25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danske EU-modstandere lykønsker briter med valgresultat

Storbritannien får politisk handlerum

Danske EU-modstandere lykønsker briter med valgresultat

Valget i Storbritannien baner vejen for det brexit, den britiske befolkning stemte for helt tilbage i 2016. Folkebevægelsen mod EU ønsker den britiske befolkning tillykke med udsigten til endelig at komme ud af EU og genvinde deres politiske handlefrihed.

FOTO: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

"Folkebevægelsen ønsker det britiske folk tillykke! Med resultatet af deres afstemning ser det nu endelig ud til, at deres 'Leave' bliver respekteret".

Sådan lyder udmeldingen fra formand for Folkebevægelsen mod EU, Susanna Dyre-Greensite.

Det vigtigste ved valget er det politiske handlerum, de britiske vælgere stemte for.
Susanna Dyre-Greensite, Folkebevægelsen mod EU

– Det vigtigste ved valget er det politiske handlerum, de britiske vælgere stemte for. Det er det politiske handlerum, det at forlade Unionen medfører, som vi lykønsker briterne med. Johnson kan udskiftes ved næste valg, hvis befolkningen ønsker det. Men hvis Storbritannien forbliver i EU mod befolkningens ønske, kan hverken Labour eller Konservative fremover føre den politik, de gik til valg på, uddyber hun overfor Arbejderen.

Hun understreger, at Folkebevægelsen mod EU ikke har støttet nogen af siderne i valgkampen:

– Men vi har noteret os, at kun de Konservative havde en klar plan for, hvordan brexit skulle gennemføres. Vi er dybt skuffede over Labour. Det nærmeste vi så på en plan fra Corbyn var, at han ville binde Storbritannien til EU's toldunion og derefter udskrive endnu en folkeafstemning. Det vil sige en langt tættere tilknytning til EU, end Norge har – eksempelvis ville Storbritannien skulle acceptere alle EU's handelsaftaler uden den mindste indflydelse. Det er virkelig at se stort på resultatet af en folkeafstemning.

Hun uddyber:

– I Folkebevægelsen mod EU så vi helst, at Storbritannien var blevet enige om et tværpolitisk forhandlingsmandat for et brexit. Begge fløje bærer skylden for, at det ikke har været muligt. Vi forholder os fortsat kritisk til den videre udvikling og vil dømme en eventuel fremtidig handelsaftale mellem EU og Storbritannien med afsæt i vores værdigrundlag og vores principper om folkestyre, miljø og solidaritet, som vi altid har stået for.

Susanna Dyre-Greensite håber nu, at de danske medier vil holde op med at påstå, at der ikke er folkelig opbakning til brexit.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. dec. 2019 - 10:19   13. dec. 2019 - 15:20

Brexit

ml@arbejderen.dk