11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark skal fjerne regel om 25-timers ophold på rastepladser

Krav fra EU:

Danmark skal fjerne regel om 25-timers ophold på rastepladser

Er den danske regel om 25-timers grænse for lastvognes parkering på de statslige rastepladser lovlig? Nej, mener EU-kommissionen, der kræver reglen fjernet.

EU-kommissionen truer med EU-domstolen, fordi en ny dansk regel sætter grænser for, hvor længe udenlandske langturschauffører kan tilbringe deres lovmæssige hviletid under elendige forhold på rastepladserne.
FOTO: PN
1 af 1

Fra den 1. juli har lastbilchauffører maksimalt kunnet tilbringe 25 timers hvil på de 90 statsejede rastepladser langs de danske motorveje. Men den regel vil EU-kommissionen nu have fjernet.

Det er forkert at sige, at begrænsningen alene rammer de udenlandske vognmænd....den gælder også danske vognmænd.
Erik Østergaard, direktør i DTL

Kommissionen mener, at 25-timers reglen er en "ubegrundet indirekte forskelsbehandling" af EU-borgere. Ifølge EU's hviletidsregler skal chauffører holde et ugentligt 45 timers hvil. Det kan udenlandske langturschauffører ikke gøre i Danmark med den nye 25-timers regel, understreger EU-kommissionen.

Hvis ikke Danmark er kommet med en god forklaring på reglen inden den 19. september, vil EU-kommissionen forbeholde sig retten til at starte en sag ved EU-domstolen mod Danmark. Det fremgår af et brev, en såkaldt åbningsskrivelse, som Kommissionen har sendt til regeringen.

En god sag

DTL - Danske Vognmænd mener dog, at Danmark har en god sag, hvis den ender for EU-domstolen.  

– I forvejen er det ikke tilladt at afholde sit 45 timers hvil i køretøjet – det ligger der en EU-dom på. Det er forkert at sige, at dette her alene rammer de udenlandske vognmænd, for de har lige så store muligheder for at afholde deres daglige og reducerede ugentlige hvil på danske rastepladser som alle andre, og begrænsningen gælder også danske vognmænd, siger DTL's direktør Erik Østergaard.

Det reducerede ugentlige hvil, som DTL-direktøren omtaler, kan kun foregå hver anden uge og skal være på mindst 24 timer og skal følges op med yderligere hviletid indenfor de næste tre uger. Det fremgår af EU's hviletidsforordning, der ligesom andre EU-forordninger gælder som direkte lov i Danmark.

Fyldte rastepladser

Årsagen til 25-timers reglen er, at de danske rastepladser på både hverdage og i weekenden er fyldt til bristepunktet med hvilende og sovende chauffører fra hovedsagelig de østeuropæiske EU-lande.

I mange tilfælde tilbringer chaufførerne også deres lovpligtige ugentlige hvil på 45 timer i lastbilen, mens den holder på rastepladsen. Også selv om det ifølge EU-dommen er i strid med EU's køre/hviletidsregler.

Rastepladserne er ifølge en undersøgelse foretaget af Vejdirektoratet så overfyldte, at der på nogle rastepladser holder dobbelt så mange lastbilder, som der er kapacitet til. I weekenden er næsten 80 procent lastbiler, hvor udenlandske langturschauffører holder hvil på 24 timer eller derover. En tredjedel holder endda længere end 45 timer.

Årsagen er, at de østeuropæiske vognmandsfirmaer ikke betaler deres chauffører diæter for at overnatte på hoteller og moteller. En betaling af egen lomme har østeuropæiske chauffører ikke råd til med deres lave løn.

EU-liberalisering sendt til hjørne

EU-kommissionens svar har været at foreslå en vejtransportpakke, der blandt andet indeholder en slækkelse af køre/hviletidsbestemmelserne. Pakken blev dog stemt ned i EU-parlamentet i sidste måned, efter omfattende chauffør-protester. Herunder også fra de østeuropæiske chauffør-organisationer.

I et brev til de rumænske medlemmer af EU-parlamentet skrev det rumænske transportarbejderforbund ATU blandt andet:

"Beviserne for de forfærdelige forhold, rumænske chauffører arbejder under, vokser. De vasker sig, spiser og sover i og ved deres biler op ad motorveje under forhold der minder om slaveri. Der går ikke en måned uden en rumænsk chauffør dør et eller andet sted i Europa på grund af stress og udmattelse – unge og gamle, der arbejder udenlands blot fordi de vil give deres familier et bedre liv."

Speditører protesterer

Mens de danske vognmænd støtter den nye 25-timers begrænsning, der nu er under angreb fra EU, forholder det sig anderledes med Danske Speditører, der er brancheforening for de speditørforretninger, der hyrer de østeuropæiske vognmænd til transportopgaverne. Organisationen vurderer, at adgangen til østeuropæiske chauffører dermed bliver sværere, og de derfor må bruge danske vognmænd/chauffører. Men de er ikke til at skaffe – i hvert fald ikke til samme pris.

"Reduceres muligheden for anvendelsen af udenlandsk transportkapacitet (…), vil misforholdet mellem udbud og efterspørgsel blive endnu større end i dag," mener Danske Speditører.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. aug. 2018 - 11:52   08. aug. 2018 - 16:24

Arbejdsmiljø

he@arbejderen.dk
Ugentlig hviletid

De generelle regler for ugentlig hviletid er:  

  • En regulær ugentlig hviletid på mindst 45 timer.

  • I to på hinanden følgende uger skal en fører som minimum holde to regulære ugentlige hviletider på mindst 45 timer svarende til 90 timer, eller en regulær ugentlig hviletid på 45 timer og en reduceret ugentlig hviletid på mindst 24 timer. I så fald skal forskellen mellem den reducerede hviletid og de 45 timer afholdes inden for de tre næste uger.

  • Reduceret ugentlig hviletid, der tages borte fra hjemstedet, kan holdes i køretøjet, hvis dette er udstyret med en soveplads og holder stille. 

  • En ugentlig hviletid skal starte senest ved afslutningen af seks på hinanden følgende 24 timers perioder efter afslutningen af den foregående ugentlige hviletid.

Kilde: Færdselsstyrelsen