07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enhedslisten stiller op i 85 kommuner

Kæmpe fremgang

Enhedslisten stiller op i 85 kommuner

Enhedslisten kommer til at stå i en helt ny situation efter kommunalvalget. Fra at være repræsenteret i 10 byråd er der udsigt til at få valgt folk i halvdelen af landets kommuner.

FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Enhedslisten er på stemmesedlen i 85 af landets 98 kommuner til kommunalvalget den 19. november. Listen står til en stor fremgang. Selv vurderer partiet det som realistisk at blive valgt ind i halvdelen af landets 98 byråd. 

Det vil betyde en femdobling i forhold til i dag, hvor Enhedslisten sidder i 10 byråd rundt omkring i landet. 

Der er behov for en opposition i Kommunernes Landsforening.
Jesper Kiel, kommunalvalgs-medarbejder

- Hvis vi får det samme resultat ved kommunalvalget, som ved folketingsvalget sidste gang på 6,7 procent af stemmerne, vil det betyde, at vi kommer ind i 76 kommuner. Men mange steder ligger vi lige på spærregrænsen, så realistisk set satser vi på at komme ind i halvdelen af kommunerne, siger Enhedslistens valgkampsmedarbejder Jesper Kiel. 

- Det bliver en helt ny situation for os. Det giver masser af muligheder at få så mange lokale ansigter udadtil, men det er også en stor opgave som stiller krav i forhold til at være politikudviklende og gennemføre kurser for de nyvalgte, tilføjer han.

Med i KL's bestyrelse

Partiet vil efter kommunalvalget gå i gang med at opbygge en langt mere koordineret kommunal organisation end i dag, hvor der kun er i alt 14 kommunalpolitikere fordelt på 10 kommuner. København er med sine fem Enhedslistefolk i Borgerrepræsentationen den eneste kommune, hvor der er mere end en enkelt Ø-politiker valgt ind.

- Det bliver en stor opgave at støtte lokalafdelingerne i at opbygge baggrundsgrupper for deres valgte folk og få sikret erfaringsudveksling og uddannelse, siger Jesper Kiel. 

Hovedbestyrelsen har besluttet at lave en permanent stilling til det kommunale område, som skal indgå i partiets organisationsteam. Der skal holdes et årligt møde for alle partiets kommunalrødder og der skal vælges en fælles landsdækkende kommunalgruppe på omkring 15 personer.

Enhedslisten står også overfor for første gang at få valgt et medlem ind i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

- Det bliver en udfordring. I dag fungerer Kommunernes Landsforening bare som regeringens forlængede arm. Der er behov for en opposition i de forummer, det vil vi sikre, erklærer Jesper Kiel. 

Mærkesager

Enhedslistens mærkesager i valgkampen i kommuner og regioner er mere og bedre velfærd, lige adgang til sundhed og bedre forebyggelse, grøn omstilling blandt andet gennem klimarenoveringer og modstand med centralisering og fastlåsning af den kommunale økonomi.

- Vi vil tage kampen op imod regeringens beskæring af bloktilskuddene. Der er behov for et kommunalt oprør mod regeringens linje, som Kommunernes Landsforening blindt har accepteret, erklærer Jesper Kiel. 

I stedet for konstante nedskæringer vil Enhedslisten arbejde for et offentlig sektor, hvor de ansatte bliver hørt og inddraget og hvor alt ikke skal måles og vejes med henblik på udlicitering. 

Lige nu er Enhedslistens lokalafdelinger så småt ved at være i gang med valgkampen. Valgmaterialerne er ved at gå i trykken, og om nogle uger vil partiet komme rigtigt op i gear. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. sep. 2013 - 10:15   07. okt. 2013 - 11:34

Kommunalvalg

ur@arbejderen.dk
Kommuner uden Ø
  • På nuværende tidspunkt ser det ud til, at Enhedslisten stiller op i 85 af landets 98 kommuner. 
  • Følgende steder kommer Ø efter al sandsynlighed til at mangle på stemmesedlen: Dragør, Egedal, Fanø, Lemvig, Læsø, Solrød, Vallensbæk, Vesthimmerland, Vejen, Ærø og Hørsholm.
  • I Randers og Hillerød støtter Enhedslisten henholdsvis Beboerlisten og Fælleslisten.