09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Brugerbetaling på uddannelse skaber røre

SF og EL indkalder til samråd

Brugerbetaling på uddannelse skaber røre

EL og SF indkalder uddannelses- og forskningsministeren Ulla Tørnæs i samråd i dag, efter at regeringen har indgået en aftale om at lukke for muligheden for at tage mere end en videregående uddannelse.

2.523 studerende begyndte i 2014 på en ny uddannelse, selv om de havde afsluttet en videregående uddannelse på samme eller højere niveau.
FOTO: Thomas Lekfeldt/Scanpix
1 af 1

Det bliver for egen regning, hvis personer fremover er kommet på den forkerte hylde og ønsker at tage en ny videregående uddannelse.

Det er resultatet af den aftale, som regeringen nu har indgået med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Al brugerbetaling i uddannelse skaber mere ulighed
Eva Flyvhol, EL uddannelsesordfører

Forslaget vil gå ud over unge mennesker, der efter én uddannelse finder ud af, at de er gået den forkerte vej og gerne vil rette op. Det mener blandt andre Enhedslisten.

– Det kommer til at ramme den unge studerende, der troede, at hun ville være gymnasielærer, og derfor tog en bachelor på universitetet, og nu selv skal betale for at blive folkeskolelærer. Eller den ambitiøse mand, der efter en bachelor på medicinstudiet finder ud af, at han i stedet langt hellere vil være sygeplejerske. Det er helt forkert at straffe de unge med brugerbetaling, siger Enhedslisten uddannelsesordfører Eva Flyvholm.

Penge til dagpengeaftale

Aftalen betyder, at det fremover ikke skal være muligt at tage to videregående uddannelser på samme eller lavere niveau på statens regning. Der vil fortsat være mulighed for at videreuddanne sig på et højere niveau. 

Forslaget kommer i kølvandet på dagpengeaftalen fra 2015, hvor der mangler 300 millioner kroner til finansieringen.

Akademikerne finder det hovedrystende, at finansieringen skal findes ved at forringe adgangen til ny uddannelse, der kan give nye kompetencer og forbedrer jobmulighederne.

– Med aftalen, frygter jeg, at bachelorstuderende, der overvejer at skifte uddannelsesspor, tvinges til at droppe ud, også selv om de måske kun mangler ganske få ECTS-point i at kunne færdiggøre deres bachelorgrad. Det er dårlig samfundsøkonomi, at studerende tvinges til at spekulere på den måde, siger akademikernes formand Lars Qvistgaard.

Ifølge ham er Akademikerne på linje med FTF i kritikken af, at aftalen er perspektivløs og skadelig i forhold til at sikre samfundets behov for en veluddannet arbejdsstyrke.

Minister i hastesamråd

Også de to uddannelsesordførere, Jacob Mark (SF) og Eva Flyvholm, mener, at aftalen kan hindre folk i at omskole sig for at tilpasse sig nye muligheder på arbejdsmarkedet.

Det er en af årsagerne til, at de i dag hasteindkalder uddannelses- og forskningsministeren Ulla Tørnæs (V) i samråd.

De vil have ministeren til at redegøre for, om det er rimeligt, at det er de studerende, der skal betale for et hul i finansieringen af dagpengereformen. 

Hos Enhedslisten pointerer uddannelsesordfører Eva Flyvholm, at al brugerbetaling i uddannelse skaber ulighed:

– Med det her forslag kan direktørens datter godt tage flere uddannelser eller have råd til at vælge forkert første gang - men det bliver aldrig muligt for kasseassistentens søn. Det er uretfærdighed i hjertet af vores uddannelsessystem - og det skal vi ikke have.

Efteruddannelse betaler sig

I 2014 var der ifølge DR 2.523 studerende, som begyndte på en ny uddannelse, selv om de havde afsluttet en videregående uddannelse på samme eller højere niveau.

Og en ny undersøgelse fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA), som blev offentliggjort i 2016, viser da også, at efteruddannelse – også folk der har en videregående uddannelse i forvejen, betaler sig for samfundet.

– Stramningen rammer mange mennesker, der ønsker at efteruddanne sig eller skifte spor undervejs i arbejdslivet, og det er en forringelse af voksne menneskers mulighed for at dygtiggøre sig, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey, til TV2.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jun. 2016 - 10:05   15. jun. 2016 - 14:54

Brugerbetaling

kkp@arbejderen.dk
Undtagelser for brugerbetaling
  • Revalideringsforløb er ikke omfattet af loftet.
  • Personer, som har en videregående uddannelse, der ikke har været benyttet i 5 år, (forældelsesregel) kan undtages.
  • Personer, der af sundhedsmæssige årsager søger en ny uddannelse på samme niveau eller lavere, kan undtages.
  • Bestemte uddannelsesområder kan ud fra en arbejdsmarkedsvurdering undtages.

Kilde: dr.dk