15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Brug finansloven til at hjælpe de arbejdsløse

John Dybdal mistede dagpengene:

- Brug finansloven til at hjælpe de arbejdsløse

Buschauffør John Dybdahl har prøvet at miste dagpengene og næsten måtte gå fra hus og hjem. Derfor ved han, hvad han snakker om: Thornings og Corydons vigtigste opgave i den finanslov de fremlægger i dag, er at finde en løsning for de arbejdsløse, der står til at ryge ud af dagpengesystemet.

Det var hverken tvang eller pisk, der skaffede John et fast arbejde. Det var derimod et midlertidigt job som busvært i Movia, som tilbød ham en uddannelse og et arbejde som buschauffør.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Giv de arbejdsløse mulighed for at uddanne sig, så de får bedre jobmuligheder. Drop kravet om forsørgerpligt og forlæng dagpengeperioden. Og opret nogle flere job!

Sådan lyder 52-årige John Dybdahl's opråb til regeringen, der i dag fremlægger sit udkast til finanlov.

Som arbejdsløs var det reelt umuligt for mig at tage en uddannelse, fordi jeg gik så meget ned i indtægt.
John Dybdahl

I dag sidder John Dybdahl bag rattet i bus 5A i København. Men sådan har det ikke altid været.

Arbejderen har fulgt John Dybdal siden han sidste år mistede dagpengeretten ligesom tusindvis af andre danskere.

John Dybdahl kunne heller ikke få kontanthjælp, fordi hans kone, som er social- og sundhedshjælper, tjente, hvad der svarer til "dobbelt kontanthjælp". Derfor skulle hun forsørge sin mand. 

Det blev starten på en økonomisk rutsjetur for både John Dybdahl og hans kone, som bor sammen med deres to børn i et lejet rækkehus. 

John Dybdahl var desperat. Han søgte mindst ti job om ugen. Men lige lidt hjalp det. Der var intet job at få.

4000 mindre om måneden

Da det så allermest sort ud, og John stod til miste dagpengeretten, blev han reddet af et akutjob. Han skulle rengøre vaskehaller på tankstationer over hele landet, men efter få uger var John overflødig og blev fyret.

- Det var meget stressende at gå fra det ene småforløb til det andet og vide, at i næste måned kan du være uden indtægt, hvis ikke du finder et arbejde, fortæller John Dybdahl til Arbejderen.

Da han hverken kunne få dagpenge eller kontanthjælp, tilmeldte han sig et kursus indenfor det grønne område. På den måde kunne han få udbetalt uddannelsesydelse. Det betød en lønnedgang på cirka 4000 kroner om måneden efter skat.

- Vores økonomiske liv hang i en tynd tråd. Vi kom to måneder bagud med huslejen og endte i fogedretten. Nedskæringerne på dagpengene betød, at vores lille familie på to børn og to voksne var ved at gå på røven.

"Løsningen" for John Dybdahl og hans kone blev at låne penge af familie og venner. Og udskyde regninger.

- Jeg følte mig som en tigger. Det var ikke rart.

Skiftede spor

    Det var hverken tvang eller pisk, der skaffede John et fast arbejde. Det var derimod et midlertidigt job som busvært i Movia, som tilbød ham en uddannelse og et arbejde som buschauffør.

    Han startede som buschauffør i maj. Men først brugte han tre måneder på at tage et buskørekort.

    - Det var først, da jeg havde et arbejde, at jeg reelt fik mulighed for at videreuddanne mig. Jeg fik 85 procent af min løn, så jeg kunne uddanne mig til buschauffør. I stedet for at presse de arbejdsløse og straffe dem, der tager en uddannelse, burde regeringen støtte de arbejdsløse og gøre det muligt at tage en uddannelse.

    - Jeg kom kun i arbejde, fordi jeg skiftede spor, og tog en uddannelse, så jeg kunne prøve lykken i en helt anden branche. Men som arbejdsløs var det reelt umuligt for mig at tage en uddannelse, fordi jeg gik så meget ned i indtægt.

    Opråb til regeringen

    Hans personlige historie betyder, at han ikke behøver tænke længe over, hvad regeringen kan gøre for at hjælpe de arbejdsløse.

    - Forsøgerpligten bør afskaffes. Og så bør dagpengeperioden forlænges. Der kommer ikke flere job af at kræve, at min kone skal forsørge mig eller ved at at lukke for mine dagpenge og min kontanthjælp. Jeg søgte ti job om ugen. Jeg var maksimalt presset. Men udsigten til økonomisk ruin fik mig ikke i arbejde.

    >> LÆS ANALYSE: Dagpengesag kan vælte Thornings finanslovsplan

    - Regeringen skal gøre det muligt for de arbejdsløse at tage en uddannelse, uden at de må gå fra hus og hjem. Jeg mistede 4000 kroner efter skat, da jeg blev sat på uddannelsesydelse. Først da jeg fik arbejde som busvært, fik jeg mulighed for at videreuddanne mig til buschauffør.

    - Regeringen stikker halen mellem benene, når den placerer ansvaret for arbejdsløsheden hos den enkelte arbejdsløse. De må tage ansvar og oprette flere job. I dag kan du ikke bare gå ud og finde et job. Derfor går det ikke at piske de arbejdsløse, lyder det fra John Dybdahl.

    Kan du lide, hvad du læser?

    Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
    rød journalistik:

    Abonnér

    eller giv et bidrag via


    87278


    26. aug. 2014 - 06:23   26. aug. 2014 - 09:27

    Portræt

    ml@arbejderen.dk
    Rød bog: John Dybdahl
    • Arbejderen har fulgt John Dybdahl siden oktober 2012, hvor han modtog det såkaldte advarselsbrev om, at han var én blandt mange tusinder, som stod overfor at miste dagpengeretten på grund af stramning af dagpengereglerne.
    • Han røg sammen med tusindvis af andre danskere ud af dagpengesystemet, da stramningerne trådte i kraft.
    • John Dybdahl kunne heller ikke få kontanthjælp, fordi hans kone, der er social- og sundhedshjælper, tjente 1000 kroner for meget.
    • John bor i Hvidovre i et lejet rækkehus sammen med sin kone og to børn. At familien stod til at miste den ene indtægt betød, at de risikerede at gå fra hus og hjem.
    • Da han endelig fik et midlertidigt job hos Movia, tilbød de ham en uddannelse som chauffør. I dag arbejder John Dybdahl som buschauffør i København.