I 1940 kunne du købe en liter sødmælk for 39 øre. I dag koster den otte kroner og 50 øre i Brugsen. Altså næsten 22 gange mere. Men det er for intet at regne med, hvordan det er gået med din husleje, hvis du altså bor til leje. Den er steget med hele 160 gange siden 1940!

Huslejen for en toværelses lejlighed i København ville i dag være på 1456 kroner, hvis den kun var steget i takt med inflationen siden 1940.

Det viser en oversigt lavet af Lånio over huslejerne i landets ti største byer. Der bliver altså høstet stigende profitter på lejerne.

Så hvis du synes, at dine boligudgifter er ved at vende vrangen ud på din pengepung, er det ikke dig, der er noget galt med. Det er boligpriserne, der er gået amok. Huslejen er gennemsnitlig steget seks gange mere end forbrugerpriserne siden 1940. De er nemlig kun steget til det 28-dobbelte – og huslejestigningerne er her regnet med…

Sagt på en anden måde: Den gennemsnitlige husleje for en toværelses lejlighed i København ville i dag være på 1456 kroner, hvis den kun var steget i takt med inflationen siden 1940. Men den er på 11.030 kroner!

Større bid af lønnen

Men hvad med lønnen? Den er jo steget hurtigere end priserne, i hvert fald i de fleste perioder.

En historisk lønoversigt for Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsvirksomheder viser, at den gennemsnitlige timeløn i 1940 var på 1,62 kroner. Den er i dag ifølge DA's seneste lønstatistik steget til 262,33 kroner. Timelønnen er dermed 162 gange højere i dag.

Det flugter jo pænt med den 160 gange højere husleje. Men i 1940 var arbejdsugen på 48 timer mod 37 timer i dag. Og arbejderne i DA's medlemsvirksomheder havde kun to ugers ferie mod fem uger plus fem feriefridage i dag. Når der tages højde herfor, er årslønnen i kroner og øre i dag kun 115 gange højere end i 1940.

Lønnen er altså slet ikke fulgt med stigningen i huslejepriserne.

Fup og huslejer

Hvad er årsagen til, at huslejerne er steget så uforholdsmæssigt meget siden 1940, selv om vi i Danmark har haft lovbestemt huslejeregulering i hele perioden?

I Danmark har vi en huslejereguleringslov med en bestemmelse om, at private udlereje kun kan tage en "omkostningsbestemt husleje". Men loven har mange smuthuller.

Reglen om omkostningsbestemt husleje gælder kun for private lejeboliger taget i brug før 1992, og for ejendomme med mere end seks lejeboliger. For alle andre lejeboliger kan udlejerne tage en "markedsbestemt husleje", det vil sige den husleje, de kan få lejere til at betale.

Og huslejereguleringsloven har en åben kattelem, som udlejerne, der er omfattet af reglen om omkostningsbestemt husleje kan bruge: Hvis de gennemfører en "gennemgribende modernisering" af lejlighederne, kan de tage en markedsbestemt husleje, der er langt højere i de større byer, hvor de fleste udlejningsejendomme også befinder sig. Et forhold som Lejernes Landsorganisation, LLO, ofte har påpeget.

Endelig er det ikke alle kommuner, der er omfattet af huslejereguleringsloven, hvor huslejen i dag derfor kan sættes frit efter markedet.

En anden del af forklaringen på huslejestigninger i den ældre boligmasse er meget store stigninger i grundpriserne. Udlejerne "kapitaliserer" disse prisstigninger ved at lade huslejerne stige. Kun en del at disse huslejestigninger skyldes, at der skal betales skat af den stigende grundpris, såkaldt grundskyld.

Lejernes fond tømmes

I den almene boligsektor gør der sig særlige regler gældende. Men også her betaler lejerne mere end omkostningerne ved det lejede. Huslejen bliver nemlig ikke sat ned, når lånene til opførelsen af boligerne er betalt ud. Den fortsætter tværtimod med at stige i samme tempo som før. Overskuddet tilfalder ikke de almene boligselskaber direkte, men bliver indbetalt til fonde, hvoraf den vigtigste er Landsbyggefonden.

Fonden blev oprettet  ved lov i 1967, med det formål at yde støtte til renovering af den almene boligsektor. Men skiftende regeringer har trukket penge ud til mange andre formål, og fonden er nu på vej til at blive helt tømt for værdier. Men lejerne i det ældre almene boligbyggeri må stadig betale en stigende andel af deres husleje til fonden.

Øget profit på byggeri

En del af lejestigningerne siden 1940 skyldes højere standarder i nyt byggeri. Over 90 procent af lejlighederne i landets ti største byer havde ganske vist både el, gas og wc i 1940. Men under halvdelen havde bad, der er en væsentlig forøgelse af lejlighedens værdi. Men det kan ikke forklare de voldsomme stigninger i bolig- og byggepriserne i de seneste årtier.

Til gengæld har firmaerne i byggebranchen forstået at udnytte perioderne med bolig/byggeboom. For eksempel steg deres gennemsnitlige profitrate (forrentning af egenkapital) fra 5,5 procent i 2003 til 18,2 procent i 2005!

Da boligboblen sprang i 2008, faldt deres profit drastisk. Men nu er den på vej til højderne igen, især for storentreprenørerne. Overskuddet per ansat for byggeentreprenører med over 100 ansatte steg med for eksempel med hele 22 procent fra 2015 til 2016. Og i udlejningsbyggeriet er der kun lejerne til at betale herfor.