18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Enhedslisten vil trække EU i en rød og grøn retning

Klar til EU-valg

Enhedslisten vil trække EU i en rød og grøn retning

Enhedslisten stiller for første gang op til EU-parlamentsvalget. Partiets valggrundlag indeholder mange konkrete krav, der skal sikre et mere grønt og solidarisk EU.

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens spidskandidat til EU-parlamentsvalget. I dag er han medlem af Folketinget.
FOTO: Karina Tengberg
1 af 1

Enhedslisten vil i EU-parlamentet for at være med til at trække EU i en rød og grøn retning, slår partiet fast i sit valgprogram, der blev offentliggjort for nylig.

Sammen med venstrefløjen i EU-parlamentet vil vi arbejde på at trække EU's politik i en grøn og solidarisk retning.
Nikolaj Villumsen

– Sammen med venstrefløjen i EU-parlamentet vil vi arbejde på at trække EU's politik i en grøn og solidarisk retning, siger partiets spidskandidat ved EU-valget Nikolaj Villumsen til Arbejderen.

Han fortæller, at klimaspørgsmålet vil have topprioritet for Enhedslistens arbejde i EU-parlamentet, hvis partiet får stemmer nok til et mandat ved valget den 26. maj.

>> LÆS OGSÅ: Enhedslisten stiller op til næste EU-valg

– Vi vil sætte alle kræfter ind på at redde klimaet. Helt konkret vil vi arbejde for at hæve EU's ambitioner i forhold til målene for CO2 udslip. De nuværende mål er meget utilstrækkelige. Og så skal kassen smækkes i for milliardstøtte til kul og andre fossile brændstoffer, siger Nikolaj Villumsen.

Kan EU ændres indefra?

I det 10 sider lange valgprogram oplister Enhedslisten også en lang række andre krav, som partiet vil arbejde for at få gennemført i EU. Det gælder for eksempel fælles bund under selskabsskatten for de EU-lande, som ønsker det, en juridisk bindende social protokol, ophævelse af finanspagten, stop for støtte til atomkraft og skat på finansielle transaktioner.

Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper udtalte til Jyllands-Posten i forbindelse med offentliggørelsen af valggrundlaget, at partiet stiller op til EU-parlamentet for at ændre EU indefra.

Nikolaj Villumsen undlader at svare Arbejderen direkte på spørgsmålet om, hvorvidt Enhedslisten virkelig mener, at det er muligt at ændre EU indefra.

– Der er ingen tvivl om, at hvis EU skal ændres, kræver det et grundlæggende opgør med traktaterne, der blandt andet fastlægger den liberale politik. EU-parlamentet kan ikke ændre traktaterne, men vi kan være med til at påvirke på de områder, hvor Parlamentet er inde over, siger Nikolaj Villumsen.

Kan du forstå, hvis der er folk, som mener, at I med valgprogrammet skaber illusioner om, hvad der er muligt at lave om i EU?

– Nej. Jeg mener, at vi gør os umage for ikke at skabe illusioner, siger Nikolaj Villumsen og henviser blandt andet til valgprogrammets kritik af EU-konstruktionen og det udemokratiske og markedsfikserede traktatgrundlag.

Folkeafstemning

Enhedslisten skriver i valggrundlaget, at partiet ønsker en folkeafstemning om Danmarks forhold til EU, men der står ikke, at Enhedslistens mål er, at Danmark melder sig ud af EU. 

Hvorfor nævner I ikke det i valggrundlaget?

– Vi skriver jo, at vi er grundlæggende modstandere af EU og ønsker en afstemning, hvor danskerne kan tage stilling til, om de vil ud. Ved en sådan afstemning vil Enhedslisten anbefale, at vi melder os ud, forklarer Nikolaj Villumsen.

Han understreger, at en afstemning først giver mening, når der er en afklaring i forhold til brexit, og der har være gennemført en grundig debat om, hvilke alternativer der er til EU.

– Der skal være klare alternativer, som folk kan tage stilling til, når de står i stemmeboksen. 

I nævner heller ikke begrebet national selvbestemmelse i valgprogrammet. Synes Enhedslisten ikke, at det er et vigtigt spørgsmål?

– Jo. Vi går ind for, at beslutningerne tages så tæt på borgerne som muligt og ønsker også at forsvare demokratiet i nationalstaterne, svarer Nikolaj Villumsen.

International valgplatform

Enhedslisten stiller kravet om en ny politisk kurs for EU sammen med fem venstrefløjspartier fra andre EU-lande. De seks partier er gået sammen i initiativet Now The People, der har en fælles politisk platform, der indeholde en række af de krav, der også står i Enhedslistens valggrundlag. Now The People sætter heller ikke kravet om udmeldelse af EU på dagsordenen ved EU-valget.

>> LÆS OGSÅ: Venstrefløjspartier i EU vil bryde med traktater

De fem andre partier er franske La France Insoumise, spanske Podemos, Bloco de Esquerda fra Portugal, det svenske Vänsterpartiet og den finske venstrealliance Vasemmistoliitto.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. mar. 2019 - 08:05   29. mar. 2019 - 08:10

EU-valg

ur@arbejderen.dk
Pluk fra valgprogram

Enhedslisten vil blandt andet arbejde for:

  • Mere ambitiøse klimakrav og en europæisk togfond.
  • Sortlistning af skattelylande, en fælles bund under selskabsskatten for de lande, som ønsker det. En europæisk skat på finansielle transaktioner og strammere regulering af banksektoren.
  • En social protokol, der sætter lønmodtagernes rettigheder over hensynet til arbejdskraftens fri bevægelighed. Flere penge til velfærd, afskaffelse af finanspagten.
  • Ingen EU-penge til styrkelse af våbenindustrien, nej til EU-militarisering. 
  • Nationale parlamenter skal kunne stille forslag i EU. Der skal være en demokratisk diskussion i hele EU om, hvordan et demokratisk europæisk samarbejde kan erstatte EU's centralistiske og kapitalistiske system.