28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdspres forringer patientpleje

Sygehusansatte slår alarm

Arbejdspres forringer patientpleje

Nye undersøgelser viser et alarmerende stort arbejdspres blandt læger og sygeplejersker på sygehusene. Mange oplever, at det forringer behandling og pleje af patienterne.

FOTO: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
1 af 1

Mens regeringen diskuterer en ny gennemgribende strukturreform af sundhedsvæsenet, kæmper de ansatte på landets sygehuse med at sikre den helt basale behandling af patienterne under yderst pressede vilkår.

Vi har overarbejde stort set altid. Folk bliver syge af presset, og mange siger op.
Helene Lilliebjerg, lægesekretær

Mange læger, sygeplejersker og andre faggrupper oplever, at travlhed og arbejdspres betyder en forringet behandling.

Lægeforeningen har gennemført en rundspørge blandt sine medlemmer, hvor 78 procent af sygehuslægerne siger, at de har arbejdsdage, der er så travle, at det påvirker kvaliteten af behandling og pleje. 

For få ressourcer

68 procent af sygehuslægerne siger direkte, at der ikke er ressourcer nok til at give patienterne den bedst mulige behandling.

– Regeringen og de andre partier i Folketinget er nødt til at se på advarslen fra lægerne med stor alvor. Den kliniske virkelighed er hårdt presset, og det er det mest påtrængende problem i sundhedsvæsenet. Det løser man ikke ved at ændre på strukturen, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

>> LÆS OGSÅ: Sundhedsudspil løser ikke problemerne

Han henviser til, at alene i 2016 og 2017 steg antallet af patienter i sygehusvæsenet med 55.000, mens der i samme periode kun kom fire flere ansatte på sygehusene ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Lægeforeningens rundspørge er gennemført i september sidste år. På nogenlunde samme tidspunkt gennemførte Dansk Sygeplejeråd en arbejdsmiljøundersøgelse, som over 3700 sygeplejersker deltog i. Her ses det samme billede.

Kun 43 procent af sygeplejerskerne svarer ja til, at de i høj grad kan udføre deres arbejde i en kvalitet, de er tilfredse med. 

35 procent siger, at de kun delvist er i stand til at sikre et fagligt forsvarligt niveau, mens syv procent erklærer, at de kun i lav grad kan løse opgaverne fagligt forsvarligt. Sygeplejerskerne peger på, at der er for få på arbejde i forhold til opgavernes omfang.

De mest pressede forhold er på de medicinske, kirurgiske eller psykiatriske afdelinger, skadestuer samt i hjemmesygeplejen.

Undersøgelsen viser også, at de mest pressede sygeplejersker er mere syge end andre, og at mange af dem overvejer at skifte job.

Alle faggrupper ramt

En af dem, der konkret oplever problemerne med at levere en fagligt forsvarlig behandling, er Helene Lilliebjerg, der arbejder på kræftafdelingen på Roskilde Sygehus. Hun er lægesekretær, men understreger, at alle faggrupper er under hårdt pres, fordi der mangler hænder. Det gælder ikke kun læger og sygeplejersker.

– Vi er så pressede og har overarbejde stort set altid. Vi får ikke holdt frokostpause, der er ingen mulighed for uddannelse, og ferier er det nærmest umuligt at få afholdt. Folk bliver syge af presset, og mange siger op, fortæller Helene Lilliebjerg.

Hun har oplevet medicinstuderende, der sidder og græder, fordi der ikke er ressourcer nok til at sikre en ordentlig oplæring af dem. 

– Og den meget dygtige læge, der for mange år siden startede hele den smertelindrende behandling af kræftpatienterne op, kunne ikke holde til det længere. Han har sagt op. Det er en guldgrube, vi har mistet, siger Helene Lilliebjerg.

For få måneder siden var sygehusene i Region Sjælland gennem en ny sparerunde. Omkring 200 blev fyret, mens andre 400 stillinger blev nedlagt. 

>> LÆS OGSÅ: Ansatte på sygehuse protesterer over massefyring

Kræftafdelingen har også mistet ansatte. Blandt andet er der fyret lægesekretærer, og sygeplejersker er blevet omrokeret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jan. 2019 - 08:47   25. jan. 2019 - 12:07

Sygehuse

ur@arbejderen.dk