08 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU har ikke skabt en halv million danske job

Talmanipulation op til EU-valg

EU har ikke skabt en halv million danske job

Det flyver rundt med tal fra organisationer og politikere op til EU-valget. For eksempel at EU sikrer over en halv million danske job. Det har dog ikke hold i virkeligheden, påpeger forskere.

Blandt andre Pernille Weiss fra Det Konservative Folkeparti hævder, at en halv million danske job afhænger af, at vi er med i EU. Det bliver blankt afvist af forskere.
FOTO: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
1 af 1

Det er direkte usandt, når erhvervsorganisationer og spidskandidater til EU-parlamentet kommer med tal, der angiveligt viser, at dansk EU-medlemskab og især medlemskab af EU's indre marked sikrer over en halv million danske job.

Lukker vi ned for det indre marked, vil der ikke være en halv million danskere, der kommer til at gå derhjemme og trille tommelfingre.
Allan Sørensen, Aarhus Universitet

Det har forskere slået fast i en artikel i Ugebrevet mandag Morgen allerede i januar i år.

“Lukker vi ned for det indre marked, vil der ikke være en halv million danskere, der kommer til at gå derhjemme og trille tommelfingre. Faldet i beskæftigelsen vil være langt mindre, for vi ville jo stadig eksportere til det indre marked, selv om vi ikke længere var medlem af det,” siger Allan Sørensen, lektor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, til ugebrevet.

Politikere misbruger tal

Når påstande om, at EU skaber over en halv million danske arbejdspladser, alligevel dukker op, skyldes det en lemfældig omgang med tal i forskellige analyser. I en analyse fra erhvervsorganisationen Dansk Industri fra november 2017 kan man for eksempel læse, at "cirka 530.000 danske arbejdspladser er afhængige af efterspørgslen fra det indre marked." Tallet er sidste år blevet overtrumfet af en analyse, som analysefirmaet Højbjerre Brauer Schultz har lavet for Erhvervsstyrelsen. Den nævner et tal på 578.000 job. Analysen er dog senere forsvundet fra Erhvervsstyrelsens egen hjemmeside.

Det er alligevel tal, der især har fået ben at gå på her op til EU-valget den 26. maj. Spidskandidater, der støtter EU's stadig stigende indflydelse på medlemslandenes politik og økonomi, har ført dem frem.

For eksempel skriver de konservatives spidskandidat Pernille Weiss på sin hjemmeside at: "Omkring en halv million danske job afhænger direkte af, at vi frit kan sælge vores varer i EU’s indre marked."

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har i taler også gentaget denne påstand. Det samme har De Radikales Morten Østergaard i en partilederdebat om EU på TV 2 News.

Forskere afslører talmanipulation

Allan Sørensen er ikke alene om at pege på det forkerte i påstanden om, at EU sikrer over en halv million danske job. Samme melding lyder fra tidligere overvismand og økonomiprofessor på Københavns Universitet, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

”At tælle beskæftigede på denne måde giver ikke så meget mening. Det skal nok være rigtigt, at der befinder sig en halv million på det danske arbejdsmarked, som laver noget, der har gunstige afsætningsmuligheder i kraft af det indre marked og EU’s toldunion. Men hvis vi trådte ud, ville de ikke alle sammen blive arbejdsløse,” siger han til Ugebrevet Mandag Morgen.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen afviser ikke, at en dansk udtræden af EU på kort sigt vil betyde et mindre jobtab, indtil virksomhederne har omstillet sig. Men "man får ikke på lang sigt lavere beskæftigelse. Efter nogle tilpasninger i økonomien vil de afskedigede blive beskæftiget andre steder og skabe værdi i andre jobs. Men de vil ikke skabe ligeså meget værdi," forklarer forskeren.

Intet videnskabeligt bevis

Det sidste sætter tre forskere i rapporten "Join to Prosper?" dog et stort spørgsmålstegn ved. De kan ikke finde noget bevis på, at EU's indre marked skaber større vækst for medlemslandene end tilsvarende vækst i sammenlignelige lande uden for EU.

Jeg kan ikke se, at EU har gjort os rigere – det kan jeg simpelt hen ikke. Jeg vil heller ikke konkludere det modsatte. Blot at der ikke har være nogen effekt, og det mener jeg heller ikke der burde være, selv om EU presser meget på for at sige, at EU og det indre marked har været så godt, siger Thomas Barnebeck Andersen, en af rapportens forfattere, til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. maj. 2019 - 12:56   11. maj. 2019 - 17:15

EU-valg 2019

he@arbejderen.dk