Beboere i det almene boligområde Schackenborgvænge i Ringparken i Slagelse skal fremvise en ren straffeattest, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at kunne blive boende i deres lejlighed, når det private investeringsselskab Estate Invest overtager deres bolig.
Ingen beboere kan få overdraget deres kontrakt til den nye ejer, før de har fremvist en ren straffeattest.
Slagelse almene Boligselskab
Slagelse almene Boligselskab, der administrerer Ringparken, har – som en konsekvens af ghettopakken – solgt 136 af sine almene boliger til det private udlejningsselskab Estate Invest.
Forud for salget har det almene boligselskab krævet, at beboerne i Schackenborgvænge indsender deres straffeattest, så boligselskabet og det udlejningsselskab, der overtager lejlighederne, kan se, hvilke beboere der er tidligere straffet – og dermed sortere dem fra, så man lever op til ghettolovens krav om at ændre beboersammensætningen.
>> LÆS OGSÅ: Nu bliver de første mennesker smidt ud på grund af ghettopakken
Det er også ghettoloven, der slår fast, at hvis de sociale boligområder på den hårde ghettoliste vælger at leve op til kravet om at nedbringe andelen af almene familieboliger ved at sælge til en privat investor – så må den private investor ikke udleje lejlighederne til tidligere dømte beboere og beboere på overførselsindkomst.
"Hård ghetto"
Boligselskabet – og den private investor, der har købt lejlighederne – skal bruge straffeattesterne til at få et overblik over, hvilke beboere der ikke kan blive boende efter overtagelsen.
Ringparken er blevet udpeget som en "hård ghetto" og skal derfor som følge af regeringens ghettopakke skære andelen af almene familieboliger ned med 60 procent.
For at leve op til kravet i ghettoloven har Slagelse almennyttige Boligselskab valgt at sælge 136 af sine almene boliger til den private investor Estate Invest. Heraf er der foreløbig sendt opsigelse ud til 35 lejligheder.
Invaderende og krænkende
I brevet til beboerne skriver Slagelse almene Boligselskab direkte, at:
"Ifølge lovgivningen (ghettoloven) må den nye ejer ikke 'overtage beboere', som: Er straffet efter loven om våbenbesiddelse, er straffet efter loven om euforiserende stoffer, er straffet efter straffeloven, er på overførselsindkomst. Beboere, der enten har en plet på deres straffeattest eller er på overførselsindkomst, kan dermed ikke blive boende i deres bolig", skriver boligselskabet i brevet til beboerne i Schackenborgvænge, som Arbejderen er i besiddelse af.
"Ingen beboere kan få overdraget deres kontrakt til den nye ejer, før de har fremvist en ren straffeattest".
Med brevet følger et link til politiet samt en vejledning til beboerne, der anviser, hvordan de indhenter deres straffeattest.
>> LÆS OGSÅ: Udlejningschef i Slagelse: Vi kan ikke tvinge beboere ud
Beboerne i Slagelse har allieret sig med advokat Morten Tarp for at kæmpe for deres bolig:
– Hele måden, det her sker på, er meget invaderende og krænkende af beboernes privatliv. Boligselskabet forsøger simpelthen at opsige alle dem, der ikke passer ind i regeringens ghettokriterier. Det vil sige tidligere dømte, arbejdsløse og fattige, siger beboernes advokat Morten Tarp til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278