En dansk mand fra provinsen, der stemmer på Dansk Folkeparti…
Sådan ser en typisk EU "superskeptiker" ud, hvis man skal tro den første rapport, som tænketanken Europa har fået lavet.
Hvis du spørger, om du får hele sandheden om, hvem der er skeptikere, er svaret naturligvis nej.
Asger Nielsen, direktør for Megafon.
Undersøgelsen "EU og danskerne" bygger på interviews med 1012 danskere og konkluderer, at 62 procent af danskerne synes, at EU-medlemskabet er godt for Danmark.
Undersøgelsen deler danskerne op i fem forskellige typer.
En af typerne er "superskeptikeren", der beskrives som "… meget negativt indstillet overfor EU som idé og ser helst en dansk udtrædelse af EU-samarbejdet. Superskeptikeren kunne typisk være en mand med folkeskole- eller erhvervsuddannelse som højeste uddannelse fra provinsen, der stemmer DF".
For simpelt
Tænketanken Europa, der har bestilt undersøgelsen, indrømmer, at virkeligheden er mere nuanceret:
- For at formidle sin undersøgelse har Megafon indkredset fem EU-arketyper. Det er en måde at gøre det mindre tørt på. Jeg er enig i, at det er for simpelt at kategorisere EU-modstandere og EU-kritikere som nationalister eller lignende, siger europapolitisk chef i DI Anders Ladefoged til Arbejderen.
For yderligere spørgsmål henviser han dog til Megafon, der har lavet undersøgelsen.
Megafons direktør indrømmer, at der er tale om en "grovkornet karakteristik, der har fjernet nuancerne".
- Selvfølgelig risikerer man at give et forsimplet billede. Men det gør man altid, når man forsøger at koge en rapport ned til fire linjers tekst. Man kan bruge teksten til at få et hurtigt, umiddelbart overblik. Teksten fortæller ikke den fulde sandhed. Det svarer til at læse overskriften i en avis uden at læse resten af artiklen, forklarer Megafons direktør Asger Nielsen til Arbejderen.
- Vores opdeling af danskerne i fem arketyper er en forenklet personkarakteristik af et mere kompliceret helhedsbillede. Jeg tror godt, at folk ved, hvad en arketype er. Det svarer jo til at sige: En arketype på en dansker er en høj, lyshåret mand. Det udsagn giver jo heller ikke et udtømmende billede, lyder det fra Megafon-direktøren.
Superskeptikere i flere partier
Ifølge Megafon har man valgt at give billedet af en typisk superskeptiker ud fra de svar, man fik fra undersøgelsen.
Megafon har stillet spørgsmålet: "Er det godt eller dårligt for Danmark at være med i EU". Blandt Dansk Folkepartis vælgere var der 37 procent, som svarede "dårligt" og 28 procent "meget dårligt".
Men undersøgelsen viser også, at der findes skeptikere langt ind i både Socialdemokraternes, SF's og Enhedslistens vælgerskarer.
17 procent af de adspurgte SF-vælgere svarede "dårligt" og 7 procent "meget dårligt". Blandt Socialdemokraternes vælgere var svaret 17 procent "dårligt" og 4 procent "meget dårligt", og blandt Enhedslistens vælgere svarede 29 procent "dårligt" og 9 procent "meget dårligt".
Selvom Megafon således har udråbt en superskeptiker til at være medlem af Dansk Folkeparti, har man ikke ønsket at offentliggøre disse bagvedliggende tal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278