28 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Advokat kræver Target Folder udleveret

Et vigtigt bevis i sagen

Advokat kræver Target Folder udleveret

Target Folderen kan blive et vigtigt bevis i de 23 irakeres retssag mod Forsvarsministeriet, mener advokat Christian Harlang.

Advokaten for de 23 irakiske torturofre, der blev tilbageholdt under operation Green Desert i Irak i 2004, kræver hele Target Folderen offentliggjort, så den kan indgå i retssagen.
FOTO: Rasmus Flindt Pedersen
1 af 1

Arbejderens afsløring af Target Folderen fra operation Green Desert i 2004 kan blive et vigtigt bevis i sagen om de 23 irakere, der blev taget til fange på operationen og efterfølgende udleveret til tortur.

Det siger irakernes advokat, Christian Harlang.

Det afslører, at den militære ledelse udmærket vidste, at byen formentlig var fyldt med fredelige civile.
Christian Harlang, advokat

- Rapporten viser med al ønskelig tydelighed, at den danske militære ledelse iværksatte operation Green Desert som en storstilet militær aktion på trods af, at man var klar over, at der var tale om fredelige civile. Allerede dagen før var ledelsen i besiddelse af oplysninger, der burde have ført til at man afblæste operationen, siger Harlang, der har set dokumentet, som Arbejderen er i besiddelse af. Det er helt klart, at der foreligger militært dårligt håndværk og krænkelse af grundlæggende regler.

Uskyldige civile

Target Folderen er den risikovurdering, som den ansvarlige efterretningsofficer lavede forud for operationen i november 2004. Her understreges det, at der efter al sandsynlighed kun befandt sig uskyldige civile på de mål, som missionen skulle ramme.

- De såkaldte mål bestod af boligbebyggelser med fredelige civile, siger Christian Harlang.

Advokaten forsøgte i februar sidste år forgæves at få Forsvarskommandoen til at udlevere Target Folderen, så den kunne indgå som bevis i retssagen. Han kræver nu, at Forsvarsministeren offentliggør hele dokumentet, så det kan indgå som bevis i sagen.

- Der er tale om et vigtigt dokument, der viser, at forsvarsledelsen allerede før operationen var klar over, at det mest sandsynlige var, at man ville møde civile i Az Zubayr, som var mål for operationen.

Flere dokumenter

Harlang opfordrer samtidig Forsvarsministeriet og Kammeradvokaten til at gennemgå sagens dokumenter påny - og tage stilling til, om der er flere dokumenter, som man bør udlevere:

- Forsvaret, Kammeradvokaten og Forsvarsministeriet må endnu en gang gennemgå alt det materiale, vi har fået afvist. De må overveje, om deres hemmeligheds-stemplinger holder vand - eller om jeg i virkeligheden godt kan få dokumenterne at se, siger Christian Harlang.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jun. 2013 - 13:10   12. jun. 2013 - 01:43

irak-krig

ml@arbejderen.dk
Operation Green Desert
  • Den 25. november 2004 førte chefen for den danske bataljon i Irak, oberst John Dalby, omkring 1000 danske, britiske og irakiske soldater an i den hidtil største dansk-ledede operation i Irak, operation Green Desert.
  • På operationen blev 36 civile irakere taget til fange og udleveret til mishandling og tortur hos det irakiske politi op til 70 dage, inden de alle blev løsladt uden hverken sigtelse eller dom. 23 af dem har siden anlagt sag mod Danmark for medvirken til tortur og mishandling. Flere danske læger har efterfølgende bekræftet, at de er blevet udsat for tortur.
  • På mindst et af operationens fire mål så danske soldater passivt til, filmede og kommenterede, mens irakerne blev hevet ud af deres huse og sparket og slået.
  • Bataljons- og forsvarsledelsen har efterfølgende gentagne gange løjet om både de danske soldaters rolle, operationens forløb og videooptagelsens eksistens.
  • I oktober 2012 stod den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard frem med optagelserne fra den omstridte operation. Det førte til en intern undersøgelse i Forsvaret, som i maj fik forsvarschef Peter Bartram til at beklage, at der er givet urigtige svar omkring optagelserne.
  • Arbejderen har nu fremlagt en fortrolig efterretningsrapport som viser, at bataljonschefen allerede dagen inden operationen vidste, at der efter al sandsynlighed befandt sig civile på de mål, som operationen skulle ramme.
  • Alligevel sendte bataljonen efter operationen en pressemeddelelse afsted, hvor de tilfangetagne blev beskrevet som "hårde modstandere" og "personer, som ikke vil Irak det godt".
  • Da pressen 10 dage senere begynder at skrive om torturanklagerne, vælger John Dalby at tie med sin viden i en intern rapport til Hærens Operative Kommando. I stedet fastslår han, at de tilbageholdte vurderes til "entydigt at kunne forbindes til anti-irakiske styrker". Rapporten fik Forsvarets Auditørkorps til at indstille den første undersøgelse af operationen.
  • Ingen fra forsvarstoppen er endnu stillet til ansvar for operationen, men Anders Kærgaard er pålagt en bøde på 13.000 kroner, fordi han ikke vil udlevere navnet på den kollega, der har givet ham optagelserne. Sagen er anket, og Forsvaret kræver nu Kærgaard idømt et halvt års fængsel.

>> Læs alle artikler om operation Green Desert på Arbejderens temaside


>> Se dokumentation og video fra operation Green Desert her