De almene boligselskaber tager ansvar under coronakrisen.
I Viborg kan beboerne i det almene boligselskab Sct. Jørgen få hjælp med huslejen – og hjælp til at overskue resten af sin økonomi – hvis man eksempelvis er blevet fyret af sin arbejdsgiver under coronakrisen.
Det ligger i den måde, vi er organiseret på – med beboerdemokrati og sammenhold.
Anne Mette Primdahl Nielsen, boligselskabet Sct. Jørgen
– Hvis nogle af vores beboere bliver arbejdsløse under coronakrisen, har de mulighed for at få udsat huslejen og lave en afdragsordning. De har også mulighed for at få økonomisk rådgivning og hjælp til at overskue økonomien og få et overblik over lån og så videre, fortæller udviklingschef hos boligselskabet Sct. Jørgen Anne Mette Primdahl Nielsen til Arbejderen.
Ligger i almen-tankegangen
Boligselskabet har lavet et opslag på Facebook, hvor de opfordrer deres beboere til at henvende sig, hvis de er bekymrede for, om de kan betale deres husleje. Beboerne kan få økonomisk rådgivning af en boligsocial medarbejder med en bankuddannelse. De kan også få en afdragsordning, så det bliver nemmere at få betalt huslejen.
– Det er en naturlig del af at være et alment boligselskab. Det ligger jo i hele almen-tankegangen. Vi vil gerne dyrke fællesskabet og skabe relationer til vores beboere. Det ligger i den måde, vi er organiseret på – med beboerdemokrati og sammenhold. Almene boligselskaber har flere udsatte beboere med sociale udfordringer, end der er i et parcelhuskvarter. Dem vil vi gerne være med til at tage os af.
Boligselskabet administrerer 4400 almene lejemål i Viborg.
– Vi har ikke fyret folk. I stedet forsøger vi at fastholde vores arbejdspladser og opretholde vores hverdag. Vores folk kører stadig rundt og vedligeholder de grønne områder, og vi har stadig rengøring af opgangene og så videre. Og vi sætter gang i istandsættelsesopgaver, så vi kan støtte vores små lokale håndværkere.
>> LÆS OGSÅ: Almene boligselskaber kan sætte gang i hjulene
Herudover har det almene boligselskab tilbudt, at regionens hospitals sundhedsansatte kan bruge de studieboliger, der normalvis bruges til sygeplejerskestuderende og nu står tomme.
– Vi ved, at mange sygeplejersker og læger har nogle hårde vagter i denne tid. Måske skal de arbejde i otte timer. Og så kan de lige nå hjem og sove i seks timer, før de skal møde på en nattevagt. Vi har en række møblerede ungdomsboliger stående tomme, nu hvor de sygeplejerskestuderende ikke selv skal bruge dem. De boliger vil vi gerne tilbyde til sygeplejersker og læger, så de kan overnatte der i stedet for at tage hjem. De har måske langt hjem, eller også kan det være svært at finde ro derhjemme, nu hvor familien er hjemme døgnet rundt, hvis de kun lige skal hjem og vende og have lidt søvn, før de skal på arbejde igen.
Boligselskabet tager også hånd om beboerne ved at dele råd fra sundhedsmyndighederne og hænge piktogrammer op i opgangene, der eksempelvis viser, hvordan beboerne bedst vasker hænder og undgår smitte.
Beboerne gør også meget selv for at forsøge at få det bedste ud af situationen og vise sammenhold. Hver aften klokken 19 spiller en lille flok beboere i en af gårdene i boligselskabet med harmonika op til fællessang – og så synger beboerne med fra altanen.
Også i Aalborg hjælper man med huslejen
Også i Aalborg er det lokale almene boligselskab Alabu klar til at give en hjælpende hånd:
– Det er prisværdigt, hvad der bliver gjort fra politisk side for at hjælpe erhvervslivet. Vi forsøger nu at hjælpe ved at holde hånden under vores beboere. Deres trivsel, sikkerhed og økonomiske tryghed betyder meget for os. Derfor har vi besluttet at give en økonomisk håndsrækning, hvis en beboer mister sit job på grund af coronavirus. I så fald kan de få lavet en afdragsordning for huslejen, fortæller formand for Alabu Laila Thomsen.
Hun uddyber:
– Det her er så ekstraordinær en situation, at der kræves helt særlige initiativer for at hjælpe vores beboere bedst muligt igennem krisen. Det er slemt nok at miste sit job, og vi håber med denne hjælpepakke at undgå, at vores beboere også mister deres trygge rammer, deres hjem, fordi de midlertidigt står uden job og indtægt, uddyber formand Laila Thomsen.
Det almene boligselskab i Storkøbenhavn KAB har besluttet, at de ansatte gerne må bruge arbejdstid på at hjælpe andre. Det kan for eksempel være at hjælpe afdelingsbestyrelser med at organisere hjælp og støtte i en boligafdeling. Det kan også være at yde praktisk hjælp til beboerne eller hjælpe beboere med at søge gode råd og vejledning hos myndigheder, Børnetelefonen og andre organisationer.
Fremrykker betalinger til leverandører
Flere almene boligselskaber tager ikke kun ansvar for sine beboere. De forsøger også at give en hånd til den lokale håndværker og holde gang i samfundshjulene.
Foreløbig har otte almene boligorganisationer fremrykket betalinger til deres leverandører for mere end 200 millioner kroner for at hjælpe virksomhederne under krisen.
Boligselskabet DAB har valgt at fremrykke alle betalinger til sine kreditorer i marts måned. Det betyder, at omkring 1300 kreditorer har modtaget betaling for tilsammen over 58 millioner kroner tirsdag den 17. marts.
Også BO-VEST har fremrykket sine betalinger:
– Vi tager vores samfundsansvar meget alvorligt i BO-VEST. Ud over at vi selvfølgelig arbejder hjemme så vidt muligt og gør alt, hvad vi kan, for at støtte op om myndighedernes indsats mod coronavirus, kan vi på denne måde også være med til at afbøde de økonomiske konsekvenser af krisen, siger økonomichef Rasmus Nielsen.
Han uddyber:
– Vi passer på beboernes penge, og derfor har vi normalt en ret lang betalingsfrist. Men i den aktuelle situation er det meget længe at vente på pengene for vores leverandører. Derfor fremrykker vi lige her og nu betalingen af 30 millioner kroner. Det er selvfølgelig et beskedent bidrag i det store billede, men det er vigtigt for os at bidrage, hvor vi kan.
Himmerland Boligforening er i fuld gang med at få et overblik over, hvor mange udendørs håndværkeropgaver og fakturabetalinger de kan fremrykke hen over den næste tid. Det gør de for at hjælpe deres leverandører med at fastholde en indtjening, mens ordrebogen er tom.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278