Det er svært at sove om natten. Lyden af nøgler, der rasler, får hans hjerte til at banke.
Han er blevet arbejdsløs og er begyndt at ryge igen efter tre års stop. Hans firma er kørt i sænk. Og hans døtre er bange for at miste ham igen.
Jeg var helt alene i min celle i næsten 24 timer i døgnet. Jeg fortalte mig selv igen og igen: "Du har intet gjort forkert".
Tre måneder i fængsel, heraf 45 dage i isolation, og en anklage for at have samlet penge ind til den kurdiske oprørsbevægelse PKK har sat sine spor hos den 45-årige dansk-kurder, der har boet i Danmark de sidste 34 år.
Sammen med ti andre danskere med kurdisk baggrund blev han i november sidste år anholdt og anklaget efter terrorlovens paragraf 114 for at have indsamlet penge til PKK, der står opført på EU og USA's terrorlister.
I dag, hvor retssagen mod dem starter i Københavns Byret, står en af de i alt 11 anklagede her frem frem for første gang.
Den anklagede er en 45-årig dansk-kurder, men der er navneforbud i sagen. Derfor kalder vi ham "den anklagede", selvom hans navn er redaktionen bekendt..
Han blev anholdt i sit hjem. Efterfølgende blev hans hjem, hans bil og firma godt og grundigt ransaget af politiet. I firmaet smadrede politiet døren, da de skulle ind. De skar sofaen i stykker i et forsøg på at finde skjulte PKK-millioner. Ifølge den anklagede har politiet aldrig fundet nogle penge.
Det eneste bevis han indtil nu er blevet præsenteret for er, at han engang har lagt penge i Roj TV's bankboks. En "forbrydelse" han ikke har tænkt sig at benægte.
- Roj TV var ikke engang dømt dengang. Det var en fuldt lovlig tv-kanal, der sendte på flere forskellige sprog og med millioner af seere og støtter over hele verden, siger han til Arbejderen.
Arbejdsløs
Da han blev anholdt, havde han et velfungerende reklamefirma og forlag og ventende kontrakter for en halv millioner kroner. Da han blev løsladt igen efter 45 dages fængsel, var firmaet kørt i sænk.
- Der var ingen andre til at køre firmaet videre, mens jeg var i fængsel. Flere af mine kunder turde ikke handle med mit firma, fordi det var blevet ransaget, og fordi jeg var anklaget for terrorfinansiering. Mine kunder blev bange. De turde ikke handle med en formodet terrorist.
Mens han sad varetægtsfængslet troppede politiet op på 150-200 kurdiske restauranter med et billede af den anklagede og andre af de sigtede for at spørge, hvorfor de havde fået lavet menukort hos den anklagede.
"Hvorfor har du betalt fem kroner per menukort - er prisen ekstra høj, fordi pengene i virkeligheden går til PKK?" har den anklagede senere fået af vide af kurderne, at politiet spurgte.
Da han kom ud af fængslet, måtte han for første gang i sit liv søge kontanthjælp. Det er ikke nemt at finde arbejde.
- Hvem vil ansætte en, der er mistænkt for terrorfinansiering? Og nu skal jeg være i retten cirka ti dage hvér måned fra klokken 9.30-16.30 frem til marts måned. Det gør det umuligt, at passe et arbejde.
Tidligere kunne han tjene lidt penge på småjobs som dansk-kurdisk tolk. Men politiet har nægtet at forny hans tolkebevis på grund af anklagen.
En politisk sag
Det er ikke kun den anklagede, der er påvirket af sagen.
- Mine to døtre bliver bange, når de ser en politibil i vores kvarter, eller når det ringer på døren tidligt om morgenen eller sent om aftenen. De er bange for at miste mig igen.
Den morgen, han blev anholdt, fyldte hans yngste datter 18 år. Hun vil aldrig glemme den fødselsdag, hvor hendes far blev kørt væk af politiet, fortæller den anklagede. Han havde ikke forestillet sig, at der skulle gå tre måneder, før han igen kunne være sammen med sine kære.
14 dage efter vi blev fængslet, blev Anders Fogh Rasmussen genvalgt som generalsekretær.
- Jeg troede bare, at jeg skulle tages med til en afhøring og derefter sættes på fri fod.
Men sådan skulle det ikke gå. På politistationen fik han taget fingeraftryk, DNA og fotos. Sent om aftenen samme dag blev den anklagede og de andre tiltalte kørt til Københavns Byret i en fangetransportbil med tremmer for vinduerne. Her fik de anholdte kurdere læst anklagerne imod dem op.
- Jeg kunne slet ikke genkende de anklager, dommeren læste op. Jeg tænkte bare "Hold da op. Er det mig, han snakker om"?
De tiltalte nægtede sig skyldige i anklagerne. Efter to dages grundlovsforhør blev kurderne blev sendt i isolationsfængsel. Den anklagede blev sat i Vestre Fængsel.
- Jeg har aldrig været i et fængsel før. Igennem tremmerne nåede jeg at se tre årstider passere. Jeg var helt alene i min celle i næsten 24 timer i døgnet - kun afbrudt af én times gårdtur og enkelte besøg af min familie. Der var streng brevkontrol, og jeg måtte ikke ringe. Jeg tænkte på min familie. Og jeg fortalte mig selv igen og igen: "Du har intet gjort forkert".
Anklagerne mod de sigtede er alvorlige og kan give op til ti års fængsel, men hos den anklagede er der ingen tvivl: Retssagen handler ikke om terror. Det er en politisk sag.
- 14 dage efter vi blev fængslet, blev Anders Fogh Rasmussen genvalgt som generalsekretær. Det var første gang i NATO's historie, at man genvalgte en generalsekretær. Og kort efter tog Arla og Mærsk på salgsfremstød til Tyrkiet. Mærsk fik forhandlet en aftale på plads om havnen i Izmir. Alting har en pris. Jeg er sikker på, at Tyrkiet har brugt sin politiske indflydelse i NATO og sin økonomiske indflydelse som samhandelspartner til at lægge pres på den danske regering for at få Danmark til at jagte kurderne og deres organisationer.
Kulturhus ransaget
Siden 2010 har den anklagede været formand for sammenslutningen af kurdiske foreninger i Danmark (FEY-KURD) og har været med til et hav af indsamlinger.
- Kurderne har i årevis holdt fester og samlet penge ind.
Derfor er det også helt naturligt for ham at samle penge ind til den tv-station, som fortæller om kurdernes vilkår og kamp for selvstændighed.
- Indsamlingerne var godkendt af politiet. De var fuldt lovlige. Regnskaberne for indsamlingerne blev godkendt af en statsautoriseret revisor. Vi har indsamlet pengene i god tro. Vi aner ikke, hvordan Roj TV efterfølgende har administreret pengene. Men jeg er sikker på, at de er brugt til de mange udgifter, der er ved at drive en tv-station.
Samme dag politiet anholdt de 11 kurdere, slog de også til mod de kurdiske foreningers lokaler i Victoriagade i København. Her faldt politiet over et portræt af den kurdiske leder Öcelan, en række portrætter af kurdiske frihedskæmpere og PKK-flag. Politiet tog billeder af de billederne, som kurderne havde hængende i lokalerne. Politiets billeder af Öcelan og de kurdiske frihedskæmpere indgår nu som beviser i sagen.
- Er det kriminelt at have billeder hængende af vores politiske leder og af mennesker, der har givet deres liv i kampen for kurdernes rettigheder? spørger den anklagede retorisk.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Morten Bødskov, men ministeren ønsker ikke at kommentere den verserende sag, oplyser Justitsministeriets presseenhed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278