I dele af den danske fagbevægelse er der en voksende erkendelse af, at det er vigtigt at debattere den TTIP-handelsaftale, som forhandles mellem EU og USA.
LO har aldrig sagt, at TTIP er noget vi ubetinget skal sige ja til.
Peter Waldorff, EU-konsulent i LO
Det fremgik af den konference, som Folkebevægelsen mod EU sammen med en række andre organisationer afholdt i torsdags om de tre handelsaftaler TTIP, CETA og TiSA. Op mod 200 deltog i den fyldte Landstingssal på Christiansborg.
– I FOA er vi er stærkt bekymrede. Vi har i den grad brug for en offentlig debat. Og vi har brug for, at også fagbevægelsen blander sig i debatten, sagde FOA’s forbundsformand Dennis Kristensen, som vil sætte TTIP til debat på forbundets kommende kongres.
Sporene skræmmer
– Konsekvensen af at gennemføre TTIP er at forberede en form for indre marked. Sporene skræmmer fra EU's østudvidelse. Her fik vi en åbning mod øst mellem lande, som var så forskellige, at det måtte gå galt. Social dumping, velfærdspres og pres på lønnen er en følge at de store forskelle i velstands- og velfærdsniveauet, fortsatte Dennis Kristensen.
– Vi skal ikke have et nyt brækjern til at skabe liberalisering. Vi må ikke anbringe os selv i en situation, hvor nationalstaterne ikke selv kan beslutte, hvordan vi opbygger vores samfund. Vi skal ikke placere dansk eller udenlandsk erhvervsliv over det demokrati, der skal afgøre, hvordan vi udvikler det danske samfund.
FOA-formanden var blandt oplægsholdene på konferencen, som også blev anbefalet af seks lokale 3F-fagforeninger.
I flere af disse fagforeninger arbejder fagligt aktive på at skabe opmærksomhed om TTIP på 3F’s kongres om 14 dage, sagde Jan Mathiesen fra 3F København.
Herudover er flere 3F-afdelinger i gang med at forberede en demonstration mod TTIP i slutningen af oktober.
– En række 3F-afdelinger har sammen med Prosa, Mellemfolkeligt Samvirke, Greenpeace, Folkebevægelsen mod EU og flere politiske partier indkaldt til stormøde den 8. september for at stable demonstrationen på benene, fortæller Claus Westergreen, formand for 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, til Arbejderen.
LO sætter TTIP til debat
Også i LO trænger debatten sig på. LO på landsplan inviterer til konference om TTIP den 20. september. Her deltager Forbrugerrådet – der er kritiske overfor TTIP-aftalens konsekvenser for forbrugerne – samt USA's ambassadør, Dansk Industri og en tillidsrepræsentant. Også LO's formand Lizette Riisgaard kommer med et indlæg.
– Vi vil gerne i LO bidrage til at vi får en bredere debat om TTIP. I Danmark har der ikke rigtigt været en debat sammenlignet med andre lande. Vi er ikke blåøjede. Vi har taget et positivt udgangspunkt, men stiller en række krav til en eventuel TTIP-aftale. LO har aldrig sagt, at TTIP er noget vi ubetinget skal sige ja til, siger LO's EU-konsulent, Peter Waldorff, der har forberedt konferencen.
Også lokale LO-fagforeninger vil nu sætte fokus på TTIP.
Den 26. oktober inviterer LO Vest til foredrag med Poul Nyrup Rasmussen, der taler om TTIP. "Aftalen udfordrer arbejdsmiljøet, velfærden og ikke mindst demokratiet for alle lønmodtagere", hedder det blandt andet i invitationen fra LO Vest.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278