Sidste uge kunne Arbejderen fortælle historien om, hvordan den øverstkommanderende for de danske styrker i Irak, oberst John Dalby, i 2004 valgte at gennemføre den katastrofale operation Green Desert, selvom han på forhånd var advaret om, at der efter al sandsynlighed var tale om uskyldige civile ofre.

Så hvorfor valgte Dalby alligevel at gennemføre missionen? Det kan man selvfølgelig kun gisne om. Men der er flere ting, der peger frem mod et kvalificeret gæt.

LIGE HVAD MAN HAR BRUG FOR

Operation Green Desert blev gennemført den 25. november 2004 af det fjerde hold danske soldater, der var udstationeret i landet siden begyndelsen af krigen i marts 2003. Umiddelbart forinden, på Hold 3, var den unge sprogofficer Annemette Hommel blevet anklaget for pligtforsømmelse og medvirken til mishandling af tilfangetagne irakere. Hun blev senere frikendt, men sagen vakte ikke desto mindre stor opmærksomhed på det tidspunkt.

Sagen var yderst penibel for Forsvaret. Kort tid før Hommel-sagen var de amerikanske styrker blevet grebet i omfattende brug af tortur i forbindelse med Abu Ghraib-skandalen, og også de britiske styrker var blevet afsløret i mishandling og tortur.

Men dette er præcis, hvad den danske hær har brug for. En mission, hvor man aldrig reelt er i fare, fordi der kun er tale om uskyldige civile.

Med andre ord stod George Bushs “coalition of the willing” i november 2004 ikke i det bedste lys, når det kom til behandlingen af de civile i Irak.

Situationen taget i betragtning havde den danske hær derfor på alle måder brug for en god sag, hvor man kunne vise overfor offentligheden, der i støt stigende grad tog afstand fra krigen i Irak, at man gjorde en forskel og forbedrede livet for den menige iraker.

Det er i en sådan situation, at efterretningsofficer Anders Kærgaard modtager en irakisk kollegas oplysninger om, at en veritabel ønskeliste af fjender af den danske indsats i Irak tilsyneladende befinder sig på det samme sted på det samme tidspunkt et stenkast fra den britisk-danske base i Basra, Shaiba Air Base.

Med god grund er Anders Kærgaard skeptisk. Han vurderer kilden til yderst utroværdig og anbefaler oberst John Dalby, at man ikke gennemfører missionen.

Men dette er præcis, hvad den danske hær har brug for. En mission, hvor man aldrig reelt er i fare, fordi der kun er tale om uskyldige civile, og som man efterfølgende kan sælge derhjemme som en succes...

CIMIC&PSYOPSBT

I militær lingo er der et begreb, der kaldes “PSYOPS”. Det er en forkotelse af den engelske betegnelse “psychological operations”, altså psykologisk krigsførsel.

I dansk regi udbød Forsvaret eksempelvis i 2010 kurset “EOEFTPSYOPS: PSYKOLOGISKE OPERATIONER (PSYOPS)”, som havde til formål at “give eleven en sådan viden og færdigheder om psykologiske operationer, der sætter ham i stand til at virke i PSYOPS funktioner primært på det taktiske niveau, men også som stabsofficer/befalingsmand på operativt niveau, herunder i internationale stabe.”

Desuden findes der under det danske artilleri-regiment CIMIC&PSYOPS-Batteriet, der ifølge Forsvaret selv “er Hærens professionelle enhed indenfor kapaciteterne Civilt-Militært samarbejde (CIMIC) og psykologiske operationer (PSYOPS).”

I historisk sammenhæng er der ikke noget nyt i, at de forskellige sider i en krig anvender såkaldte “hearts and minds”-strategier til at få overtaget over fjenden. Det kan både gøres i voldsom grad, hvor man for eksempel gennemfører operationer under falsk flag for at miskreditere andre, eller det kan dreje sig om noget så simpelt som flyveblade eller lokalradio i et besat område.

HOLD- OG KORPSÅND

Det nye, set i lyset af operation Green Desert specifikt og de sidste 10 år angrebskrige mere generelt, er, at Forsvaret i ligeså høj grad er begyndt at anvende PSYOPS på en ny front: den danske befolkning.

Det var "business as usual", da irakerne trak de uskyldige civile ud på gaden, bandt dem med en sæk over hovedet og gav dem tæsk.

Et eksempel er den relativt nye nationale flagdag til ære for de udsendte danske soldater den 5. september hvert år. Den blev indført i 2009 af forligskredsen bag forsvarsforliget og på baggrund af et initiativ fra overkonstabel Kim Eg Thygesen tre år tidligere.

Det er ikke noget nyt at ære danske soldater. Det har man altid gjort. Det er heller ikke noget nyt at bruge en rituel omgang med Dannebrog til at skabe hold- og korpsånd indenfor Forsvaret. Det har man også længe gjort.

Det nye er, at denne hold- og korpsånd bliver udbredt til også at skulle omfatte befolkningen.

VIR TRIUMPHALIS

I det gamle Rom afholdt man offentlige sejrsparader (triumphus) som en del af et civilt og religiøst resultat. Her hyldede man generaler (vir triumphalis), i begyndelsen for at have vundet en krig men senere hen også blot for at have vundet store eller særligt afgørende slag. På den måde integrerede man den dybt militaristiske kultur i det offentlige åndsliv.

I dag er hyldesten til danske soldater på samme måde rykket udenfor: fra at være privat for militært personel og deres familier er den blevet et anliggende for hele den danske befolkning. Den 5. september marcherer soldater op og ned af gaderne, tager opstilling på pladser og trykker politikere i hånden.

Selvom idéen er sympatisk, og man kun kan føle med de unge mænd og kvinder, der - nærmest uanset af hvilken grund - vælger at risikere deres liv og føre for deres land, så er der imidlertid et stort problem.

Det samlede danske militærkompleks fører sig frem som en vir triumphalis, men der har ikke været nogen triumf. I Irak måtte man trække sig ud af et sønderskudt land i unåde, og i Afghanistan har man efter 10 år stadig ikke formået at skabe noget, der bare minder om stabilitet eller demokrati. Det er ostemad uden ost, en sejrsparade uden sejr.

I stedet bliver paraderne og flagdagen derfor en genstand for konflikt. Konkret mellem de soldater, der fortjent ønsker anerkendelse for deres indsats, og de mennesker der ikke billiger Danmarks engagement i adskillige angrebskrige. Og abstrakt mellem idéen om et sejrende dansk Forsvar i krigen for fred og demokrati og så den virkelighed, der viser det stik modsatte.

KRIG ER FRED

Ikke desto mindre holder man fast i tanken om ikke bare at vinde irakiske og afghanske men også danske “hearts and minds”. Forsvaret drives som en koncern, og presseofficererne er ansat til at fremstille det produkt, firmaet leverer, i det bedst mulige lys.

At det produkt er død og ødelæggelse gør ikke sagen mindre penibel. Og derfor handler det om at forsøge at sælge det under mærkatet “fred og demokrati”. Man får mindelser det Orwell’ske slogan fra dystopien 1984: “KRIG ER FRED, FRIHED ER SLAVERI, UDVIDENHED ER STYRKE.”

Operation Green Desert er den yderste konsekvens af denne strategi. Det er derfor, pressemeddelelsen dagen efter den katastrofale operation entydigt slår fast, at operationen var en succes, og at det man i virkeligheden på forhånd vidste var civile, faktisk var bad guys, der ville Irak det værste.

Det nye er, at denne hold- og korpsånd bliver udbredt til også at skulle omfatte befolkningen.

Fordi det man har gennemført ikke er en kampoperation. Det er et teaterstykke. Eller måske nærmere: en reklamefilm, for man havde rullende kameraer med. En reklame for koncernen Forsvaret og dets hovedprodukt: død og ødelæggelse.

BUSINESS AS USUAL

Der var bare en ting, man havde glemt, før man optog reklamefilmen operation Green Desert: at informere sine irakiske og britiske allierede om, at det var et teaterstykke, man skulle ud og gennemføre. At det ikke var en rigtig krig, og målene ikke var rigtige fjender - men uskyldige civile.

Det var derfor business as usual for irakerne, da de en tidlig morgen den 25. november 2004 sparkede dørene ind på et hotel, i en moske, på en bondegård og en beboelsesejendom. Og det var business as usual, da irakerne trak de uskyldige civile ud på gaden, bandt dem med en sæk over hovedet og gav dem tæsk.

Forsvaret tabte det hele på gulvet. Reklamefilmen udviklede sig til et mareridt. Måske halvt i desperation sendte man den uændrede pressemeddelelse ud om, at det hele havde været en succes.

For at dække over miséren måtte man gøre løgnen til business as usual for det danske Forsvar.