterforsker stadig sagen. Det er uvist, om det ender med en retssag.
  • 25. marts 2021: Østre Landsret stadfæster dommen for brud på tavshedspligten fra byretten på Frederiksberg.