17 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det er på tide, at jeg betaler min pris

Efterretningsofficeren, der stod frem

Det er på tide, at jeg betaler min pris

Da den øverstbefalende for de danske styrker i Irak, John Dalby, får overtalt efterretningsofficer Anders Kærgaard til at tie om videoen, der viser civile irakere blive mishandlet, går der noget i stykker inde i ham. For at få fred i sjælen offentliggør Kærgaard sidste år videoen. Men han betaler en høj pris.

Det er med store personlige konsekvenser, at Anders Kærgaard er stået frem med sandheden om operation Green Desert i Irak i 2004.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Ved første øjekast ligner rækkehuset i Horsens alle de andre rækkehuse i kvarteret. Men de to militærbiler i indkørslen afslører hurtigt, at det ikke er en helt almindelig familie, der bor her. I huset bor den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard sammen med sin kæreste og deres fire delebørn.

Militærbilerne er Anders Kærgaards store lidenskab: Han har selv sat dem i stand og sikret sig, at de er historisk korrekte og har de rigtige mærker, farver og dele.

Han har passet og plejet sine to militærbiler. Men nu er de sat til salg. Den ene - en panserkampvogn - er allerede solgt. Den sidste bil han har tilbage, er hans landrover. Men den skal også sælges.

Anders Kærgaard har posttraumatisk stress og er på sygedagpenge. Og så kan det være svært at få økonomien i hverdagen til at hænge sammen og få råd til noget så jordnært som sommerdæk på familiens rigtige bil.

Jeg vidste, at hvis jeg først gik offentligt ud med min viden, ville mit liv aldrig blive det samme igen. 

For få år tilbage havde Anders Kærgaard ellers fast job, en sikker indtægt og gode kollegaer og soldaterkammerater i militæret.

På overfladen var hans liv en succeshistorie. Men det var kun tilsyneladende. For under overfladen var der noget, der nagede: Siden han i 2005 vendte hjem fra Irak havde Anders Kærgaard ikke kunnet slippe tanken om, hvad der er sket med de irakiske civile, som danske soldater var med til at hive ud af sengen tidligt om morgenen den 25. november 2004.

Han havde ikke meldt sig frivilligt til at tage til Irak for at arrestere civile midt om natten.

- Jeg ville gøre en forskel for civilbefolkningen dernede. Jeg ville gøre noget "rent" og "ægte". Idealet var at sikre genopbygning og være med til at skabe demokrati i Irak. Men realpolitisk blev jeg fanget i nogle moralsk vanskelige situationer. Det er i de situationer, hvor du bliver testet som menneske, siger Anders Kærgaard.

Videoen der ændrede Anders' liv

En af de moralsk vanskelige situationer står Anders Kærgaard midt i i Irak den 25. november 2004, hvor operation Green Desert finder sted. Han er som en af fire efterretningsofficerer centralt placeret i bataljonens hieraki, og befinder sig under operationen sammen med bataljonschef John Dalby på en fremskudt kommandostation et stykke fra målene. 

Her får de at vide, at de irakere, der er fanget på et af operationens mål har "fået nogle hug". Men ingen griber ind, undersøger overgrebene og får dem stoppet. Da Anders Kærgaard kommer hjem fra operationen, og omkring middagstid sidder i den danske lejr, opdager han, at der er optaget videoklip fra nattens anholdelser. 

- Jeg tænker straks: Det her er ikke godt. Det skal vi have gjort noget ved.

Men det er hans overordende, John Dalby, ifølge Anders Kærgaard, ikke enig i.

- Dalby spørger mig, om jeg ved hvad det vil betyde, hvis videoen kommer til offentlighedens kendskab. Det er jeg udmærket klar over: Det betyder, at danske styrker i Irak er ude i løbet af 14 dage. Det her er jo lige efter Hommel-sagen og flere andre lande er igang med at trække deres tropper ud. Min vurdering er, at det vil være skidt - der var valg i Irak en måned efter, og der var brug for vores hjælp til at sikre, at det blev afholdt. John Dalby spørger mig, om jeg kan tage det ansvar og efter at have overvejet det kort, siger jeg, at det kan jeg ikke. Så jeg vælger at tie, fortæller Anders Kærgaard.

Jeg gik på kompromis med mine idealer den dag. Det ødelagde mig.

Dén beslutning kommer til at nage ham i mange år fremover.

- Retfærdighed og ærlighed er vigtige begreber for mig. Jeg kan mærke, at jeg den dag går på kompromis med, hvem jeg er og mine idealer. Det valg ødelægger mig.

Anders Kærgaard bliver splittet mellem sine egne idealer og den virkelighed, han bliver udsat for i Irak.

- Jeg er pludselig blevet en del af en maskine, som jeg ikke ønsker at være en del af. Jeg er blevet en del af en løgn, der skal dække over overgreb på den civilbefolkning, vi skal hjælpe. Som menneske skal man begå fejl, for fejl giver indsigt. Men man må ikke begå så store fejl, at 36 menneskers liv bliver ødelagt. Og man må slet ikke lyve for at dække over fejlen.

Tung bagage

Den usikre hverdag i Irak gør, at Anders Kærgaard som mange andre udsendte udvikler posttraumatisk stress (ptsd). Mens han er i Irak mærker han det ikke så meget. Men da han vender hjem, begynder han at få det dårligt. 

Når aviser, radio og tv fortæller om krigen i Irak tænker Anders Kærgaard på de civile irakere, der blev anholdt under operation Green Desert. Han tænker på deres skæbne, og på at han er med til at dække over en løgn.

- De kunne lige så godt bo i Horsens eller Ringsted. Det er helt almindelige mennesker med drømme og håb, der bliver hevet ud af deres senge og føres væk af et politi, som alle ved er kendt for tortur, og bliver mishandlet og ødelagt for livet.

Han tænker også på den irakiske familie, som han besøger flere gange som efterretningsofficer på jagt efter oplysninger om Al Qaeda.

- Jeg fik et godt forhold til familien. De har tre små drenge. Jeg har selv to små drenge. Jeg kunne se mig selv i deres sted. Det lærte mig, at irakerne ikke er mine fjender, men helt almindelige mennesker som dig og mig. De stoler på, at vi vil beskytte dem og hjælpe dem med at få demokrati. Det er dén tillid, vi svigter midt om natten den 25. november 2004, fortæller Anders Kærgaard.

Når en besættelses-magt gennemfører husundersøgelser midt om natten og tager civile med, som intet har gjort, så er vi ikke længere befriere eller forsvarere af demokratiet, men det modsatte.

I danske aviser læser han om irakiske fanger, der er blevet tortureret i Irak og om operation Green Desert. I 2010 står en iraker frem, og fortæller at danske soldater passivt så til, mens han blev mishandlet af irakisk politi under operation Green Desert og i 2011 stævner den første iraker Forsvarsministeriet og kræver erstatning for den mishandling han blev udsat for efter at være blevet taget til fange under operation Green Desert.

Samme år kommer det frem, at danske soldater har taget langt flere krigsfanger end hidtil oplyst. Og i slutningen af 2011 forklarer en anonym officer, at der blev optaget video under operation Green Desert. Det benægter militæret.

I oktober 2012 har Anders Kærgaard fået nok af militærets løgne og fortielser. Han kontakter Christian Harlang, der er advokat for de 23 irakiske fanger, der har lagt sag an mod Forsvarsministeriet.

- Jeg henvender mig til Harlang for at stå frem som vidne, fordi jeg har et indgående kendskab til operation Green Desert, og jeg er i besiddelse af den video, som Forsvaret benægter eksisterer. Jeg føler, at irakerne er blevet uretfærdigt behandlet, og nu vil jeg gerne hjælpe dem med at få oprejsning og erstatning. Jeg har stadig en tiltro til, at vores retssystem fungerer. Derfor ser jeg det som min borgerpligt at vidne og tale sandt.

En svær beslutning

Den 18. oktober sidste år sidder Anders Kærgaard igen på advokat Harlangs kontor. Denne gang snurrer kameraer og mikrofoner dokumenterer hvert et ord, Kærgaard siger. På et stort lærred bag ham vises videoen fra operation Green Desert.

For første gang får offentligheden indsigt i den video fra operation Green Desert, som militæret hidtil havde hævdet ikke eksisterede.

- Jeg havde forsøgt at rejse mine bekymringer internt i systemet - både overfor Forsvarets ledelse, Forsvarets Efterretningstjeneste, Auditørkorpset og Forsvarsministeriet. Men intet skete. Ingen i systemet havde - og har - en interesse i at få de her oplysninger frem, siger Anders Kærgaard om motivationen for at gå til pressen.

Det er en afklaret mand, der vælger at stå frem med sin viden. Han har været 22 år i militæret, og han kender "ånden" i korpset:

- Jeg vidste på forhånd, at hvis jeg først gik offentligt ud med min viden, ville mit liv aldrig blive det samme igen. Det jeg har gjort, gør man ikke ustraffet i Forsvaret. Min økonomiske sikkerhed og min karriere ville smuldre. Og en stor del af mit sociale netværk og gode venner ville også forsvinde. Jeg skulle altså træffe en beslutning, der ikke bare handlede om at offentliggøre en video, men om hvordan mit liv, mit sociale netværk og min økonomi skulle se ud fremover.

Det er ikke en nem beslutning. Men Anders Kærgaard føler ikke, at han har andet valg end at stå offentligt frem med sin viden og med videoen, som ville hjælpe de irakiske torturofres sag.

- Hundredetusindvis af civile irakere har betalt en langt højere pris for krigen. Nu er det på tide, at jeg betaler min pris, siger han.

Berfrier eller besætter

At stå fast på sine idealer uanset personlige omkostninger er ikke noget, Anders Kærgaard har fra fremmede. Under besættelsen kæmpede Anders’ morfar i modstandsgruppen BOPA.

- Han er frihedskæmper, og det præger mig meget. Min morfars modstandsruppe bliver stukket, og han må flygte fra København. Han bliver gemt i en kiste og kørt til Lolland i en rustvogn, hvor han får job og fortsætter modstandskampen. Den historie har gjort stort indtryk på mig. Jeg er vokset op med frihedskæmpernes ideal om retfærdighed, siger han.

For Anders Kærgaard går der er en lige linje fra besættelsestidens historier til Danmarks rolle som krigsførende nation i dag.

- Når en besættelsesmagt gennemfører husundersøgelser midt om natten, kommer kørende og tager mænd med, som intet har gjort, og sætter retssamfundet og demokratiet ud af kraft, tager 36 mennesker til fange og udleverer dem til irakisk politi, der er kendt for at bruge tortur - ja så går man langt over stregen. Så er vi ikke længere befriere eller forsvarere af demokratiet, men det modsatte, forklarer Anders Kærgaard.

Hundred-tusindvis af civile irakere har betalt en langt højere pris for krigen.

Morfarens historier om drivkraften bag den danske modstandsbevægelse betyder, at Anders Kærgaard under sit ophold i Irak mere og mere begynder at kunne forstå, hvorfor de irakiske oprørere kæmper mod koalitionsstyrkerne.

- Idealerne fra min morfar betyder, at jeg godt at kan forstå en befolknings motivation for at gøre modstand mod en besættelsesmagt - uanset om det er i Danmark i 1940 eller i Irak i 2004.

Med operation Green Desert - kendskabet til mishandlingen af irakerne og beslutningen om at holde tæt med eksistensen af videoen - begiver Anders Kærgaard sig ud på en rejse, på opdagelse i sin egen moral og den virkelighed han møder i militæret.

I dag er der langt fra det verdensbillede, som Anders Kærgaard har som officer i Irak i 2004 til dét syn på livet og verden omkring ham, som han har i dag. Noget af forklaringen findes i 2006, hvor Anders er blandt initiativtagerne til oprettelsen af koldkrigsmuseet Stevnsfortet.

- Et koldkrigsmuseum skal selvfølgelig også indeholde fredsbevægelsen. Når vi fortæller krigshistorien er det nødvendigt at fortælle begge sider af historien. Derfor skulle vi selvfølgelig også have fredsbevægelsen med, så de kan fortælle, hvad de kæmpede for og hvorfor.

Derfor kontakter Anders en lokal fredsaktivist, der kan fortælle ham historien om fredsbevægelsen og dens verdenssyn under den kolde krig. Men mødet med fredsaktivisten kommer til at stikke dybere. 

- Jeg lærer noget nyt om både fredsbevægelsen og på det personlige plan. Jeg har flere, gode og lange snakke med fredsaktivisten om livet i almindelighed. Han åbner mine øjne for en anden verden. Jeg er vokset op under den kolde krig og blevet præget gennem militæret. Men mine snakke med fredsaktivisten åbner mine øjne for, at verden ikke er sort og hvid, og at der altid er mulighed for dialog.

De personlige omkostninger

I dag truer Anders Kærgaards posttraumatiske stress ham med personlig konkurs. Så længe Arbejdsskadestyrelsen behandler hans ansøgning om at få anerkendt hans posttraumatiske stress som en arbejdsskade, modtager han sygedagpenge. Men hvis han får afslag, bliver kassen smækket i. Hvis han heller ikke kan blive anerkendt som førtidspensionist, risikerer han at falde helt ud af det sociale system. Han kan ikke få kontanthjælp, fordi hans kone tjener for meget.

Familiens pressede økonomi betyder, at han har begrænsede personlige og økonomiske ressourcer til at forsvare sig imod den militære anklagemyndighed Auditørkorpset.

Auditørerne er sat på sagen efter offentliggørelsen af videoen, og skal egentlig undersøge, om nogen i forsvaret bevidst har givet urigtige oplysninger om optagelsens eksistens. Men i stedet kræver de Anders Kærgaard fængslet i et halvt år, fordi han ikke vil fortælle navnet på den kollega, der har givet ham videoen fra operation Green Desert.

- Da auditørerne bliver sat på sagen, siger jeg med det samme, at jeg ville gøre alt jeg kan, for at hjælpe med at sagen bliver undersøgt til bunds. Det er jo, hvad jeg hele tiden har ønsket. Det eneste, jeg ikke vil fortælle, er hvem der havde givet mig videoen. Og pludselig kommer sagen til at handle kun om det, siger Anders Kærgaard.

Det gør ondt at blive valgt fra af mennesker, du holder af.

I april bliver Anders idømt en bøde på 13.000 kroner i Københavns Byret, fordi han nægter at udlevere navnet. Auditørkorpset meddeler, at så længe han ikke vil det, kan de ikke undersøge de ansvarlige i sagen. Men han står fast.

- Jeg har taget et personligt valg om at stå frem, og det har enorme konsekvenser. Det valg kan jeg ikke træffe for andre. Derfor vil jeg hellere tage min straf end at give dem navnet på min kollega, forklarer Anders Kærgaard.

13.000 kroner lyder måske ikke af meget. Men for Anders Kærgaard og hans kæreste svarer bøden til to terminer. Det er mange penge, når der udover huslejen også skal tages hånd om fire børn.

Alligevel er det ikke nok for Auditørkorpset. De kræver, at Anders bliver sendt i fængsel.

- Truslen om seks måneders fængsel er et enormt pres på mig og min familie. Skal min kæreste stå alene med fire børn og et fuldtidsjob? Det kan jo ikke lade sig gøre, siger Anders Kærgaard. 

Det har rystet hans tro på retssystemet, at han trues med fængsel i sagen. 

- Det eneste jeg har gjort, er at gøre min pligt og lægge et bevis frem i en sag om dansk medansvar for tortur. Men i stedet for at undersøge den alvorlige sag, bruger Forsvaret sit krudt på at jagte budbringeren og forsøge at lukke ned for sagen.

Den kolde skulder

En af de hårdeste konsekvenser for Anders Kærgaard er tavsheden fra tidligere kollegaer.

- Det gør ondt at blive valgt fra af mennesker, du holder af. Det er jo nogle mennesker, som jeg har valgt til i mit liv, fordi de har nogle gode værdier. Det er i orden, at de gerne vil være systembevarende. Men jeg forstår ikke, at de vil være systembevarende på en løgn.

Heldigvis får Anders Kærgaard også mange mails fra gamle kollegaer i militæret og fra civile, der skriver til ham og bakker ham op.

- Jeg har stadig gode venner inde i systemet, der er lige så fortørnet over det her, som jeg er. Jeg tror på, at rødderne i Forsvaret er sunde. Men der sidder et lag under forsvarschefen, som forsøger at dække over de fejl, de har begået og de løgne, de har fortalt siden 2004.

Da han møder sin kæreste er noget af det første han spørger om, om hun er klar til at tage med ham til gallafest i Gardehusarforeningen - og måske endda komme til at møde dronningen. I dag ligger det Anders meget fjernt at tage til gallafest hos sine tidligere kollegaer.

- Det kommer ikke til at ske. Jeg kan ikke forestille mig at være en del af Gardehusarregimentet foreløbig. Der er mange der støtter mig, men der er også mange der vil kigge skævt til mig, hvis jeg pludselig dukker op. Og det er ikke sikkert, at de kan beherske sig hvis de har fået en gin og tonic for meget.

Jeg kæmper, fordi jeg er nødt til det for de irakere, vi tog til fange, for sandheden og åbenheden.

Selvom Anders Kærgaard holder sig væk fra gallafesterne, kan han ikke undgå at blive konfronteret med sit valg om at offentliggøre videoen. Der er kontant afregning ved kasse ét på Anders' Facebook-væg, i hans indbakke på Facebook og på hans mailkonto.

- Jeg har foreløbig modtaget seks dødstrusler og er blevet truet med tæsk. Men heldigvis er der også mange, der bakker mig op.

De store personlige, sociale og økonomiske omkostninger er det indimellem svært ikke at komme i tvivl: Ville det ikke være bedre at leve videre i tavshed?

Men så tænker Anders Kærgaard på sin morfar.

- Hvad ville han have gjort? Han ville have fortsat kampen. Jeg kæmper, fordi jeg er nødt til det: Hvis ikke jeg står frem, hvem gør så? Jeg kæmper for de irakere, vi tog til fange, og som blev udsat for tortur. De fortjener at få deres sag for en dansk domstol, så de kan få oprejsning og erstatning. Jeg kæmper for åbenhed i det danske forsvar og for sandheden, siger Anders Kærgaard.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jun. 2013 - 07:34   07. maj. 2014 - 22:21

INTERVIEW

ml@arbejderen.dk
RØD BOG: ANDERS KÆRGAARD
  • Født i 1972
  • Næstformand i whistleblowerorganisationen Veron
  • Gardehusar med rang af kaptajn
  • Efterretningsofficer ved den danske bataljon i Irak fra august 2004 til februar 2005 og siden udsendt til Afghanistan
  • Tidligere analytiker hos Forsvarets Efterretningstjeneste
operation Green Desert

Arbejderen har i en række artikler afdækket forløbet omkring Operation Green Desert i Irak i november 2004.

Vi har blandt andet beskrevet, hvordan efterretningsofficer Anders Kærgaard allerede inden operationen advarede den danske bataljonschef John Dalby om, at operationen byggede på upålidelige efterretninger, og at der var stor risiko for, at civile irakere ville blive ramt.

Den danskledede operation endte med, at 36 civile irakere blev taget til fange og udleveret til månedlang tortur hos det irakiske militærpoliti. 23 af irakerne har siden anlagt sag mod den danske stat for medansvar for torturen, men de har endnu ikke fået lov at få deres sag for. Den eneste, der i dag er dømt i sagen, er Anders Kærgaard, som stod frem med centrale oplysninger om det danske militærs medvirken.

>> Se alle artikler i sagen her

>> Se dokumentationen bag artiklerne her