22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aktivister har blokeret byggeplads på Amager Fælled i et helt døgn

8. marts-aktion

Aktivister har blokeret byggeplads på Amager Fælled i et helt døgn

Mandag blokerede aktivister fra Extinction Rebellion byggeforberedelserne på Amager Fælled hele dagen og natten til tirsdag med.

Ida Dalsgaard Nicolaisen har siden mandag morgen siddet fastspændt til hegnet omkring byggepladsen.
FOTO: Klaus-Henrik Andreasen
1 af 1

Hele mandagen har byggeforberedelserne på Lærkesletten på Amager Fælled været blokeret af aktivister fra miljøbevægelsen Extinction Rebellion.

Det fylder mig med både sorg og vrede, at vi i et land, som har så lidt natur tilbage, ødelægger et sted som Lærkesletten på Amager Fælled.
Kristina Stoltz, forfatter

Dagen igennem har fem kvindelige aktivister været lænket fast til hegnet. Og tirsdag aften var der stadig to aktivister tilbage, der havde besluttet sig til at blive siddende hele natten. De kræver, at miljøminister Lea Wermelin stopper byggeforberedelserne på Amager Fælled.

– Vi har haft kontakt til Miljøministeriet flere gange i løbet af mandagen og fået at vide, at Lea Wermelin er sympatisk indstillet overfor vores sag, at hun mener, det er godt, vi er her. Hun ser det som udtryk for en demokratisk proces. Men det er jo tomme ord, når ministeren ikke handler, siger Ida Dalsgaard Nicolaisen, der er en af de to aktivister, der fortsatte blokaden natten til tirsdag med.

– Blokaden har været succesfuld på den måde, at vi har forhindret lastbiler i at køre ind og blokeret for en stor del af arbejdet på pladsen, tilføjer hun.

Støtte til lærkerne

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts satte blokaden mandag fokus på hunlærkernes rettighed til at yngle og bygge rede.

Det planlagte byggeområde er et af de få steder i København, hvor lærkerne yngler. Men den sidste uges tid er lærkerne blevet jaget væk fra det planlagte byggeområde af mænd med hunde og fugleskræmsler.

Extinction Rebellion mener, at det er i strid med jagtloven at forstyrre lærker i deres redebyggeri, og peger på, at aktiviteterne på området også ødelægger levesteder for den fredede stor vandsalamander.

Forfatter Kristina Stoltz har også deltaget i mandagens aktion.

– Det fylder mig med både sorg og vrede, at vi i et land, som har så lidt natur tilbage, ødelægger et sted som Lærkesletten på Amager Fælled, hvor fredede dyrearter bor. Siden 1976 er halvanden million sanglærker forsvundet fra Danmark. Rydningen af Lærkesletten er at betragte som en massakre mod de sidste, vi har tilbage i København, siger Kristina Stoltz.

Pres på minister

En lignende aktion blev gennemført i fredags, hvor byggepladsen var blokeret i to en halv time. Ligesom i fredags tog et par aktivister mandag ind til miljøminister Lea Wermelin for at få hende til at stoppe de ulovlige aktiviteter på Amager Fælled. 

– Ansvaret for at stoppe lovbruddet på naturlovgivningen, som foregår nu og her på Lærkesletten, ligger hos Lea Wermelin. Lærker jages forsætligt væk og bliver frataget deres rettighed til at yngle og bygge rede. I dag er det Kvindernes Kampdag, og på en dag som denne kæmper vi for lige rettigheder. Lige rettigheder gælder også for naturen. Det er nu op til Lea Wermelin at beslutte, om hun fortsat vil beskytte By & Havns overlagte overtrædelser af naturlovgivningen, eller om hun vælger at beskytte naturen, siger en af aktivisterne, Linh Le.

Aktivisterne har afleveret et brev til ministeren, hvor de blandt andet skriver:

"By & Havn og Pension Danmark er blevet politianmeldt for at jage lærker og for at ødelægge og indskrænke den store vandsalamanders habitat. Jagt på lærker er et brud både på jagtloven og den generelle fredning af lærker. Man må slet ikke foretage driftsændringer, der er til skade for individer af en fredet art, og byggeriet er dermed i sig selv ikke lovligt."

Ud over de blokerende aktivister har der dagen igennem været andre demonstranter tilstede foran byggepladsen, og der er blevet gennemført debat, bannermaling og andre aktiviteter.

Politiet mødte op, men foretog sig ikke andet end at se på.

Siden byggeforberedelserne gik i gang for knap to uger siden, har der næsten dagligt været aktioner på stedet arrangeret af Extinction Rebellion.

Kommende protester

Bevægelsen opfordrer alle, der er mod byggeplanerne, til at møde op ved byggepladsen på Lærkesletten tirsdag den 9. marts om morgenen.

Derudover planlægger Extinction Rebellion den næste større aktion tirsdag den 16. marts. 

Amager Fælleds Venner arrangerer sammen med Danmarks Naturfredningsforening København og Dansk Ornitologisk Forening København stor demonstration ved Bjerget på Amager Fælled på torsdag den 11. marts klokken 17.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. mar. 2021 - 19:27   16. mar. 2021 - 15:17

Natur

ur@arbejderen.dk
Byggeplaner på Amager Fælled og Stejlepladsen
  • I 1990'erne beslutter de københavnske politikere, at der skal bygges på Strandengen på Amager Fælled. Men beslutningen ligger i dvale frem til 2016, hvor kommunen vil realisere planerne fra 1990'erne. De vil bygge på den 5-6000 år gamle Strandeng, der som et af de få områder i Danmark aldrig har været opdyrket. Området har en unik biodiversitet. Salget af byggegrunden skal finansiere en del af kommunens gæld til Metroselskabet.
  • Der rejser sig en stor protestbevægelse mod byggeplanerne. Amager Fælleds Venner dannes og sætter sig i spidsen for modstanden, som også Danmarks Naturfredningsforening København er meget aktiv i. Der bliver gennemført et væld af folkeringe, demonstrationer og andre protester.
  • Op til kommunevalget i 2017 går fire partier – Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF – til valg på, at der slet ikke vil blive bygget på Amager Fælled, hvis de får flertal efter valget.
  • Godt to måneder før kommunevalget giver den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen efter for presset og meddeler, at der alligevel ikke vil blive bygget på Strandengen på Amager Fælled.
  • Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF får ikke flertal ved valget i 2017. Frank Jensen fastholder, at der skal sælges byggegrunde, der kan finansiere en del af metrogælden. I september 2018 stiller overborgmesteren som betingelse for at være med i budgetforliget for 2019, at partierne accepterer, at der nu skal bygges på tre grønne områder: Lærkesletten på Amager Fælled, Stejlepladsen i Sydhavnen og Selinevej. Med i budgetaftalen er Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
  • Alle tre områder er fredede, men fredningerne bliver helt usædvanligt ophævet af et flertal i Folketinget ved lov i marts 2019 – uden om Fredningsnævnet.
  • Der har siden været massive protester mod byggeplanerne og affredningerne. Der har været underskriftsindsamlinger, demonstrationer, aktioner, klager, rekordmange kritiske høringssvar og meget andet. 
  • Trods protesterne vælger et flertal i Borgerrepræsentationen den 4. februar 2021 at godkende de lokalplaner, der åbner for byggerierne. For byggeplanerne stemmer Socialdemokratiet, SF, Radikale, Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti samt de to løsgængere Kasandra Behrndt-Eriksen og Kåre Traberg Smidt.
  • Den 24. februar 2021 går byggeforberedelserne i gang på Lærkesletten på Amager Fælled, men protesterne fortsætter.