Per Berga Rasmussen har repræsenteret Enhedslisten i Odense Byråd lige siden listen blev stiftet. Han er eneste Enhedslistemedlem i byrådet. Den samme situation står Enhedslisten i dag i i 9 kommuner rundt omkring i landet.
Men med udsigten til fremgang ved kommunalvalget kan de enlige Enhedslistefolk se frem til at få partikollegaer i byrådet. Det glæder Per Berga Rasmussen sig til.
- Jeg føler mig helt sikker på, at jeg ikke sidder alene i Enhedslistens gruppe efter valget. Det vil betyde utroligt meget i vores daglige virke. Vi vil kunne være med i flere udvalg og få sat flere fingeraftryk på politikken i kommunen, siger han.
Det bliver mere og mere tydeligt, at der kun er to partier i byrådet.
Per Berga Rasmussen, byrådsmedlem
Bortset fra det afviser Per Berga Rasmussen, at han har stået alene gennem alle sine mange års arbejde i byrådet.
- Jeg har altid haft en baggrundgruppe i partiet, som jeg har kunne formulere politikken sammen med, understreger han.
Per Berga Rasmussen blev valgt ind i Odense Byråd i 1974 som repræsentant for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Efter 12 år i byrådet opnåede han ikke genvalg. Både DKP og partiet Venstresocialisterne (VS) røg ud af byrådet.
Derefter samlede venstrefløjen i byen kræfterne og dannede Fælleslisten, som blev valgt ind i 1990. Lige siden dengang har Per Berga Rasmussen siddet i byrådet. Det bliver til 35 år i alt. Nu håber han, at den forventede fremgang ved valget kan lægge kimen til at sikre et generationsskifte i Enhedslistens gruppe.
Enhedslisten i Odense går til valg på en række traditionelle mærkesager som at sikre ordentlig velfærd for børn og ældre og fremme den kollektive trafik på bekostning af bilismen.
Som det eneste parti i byrådet står Enhedslisten udenfor budgetforliget, der betyder nedskæringer på 100 millioner kroner. Børn og unge bliver hårdt ramt. Samtidig sparer man erhvervslivet for udgifter på 100 millioner kroner ved at beskære den såkaldte dækningsafgift, som er en erhvervsskat. På sigt vil budgetpartierne helt afvikle dækningsafgiften.
Enhedslisten vil fremlægge et alternativt budget, som viser, at det ikke er nødvendigt at spare på skoler og børnepasning.
- Det bliver mere og mere tydeligt, at der kun er to partier i byrådet. Budgetforligspartierne og så Enhedslisten. Odensianerne har fået øjnene op for, at hvis der skal ske en forandring, er den eneste mulighed at styrke Enhedslisten, siger Per Berga Rasmussen.
Han mærker tydeligt, at der er en helt anden og langt mere positiv stemning omkring Enhedslisten nu end ved kommunalvalget i 2009.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278