Folketingsvalget har betydet enorme forandringer i det parlamentariske landskab.
Mange mennesker har skiftet parti. Der er tale om enorme vælgervandringer på kryds og tværs.
Eva Sørensen, valgforsker
Et tidligere regeringsparti er nærmest blevet udraderet, det tidligere næststørste parti i Folketinget er blevet mere end halveret, mens tre andre partier har mere end fordoblet deres stemmetal, og et nyt højreekstremistisk parti er blevet valgt ind i Folketinget.
Samlet set er der nu et absolut flertal blant de partier, der støtter Mette Frederiksen som statsminister. Danskerne har stemt for forandring.
– Mange mennesker har skiftet parti. Der er tale om enorme vælgervandringer på kryds og tværs. Det er helt usædvanligt, siger Eva Sørensen, der er professor på Institut for samfundsvidenskab og erhverv på RUC og forsker i blandt andet vælgeradfærd.
>> LÆS OGSÅ: Danskerne stemte for forandring
Der har over lang tid været en udvikling i retning af, at vælgerne ikke holder sig til et fast parti, men skifter fra valg til valg alt efter den politiske dagsorden.
– Før i tiden var partierne et vigtigt bindeled mellem toppolitikerne og folket. En stor del af danskerne var medlem af et parti. Det hang sammen med en klarere klassestruktur, hvor det var mere tydeligt, hvilket parti der tjente ens interesser, forklarer Eva Sørensen.
Klasseinteresser
Hun henviser til, at mange danskere i dag ikke har samme bevidsthed om deres klassetilhørsforhold som tidligere.
– Hvad er en arbejder egentlig i dag? Der er ikke mange industriarbejdere tilbage, mens der er en stor gruppe skrivebordsarbejdere, der har en mellemlagskultur og har langt sværere ved lige at finde ud af, hvem der repræsenterer dem. Hvor de stemmer, kommer meget an på, hvilken dagsorden der tegner det konkrete valg, uddyber Eva Sørensen.
Det manglende faste tilhørsforhold til et parti betyder, at enkeltsager i langt højere grad er blevet udslagsgivende for, hvor den enkelte sætter sit kryds.
Tidligere tiders faste tilknytning til et parti, der tjente ens klasseinteresser, hang også sammen med, at medlemmerne var med til at diskutere og skabe partiets politik.
– Det gav et stærkt tilhørsforhold til partiet. I dag ser vi det, man kunne kalde for meningsmålingsdemokrati, hvor partierne ikke er styret af partiorganisationens holdninger, men ser på meningsmålinger og prøver at styre efter vælgersegmenter. Men tit rammer de jo ved siden af, fordi de ikke har den der vedvarende tovejskommunikation, siger Eva Sørensen.
– Før i tiden var det ikke muligt for en partileder at skifte holdning midt i en valgkamp. Det var noget, der skulle diskuteres i partiorganisationen. I dag er det noget, en partileder kan beslutte sammen med sine rådgivere over en nat, tilføjer hun med henvisning til Lars Løkkes udmelding i valgkampen om en regering hen over midten.
Folkeligt pres
At befolkningen alligevel kan få indflydelse på, hvad politikerne siger og gør, viser den netop afsluttede valgkamp. De massive klimaprotester før og under valgkampen formåede at gøre klimaet til at spørgsmål, som stort set alle partier følte sig nødsaget til at forholde sig til.
Forældrebevægelsen fik også sat kravet om minimumsnormeringer på dagsordenen.
– Vi har oplever centrale partier, der har flyttet sig undervejs i valgkampen på de her spørgsmål. For eksempel sagde Mette Frederiksen, at måske skulle det ikke være minimumsnormeringer, men noget der mindede om det med flere pædagoger på stuerne, og Dansk Folkeparti begyndte i løbet af valgkampen at tale om klima, hvad de ikke gjorde ved valgkampens start. Vi så noget, der mindede om en forhandling mellem partierne under valgkampen. Det er meget anderledes end i mange andre lande, konstaterer Eva Sørensen.
– Og befolkningen var en del af valgkampen med de forskellige demonstrationer og bevægelser. Det har vi ikke set så meget tidligere. Vi oplever, at befolkningen begynder at spille en mere aktiv rolle og blande sig mere og altså kan være dagsordensættende i en valgkamp, tilføjer hun.
Ud over klimabevægelsen og forældrebevægelsen var også fagbevægelsen, beboerbevægelsen Aktiv Modstand, de sociale bevægelser, de humanitære organisationer og andre aktive i valgkampen og forsøgte med hver deres sag at lægge pres på politikerne.
>> LÆS OGSÅ: Folkelige bevægelser har sat markant præg på valgkampen
Men der er også her meget tale om enkeltsagsbevægelser, som ikke rejser et samlet krav om en ny politik, der tjener arbejderklassens interesser.
SF og Enhedslisten
Et parti, der virkelig høstede stemmer på den aktuelle dagsorden med klima og minimumsnormeringer, var SF, der har haft de ting som mærkesager i mange år, vurderer Eva Sørensen.
– Det blev de belønnet for. Samtidig kan man sige, at SF's sidste dårlige valg i 2014 ikke var et reelt udtryk for SF's styrke, siger valgforskeren.
SF blev mere end fordoblet og gik fra 4,2 procent af stemmerne ved valget i 2015 til 7,7 procent ved dette valg. I 2015 blev partiet straffet for sin deltagelse i SRSF-regeringen, der med sine nedskæringer, reformer og andre forringelser skuffede mange af SF's vælgere.
Enhedslisten formåede ikke at øge sit stemmetal, på trods af at partiet også har stor fokus på klima og velfærd. Partiet fik 6,9 procent af stemmerne og gik dermed tilbage med 0,9 procent. Det er et dårligere resultat, end hvad det tegnede til i meningsmålingerne.
Tilbagegangen kommer i kølvandet på kritik fra en række traditionelle Enhedsliste-støtter af det, de opfatter som et svigt fra Enhedslistens side i forhold til EU-modstanden.
>> LÆS OGSÅ: Enhedslisten ovenpå valgresultat: "Fortsæt kampen for en anden politik"
Eva Sørensen har ingen konkret vurdering af årsagen til Enhedslistens tilbagegang, ud over at det måske blandt andet kan hænge sammen med tabet af den tidligere politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, der var meget populær, og at SF har taget nogle af de stemmer tilbage fra Enhedslisten, som de fik ved sidste valg.
Enhedslistens stemmer er meget ulige fordelt på landets valgkredse. Stærkest står partiet i Københavns Storkreds, hvor det har fået 16,8 procent af stemmerne og er det næststørste parti. I Nørrebro valgkreds scorer Enhedslisten 28,5 procent af alle stemmer og bliver det absolut største parti.
Alternativet mister omkring en tredjedel af sine stemmer. Det er en straf for rækken af uheldige sager og intern uro, vurderer Eva Sørensen.
De store tabere
Valgets helt store tabere er Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Liberal Alliance var med kun 2,3 procent af stemmerne tæt på at ryge helt ud af Folketinget. Partiet har mistet mere end to tredjedel af sine stemmer fra sidste valg.
– Jeg tror, at tilbagegangen blandt andet skyldes, at Liberal Alliance er et meget ideologisk parti. Det passer ikke til til traditionen i det danske demokrati med at arbejde meget pragmatisk og finde løsninger på de konkrete problemer hen over midten, siger Eva Sørensen.
Som eksempel på Liberal Alliances princip- og ideologipolitik nævner hun en diskussion om højere priser på cigaretter i den afsluttende partilederdebat på DR.
– Der sidder en højt estimeret professor i kræftforskning og siger, at rygning koster liv. Men Anders Samuelsen fra Liberal Alliance fastholder, at dyrere cigaretter er en afgiftsstigning og dermed en skattestigning, som partiet er imod, i stedet for at se konkret på om princippet holder til den konkrete situation. Den her meget idelogiske tilgang, tror jeg, at folk har det svært med, erklærer valgforskeren.
I forhold til Dansk Folkeparti, der blev mere end halveret ved valget, peger Eva Sørensen på tre årsager. For det første at flygtninge ikke var det væsentligste emne i valgkampen, hvilket blandt andet skyldes, at der faktisk ikke kommer ret mange flygtninge til Danmark.
For det andet har Socialdemokratiet hentet en række af sine tidligere vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti på grund af sin stadigt strammere udlændingepolitik.
Og endeligt har Dansk Folkeparti haft svært ved at håndtere, at de er blevet overhalet højre om af Nye Borgerlige og Stram Kurs.
Den stigende EU-begejstring blandt danskerne i kølvandet på det kaotiske brexitforløb i Storbritannien kan også påvirke det EU-kritiske Dansk Folkepartis resultat, vurderer Eva Sørensen.
Højreekstremister
En del af Dansk Folkepartis stemmer er gået til Nye Borgerlige og Stram Kurs. Tilsammen fik de to partier 4,2 procent af stemmerne, mens Dansk Folkeparti mistede 12,4 procent.
Nye Borgerlige kommer med 2,4 procent lige over spærregrænsen og får fire medlemmer i Folketinget.
– Jeg tror også, at Nye Borgerlige har taget stemmer fra Liberal Alliance. Partiet er ultra liberalt. Det er lidt Glistrup-agtigt med krav om ned med skatten og ud med de fremmede. Modsat Dansk Folkeparti har partiet ingen velfærdsdagsorden, siger Eva Sørensen.
Stram Kurs fik 1,8 procent af stemmerne på sin ekstremt fremmedfjendske politik og ligger dermed lige under spærregrænsen.
Partiet høster flest stemmer i en række sjællandske valgkredse som Faxe, Kalundborg, Lolland og Slagelse, hvor Stram Kurs får over tre procent af stemmerne. Det er økonomisk trængte udkantsområder, der slås med store problemer.
– Mange af Stram Kurs' vælgere har forladt Dansk Folkeparti, fordi partiet ikke var radikalt nok for dem. Man kan spørge sig selv, hvordan det kan gå til, at nogle mennesker bliver så vrede. Deres stemmetal er da en stærk besked til de etablerede partier, erklærer Eva Sørensen.
Kampen for en ny politik
Opgaven med at danne en ny regering ligger nu hos Socialdemokratiet. Partiet har i valgkampen været omhyggelig med ikke at give mange konkrete valgløfter.
Der tegner sig et billede af, at støttepartierne kan få nogle indrømmelser på enkelte områder i stil med madordning på Sjælsmark og åbning for kvoteflygtninge igen. Men der er ikke udsigt til en radikalt anderledes politik, der over hele linjen tager udgangspunkt i arbejderklassens behov.
Socialdemokratiet har ikke lagt op til nogen som helst ændring i forhold til medlemskabet af EU's finanspagt. Det betyder, at der fortsat vil være meget snævre rammer for pengene til velfærd.
Ligeledes lægger Socialdemokratiet ikke op til ændringer af velfærdsforliget, der betyder en støt stigende pensionsalder, eller rækken af reformer, der har forringet forholdene for syge og kontanthjælpsmodtagere.
Om der kommer en reelt ny politik afhænger i høj grad af, om de folkelige bevægelser fastholder det pres, der er blevet lagt gennem hele valgkampen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
