24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

CO-industris støtte til pro EU-tænketank vækker harme

Kontingentkroner til EU-tænketank

CO-industris støtte til pro EU-tænketank vækker harme

Kontingentkroner fra fagbevægelsens medlemmer skal ikke gå til ensidig ja-propaganda, lyder kravet fra medlem af 3F's hovedbestyrelse.

Tænketanken Europa vil komme med beregninger af, hvor mange danske eksportarbejdspladser, der afhænger af, om vi er med i EU eller ej. Spørgsmålet er, om slagteriarbejdspladserne skal tælles med, eller de allerede er flyttet til Tyskland...
FOTO: PN
1 af 1

Arbejdsgiverne i Dansk Industri (DI) og fagbevægelsen i Centralorganisationen af industriansatte (CO-industri) er gået sammen om at starte en ny EU-tænketank "Europa".

Fonden er en del af vores overenskomst, og jeg har ikke hørt noget om, at fonden har til formål at støtte en EU ja-tænketank.
Hans Sørensen, formand for 3F Horsens.

Ifølge tænketanken har Dansk Metal, 3F Industri og CO-industri givet et mundtligt forhåndstilsagn om hver at betale et årskontingent på 50.000 kroner for at melde sig ind i tænketanken.

Det vækker vrede hos flere fagforeningsmedlemmer og medlemmer af både 3F's hovedbestyrelse og 3F Industris bestyrelse.

CO-industris medlemmer er også med til at betale inddirekte til tænketanken via Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond, der støtter tænketanken med seks millioner kroner.

Ensidig propaganda

Ole Nors Nielsen, der er medlem af hovedbestyrelsen i 3F og en af spidskandidaterne for Folkebevægelsen mod EU ved valget til EU-parlamentet, er bekymret over projektet.

- Kontingentkroner fra fagbevægelsens medlemmer skal ikke misbruges til ensidig propaganda for EU. Vi har før oplevet, at ledelserne i Dansk Industri og CO-industri er gået sammen om propaganda for et ja ved tidligere folkeafstemninger om EU-spørgsmål, selvom det ikke har gavnet fagbevægelsens medlemmer, siger Ole Nors Nielsen.

Hans bekymring for, at tænketanken er pro-EU, er ikke helt grebet ud af den blå luft. Da tænketanken blev lanceret, sagde formanden for CO-industri Claus Jensen blandt andet:

- Det er blevet lidt for cool at vende sig mod det europæiske fællesskab. Krisen og al for stor arbejdsløshed har ført til stigende nationalisme og skepsis overfor EU. Det er en bekymrende tendens, lød det fra Metal-formanden.

DI bakker op om Claus Jensen og bekræfter, at tænketanken er positiv over for EU:

- Det er bedre, at Tænketanken kommer med udredninger og ikke DI. Det har en værdi at gøre det i regi af noget uafhængigt. Selvom det er os der står bag tænketanken, er der ikke en skjult dagsorden. Vi har lagt et grundlag frem for tænketanken. Den betragter EU som noget vigtigt og noget godt. Den har et pro-europæisk udgangspunkt, siger DI's europapolitiske chef Anders Ladefoged til Arbejderen.

Han vil have tænketanken til at "få folk til at erkende den betydning, EU har for Danmark".

- Eksempelvis kan man forestille sig, at tænketanken vil komme med beregninger af, hvor mange danske eksportarbejdspladser, der afhænger af, om vi er med i EU eller ej. Midt i en krisetid med arbejdsløshed vil sådan et tal have stor betydning for danskernes forståelse for vigtigheden af, at Danmark er med i EU, uddyber Anders Ladefoged.

Uddannelsespenge til tænketank

Hans Sørensen, formand for 3F Horsens og medlem af 3F's industrigruppe, er vred over fagbevægelsens støtte til den nye tænketank:

- Der er tale om en "ja-tænketank" med ja-folk som Uffe Ellemann og Claus Jensen og DI i spidsen. Vi ved udmærket, hvad de vil. Det tyder på, at tænketanken er mest optaget af at få et ja til folkeafstemningen om EU's patentregler, siger Hans Sørensen til Arbejderen.

Han forudser, at der til januar bliver "ramasjang" på bestyrelsesmøderne i 3F og 3F Industri, fordi Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond støtter den nye EU-tænketank med seks millioner kroner:

- Det har vi intet fået at vide om. Kun at der var tale om et mindre kontingent, og at finansieringen hovedsageligt kommer fra fonde udefra. Men Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond er ikke penge "udefra". Pengene i fonden skal bruges til uddannelse af vores medlemmer og til samarbejde på arbejdspladserne - eksempelvis konsulenter, der kan hjælpe med kommunikation. Fonden er en del af vores overenskomst, og jeg har ikke hørt noget om, at fonden har til formål at støtte en EU ja-tænketank, lyder det Hans Sørensen.

Også formanden for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, der er medlem af industrigruppens bestyrelse og hovedbestyrelsen i 3F, er - ifølge folkebevaegelsen.dk - betænkelig over CO-industris opbakning til tænketanken. Han ser hellere en indsats i forhold til 3Fs eget nye EU-udvalg, der netop ikke tager udgangspunkt i, om man er for eller imod EU. Men indtil videre vil han afvente et konkret forslag om industrigruppens eventuelle tilknytning og bidrag til tænketanken.

Tænketanken Europa vil arrangere konferencer, lave kampagner og vælgermøder - især i forbindelse med afstemningen om EU's patentdomstol og EU-parlamentsvalget. Og så skal der oprettes et "Europa-universitet" og "forskningsgrupper".

Startkapitalen er på 12 millioner kroner. Pengene skal gå til husleje, løn og aktiviteter. Herudover vil Tænketanken skrive rundt til virksomheder og fagforeninger for at få dem til at være sponsorer.

Tænketanken blev oprettet den 2. december og barslede samtidig med sin første undersøgelse "EU og danskerne".

Undersøgelsen bygger på interviews med 1012 danskerer og konkluderer, at  62 procent af danskerne synes, at EU-medlemskabet er godt for Danmark, og næsten lige så mange mener, at det vil være godt for Danmark, hvis EU-samarbejdet bliver endnu stærkere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. dec. 2013 - 10:00   02. jan. 2014 - 16:13

EU-tænketank

ml@arbejderen.dk
Fakta: Tænketanken Europa

Tænketanken er oprettet af DI og CO-industri. Tænketanken består af en direktør, et sekretariat, en Strategikomite og et Råd.

I tænketankens ledende råd sidder blandt andre:

  • Gruppeformand i 3F's industrigruppe, Mads Andersen

  • Claus Jensen, formand for CO-industri og forbundsformand Dansk Metal

  • Administrerende direktør Karsten Dybvad, Dansk Industri

  • Uffe Ellemann-Jensen, fhv. udenrigsminister og fhv. formand for de europæiske liberale

  • Professor Marlene Wind, centerleder, Center for Europæisk Politik, Københavns Universitet

  • Director General Markus Kerber, Federation of German Industries (BDI), Berlin

  • Director General Claus Haugaard Sørensen, EU-Kommissionens Directorate-General, Humanitarian Aid and Civil Protection (ECHO), Bruxelles.