Mandag klokken 17 er der demonstration på Københavns Rådhusplads. Omkring 500 har trodset den silende regn og er mødt frem. Her er mennesker med handicap, pårørende, ansatte på handicapområdet og andre, som ønsker at protestere med de voldsomme nedskæringer på socialområdet.
Man kan ikke spare mere uden at svigte de svageste i samfundet.
Anne Nurken, sagsbehandler
Utilfredsheden gælder blandt andet de såkaldte kvalitetsstandarder, som kommunen har indført på handicapområdet. Standarderne betyder en generel forringelse af serviceniveauet. Hundredvis af beboere på bosteder har fået at vide, at de nu er for velfungerende til at have ret til fortsat at bo der. Mens andre har fået besked om, at de ikke længere kan komme i dagtilbud fem dage om ugen, men kun tre dage. Der bliver også skåret i støtten til ledsagelse på ture udenfor hjemmet.
En af dem, der skal føre de nye kvalitetsstandarder ud i livet, er Anne Nurken, der er pædagog og arbejder som sagsbehandler i Borgercenter Handicap. Hun er med til demonstrationen for at vise, at mange af de ansatte er dybt uenige i den måde, systemet fungerer på.
– Det er enormt frustrerende at være sagsbehandler. Vi ønsker jo at skabe forudsætningerne for et godt liv for vores borgergruppe. Men det kan vi ikke, så længe det politiske system kun tager udgangspunkt i økonomiske modeller og ikke tager hensyn til menneskers behov, erklærer Anne Nurken.
>> LÆS OGSÅ: Børn med handicap har ikke værdi i konkurrencestaten
– Handicapområdet er virkelig blevet svigtet de seneste år. Man kan ikke spare mere uden at svigte de svageste i samfundet. Der er ikke meget tilbage af velfærdsstaten, tilføjer hun.
Anne Nurken er medlem af fagforeningen LFS, der har taget initiativ til demonstrationen, som en række andre fagforeninger og organisationer bakker op om. Det gælder blandt andre FOA SOSU, Socialpædagogerne Storkøbenhavn, Dansk Socialrådgiverforening Region Øst, Landsforeningen LEV, Hjemløseorganisationen SAND, facebookgruppen Kære Frank samt Handicapaktivisterne.
Kritik af kommuneaftale
Den første taler er Anni Sørensen, formand for Landsforeningen LEV. Hun peger på, at det ikke kun er i København, at der skæres ned på handicapområdet. Det sker i mange kommuner rundt omkring i landet.
>> LÆS OGSÅ: Kommuner sparer massivt på handicappede og ældre
– Nok er nok. Nu skal der en forandring til. Vi skal have genskabt socialpolitikken. Aftalen om kommunernes økonomi er en ganske lille dråbe i havet. Nu har vi store forventninger til finansloven, siger Anni Sørensen.
>> LÆS OGSÅ: Aftale vil stadig give kommuner stram økonomi
Flere andre talere kommer også ind på aftalen fra i fredags om kommunernes økonomi i 2020.
– Vi havde håbet, at den budgetaftale, som regeringen lige har indgået med Kommunernes Landsforening, for alvor ville have tilført det sociale område penge, men sådan ser det desværre ikke ud – så nu er sidste chance, at de københavnske politikere inde på rådhuset laver nogle skarpe prioriteringer i deres budgetforhandlinger, for ellers ser det sort ud. Og vi taler om tilførsel af rigtig mange millioner til socialområdet, siger Britt Petersen, formand for LFS.
Socialborgmester Mia Nyegaard (R) deltager i demonstrationen for at vise sin opbakning til demonstranternes krav. Hun er ikke særlig optimistisk i forhold til den kommunale økonomiaftale, der ikke direkte tilfører flere penge til socialområdet, men bebuder en undersøgelse af årsagerne til stigningen i kommunernes udgifter på området.
– Jeg er ked af, at der ikke kommer flere penge til det specialiserede socialområde. Ingen får det bedre af, at man vil se på området. Regeringen har sagt, at den vil løfte velfærden. Hvis det her ikke er kernevelfærd, hvad er så, spørger Mia Nyegaard.
Hun forudser også en kamp i budgetforhandlingerne i Københavns Kommune for at sikre flere penge til socialområdet.
Handicappede har ordet
Mange unge udviklingshæmmede deltager på demonstrationen med et klar budskab til politikerne om, at nedskæringerne skal stoppe nu. En række af dem går på talerstolen for at fortælle om de alvorlige konsekvenser, nedskæringerne har for dem.
– Jeg har brug for hjælp til mange ting, men nu er der ikke længere tid til, at jeg kan få den nødvendige hjælp. Jeg har oplevet en sagsbehandler, der sagde, at hun ikke ville tale med mig, fordi jeg er udviklingshæmmet og ikke ville kunne forstå beskeder. Hun ville kun tale med pædagogerne fra bostedet, siger Vanita Berner og opfordrer alle til at støtte kampen mod nedskæringerne, så de ramte kan få deres livsglæde tilbage.
– Jeg skal flytte fra min lejlighed på botilbuddet Vinklen, hvor jeg er tryg ved at være. Jeg har aldrig troet, at jeg kunne blive smidt ud, fordi jeg har en lejekontrakt. Jeg er så angst og bekymret over det her. Vi vil kæmpe til sidste blodsdråbe imod det, erklærer Mathilde Faber.
Ved siden af mig står to fagforeningsfolk med faner. De bliver dybt rørte og kniber en tåre over de unges beretninger.
Sammen synger vi den demonstrationssang, som en af de unge, Sandra Larsen, har skrevet på melodien "hammer hammer fedt".
"Frank Jensen vær nu ærlig, Vi synes sgu du ' besværlig. Hvorfor smide os ud, vi vil ikke stå for skud. Lad os demonstrere, så I kan la' os være. Vi må kæmpe vores egen sag", lyder et af versene.
Hårdt ramte forældre
På pladsen står også mange forældre sammen med deres børn med handicap.
Med i demonstrationen er for eksempel Christian på 33 år sammen med sine forældre. Christian er 33 år, men bor stadig hjemme. Han er multihandicappet, er bundet til sin kørestol og har ikke noget sprog.
– Vi er med i dag for at protestere mod de besparelser, som vi oplever hele tiden og har gjort i mange år, siger Christians mor, Pia Flindt.
Forældrene er dødtrætte af den konstante kamp med kommunen for at få den støtte og hjælp, som familien har brug for. For eksempel nægter kommunen at give støtte til den store handicapbil, der er nødvendig for at have Christians kørestol med.
Bilen er langt dyrere end en almindelig personbil både i forhold til brændstof, reservedele med mere. Men den eneste støtte, familien får til bilen, er 1800 kroner om året for at dække forskellen på forsikring af en lille og en stor bil.
– Tidligere, da man skønnede, at Christian ikke ville have haft bil, hvis han var uden handicap, fik vi 3700 kilometer diesel betalt om året. Men det tilskud er helt væk nu. Kommunen henviser nu til, at han ville have haft bil, hvis han ikke var handicappet, siger Pia Flindt.
– Vi kunne godt acceptere det, hvis kommunens argument var, at nu har Christian nået en alder, hvor alle har bil. Men de påstår, at beslutningen er foretaget ud fra en individuel, konkret og objektiv vurdering på baggrund af hans beskæftigelsessituation, uddannelse og livsvilkår. Det er absurd at tale om beskæftigelse og uddannelse i forhold til Christian. De har aldrig set ham. Både kommunen, Ankestyrelsen og Ombudsmanden nægter at svare på, hvordan de har foretaget denne vurdering, tilføjer Pia Flindt og understreger, at hun kunne give andre eksempler på kommunens manglende støtte.
>> LÆS OGSÅ: Skal min søn være henvist til velgørenhed
De pårørendes svære situation fortæller Mia Kristina Hansen fra facebookgruppen #enmillionstemmer også om i sin tale.
– Vores gruppe har været med til at skabe håb for os, der i mange år ikke har følt os hørt. Det er meget ensomt at være pårørende. Det handler ikke kun om penge, men også om et andet menneskesyn. Vi har brug for at blive mødt med forståelse og ikke blive mistænkeliggjort. Vi vil bare gerne have et liv ligesom alle andre, erklærer hun.
Gruppen #enmillionstemmer samler pårørende til mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed og kæmper for at skabe synlighed omkring de vilkår, deres familier lever under.
En af dem, som initiativet har givet håb, er skuespiller Lone Hertz, der har en søn med handicap. Hun deltager i demonstrationen og havde søndag en kronik i Berlingske, hvor hun opfordrede andre til at møde op.
"Jeg er som handicapforælder gennem fem årtier så træt. Træt af at protestere. Jeg har for længst skreget mig hæs for at opnå et fokus på handicapverdenen. Jeg har været vred, stampet, raset, ja, hadet, tigget og bedt, ydmyget mig. Jeg er så træt af »at synge« denne skingre sang uden at nå et eneste menneske, en eneste politiker, en eneste magthaver", skriver Lone Hertz i kronikken.
“Men miraklernes tid er måske ikke forbi. To unge mødre fra min egen handicapverden, Monica Lylloff og Mia Kristina Hansen, har haft kræfter, mod, begavelse og overskud nok til via de digitale medier på fornem vis at aktivere også os udslidte forældre. Vi, som i årevis har følt os totalt lammet af politikeres og kommuners sjakren. Vi med de grå sjæle, også os, har disse to unge mødre formået at samle på Facebook under et kampråb, et fremtidsmål: #en millionstemmer", konstaterer hun.
Skrot budgetloven
Mange på pladsen bærer skilte med en opfordring om at skrotte budgetloven. Loven lægger et snævert loft over kommunernes og regionernes økonomi og indeholder skrappe sanktioner overfor dem, der ikke overholder de økonomiske rammer. Flere talere nævner også den problematiske lov.
– Lad os nu få respekten tilbage for vores udsatte medborgere og for de velfærdsprofessionelles faglighed. Først og sidst kræver det en langt højere prioritering her inde fra rådhuset af de medborgere, der har allermest brug for fællesskabets støtte. Men det kræver også en skrotning af budgetloven og nogle økonomiaftaler og finanslove, der skaber råderum for den nære velfærd, siger Rasmus Balslev, formand for Socialrådgiverforeningen Region Øst.
– Lad os holde regeringen fast på, at årets økonomiaftale reelt lægger en bund efter årtiers bundløse besparelser på velfærden, og at vi de kommende år skal se reelle investeringer på det sociale område, tilføjer han.
Socialrådgiverformanden fortæller også om, hvor frustrerede og fortvivlede hans kollegaer på Borgercenter Handicap er over de forringelser, som mennesker med handicap udsættes for. De møder lige nu borgere, der har mistet deres livsglæde og viser symptomer på psykiske lidelser, de aldrig har haft før.
Demonstrationen er ved at være slut. Lisbeth Waidtløw, formand for specialområdet i LFS, får de afsluttende ord. Hun opfordrer alle til at fortsætte kampen og nøjes ellers med at citere et digt af Carl Scharnberg:
– Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi endnu mere.
Derefter tager bandet Grassolin over og spiller en række af Gasolins kendte numre. De har også spillet imellem talerne. For en stund glemmer de unge med handicap deres alvorlige problemer og giver den fuld gas med dans, sang og luftguitarspil.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
