29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fattige åbner Folketinget

Fokus på fattigdomsydelser

Fattige åbner Folketinget

Folketinget åbner i skyggen af fattige danskere, der er blevet hårdt ramt af kontanthjælpsloft, 225-timers regel og integrationsydelse. En række aktivister går på gaden for at protestere.

Aktivister fra Næstehjælperne, Jobcentrets Ofre, Månestrålerne og Bekæmp Fattigdom NU vil byde politikerne velkommen tilbage fra sommerferie, når Folketinget åbner tirsdag den 3. oktober.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Iført laser og pjalter vil aktivister fra Næstehjælperne, Jobcentrets Ofre, Månestrålerne og Bekæmp Fattigdom NU byde politikerne velkommen tilbage fra sommerferie, når Folketinget åbner tirsdag den 3. oktober.

De fattiges protest skal vise konsekvenserne af fattigdomsydelser som kontanthjælpsloft, 225-regler og integrationsydelse.

Normalt er teater, skuespil og romaner min "hovedscene". Men nu er der brug for klare svar og for at sige fra. 
Flemming Jensen, forfatter og skuespiller

– Vi vil konfrontere politikerne med en anden virkelighed end den, de er vant til. Politikernes reformer skaber fattigdom. Det går især ud over de tusindvis af børn, der lever i fattige familier, siger Mille Stockner til Arbejderen.

>> Læs mere om begivenheden på Facebook

Hun er en del  af Bekæmp Fattigdom NU-netværket, som blev dannet i 2014, hvor Thorning-regeringen indførte de første fattigdomsreformer. Netværket har dagligt kontakt til mennesker og hele familier, der har svært ved at få enderne til at mødes, og mennesker, der er så pressede, at de bryder grædende sammen, når de får en indkaldelse til et møde eller et jobforløb.

– Vi er nået dertil, hvor private netværk som Næstehjælperne må træde til for at sikre arbejdsløse basale nødvendigheder som bleer, tøj og mad. Nogle er så fattige, at de er nødt til skralde eller prostituere sig selv. Det kan vi ikke være bekendt i et rigt land. Samtidig med at flere kastes ud i fattigdom, bliver der overført flere penge til, at de rige kan købe endnu billigere luksusbiler og betale mindre i skat.

– Vi vil lægge et pres på politikerne med krav om, at forringelserne skal rulles tilbage. Og det nytter at kæmpe. I København er det lykkedes at få afsat penge til at nedbringe antallet af sager per socialrådgiver. Men der er lang vej endnu. Målet er, at fattigdomsydelserne skal afskaffes, understreger Mille Stockner.

Brug for klare svar

Blandt talerne ved happeningen er forfatter og skuespille Flemming Jensen:

– Danmark er ved at udvikle sig til et kastesamfund med store skel imellem rig og fattig. Flere og flere må leve på gaden. Og samtidig hører vi om menensker, der får 5-20 millioner i løn årligt, og lige så meget i gyldne håndtryk, hvis de bliver fyret. Mens almindelige arbejdere ikke får andet end en fyreseddel, når det går skidt i en virksomhed, siger Flemming Jensen til Arbejderen.

>> LÆS OGSÅ: Fagligt initiativ vil skabe bevægelse for velfærd

– Normalt er teater, skuespil og romaner min "hovedscene". Men nu er der brug for klare svar og for at sige fra. Vores rige samfund er blevet skabt, fordi vi altid har forsøgt at tilstæbe lighed. Men nu vokser fattigdommen, mens nogle få rager til sig. 

Den 28. september udgiver Flemming Jensen den samfundskritiske roman "Vorherre er en rutebil", som – med humor som våben – netop sætter fokus på den voksende ulighed.

Solidariske fagforeninger

Happeningen anbefales af en lang række partier, organisationer og fagforeninger, som Bygge, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, Landsforeningen for Socialpædagoger og Socialpædagogerne Storkøbenhavn.

– Det er vigtigt for os som fagforening at bakke op om dem, der kæmper mod regeringens skæve reformer og for en aktiv, bred velfærdsbevægelse. Det gør vi i forvejen på mange andre måder. Derfor er det naturligt for os også at bakke op om den her happening, siger kredsformand for Socialpædagogerne Storkøbenhavn, Lars Petersen, til Arbejderen.

>> LÆS OGSÅ: 41 fagforbund vil ændre reform

– Vi vil vise vores solidaritet med de grupper, der bliver ramt af kontanthjælpsloft, 225-timers regel, integrationsydelse og divers fleks- og skånereformer, der skævvrider Danmark og skaber øget ulighed. Der er brug for at udvikle en bevægelse mod fattigdomsydelserne og mod den dehumanisering og de grufulde historier, der er på landets jobcentre.

Happeningen bliver afholdt på Thorvaldsens Plads i København tirsdag den 3. oktober klokken 9.30 til 12.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. sep. 2017 - 08:08   18. sep. 2017 - 12:04

Fattigdom

ml@arbejderen.dk