09 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU-parlamentet vedtager støtte til fossile gasprojekter

Trodser grønne klimaløfter

EU-parlamentet vedtager støtte til fossile gasprojekter

EU kunne have besluttet at udfase støtten til fossil gas. I stedet vedtog et stort flertal af EU-parlamentet at støtte op om støtte til gasindustrien for milliarder. Også flere danske parlamentarikere stemte for.

Greenpeace-aktivister sætter EU-parlamentet i "brand" for at lægge pres på EU-parlamentarikerne, for at de skal tage klimakrisen og den brændende klode alvorligt.
FOTO: Eric De Mildt/Greenpeace
1 af 1

I sidste uge vedtog EU-parlamentet at godkende EU-kommissionens nye liste over projekter af fælles interesse (Projects of Common Interest), som EU har en interesse i at støtte.

Dette klimahykleri må stoppe. Efter hidtil usete katastrofer som brandene i Australien vil historien se uvenligt på dem, der i dag støtter opførelsen af flere gasledninger og gasterminaler.
Colin Roche, Friends of the Earth Europe

Listen er en opgørelse over en lang række EU-projekter indenfor eksempelvis transport og energi, der skal prioriteres højt. På listen er blandt andet 55 gasprojekter – især gasledninger og gasterminaler med en levetid på 40-50 år. Hvis projekterne bliver gennemført, vil det fastlåse EU til fossile brændsler i årtier.

Derfor vækker det vrede hos især en række europæiske miljøbevægelser, at EU-parlamentet har godkendt listen. Den åbner nemlig op for, at de 55 gasprojekter kan få milliarder af kroner i støtte fra den store "Connecting Europe Facility"-fond, som er på 225 milliarder kroner.

– Dette klimahykleri må stoppe. Efter hidtil usete katastrofer som brandene i Australien vil historien se uvenligt på dem, der i dag støtter opførelsen af flere gasledninger og gasterminaler, advarer klimakoordinator i Friends of the Earth Europe, Colin Roche.

Frida Kieninger fra Food & Water Europe påpeger, at et flertal af medlemmerne i EU-parlamentet ikke har overholdt deres løfte om klimanødretstilstanden.

– Mens planeten brænder, kigger de bare på og hælder endnu flere fossile brændsler på flammerne. Men bevægelsen for at redde Europa fra at blive fastlåst til klimadræbende gas i årtier vokser, siger hun.

300.000 underskrifter

Arbejderen har tidligere beskrevet EU-kommissionens plan om at støtte gasindustrien i årtier fremover.

>> LÆS OGSÅ: EU-kommissionen vil kaste milliarder efter fossil energi

Op til afstemningen havde mere end 300.000 EU-borgere skrevet under mod EU's gasstøtte og sendt mails til medlemmerne af EU-parlamentet.

– De beslutninger, der bliver taget i 2020, må være i overensstemmelse med vores langsigtede mål. Hvis EU vil være klimaneutralt i 2040, må EU udfase alle fossile brændsler. Den slags gasprojekter – der underminerer EU's klimaforpligtelser – bør ikke kunne komme på listen og få EU-støtte. Reglerne for, hvilke projekter der bliver optaget på listen, må ændres, siger Esther Bollendorff, EU-koordinator hos miljø- og ulandsorganisationen Climate Action Network (CAN) Europe.

Konsulentfirmaet Artelys har kortlagt de mange gasprojekter og konkluderer i en rapport, at EU spilder milliarder på unødvendige gasprojekter. 

Danske MEP'er stemte for og imod

Den nye liste blev i EU-parlamentet vedtaget med stemmerne 443 for og 169 imod. Blandt de danske EU-parlamentarikere, der stemte for listen, var Morten Helveg Petersen (R), Karen Melchior (R), Morten Løkkegaard (V), Asger Christensen (V), Søren Gade (K) og Pernille Weiss (K).

De danske parlamentarikere fra Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet stemte imod, mens Dansk Folkeparti stemte blankt.

– Det er fuldkommen grotesk at binde Europa til sort energi langt ud i fremtiden i stedet for at bringe EU i overensstemmelse med Paris-aftalen, siger Enhedslistens medlem af EU-parlamentet, Nikolaj Villumsen.

– Milliardinvesteringer i fossile brændstoffer er det helt forkerte vej at gå. Klimaalarmklokkerne ringer allerede. Det valgte et flertal i EU-parlamentet fuldkommen at ignorere. Alle partierne talte om klima i EU-valgkampen, men i dag stemte både Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti imod krav om aktiv klimahandling.

Morten Helveg Petersen (R) forsvarer i DR's P1, at han har stemt for listen:

– Der er tale om en delegeret retsakt. Det betød, at EU-parlamentet skulle stemme for eller imod listen. Hvis vi havde forkastet listen, havde vi stået tilbage med den gamle liste, der er langt sortere. Listen er et fremskridt for den grønne omstilling. 

– På den nye liste er eksempelvis også energiprojekter i Nordsøen, der betyder, at vi kan få grøn strøm i stikkontakterne, siger Morten Helveg Petersen til P1.

Lokale siger nej til EU's gasprojekt

Et af de gasprojekter, som EU vil støtte, er en gasledning og en gasterminal på den lille kroatiske ø Krk, der blandt andet skal tage imod millioner af ton skadelig skifergas fra USA.

>> LÆS OGSÅ: Kroatisk ø siger nej til EU-støttet gasprojekt

Herudover vil EU betale halvdelen af den gasledning, der skal forbinde LNG-terminalen på øen med det eksisterende gasledningssystem inde på fastlandet i Kroatien.

Gasterminalen og olieledningen spænder ben for de lokale indbyggeres planer om at omdanne øen til at bruge 100 procent vedvarende energi.

– Energiuafhængighed er i Kroatiens interesse og bør opnås ved at investere i vedvarende energi. At spilde Kroatiens og EU's penge på en forældet og klimaskadelig energiform er totalt uansvarligt og en irrationel politisk beslutning. Hertil kommer, at LNG-terminalen Krk – som vil blive oprettet i en af Kroatiens mest vedvarende og grønne regioner – vil gå ud over den lokale turisme og ikke har støtte i lokalbefolkningen, siger Zorislav Antun Petrović fra De Grønne i Kroatien.

Nu har borgere og miljøbevægelser organiseret sig i kampagnen Kontra LNG for at få stoppet projektet.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. feb. 2020 - 07:00   20. feb. 2020 - 14:50

Energi

ml@arbejderen.dk
Lyt til artikel